226

Medens Kristendommen led saa tunge Tab i Asia og Afrika, udbredtes den ved Troesbud næsten over hele Europa.

England havde allerede været kristnet; men 449 blev det taget af de hedenske Angelsachser, og Kristendommen blev aldeles udryddet. — Da en from Munk en Dag gik over Torvet i Rom, saa han nogle unge, lyshaarede Mennesker, der skulde sælges som Slaver. Det var Angelsachser. Det gik ham til Hjerte, at saa lyse og vakre Mennesker skulde vandre i Mørket, og han tænkte paa selv at drage som Troesbud over til deres Ø. Det lod sig ikke gjøre; thi kort efter blev han valgt til Pave. Gregor den første eller den store er hans Navn. Som Pave glemte han ikke sine Angelsachser. 596 sendte han den romerske Abbed Augustin med 40 Munke til Øen. Saaledes blev England kristnet anden Gang.

Fra de brittiske Øer gik der mange Troesbud over til Tyskland. Blandt dem bør fremfor alle nævnes Bonifacius, som er bleven kaldt de Tyskes Apostel. Bonifacius reiste først til Rom, for at faa apostolisk Fuldmagt; thi han var blandt dem, som i Paven ærede Apostelen Peters Efterfølger. Som venteligt 227var, modtog Paven en saadan Mand med aabne Arme, gjorde ham senere til Erkebiskop og pavelig Statholder i Tyskland og lod ham aflægge denne Ed: „Jeg, Bonifacius, lover dig, hellige Peter, og dine Efterfølgere aldrig at indvilge i noget, som er den katholske Kirke og dens Hoved imod og at aabenbare alt, dersom andre Biskoper muligens skulde begynde paa noget, som kan være den til Skade. Dette lover jeg for Gud ved Ananias’s og Safiras Straf.“ — I henimod 40 Aar reiste Bonifacius om i Tyskland, døbte Tusinder, underviste i Ordet og holdt skarpt Tilsyn med saadanne Præster og Biskoper, som heller vilde færdes med Jagthunde og med Sværdet end sørge for Sjelene.

Paa sine gamle Dage vilde han drage nordpaa, for at kristne Friserne. Han reiste med stort Følge, lærte og døbte mange og omstyrtede Afgudstemplerne. En Dag, som han ventede paa nogle omvendte Frisere, der skulde komme til Gudstjenesten, blev han overfalden af en Skare hedenske Frisere. Hans Følge vilde gribe til Sværdet; men han forbød det med de Ord: „Frygter ikke for dem, som slaa Legemet, men ikke kunne slaa Sjelen ihjel“. Han blev dræbt med sit hele Følge 755.

En jysk Konge ved Navn Harald Klak reiste 826 til Tyskland, for at faa Hjælp hos Keiser Ludvig den fromme mod sine Fiender. Ludvig lovede ham Hjælp, dersom han vilde lade sig døbe. Harald gjorde saa. Nu gjaldt det at finde en Mand, som kunde følge med Harald til Jylland og udbrede Kristendommen der. Men Keiseren maatte søge længe, inden han fandt en Mand; thi alle frygtede for de vilde Hedninger i Danmark. Langt om længe fandt man en Mand, som ikke lod sig holde tilbage, uagtet Slægt og Venner trængte ind paa ham og stillede ham Nød og Død for Øie. Denne Mand hed Ansgar. Han fulgte da med Harald og begyndte sin Gjerning. Han drog om i Landet og maatte døie meget Ondt, men tabte ikke Modet. Mange Jyder lode sig døbe, og Kirker byggedes i Slesvig og Ribe. Ansgar drog to Gange over til Sverige, og den anden Gang havde Ordet god Fremgang der. Efter at have virket i henimod 40 Aar døde Ansgar som Erkebiskop i Bremen 865. Smerter og Savn havde han baaret med Glæde; kun det smertede ham, at Herren ikke havde holdt ham værdig til at lide Martyrdøden for sit Navn. Man har kaldt ham Nordens Apostel; dog kom han aldrig til Norge, og det varede endnu længe, før Kristendommen fik rigtigt Rodfæste i Danmark og Sverige.

