231

Kirkens Vildfarelser vare saa mange og saa store, at flere maatte faa Øinene op. I Sydfrankrige vare flere Sekter, som tilsammen kaldtes Albigensere. 232De roses selv af sine Modstandere for sin retskafne Vandel; men i deres Lære var der mange og store Vildfarelser.

Langt mere evangelisk var Valdensernes Sekt. Den stiftedes af en rig Borger i Lyon i Frankrige, som hed Petrus Valdus († 1197). Han havde Venner blandt Geistligheden, som oversatte det nye Testamente for ham. Han læste nu flittig i det og bekostede mange Afskrifter, for at ogsaa andre skulde faa læse Guds Ord. Resten af sit Gods gav han, som den hellige Antonius fordum, til Fattige og stiftede en apostolisk Forening, for at prædike Ordet for Landfolk, og to og to droge Valdenserne, som engang Apostlene, omkring i Landene. Saa lyde de vigtigste af deres Lærdomme: Paven er ikke Christi Statholder, men det forbandede Figentræ, som ikke bærer Frugt. Skjærsilden er et Paafund, at tilbede Billeder er Afgudstjeneste. Kun, hvad der staar i Bibelen, hører til den kristelige Tro. Men ogsaa de fore i mange Stykker vild; saaledes naar de lærte, at Barnedaaben har ingen Kraft. Deres Lærdomme kunde Paverne ikke taale, og Innocens den tredie prædikede Korstog mod Kjetterne. I 20 Aar fra 1209 til 1229 rasede Korsmændene mod Kristne værre, end Hedningerne nogensinde havde raset mod dem. 400 Mødre havde engang med sine Smaa skjult sig i en Hule i Norditalien. Korsmændene stablede Ved op foran Indgangen, satte Ild paa og kvalte dem alle ved Røg. — En By i Sydfrankrige blev stormet. Flere Krigsfolk spurgte den pavelige Sendemand, som fulgte Korshæren: „Herre! hvad skulle vi gjøre? Vi kunne ikke skjelne de Rettroende fra Kjetterne.“ „Hugger dem kun ned allesammen,“ svarede Sendemanden; „Gud kjender nok Sine.“

Albigenserne bleve udryddede; men enkelte valdensiske Menigheder reddede sig i Piemonts Dale. Her førte de gjennem Aarhundreder et kummerfuldt Liv. Siden 1848 beskyttes de af Staten og kunne dyrke sin Herre i Fred.

Mange, som ikke havde Troeskraft til at dø Martyrdøden, gik udvortes over til den katholske Kirke. Til at opspore disse hemmelige Kjettere oprettedes en Domstol i Toulouse i 1232. Dette var Begyndelsen til den forfærdelige Inkvisition. Mangen Ulykkelig har, for at faa et Øiebliks Lindring, paa Pinebænken paadigtet sig selv Kjetterier, som han aldrig havde tænkt paa. Inkvisitionen forstod at faa Folk til at bekjende. I at udtænke Pinsler gjorde Kjettermesterne de værste Kristenforfølgere blandt Hedningerne tilskamme.

Frygteligst rasede Inkvisitionen i Spanien. Der bleve Kjetterne under gyselige Høitideligheder brændte levende. Slige Skuespil kaldtes Troeshandlinger (Autodafeer), og til dem flokkedes Folk langveis fra, og Kongen og Dronningen og Rigets Store sad i al sin Pragt og saa derpaa. Den første Kjettermester i Spanien, som hed Torkvemada, lod fra 1480 til 1498 brænde levende 8,800 Mennesker og straffede paa andre Maader 90,000. Ialt har Inkvisitionen ladet brænde 32,000 og straffet paa andre Maader 300,000. Den blev ophævet 1808.

Til Tyskland sendte Paven 2 Hexedommere, og mangfoldige Kvinder, som bekjendte paa Pinebænken, at de havde indgaaet Pagt med Djævelen, bleve brændte som Hexe. Protestanterne have i dette Stykke intet at rose sig af fremfor Katholikerne; i 150 Aar efter Reformationen vedbleve Protestanterne at brænde Hexe¹).

