234

Martin Luther er født den 10de November 1483 i Byen Eisleben i Sachsen, midt i Tyskland. Forældrene, som vare fattige, satte ham i Fattigskolen; men siden tog en formuende Enke sig af ham og satte ham i Latinskolen. 18 Aar gammel drog han til Høiskolen i Byen Erfurt for at lægge sig efter Lovkyndighed; saa var Faderens Ønske. Fra Høiskolens Bogsale fik han Bøger laant, og flittig læste han. Da han en Dag saa sig om blandt Bøgerne, fik han Øie paa en Bog, som var lænket til Boghylden. Det var en latinsk Bibel. Han havde aldrig før seet en Bibel og troede, at i den ikke stod andet og mere end Evangelierne og Epistlerne, som læstes op om Søndagen. Næsten daglig vandrede han op i Bogsalen, for at læse i den fundne Bog, og længtes hjertelig efter engang at eie en saadan Skat.

22 Aar gammel blev han Lærer ved Høiskolen i Erfurt. Strax efter blev hans kjæreste Ven brat reven fra ham, om ved en Lynstraale eller ved et Mord, er uvist. Vennens bratte Død rystede ham dybt; han gik og tænkte paa Døden og var bekymret for sin Salighed. Saaledes bekymret flyede han en Nat til Augustinerklosteret der i Byen; thi Klosterlivet troedes jo at være den sikreste Vei til Salighed. Som Nyindkommen maatte han vandre om i Byen med Tiggerposen, og strengt holdt han alle Klosterreglerne, bad de bestemte Bønner, vaagede, fastede og spægede sit Legeme paa alle Maader. „Det er sandt,” siger han om sig selv, „en from Munk var jeg og holdt min Ordens Regler saa strengt, at, dersom nogensinde en Munk er kommen i Himmelen ved sit Munkeliv, saa vilde ogsaa jeg være kommen derhen.” Men han fandt ingen Fred for sin Sjel. En gammel Klosterbroder bragte ham Trøst ved at minde ham om det gamle Ord, som nu næsten var glemt: jeg tror paa Syndernes Forladelse. — 1508 blev han Lærer ved Høiskolen i Vittenberg, og 1510 blev han paa Augustinerordenens Vegne sendt til Rom. Da han kom saa nær, at han kunde øine Byens Taarne, kastede han sig paa Jorden med de Ord: „Vær hilset, du hellige Rom!” Da han kom ind i Byen, blev han forfærdet over alt det Vanhellige, han hørte og saa. En Dag, da han med Alvor og Andagt forrettede Nadveren, raabte Præsterne: „Skynd dig, skynd dig!” Men paa denne Reise gik det op for ham, hvad det Skriftsted 1) vil sige: den Retfærdige af Troen skal leve.

1512 blev han Præst og Doktor eller Lærer i den hellige Skrift og aflagde Løfte om at forkynde den. Nu følte han sig end mere dreven til at 235læse i Skriften, og Kirkefaderen Augustin, som han ivrig læste, hjalp ham til at forstaa og erkjende, at Mennesket retfærdiggjøres af Troen uden Lovens Gjerninger.

Paa denne Tid holdt Pave Leo den tiende paa at bygge Peterskirken i Rom, den største og vakreste i Kristenheden. Han trængte til Penge og sendte Afladskræmmere ud, for at opdrive dem. En af disse var Munken Tetzel. Han solgte Aflad baade for de Synder, en havde gjort, og for de Synder, han vilde gjøre. Om Bod og Bedring var der ikke Tale. „Naar Guldet,“ sagde han, „i Kisten klinger, strax Sjelen af Skjersilden springer.“ Han havde en fast Taxt: Kirkeran og Mened kostede 9 Dukater, Mord 8 Dukater¹). Efter at have drevet Handel paa andre Steder, kom han i Nærheden af Vittenberg og udraabte sin Vare. Mange fra Vittenberg løste Afladsbreve hos ham. Da de siden i Skriftestolen bekjendte sine Synder for Luther, og han formanede dem til Bod og Bedring, trak de sine Afladsbreve frem og mente, at Bod og Bedring ikke vare nødvendige. Luther svarede: „Uden at I omvende eder, ville I alle omkomme.“ Saa skyndte de sig til Tetzel og vilde have sine Penge igjen. Tetzel rasede og skreg, at han skulde brænde hver den, som talede med Ringeagt om hans Aflad.

