Konstantin den store havde begyndt at bygge prægtige Kirker, og snart blev det en Trang for Menighederne rundt om i Landene at reise Gudshuse, som vare Herren værdige og kunde stemme Sindet til Andagt. Man byggede Kirker i Skikkelse af et Kors, for at minde om ham, som led og døde for os paa Korset; man slog høie Kupler eller Hvælv over Kirken, for at minde om Himmelen og ham, som troner deroppe, eller man reiste Taarne, som række høit i Sky, for at minde om de Kristnes Haab, der hæver sig til Himmelen. — Det Indvendige blev smykket med Billeder af den hellige Historie og senere af Martyrernes Liv.
Dette var nu altsammen godt og vel. Men snart vandt Overtroen Indgang. Man troede at skaffe sig Fortjeneste hos Gud ved at vise ham saa megen Ære. Han maatte dog dele Æren med andre. Man byggede Kirker til en og anden Helgen, som var mægtig i visse Tilfælde, og til en bad man man tilvands og til en anden tillands, og enhver Sygdom, Nød o. s. v. havde sin egen Helgen, som blev anraabt om Hjælp. Og, ligesom man tilbad Relikvier, saa begyndte man ogsaa at tilbede Billeder. Nogle Billeder udgaves for at være malede af hellige Mænd, andre for at være faldne ned fra Himmelen. Nogle Billeder kunde tale, og endnu flere kunde gjøre Undergjerninger¹). For slige Billeder knælede man, bad til dem, som om de vare levende, og klagede sin Nød for dem. — Allerede Kirkefaderen Augustin klager over Billedernes Tilbedelse, og senere ivrede mange mod det nye Afguderi, og flere Kirkeforsamlinger fordømte dem; men Enden blev, at Billeddyrkelsen 230blev godkjendt, og den Dag i Dag dyrkes Billeder i den katholske Kirke.
En Valfart til det hellige Land regnedes blandt de Gjerninger, som især vandt Guds Velbehag. Pilgrimen forrettede sin Andagt ved de hellige Steder, først og fremst i den hellige Gravs Kirke, badede sig i Jordan og holdtes saa for en hellig Mand, naar han kom tilbage. Araberne havde ladet de Kristne valfarte i Fred; men, da Tyrkerne havde taget Palæstina, bleve Pilgrimene mishandlede, og de hellige Steder vanhelligede. Hele Europa reiste sig til Korstog, for at udrive den hellige Grav af de Vantroendes Hænder. Disse Tog, som varede i over 200 Aar og kostede Europa saa mange Millioner Mennesker, vidne vistnok om stærk Tro og inderlig Kjærlighed til Frelseren, men vidne ogsaa om, hvor lidt man i Middelalderen skjønte, hvad det vil sige at dyrke Gud i Aand og Sandhed. Pilgrimene og Korsfarerne kom hjem med Relikvier af det utroligste Slags, saasom Splinter af Christi Kors, noget af hans Blod, den Taare, han havde fældt ved Lazarus’s Grav. Slige Relikvier solgtes til høie Priser, og den By og det Land regnede sig for lykkelig, som kunde faa saadanne Sager inden sine Grændser.
Aar 1300 indstiftedes Jubelaarene. Bonifacius den ottende forkyndte, at den, som i 15 Dage andægtig besøgte Apostlenes Kirke i Rom, skulde faa Aflad eller Syndernes Forladelse for sit hele Liv. 200,000 Mennesker kom til Rom og mange Penge med dem. Næste Jubelaar skulde egentlig først være holdt om 100 Aar; men senere Paver bestemte, at det skulde holdes hvert 50de og endelig hvert 25de Aar. For at skaffe dem, der ikke kunde komme til Rom, Del i Jubelaarets Velsignelser, sendte Pave Johan den treogtyvende, som i sin Ungdom havde været Sørøver, Folk rundt om i Landene, for at sælge Aflad. Vel skulde der kræves Bod og Bedring; men Afladskræmmerne taug stille dermed, naar kun Pengene bleve ordentlig betalte. Hvorfra fik Paverne al denne Aflad at sælge? Man venter vel Svaret: Christus har en Gang for alle sonet for al Verdens Synd. Men nei! Han fik ikke Æren alene; Helgenerne havde, ved at give Almisser, ved at vaage og bede, ved at pleie Syge og ved at fremsige Fadervor og andre Bønner, ikke blot vundet Hellighed for sig selv, men ogsaa ladet efter sig et Overskud til Brug for andre. Dette Overskud havde Paven at raade over.
