223

Alle Biskoper vare fra først af jevngode. Men snart kom Biskoperne i de store Byer i større Agt og Ære; thi Kristendommen var som oftest udbredt fra de store Byer, og Biskoperne der førte Opsynet med de omliggende Menigheder. Blandt disse Biskoper regnedes igjen Biskoperne i Jerusalem, Antiokia, Alexandria, Konstantinopel og Rom for de fornemste og kaldtes Patriarker, det er øverste Erkebiskoper. Og blandt Patriarkerne blev igjen Romerbispen den fornemste. Han nøiedes ikke med at kaldes Patriark som de andre, men kaldte sig Pave eller Fader for hele Kristenheden. Der var mange Grunde til, at Paven kunde faa saadant Overtag. Han var Biskop i den store Hovedstad, og fra den havde Folkene i Aarhundreder været vante til at modtage Love; Rom var det ældste Sæde for Kristendommen i Vesten, og derfra havde den udbredt sig over en stor Del af Vesterland. Men den egentlige Grund til Pavens Overmagt laa i Folkenes Tro paa, at han var noget mere end Biskop. Paverne paastode og paastaa den Dag i Dag, at de ere Christi Statholdere paa Jorden. De paastode nemlig, at Christus havde sat Apostelen Peter over de andre Apostle og over den kristne Kirke. De paastode videre, at Peter var den første Biskop i Rom, og at hans Magt var gaaet i Arv til de følgende Biskoper. Som Christi Statholdere skulde de ikke kunne tage Feil i Troessager, og alle skulde lyde dem som Christus selv. Paverne havde vundet Ry for Rettroenhed, og i de første Aarhundreder lærte de ogsaa i det Hele purt og rent; men senere kom de med Lærdomme, som kun ere Menneskepaafund, ja ligefrem staa i Strid med Skriften.

Paa Pavestolen sad flere Mænd, som forstode i heldige Tider at træde op med Djærvhed og Kraft og i vanskelige Tider med Klogskab og Værdighed. En saadan Mand var Leo den Store († 461). Han fik den unge og svage Keiser Valentinian til at give den Lov, at ingen maatte stride om eller tvivle paa, at Pavens Overherredømme var en guddommelig Indstiftelse. — Attila, som var Hunernes Konge og kaldte sig Guds Svøbe, stormede fra Asia med sit vilde Folk ind over Europa med Plyndring og Ødelæggelse. Fra Frankrige satte han over Alperne til Italien, og Rom laa hjælpeløs for de rovgjerrige Hedninger. Leo gik Attila imøde i sin ypperstepræstelige Dragt og fik ham ved Bønner og Advarsler til at trække sig tilbage. Roms Redning syntes saa vidunderlig, at det Ord vandt Tro blandt Folkene, at Apostelen Peter selv med truende Sværd havde forsvaret sit Bispesæde. Saadanne Sagn tjente til at hæve Paven i Folkets Øine.

Patriarkerne vilde ikke finde sig i Pavens Overherredømme; især mente Patriarken i Konstantinopel, at han var jevngod med Paven. Striden endte med, at de 1054 lyste Forbandelse, den ene over den anden; siden ere de aldrig blevne forligte.

224Gregor den 7de († 1085) vilde hæve Pavemagten over enhver jordisk Magt. Hidtil vare Paverne valgte af Geistligheden og Folket i Rom, og deres Valg maatte godkjendes først af Keiseren i Konstantinopel og længere hen i Tiden af Keiseren i Tyskland. Gregor havde, før han blev Pave, faaet den Lov istand, at Paverne skulde vælges af Kardinalerne, det er: de fornemste Geistlige, uden at Keiseren havde noget at sige ved Valget. — Da han var bleven Pave, kom han med den Paastand, at Keiseren og alle Konger skyldte Paven Lydighed. Pavedømmet var Solen, Kongedømmet var Maanen. Ligesom Maanen faar sit Lys fra Solen, saaledes faa Kongerne sin Myndighed gjennem Paven. Derfor kan Paven tage tilbage den Myndighed, han har laant Kongerne, og løse Undersaaterne fra deres Troskabsed. Den, der ikke vilde lystre, skulde sættes i Ban, det er, paa en høitidelig Maade udelukkes fra Kirkens Velsignelser og overgives til den evige Fordømmelse.

Allerede paa Kirkemødet i Nicæa havde det været paa Tale, at Kirkens Tjenere ikke maatte gifte sig. Dengang reiste sig en ærværdig Biskop, som aldrig havde været gift, og forsvarede Ægtestandens Hellighed1) og bad Forsamlingen ikke at friste nogen ved unaturlige Paalæg. Saa blev ingen Bestemmelse tagen; men i Folkenes Øine regnedes ugift Stand hos Præsterne som noget Stort. Gregor forbød strengt Præsternes Ægteskab og tvang de Præster, som vare gifte, til at skille sig fra deres Hustruer. — Ved de geistlige Embeders Besættelse gik det paa Gregors Tid skammeligt til. Embederne solgtes og gaves til Uværdige. Han forbød alle og enhver at modtage geistligt Embede af en Lægmand; den Lægmand, som gav nogen et geistligt Embede, skulde lyses i Ban; Paven alene skulde have Ret til at besætte geistlige Embeder. Ved disse 2 Bud bleve Kirkens Tjenere som Fremmede i sit eget Land; deres Tanker og Haab vendte sig til Rom.