Men Luther lod sig ikke skræmme. Den 31te Oktober 1517 opslog han paa Slotskirkedøren i Vittenberg 95 Sætninger om Afladen og indbød alle og enhver til at stride med ham om dem. No. 27 lyder saa: det er bare menneskelige Taabeligheder, de prædike, som foregive, at Sjelen springer ud af Skjersilden, naar Pengene klinge i Kisten. No. 52: Haabet om at blive salig ved Aflad er et falsk Haab, om saa ogsaa Afladskræmmeren, ja Paven selv derfor vilde sætte sin Sjel i Pant. No. 79: den, som paastaar, at Afladsbrevet med Pavens Vaaben er ligesaa kraftigt som Christi Kors, er en Gudsbespotter. — Dette var Begyndelsen til Reformationen eller Kirkeforbedringen.

De 95 Sætninger vakte megen Røre ikke alene i Tyskland, men over hele Europa. Tetzel og andre med ham skrege paa Baal og Brand og skjeldte Luther ud for en Erkekjetter. Men andre gave Luther Medhold. Den lærde Erasmus fra Rotterdam, som senere rigtignok skrev mod Luther, sagde nogen Tid efter: „Jeg undres ikke over al denne Røre; thi Luther har rørt ved Pavens Krone og ved Munkenes Bug.“ — Luther var selv en Stund forfærdet over at have optraadt mod den hellige Fader; thi endnu ærede han i Paven Christi Statholder. Han sendte de 95 Sætninger til Leo med et Brev, hvori han taler med Frimodighed, men tillige siger: „Jeg overgiver mig til eders Hellighed med alt, hvad jeg er og har. Har jeg fortjent Døden, saa vægrer jeg mig ikke ved at dø.“ — Leo holdt Striden for et almindeligt Munkekrangel og haabede, at det Hele skulde gaa af i Mindelighed, og, da han gjerne vilde være gode Venner med Luthers Landsherre og Beskytter, Kurfyrst Fredrik den vise af Sachsen, begyndte han at underhandle. Hans Sendemand gav Tetzel en skarp Tilrettevisning, som gik ham saa nær, at han døde af Ærgrelse. 236Luther lovede at tie, dersom Modstanderne taug. — Men Modstanderne taug ikke. De havde mellem sig en lærd Mand og dygtig Kamphane, som de mente skulde nok stoppe Munden paa Luther, naar det kom til Ordskifte. Manden hed Eck. Luther undslog sig ikke for Kampen, og det blev aftalt, at de skulde møde i Leipzig 1519. Luther kom derhen, fulgt af 200 bevæbnede Studenter. Han og Eck stred i 14 samfulde Dage om Pavens Overhøihed, om Aflad og Skjærsild. Begge Parter mente at drage hjem med Seier. Det sande Udbytte af Striden var, at det blev klart for Luther, at Pavedommet var en menneskelig og ingen guddommelig Indstiftelse. Og hvad der var blevet klart for ham selv, søgte han i Skrift paa Skrift at gjøre klart for andre, og flere og flere stillede sig paa hans Side. Eck, som følte, at der kunde være to Meninger, om han havde været den virkelige Seierherre i Ordskiftet, reiste med Nag i Hjertet til Rom, for at faa Hjælp der. Den godmodige og letsindige Leo, som bare tænkte paa Peterskirken og hedenske Oldsager, gav i sit Hjerte den hele Strid en god Dag og morede sig over Broder Martins djærve og kraftige Skrivemaade. Men Eck og andre hvilede ikke, før de fik ham til at bruge det Vaaben, som engang havde været saa kraftigt. 1520 kom Eck tilbage til Tyskland med en Bulle eller paveligt Brev, der dømte Luther som Kjetter, bød at brænde hans Skrifter og lyste ham i Ban, dersom han ikke gjenkaldte inden 60 Dage. Bullen paalagde enhver kristelig Øvrighed at fange ham og sende ham til Rom. Det var lettere sagt end gjort. Allerede to Aar tidligere havde en pavelig Sendemand sagt, at han ikke med 25,000 Mand vilde være istand til at faa Munken ud af Tyskland; saa mange Forsvarere havde han. Nu gjorde Luther det dristigste Skridt i sit Liv. Fulgt af Lærere og Studenter gik han udenfor Vittenberg og kastede Bullen paa et Baal med de Ord: „Fordi du har bedrøvet Herrens Hellige, saa bedrøve og fortære dig den evige Ild.“