231

Kirkens villfarelser var så mange og så store, at flere måtte få øynene opp. I Sydfrankrige vare flere sekter, som tilsammen kaltes albigensere. 232De roses selv av sine motstandere for sin rettskafne vandel; men i deres lære var der mange og store villfarelser.

Langt mer evangelisk var Valdensernes sekt. Den stiftedes av en rik borger i Lyon i Frankrige, som het Petrus Valdus († 1197). Han hadde venner blant geistligheten, som oversatte det nye testamente for ham. Han leste nå flittig i det og bekostede mange avskrifter, for at også andre skulle få lese Guds ord. Resten av sitt gods ga han, som den hellige Antonius fordum, til Fattige og stiftede en apostolisk forening, for å predike Ordet for Landfolk, og to og to dro Valdenserne, som engang apostlene, omkring i landene. Så lyde de viktigste av deres lærdommer: Paven er ikke Christi stattholder, men det forbandede fikentre, som ikke bærer frukt. Skjærsilden er et påfunn, å tilbe Billeder er avgudstjeneste. Kun, hva der står i Bibelen, hører til den kristelige tro. Men også de fore i mange stykker vill; således når de lærte, at barnedåpen har ingen kraft. Deres lærdommer kunne pavene ikke tåle, og Innocens den tredje prekte korstog mot kjetterne. I 20 år fra 1209 til 1229 raste korsmennene mot kristne verre, enn hedningene noensinne hadde raset mot dem. 400 mødre hadde engang med sine Smaa skjult seg i en Hule i Norditalien. Korsmennene stablede Ved opp foran inngangen, satte ild på og kvalte dem alle ved Røg. — En By i Sydfrankrige ble stormet. Flere Krigsfolk spurte den pavelige sendemann, som fulgte Korshæren: „Herre! hva skulle vi gjøre? Vi kunne ikke skjelne de Rettroende fra kjetterne.“ „Hugger dem kun ned allesammen,“ svarte sendemannen; „Gud kjenner nok Sine.“

Albigenserne ble utryddet; men enkelte valdensiske menigheter reddet seg i Piemonts daler. Her førte de gjennom århundrer et kummerfullt Liv. Siden 1848 beskyttes de av staten og kunne dyrke sin Herre i fred.

Mange, som ikke hadde troskraft til å dø martyrdøden, gikk utvortes over til den katolske Kirke. Til å oppspore disse hemmelige kjettere oprettedes en domstol i Toulouse i 1232. Dette var begynnelsen til den forferdelige inkvisisjon. Mangen Ulykkelig har, for å få et Øiebliks lindring, på pinebenken paadigtet seg selv kjetterier, som han aldri hadde tenkt på. Inkvisisjonen forstod å få Folk til å bekjenne. I å uttenke pinsler gjorde Kjettermesterne de verste Kristenforfølgere blant hedningene til skamme.

Frykteligst raste inkvisisjonen i Spanien. Der ble kjetterne under gyselige høytideligheter brente levende. Slike skuespill kaltes troshandlinger (autodafeer), og til dem flokkedes Folk langveis fra, og Kongen og dronningen og Rigets Store satt i all sin prakt og så derpå. Den første Kjettermester i Spanien, som het Torkvemada, lot fra 1480 til 1498 brenne levende 8,800 mennesker og straffede på andre måter 90,000. I alt har inkvisisjonen ladet brenne 32,000 og straffet på andre måter 300,000. Den ble opphevet 1808.

Til Tyskland sendte paven 2 heksedommere, og mangfoldige kvinner, som bekjente på pinebenken, at de hadde inngått pakt med djevelen, ble brente som Hexe. Protestantene har i dette stykke intet å rose seg av fremfor katolikkene; i 150 år etter reformasjonen vedble protestantene å brenne Hexe¹).