I Norge, som i Sverige og Danmark, raadede i gamle Dage Asatroen. Men paa de Tider, da Kristendommen naaede til Norge, var Troen paa Odin og Thor rokket hos flere. Mange vilde kun tro paa sin egen Styrke. Harald Haarfagre satte ingen Lid til Aserne, men „troede paa den Gud, som var den mægtigste og havde skabt alt og raadede for alt.“ De Nordmænd, som først hørte noget om Christus, vare de Vikinger, som fore paa Tog vesterpaa og sydpaa. Mange af disse lode sig døbe, ofte kun for at faa de Gaver, som ved Daaben skjænkedes dem. Men slig Kristendom havde intet at betyde, og man hører heller intet om, at de søgte at virke for den kristne Tro, naar de kom hjem. De hedenske Nordmænd, som reiste til kristne Lande, for at drive Handel eller for at tage Krigstjeneste, lode sig primsigne eller mærke med Korsets Tegn, uden at modtage Daaben. Da følte de Kristne ingen Afsky for at omgaaes 228med dem, og de regnedes heller ikke som Frafaldne blandt sine egne; de kunde frit færdes baade blandt Kristne og Asadyrkere og tro paa, hvem de vilde. — Andre dyrkede paa en Maade baade Christus og Aserne. Den norske Høvding Helge den magre, som i Irland var opdragen i den kristne Tro, satte siden Bo paa Island. Han blev ved at tro paa Christus, men holdt sig til Thor, naar han var paa Søen eller i Fare.

Haakon den gode, som var opfostret i England og der opdragen i Christi Lære, vilde indføre den i Norge, da han blev Konge der. Han fik Præster over fra England og byggede nogle Kirker; men Thrønderne satte sig imod, og Haakon kom tilkort. I et Julegjæstebud trængte de mandstærke Bønder ind paa ham og gave ham Valget mellem at ofre til Guderne eller lide Overlast. Om Haakon ofrede, er uvist; men han spiste nogle Stykker Hestelever og drak de Mindehorn, som Bønderne skjænkede for ham, uden at gjøre Korsets Mærke over dem. Paa samme Tid bleve Kirkerne brændte og Præsterne dræbte. Haakon prøvede ikke videre paa at indføre Kristendommen og vedgik selv, at han havde svigtet sin Tro. 10 Aar derefter, 961, blev han dødelig saaret i et Slag. Da hans Venner tilbøde sig at føre hans Lig til England og jorde det ved en Kirke, svarede han angergiven: „Jeg er det ikke værd; som en Hedning levede jeg, og som en Hedning skal man jorde mig“.

Haakon Jarl var den sidste Asadyrker, som styrede Norge. Han troede saa fast paa de gamle Guders Magt, at han under Slaget i Hjørungavaag med Jomsvikingerne gik iland og ofrede sin egen Søn til dem, for at faa Seier. Han blev i en Opstand dræbt af sin Træl, og Olaf Tryggvesøn blev Konge.

Olaf Tryggvesøn, der var af den gamle Kongeæt, havde længe faret paa Vikingetog. Paa Scillyøerne vestenfor England modtog han Daaben af en Abbed, og fra den Stund blev det hans faste Tanke at vinde sit fædrene Rige, for at udbrede Troen blandt sine Landsmænd. Han landede paa Mosterøen midtveis mellem Stavanger og Bergen, og paa det Sted byggede han Mosterkirke, den ældste i Norge. Inden et Aar var Olaf Konge over hele Norge, og han drog nu omkring i Landet, for at kristne Folket. Hvor det ikke vilde gaa med det Gode, brugte han Magt; flere, som ikke vilde lade sig døbe, lod han grusomt pine tildøde. Han fik Kristendommen indført paa Island, Færøerne og Grønland, men var ikke længe nok Konge til at faa hele Norge kristnet. Han havde været Konge i 5 Aar, da han faldt i Slaget ved Svolder Aar 1000.