Den unge Karl den femte, som 1519 var valgt til Keiser i Tyskland, holdt Rigsdag i Byen Vorms 1521. Did blev Luther stevnet. Keiseren gav ham Leide. Luthers Venner raadede ham fra at reise og mindede ham om, hvorledes det var gaaet Huss. Luther svarede: „Om der end var saa mange Djævle i Vorms, som der er Tagstene paa Husene, vil jeg dog derhen.“ Da han kom til Vorms, blev han ført frem for en Forsamling, som bestod af Keiseren, Pavens Sendemænd, mange Fyrster og Biskoper. Man krævede, at han uden videre skulde gjenkalde. Han svarede: „Dersom jeg ikke af den hellige Skrift eller ved klare og indlysende Grunde bliver overbevist, saa hverken kan eller vil jeg gjenkalde; thi det er ikke raadeligt at handle mod sin Samvittighed. Her staar jeg; jeg kan ikke andet; Gud hjælpe mig! Amen!“

De Paveligsindede vilde, at Keiseren skulde tage sit Leidebrev tilbage; men han svarede: „Om Tro og Ærlighed ikke ere at finde andetsteds i Verden, saa maa de dog findes hos den romerske Keiser; jeg vil ikke blive rød som fordum Keiser Sigismund¹).“

237Luther fik da Lov til at drage bort i Fred. Kort efter blev han af Rigsdagen erklæret i Rigets Akt, det er: dømt fredløs, saa at enhver kunde dræbe ham. Men han var allerede i Sikkerhed. Hans betænkte Landsherre, som ikke vovede aabenlyst at beskytte den fredløse Mand, sendte nogle Ryttere med Maske paa, som overfaldt ham paa Hjemveien og førte ham til Slottet Vartburg. Her levede han i 10 Maaneder, klædt som Ridder, og Verden troede ham død. I den Tro begyndte en Erkebiskop at sælge Aflad paa den gamle Vis. Men saa kom et Brev, som vidnede om, at Kjæmpen levede. Erkebispen, som tilmed var Kardinal og verdslig Fyrste, blev ræd og skrev en ydmyg Undskyldning til den banlyste og fredløse Munk.

Paa Vartburg begyndte Luther paa sin herlige Oversættelse af Bibelen og blev færdig med det nye Testamente; den hele Bibel udkom i Oversættelse fra Grundsprogene 1534.

Snart blev det Luther for trangt paa Vartburg. Han fik tunge Tidender fra Vittenberg. Hans Ordensbrødre og Studenterne forstyrrede Gudstjenesten og nedbrøde Alterne for at afskaffe Messens „Afgudsdyrkelse“ og vilde afskaffe den geistlige Stand og al geistlig Videnskab. Flere opstode, som beraabte sig paa indbildte Aabenbaringer og paa Aandens Røst i sit Indre, og forkastede Skriftens Ord. Barnedaaben kaldte de Satans Værk og krævede, at Voxne skulde døbes paa ny. Fienderne jublede, Melankton var raadvild, og Kurfyrsten var ude af sig selv. Da kunde Luther ikke holde sig længere. Kurfyrsten havde forbudt ham at vende tilbage, da han ikke kunde beskytte den fredløse Mand. Luther skrev til ham: „Eders Naade maa vide, at jeg kommer under en høiere Beskyttelse end eders. Da jeg ikke vil adlyde eders Naade, saa er eders Naade undskyldt, om jeg bliver fangen eller dræbt.“ Saa kom han da og prædikede 7 Dage i Rad om Troen, som ikke bruger Vold, men fordrager alt i Kjærlighed. I Vittenberg blev der Orden og Fred; Sværmeraanderne snege sig bort; men andre Steder vakte de Røre og Oprør.

Det rolige Ophold paa Vartburg og disse Uordener havde en gavnlig Virkning paa Luthers indre Liv. Hidtil havde han stormet frem og revet ned; nu begyndte han at bygge op. Det var ham nu klart, at Kirken først maatte fornyes i det Indre og saa i det Ydre. „Man maa,“ siger han, „først fange Menneskenes Hjerter, hvilket sker, naar man prædiker Evangeliet og forkynder Folk deres Vildfarelser.“ — Derfor blev meget af det gamle Kirkevæsen længe staaende; først 1529 blev Sachsens Kirkevæsen ordnet; det blev Forbillede for de fleste evangelisk-lutherske Lande. Samme Aar skrev han sin lille Katekismus til Brug ved Ungdommens Undervisning og sin store Katekismus til Veiledning for Lærerne. Han oversatte og omarbeidede flere ældre Salmer og digtede selv mangen herlig Salme, saasom: Vor Gud, han er saa fast en Borg.