Fra det 12te Aarhundrede tiltoge Paverne sig Ret til at kanonisere, det er: ophøie til Helgen. For at blive kanoniseret, maatte en have gjort ikke blot gode Gjerninger, men ogsaa Undergjerninger. Helgenerne kom lige ind i Saligheden; alle andre Troende maatte først et andet Sted pines og renses for de Synder, som de ikke havde sonet for her i Livet. Dette Pinested kaldtes Skjersilden eller den rensende Ild. Men Kirken havde Midler til snarere at bringe en Sjel ud af Skjersilden, end den ellers vilde komme. Kirken kunde læse Sjelemesser for den Døde, det er: kunde til den Dødes Befrielse fra Skjersilden forrette Nadveren et vist Antal Gange, eftersom han havde større eller mindre Synder at sone. For Forræderen Wallenstein bestilte Keiseiren 3000 Sjelemesser. Saaledes kunde en leve i Synder og Ubodfærdighed, naar der bare efter hans Død blev betalt for mange Sjelemesser.
Daaben fik Lov til at staa urørt; men Nadveren blev skammelig forvansket. Man lærte, at Brødet og Vinen ikke kunde indvies uden over et 231Altar, hvori der laa en Relikvie¹). Videre lærte man, at Brødet og Vinen under Indvielsen forvandledes til Christi Legeme og Blod. Af denne Lære fulgte igjen, at Lægmanden ikke fik Lov til at drikke af Kalken. Det var jo ikke længere Vin, men Christi Blod, og det maatte ikke spildes; først gav man Lægmanden Vinen gjennem Jernrør; men siden tog man den aldeles fra ham. Endelig kom det Værste af alt: ingen behøver at være tilstede; Præsten nyder Nadveren paa Menighedens Vegne. I Sjelemesserne nyder han den paa de Dødes Vegne.
Ved Romernes Overmagt var Latin bleven Folkesprog ikke blot i Italien, men over en stor Del af Vesterland. Paa det Sprog var Bibelen tidlig bleven oversat, og paa det Sprog havde Ambrosius og andre digtet sine Salmer. At Gudstjenesten holdtes paa Latin i Vesterland, ligesom paa Græsk i Østerland, fulgte i de første Aarhundreder af sig selv. Men saa kom Folkevandringen, og Folkefærd, for hvem Latin var aldeles uforstaaelig, bleve Herrer i England, Frankrige, Spanien og flere Lande. Nye Sprog opstode, og Latin blev, hvad man kalder, et dødt Sprog. Men ligefuldt holdtes Gudstjenesten paa Latin. Den mægtige Keiser Karl den store († 814) bød rigtignok, at Prædikenen skulde holdes i Landets Sprog; med dette Bud blev ikke overalt overholdt. Og det, som bødes Menigheden, var ikke altid af bedste Slags. Enkelte udmærkede Mænd prædikede vistnok med rystende Alvor om Bod og Bedring; men Gudstjenesten i det Hele gik snarere ud paa at forlyste Øine og Øren end paa at vidne om Synd og Naade.
Men læste da ingen i Bibelen i de Dage? Svaret er: Bibelen var før Bogtrykkerkunsten saa kostbar, at kun Rigmænd kunde kjøbe den. Oversættelser paa Modersmaalet fandtes næsten ikke, og kun faa Lægmænd kunde læse. Og hvad hjalp det vel, om man fik Bibelen ihænde, saalænge man troede paa Overleveringen? Ved Overleveringen forstaaes de Ord, som Apostlene have prædiket, men ikke skrevet, og som sagdes mundtlig at have gaaet fra Slægt til Slægt. Overleveringen sattes ved Siden af, ja over Bibelen. Det var derfor aldeles, som man kunde vente sig, at et Kirkemøde i Toulouse i Frankrige 1229 forbød Lægmanden at læse i Bibelen. Bibelen, sagde man, var Kilde til Modsigelser. Det var et sandt Ord; den modsiger altfor meget af det, som Kirken lærte i Middelalderen.