Det var Olaf den hellige, som fik Kristendommen indført over hele Norge. Olaf var døbt som Barn. Hans Sind var alvorsfuldt, og Kristendommen havde gjort dybt Indtryk paa ham. Han var bestemt paa at faa hele Landet kristnet og drog for den Sags Skyld gjennem Bygderne. I Gudbrandsdalene raadede en mægtig Høvding, som hed Dale-Gudbrand. Han boede paa Gaarden Hundorp i Fron, og det er om ham og Thorsbilledet paa Thinget, vi allerede have fortalt tidligere i denne Bog.

Efter den Tids Tænkesæt for Olaf oftere frem med Grusomhed. Folket blev forbitret og gjorde Opstand, og Olaf maatte flygte til Gardarike eller Rusland. Derfra kom han tilbage med en Hær og gik frem med megen Mildhed. Bønderne mødte ham med stor Overmagt ved Stiklestad, hvor 229Olaf faldt efter stort Mandefald 1030, saaledes som vi ogsaa tidligere have hørt. Olaf havde da været Konge i henimod 16 Aar. — Det blev sagt, at der skede Undere ved Olafs Lig, og han blev inden faa Aar ophøiet til Helgen. Hans Ben bleve lagte i et Skrin, der tilsidst blev sat paa Alteret i Throndhjems Domkirke og stod der indtil Reformationen. Did gjordes Valfarter langveis fra, og paa mange Steder udenfor Norge viedes Kirker til hans Ære.

Da Kolumbus 1492 havde opdaget Amerika, bragtes Kristendommen ogsaa did, men til liden Glæde for de Indfødte. Spanierne, som tørstede efter Guld, plagede dem grusomt og behandlede dem snarere som Lastdyr end som Mennesker. Hvilke Tanker Indianerne havde om Spanierne, kan skjønnes af følgende Fortælling. Paa Øen Kuba havde en Høvding forsvaret sig mod Spanierne; han blev fangen og dømt til at brændes levende. Da han var bunden til Pælen, formanede en Munk ham til at lade sig døbe, for at komme i Paradiset. „Komme ogsaa de hvide Mænd i Paradiset?“ spurgte Høvdingen. „Naturligvis,“ svarede Munken. „Saa vil jeg ikke did,“ sagde Høvdingen; „thi jeg vil ikke til et Sted, hvor jeg atter skal træffe saa grusomme Mennesker.“

226

Mens kristendommen led så tunge tap i Asia og Afrika, udbredtes den ved Troesbud nesten over hele Europa.

England hadde allerede vært kristnet; men 449 ble det tatt av de hedenske angelsakser, og kristendommen ble aldeles utryddet. — Da en from munk en dag gikk over Torvet i Rom, så han noen unge, lyshårede mennesker, der skulle selges som slaver. Det var angelsakser. Det gikk ham til hjerte, at så lyse og vakre mennesker skulle vandre i mørket, og han tenkte på selv å dra som Troesbud over til deres Ø. Det lot seg ikke gjøre; thi kort etter ble han valgt til pave. Gregor den første eller den store er hans navn. Som Pave glemte han ikke sine angelsakser. 596 sendte han den romerske abbed Augustin med 40 munker til Øen. Således ble England kristnet annen gang.

Fra de britiske øyer gikk der mange Troesbud over til Tyskland. Blant dem bør fremfor alle nevnes Bonifacius, som er blitt kalt de Tyskes apostel. Bonifacius reiste først til Rom, for å få apostolisk fullmakt; thi han var blant dem, som i paven ærede apostelen Peters Efterfølger. Som ventelig 227var, mottok paven en sådan mann med åpne Arme, gjorde ham senere til erkebiskop og pavelig stattholder i Tyskland og lot ham avlegge denne Ed: „Jeg, Bonifacius, lover deg, hellige Peter, og dine etterfølgere aldri å innvilge i noe, som er den katolske Kirke og dens hode imot og å åpenbare alt, dersom andre biskoper muligens skulle begynne på noe, som kan være den til skade. Dette lover jeg for Gud ved Ananias’s og Safiras straff.“ — I henimot 40 år reiste Bonifacius om i Tyskland, døpte Tusinder, underviste i Ordet og holdt skarpt tilsyn med sådanne prester og biskoper, som heller ville ferdes med jakthunder og med sverdet enn sørge for sjelene.