1524 forlod han Klosteret og aflagde Munkedragten¹). Aaret efter giftede han sig med Katarina fra Bora, som før havde været Nonne. — Han var vistnok ofte nedbøiet ved sine Tilhængeres Uordener og nedtrykt ved Sygelighed; men i Regelen var han freidig og glad og oplivede sig og andre ved Musik og Sang, ved Alvorsord og ved skjemtsom Tale.

238Ved Luthers Side havde Herren sat en Mand, hvem Reformationen har mest at takke næst efter Luther. Denne Mand var Filip Melankton. 16 Aar gammel skrev han en græsk Sproglære, og 21 Aar gammel blev han Lærer i Græsk ved Høiskolen i Vittenberg. Han var lærdere end Luther og en Mester i de gamle Sprog. Luther var Mester i at tale og skrive et folkeligt Sprog; Melankton forstod at tale og skrive for de Lærde og de Studerende, som kom langveis fra, for at høre ham. Medens Luther var dristig og djærv, var Melankton mild og eftergivende; han frygtede for, at Kristendommen skulde glemmes over Striden. Begge arbeidede sammen som den høire og venstre Haand.

Karl den femte, som herskede over flere Lande, havde siden Rigsdagen i Vorms i 9 Aar ikke været i Tyskland. 1530 vilde han komme igjen og udskrev en Rigsdag i Augsburg. Der mødte Sendemænd fra Lutheranerne. Melankton var der, men Luther ikke; thi han var fremdeles i Kirkens Ban og i Rigets Akt. Lutheranerne overrakte her Keiseren sin Troesbekjendelse, som kaldes den augsburgske Konfession. Den var skreven af Melankton og godkjendt af Luther. Den var underskreven af 7 Fyrster og 2 Byer. — I den augsburgske Troesbekjendelse havde Lutheranerne faaet et fast Bekjendelsesskrift¹). Enhver, som vilde, kunde nu se, at Luther ikke forkyndte nogen ny Lære, men fornyede den gamle, sande Kristendom.

Lutheranerne vare nu blevne saa mægtige, at de ikke behøvede at finde sig i et Magtbud af Keiseren. Det truede med Krig. Luther længtes efter at dø i Fred, og hans Bøn blev hørt. Han døde i sin Fødeby Eisleben 1546 og ligger begraven i Vittenberg.

234

Martin Luther er født den 10de november 1483 i byen Eisleben i Sachsen, midt i Tyskland. Foreldrene, som var fattige, satte ham i Fattigskolen; men siden tok en formuende enke seg av ham og satte ham i Latinskolen. 18 år gammel drog han til høyskolen i byen Erfurt for å legge seg etter lovkyndighet; så var Faderens ønske. Fra Høiskolens Bogsale fikk han bøker lånt, og flittig leste han. Da han en dag så seg om blant bøkene, fikk han Øye på en bok, som var lenket til bokhyllen. Det var en latinsk Bibel. Han hadde aldri før sett en Bibel og trodde, at i den ikke stod annet og mer enn evangeliene og epistlene, som lestes opp om søndagen. Nesten daglig vandret han opp i Bogsalen, for å lese i den funne bok, og lengtes hjertelig etter engang å eie en sådan skatt.

22 år gammel ble han lærer ved høyskolen i Erfurt. Straks etter ble hans kjæreste venn brat reven fra ham, om ved en Lynstraale eller ved et mord, er uvist. Vennens bratte død rystet ham dypt; han gikk og tenkte på døden og var bekymret for sin salighet. Således bekymret flyede han en natt til augustinerklosteret der i byen; thi klosterlivet troedes jo å være den sikreste vei til salighet. Som Nyindkommen måtte han vandre om i byen med Tiggerposen, og strengt holdt han alle klosterreglene, bad de bestemte bønner, vaagede, fastet og spægede sitt legeme på alle måter. „Det er sandt,” sier han om seg selv, „en from munk var jeg og holdt min Ordens regler så strengt, at, dersom noensinne en munk er kommet i himmelen ved sitt Munkeliv, så ville også jeg være kommet derhen.” Men han fant ingen fred for sin sjel. En gammel klosterbroder brakte ham trøst ved at minde ham om det gamle ord, som nå nesten var glemt: jeg tror på Syndernes forlatelse. — 1508 ble han lærer ved høyskolen i Vittenberg, og 1510 ble han på Augustinerordenens vegne sendt til Rom. Da han kom så nær, at han kunne øyne Byens tårn, kastet han seg på jorden med de ord: „Vær hilst, du hellige Rom!” Da han kom inn i byen, ble han forferdet over alt det Vanhellige, han hørte og så. En Dag, da han med alvor og andakt forrettede nattverden, ropte prestene: „Skynd deg, skynd deg!” Men på denne reise gikk det opp for ham, hva det skriftsted 1) vil si: den Retfærdige av troen skal leve.

1512 ble han prest og doktor eller lærer i den hellige skrift og avla løfte om å forkynne den. Nå følte han seg enda mer dreven til å 235lese i Skriften, og kirkefaderen Augustin, som han ivrig leste, hjalp ham til å forstå og erkjenne, at mennesket rettferdiggjøres av troen uten Lovens gjerninger.

På denne tid holdt pave Leo den tiende på å bygge Peterskirken i Rom, den største og vakreste i kristenheten. Han trengte til penger og sendte avlatskremmere ut, for å oppdrive dem. En av disse var Munken Tetzel. Han solgte avlat både for de synder, en hadde gjort, og for de synder, han ville gjøre. Om Bod og bedring var der ikke Tale. „Når gullet,“ sa han, „i kisten klinger, straks sjelen av skjærsilden springer.“ Han hadde en fast takst: Kirkeran og mened kostet 9 dukater, mord 8 Dukater¹). Etter å ha drevet handel på andre steder, kom han i nærheten av Vittenberg og utropte sin Vare. Mange fra Vittenberg løste avlatsbrev hos ham. Da de siden i skriftestolen bekjente sine synder for Luther, og han formante dem til Bod og bedring, trakk de sine avlatsbrev frem og mente, at Bod og bedring ikke vare nødvendige. Luther svarte: „Uten at dere omvende dere, ville dere alle omkomme.“ Så skyndte de seg til Tetzel og ville ha sine penger igjen. Tetzel raste og skrek, at han skulle brenne hver den, som talte med ringeakt om hans avlat.

Men Luther lot seg ikke skremme. Den 31te oktober 1517 opslog han på slottskirkedøren i Vittenberg 95 setninger om avlaten og innbød alle og enhver til å stride med ham om dem. No. 27 lyder så: det er bare menneskelige tåpeligheter, de prediker, som foregive, at sjelen springer ut av skjærsilden, når pengene klinge i kisten. No. 52: Håpet om å bli salig ved avlat er et falsk håp, om så også avlatskremmeren, ja paven selv derfor ville sette sin sjel i pant. No. 79: den, som påstår, at avlatsbrevet med Pavens våpen er likeså kraftig som Christi kors, er en gudsbespotter. — Dette var begynnelsen til reformasjonen eller Kirkeforbedringen.