På sine gamle dager ville han dra nordpå, for å kristne friserne. Han reiste med stort følge, lærte og døpte mange og omstyrtede avgudstemplene. En Dag, som han ventet på noen omvendte frisere, der skulle komme til gudstjenesten, ble han overfalt av en Skare hedenske frisere. Hans Følge ville gripe til sverdet; men han forbød det med de ord: „Frykter ikke for dem, som slå Legemet, men ikke kunne slå sjelen ihjel“. Han ble drept med sitt hele følge 755.

En jysk Konge ved navn Harald Klak reiste 826 til Tyskland, for å få hjelp hos Keiser Ludvig den fromme mot sine fiender. Ludvig lovede ham hjelp, dersom han ville la seg døpe. Harald gjorde så. Nå gjaldt det å finne en mann, som kunne følge med Harald til Jylland og utbre kristendommen der. Men Keiseren måtte søke lenge, innen han fant en mann; thi alle fryktede for de ville hedninger i Danmark. Langt om lenge fant man en mann, som ikke lot seg holde tilbake, uaktet slekt og venner trengte inn på ham og stillede ham nød og død for Øye. Denne mann het Ansgar. Han fulgte da med Harald og begynte sin gjerning. Han drog om i landet og måtte døye meget Ondt, men tapte ikke motet. Mange jyder lot seg døpe, og kirker byggedes i Slesvig og Ribe. Ansgar drog to ganger over til Sverige, og den annen gang hadde Ordet god fremgang der. Etter å ha virket i henimot 40 år døde Ansgar som erkebiskop i Bremen 865. Smerter og savn hadde han båret med glede; kun det smertet ham, at Herren ikke hadde holdt ham verdig til å lide martyrdøden for sitt navn. Man har kalt ham Nordens apostel; dog kom han aldri til Norge, og det varte ennå lenge, før kristendommen fikk riktig rotfeste i Danmark og Sverige.

I Norge, som i Sverige og Danmark, rådde i gamle dager Asatroen. Men på de tider, da kristendommen nådde til Norge, var troen på Odin og Thor rokket hos flere. Mange ville kun tro på sin egen styrke. Harald Haarfagre satte ingen Lid til asene, men „trodde på den Gud, som var den mektigste og hadde skapt alt og rådde for alt.“ De nordmenn, som først hørte noe om Christus, var de vikinger, som fore på Tog vesterpaa og sydpå. Mange av disse lot seg døpe, ofte kun for å få de gaver, som ved dåpen skjænkedes dem. Men slig kristendom hadde intet å bety, og man hører heller intet om, at de søkte å virke for den kristne tro, når de kom hjem. De hedenske nordmenn, som reiste til kristne land, for å drive handel eller for å ta krigstjeneste, lot seg primsigne eller merke med Korsets tegn, uten å motta dåpen. Da følte de kristne ingen avsky for å omgås 228med dem, og de regnedes heller ikke som Frafaldne blant sine egne; de kunne fritt ferdes både blant kristne og Asadyrkere og tro på, hvem de ville. — Andre dyrkede på en måte både Christus og asene. Den norske høvding Helge den magre, som i Irland var oppdratt i den kristne tro, satte siden bo på Island. Han ble ved å tro på Christus, men holdt seg til Thor, når han var på sjøen eller i fare.