De 95 setninger vakte mye røre ikke alene i Tyskland, men over hele Europa. Tetzel og andre med ham skrek på bål og Brand og skjelte Luther ut for en Erkekjetter. Men andre gave Luther Medhold. Den lærde Erasmus fra Rotterdam, som senere riktignok skrev mot Luther, sa noen tid etter: „Jeg undres ikke over all denne røre; thi Luther har rørt ved Pavens krone og ved Munkenes Bug.“ — Luther var selv en stund forferdet over å ha opptrådt mot den hellige Fader; thi ennå ærede han i paven Christi stattholder. Han sendte de 95 setninger til Leo med et brev, hvori han taler med frimodighet, men tillike sier: „Jeg overgir meg til deres hellighet med alt, hva jeg er og har. Har jeg fortjent døden, så vegrer jeg meg ikke ved å dø.“ — Leo holdt striden for et alminnelig Munkekrangel og håpet, at det hele skulle gå av i minnelighet, og, da han gjerne ville være gode venner med Luthers Landsherre og beskytter, kurfyrste Fredrik den vise av Sachsen, begynte han å underhandle. Hans Sendemand ga Tetzel en skarp tilrettevisning, som gikk ham så nær, at han døde av ergrelse. 236Luther lovede å tie, dersom motstanderne tidde. — Men Modstanderne tidde ikke. De hadde mellom seg en lærd mann og dyktig kamphane, som de mente skulle nok stoppe munnen på Luther, når det kom til ordskifte. Mannen het Eck. Luther undslog seg ikke for kampen, og det ble avtalt, at de skulle møte i Leipzig 1519. Luther kom derhen, fulgt av 200 bevæbnede studenter. Han og Eck stred i 14 samfulle dager om Pavens overhøyhet, om avlat og skjærsild. Begge parter mente å dra hjem med seier. Det sanne utbytte av striden var, at det ble klart for Luther, at pavedømmet var en menneskelig og ingen guddommelig innstiftelse. Og hva der var blitt klart for ham selv, søkte han i skrift på skrift å gjøre klart for andre, og flere og flere stillede seg på hans side. Eck, som følte, at der kunne være to meninger, om han hadde vært den virkelige seierherre i ordskiftet, reiste med nag i hjertet til Rom, for å få hjelp der. Den godmodige og letsindige Leo, som bare tenkte på Peterskirken og hedenske oldsaker, ga i sitt hjerte den hele strid en god dag og moret seg over bror Martins djerve og kraftige skrivemåte. Men Eck og andre hvilte ikke, før de fikk ham til å bruke det våpen, som engang hadde vært så kraftig. 1520 kom Eck tilbake til Tyskland med en Bulle eller pavelig brev, der dømte Luther som kjetter, bød å brenne hans skrifter og lyste ham i Ban, dersom han ikke gjenkalte innen 60 dager. Bullen paalagde enhver kristelig øvrighet å fange ham og sende ham til Rom. Det var lettere sagt enn gjort. Allerede to år tidligere hadde en pavelig sendemann sagt, at han ikke med 25,000 mann ville være i stand til å få Munken ut av Tyskland; så mange forsvarere hadde han. Nå gjorde Luther det dristigste skritt i sitt liv. Fulgt av lærere og studenter gikk han utenfor Vittenberg og kastet Bullen på et bål med de ord: „Fordi du har bedrøvet Herrens Hellige, så bedrøve og fortære deg den evige ild.“

Den unge Karl den femte, som 1519 var valgt til Keiser i Tyskland, holdt riksdag i byen Vorms 1521. Dit ble Luther stevnet. Keiseren ga ham leide. Luthers venner rådde ham fra å reise og mindede ham om, hvorledes det var gått Huss. Luther svarte: „Om der enn var så mange djevler i Vorms, som der er Tagstene på husene, vil jeg dog derhen.“ Da han kom til Vorms, ble han ført frem for en forsamling, som bestod av keiseren, Pavens sendemenn, mange Fyrster og biskoper. Man krevde, at han uten videre skulle gjenkalle. Han svarte: „Dersom jeg ikke av den hellige skrift eller ved klare og innlysende grunner blir overbevist, så hverken kan eller vil jeg gjenkalle; thi det er ikke rådelig å handle mot sin samvittighet. Her står jeg; jeg kan ikke annet; Gud hjelpe meg! Amen!“

De Paveligsindede ville, at keiseren skulle ta sitt leidebrev tilbake; men han svarte: „Om tro og ærlighet ikke er å finne annetsteds i verden, så må de dog finnes hos den romerske Keiser; jeg vil ikke bli rød som fordum Keiser Sigismund¹).“

237Luther fikk da lov til å dra bort i fred. Kort etter ble han av riksdagen erklært i Rigets akt, det er: dømt fredløs, så at enhver kunne drepe ham. Men han var allerede i sikkerhet. Hans betenkte Landsherre, som ikke vovede åpenlyst å beskytte den fredløse mann, sendte noen ryttere med maske på, som overfalt ham på hjemveien og førte ham til slottet Vartburg. Her levde han i 10 måneder, kledd som Ridder, og verden trodde ham død. I den tro begynte en erkebiskop å selge avlat på den gamle Vis. Men så kom et brev, som vitnet om, at kjempen levde. Erkebispen, som tilmed var kardinal og verdslig fyrste, ble redd og skrev en ydmyk unnskyldning til den banlyste og fredløse munk.

På Vartburg begynte Luther på sin herlige oversettelse av Bibelen og ble ferdig med det nye testamente; den hele Bibel utkom i oversettelse fra grunnspråkene 1534.