Haakon den gode, som var oppfostret i England og der oppdratt i Christi lære, ville innføre den i Norge, da han ble Konge der. Han fikk prester over fra England og bygde noen kirker; men trønderne satte seg imot, og Haakon kom tilkort. I et julegjestebud trengte de mannsterke bønder inn på ham og gave ham valget mellom å ofre til gudene eller lide overlast. Om Haakon ofret, er uvist; men han spiste noen stykker Hestelever og drakk de minnehorn, som bøndene skjenket for ham, uten å gjøre Korsets merke over dem. På samme tid ble kirkene brente og prestene drepte. Haakon prøvede ikke videre på å innføre kristendommen og vedgikk selv, at han hadde sviktet sin tro. 10 år deretter, 961, ble han dødelig såret i et slag. Da hans venner tilbød seg å føre hans Lig til England og jorde det ved en Kirke, svarte han angergiven: „Jeg er det ikke verd; som en hedning levde jeg, og som en hedning skal man jorde meg“.

Haakon Jarl var den siste Asadyrker, som styrte Norge. Han trodde så fast på de gamle Guders makt, at han under slaget i Hjørungavaag med jomsvikingene gikk i land og ofret sin egen sønn til dem, for å få seier. Han ble i en oppstand drept av sin trell, og Olaf Tryggvesøn ble Konge.

Olaf Tryggvesøn, der var av den gamle kongeætt, hadde lenge faret på Vikingetog. På Scillyøerne vestenfor England mottok han dåpen av en abbed, og fra den stund ble det hans faste tanke å vinne sitt fedrene rike, for å utbre troen blant sine landsmenn. Han landet på Mosterøen midtveis mellom Stavanger og Bergen, og på det sted bygde han Mosterkirke, den eldste i Norge. Innen et år var Olaf Konge over hele Norge, og han drog nå omkring i landet, for å kristne Folket. Hvor det ikke ville gå med det gode, brukte han makt; flere, som ikke ville la seg døpe, lot han grusomt pine tildøde. Han fikk kristendommen innført på Island, Færøerne og Grønland, men var ikke lenge nok Konge til å få hele Norge kristnet. Han hadde vært Konge i 5 år, da han falt i slaget ved Svolder år 1000.

Det var Olaf den hellige, som fikk kristendommen innført over hele Norge. Olaf var døpt som barn. Hans Sind var alvorsfullt, og kristendommen hadde gjort dypt inntrykk på ham. Han var bestemt på å få hele landet kristnet og drog for den saks skyld gjennom bygdene. I Gudbrandsdalene rådde en mektig høvding, som het Dale-Gudbrand. Han bodde på gården Hundorp i Fron, og det er om ham og Thorsbilledet på tinget, vi allerede have fortalt tidligere i denne bok.

Etter den Tids Tænkesæt for Olaf oftere frem med grusomhet. Folket ble forbitret og gjorde oppstand, og Olaf måtte flykte til Gardarike eller Rusland. Derfra kom han tilbake med en hær og gikk frem med mye mildhet. Bøndene møtte ham med stor overmakt ved Stiklestad, hvor 229Olaf falt etter stort mannefall 1030, således som vi også tidligere have hørt. Olaf hadde da vært Konge i henimot 16 år. — Det ble sagt, at der skjedde undere ved Olafs Lig, og han ble innen få år opphøyd til helgen. Hans Ben ble lagt i et skrin, der til sist ble satt på alteret i Throndhjems domkirke og stod der inntil reformasjonen. Dit gjordes valfarter langveis fra, og på mange steder utenfor Norge viedes kirker til hans ære.

Da Kolumbus 1492 hadde oppdaget Amerika, bragtes kristendommen også dit, men til liten glede for de Indfødte. Spanierne, som tørstede etter gull, plaget dem grusomt og behandlet dem snarere som Lastdyr enn som mennesker. Hvilke tanker indianerne hadde om Spanierne, kan skjønnes av følgende fortelling. På Øen Kuba hadde en høvding forsvaret seg mot Spanierne; han ble fangen og dømt til å brennes levende. Da han var bunden til pælen, formante en munk ham til å la seg døpe, for å komme i paradiset. „Komme også de hvite menn i paradiset?“ spurte høvdingen. „Naturligvis,“ svarte Munken. „Så vil jeg ikke dit,“ sa høvdingen; „thi jeg vil ikke til et sted, hvor jeg atter skal treffe så grusomme mennesker.“