Snart ble det Luther for trangt på Vartburg. Han fikk tunge Tidender fra Vittenberg. Hans Ordensbrødre og studentene forstyrrede gudstjenesten og nedbrøt Alterne for å avskaffe Messens „avgudsdyrkelse“ og ville avskaffe den geistlige stand og all geistlig vitenskap. Flere oppstod, som beropte seg på innbilte åpenbaringer og på åndens røst i sitt indre, og forkastede Skriftens ord. Barnedåpen kalte de Satans Værk og krevde, at Voxne skulle døpes på ny. Fiendene jublede, Melankton var rådvill, og Kurfyrsten var ute av seg selv. Da kunne Luther ikke holde seg lenger. Kurfyrsten hadde forbudt ham å vende tilbake, da han ikke kunne beskytte den fredløse mann. Luther skrev til ham: „Deres nåde må vite, at jeg kommer under en høyere beskyttelse enn deres. Da jeg ikke vil adlyde deres nåde, så er deres nåde unnskyldt, om jeg blir fangen eller drept.“ Så kom han da og prekte 7 dager i rad om troen, som ikke bruker vold, men fordrar alt i kjærlighet. I Vittenberg ble der orden og fred; Svermeråndene snek seg bort; men andre steder vakte de røre og opprør.

Det rolige opphold på Vartburg og disse Uordener hadde en gavnlig virkning på Luthers indre Liv. Hittil hadde han stormet frem og revet ned; nå begynte han å bygge opp. Det var ham nå klart, at kirken først måtte fornyes i det indre og så i det ytre. „Man må,“ sier han, „først fange Menneskenes hjerter, hvilket skjer, når man prediker evangeliet og forkynner Folk deres villfarelser.“ — Derfor ble meget av det gamle kirkevesen lenge stående; først 1529 ble Sachsens kirkevesen ordnet; det ble Forbillede for de fleste evangelisk-lutherske land. Samme år skrev han sin lille katekismus til Bruk ved Ungdommens undervisning og sin store katekismus til veiledning for lærerne. Han oversatte og omarbeidede flere eldre salmer og digtede selv mangen herlig Salme, saasom: Vår Gud, han er så fast en Borg.

1524 forlot han klosteret og avla Munkedragten¹). Aaret etter giftet han seg med Katarina fra Bora, som før hadde vært nonne. — Han var vistnok ofte nedbøyd ved sine tilhengeres Uordener og nedtrykt ved sykelighet; men i regelen var han freidig og glad og oplivede seg og andre ved musikk og sang, ved alvorsord og ved skjemtsom Tale.

238Ved Luthers side hadde Herren satt en mann, hvem reformasjonen har mest å takke nest etter Luther. Denne mann var Filip Melankton. 16 år gammel skrev han en gresk språklære, og 21 år gammel ble han lærer i gresk ved høyskolen i Vittenberg. Han var lærdere enn Luther og en mester i de gamle språk. Luther var mester i å tale og skrive et folkelig språk; Melankton forstod å tale og skrive for de Lærde og de Studerende, som kom langveis fra, for å høre ham. Mens Luther var dristig og djerv, var Melankton mild og ettergivende; han fryktede for, at kristendommen skulle glemmes over striden. Begge arbeidet sammen som den høyre og venstre hånd.

Karl den femte, som hersket over flere land, hadde siden riksdagen i Vorms i 9 år ikke vært i Tyskland. 1530 ville han komme igjen og utskrev en riksdag i Augsburg. Der møtte sendemenn fra lutheranerne. Melankton var der, men Luther ikke; thi han var fremdeles i Kirkens Ban og i Rigets akt. Lutheranerne overrakte her keiseren sin trosbekjennelse, som kalles den augsburgske konfesjon. Den var skrevet av Melankton og godkjent av Luther. Den var underskrevet av 7 Fyrster og 2 byer. — I den augsburgske trosbekjennelse hadde lutheranerne fått et fast Bekjendelsesskrift¹). Enhver, som ville, kunne nå se, at Luther ikke forkyndte noen ny lære, men fornyet den gamle, sande kristendom.

Lutheranerne var nå blitt så mektige, at de ikke behøvde å finne seg i et Magtbud av keiseren. Det truet med krig. Luther lengtes etter å dø i fred, og hans Bøn ble hørt. Han døde i sin fødeby Eisleben 1546 og ligger begravd i Vittenberg.