Paa Tysklands Keisertrone sad dengang Henrik den 4de. Han havde drevet og drev fremdeles Handel med Kirkeembeder, og Gregor satte ham i Ban. Henrik, som havde gjort mange Uretfærdigheder mod sit Folk, høstede nu Lønnen for sine Gjerninger. De tyske Fyrster kom sammen og vedtoge, at Henrik skulde miste Keiserkronen, dersom han ikke inden et Aar blev løst fra Bannet. Forladt af alle maatte Henrik reise til Italien, for at trygle Paven om Naade. Midtvinters maatte han i 3 Dage, med bart Hoved og bare Fødder og kun med en Uldskjorte paa, staa i Gaarden udenfor det Slot, hvor Paven var. Dybere kunde en Keiser ikke ydmyges. Først fjerde Dag slap han ind og blev løst fra Bannet. — Henrik hevnede sig flere Aar efter; han kom med en Hær til Rom, og Gregor maatte flygte til Syditalien, hvor han døde med de Ord: „Jeg har elsket Retfærdighed og hadet Uretfærdighed; derfor dør jeg i Landflygtighed.“

Djærvest af alle Paver fremtraadte Bonifacius den ottende († 1303). Han sagde rent ud, at Troen paa Pavens Magt, saavel i verdslige som i geistlige Sager, var nødvendig til Salighed. Paa Frankriges Trone sad dengang Filip den smukke. Filip, som laa i Krig med England, trængte 225til Penge og krævede Skat af Geistlighedens Godser. Bonifacius truede enhver Lægmand, som krævede Skat af Geistligheden, med Ban, og den Geistlige, som betalte Skatten, skulde ligeledes sættes i Ban. Bonifacius tænkte at handle med Filip, som Gregor den syvende havde handlet med Henrik den fjerde. Men Tiderne havde forandret sig. Bannet var saa ofte misbrugt, at det ikke skræmte som før. Desuden var Filip en anden Modstander, end Henrik. — Paven skrev til Kongen: „Bonifacius, Ypperstepræst, Guds Tjeneres Tjener, sender sin Hilsen til Filip, Franskmændenes Konge. Vid, at du i alle Sager, saavel geistlige som verdslige, er os underdanig. Dem, som tro andet, holde vi for Kjettere.“ — Kongen svarede: „Filip, af Guds Naade Franskmændenes Konge, sender liden eller ingen Hilsen til Bonifacius, der ter sig som Ypperstepræst. Din store Naragtighed maa vide, at vi i verdslige Sager ikke er nogen underdanig. Dem, som tro andet, holde vi for Narre og Vanvittinger.“ — Saadant Svar var mere, end Paven kunde taale. Han satte Filip og hele hans Land i Ban. Men Filip kaldte sammen en stor Forsamling af Adel, Geistlighed og Borgere. Adelen og Borgerne holdt med Kongen, og Geistligheden blev nødt til at følge med. Paven blev beskyldt for Hexeri og Kjetteri og stevnet til at dømmes næste Aar af en Kirkeforsamling. Til Gjengjæld erklærede Paven Filip for afsat og løste alle hans Undersaater fra deres Troskabsed. Nu sendte Filip hemmelig en Sendemand over Alperne. Denne hvervede i Stilhed en Del Ryttere og overfaldt og fangede Paven, der opholdt sig i sin Fødeby, nogle Mile Syd for Rom. Bonifacius, der nu var 80 Aar, iførte sig sin ypperstepræstelige Dragt, satte sig paa sin Trone og ventede med Værdighed, hvad der maatte ske. Den franske Sendemand skjeldte ham ud og slog ham tilsidst med Handsken i Ansigtet. Først efter 3 Dage mandede Indbyggerne sig op og jog den franske Sendemand og hans Leiesvende bort. Paven rustede sig til at tage Hevn; men den skammelige Medfart, han havde lidt, krænkede ham saa dybt, at han faldt i en hidsig Feber og døde kort efter.

Siden er Pavemagten aldrig kommen rigtig til Kræfter. Den blev ogsaa splidagtig med sig selv; thi i 30 Aar havde man 2 Paver, en i Avignon i Frankrige og en anden i Rom. Hvem var Peters rette Efterfølger? Den ene lyste den anden i Ban, til Forargelse for hele Kristenheden. I de sidste 100 Aar før Reformationen sad den ene uværdige Pave efter den anden paa Pavestolen. Værst af alle var Alexander den sjette († 1503). Han var Snigmorder, Giftblander og syndede med største Frækhed mod det sjette Bud. — Han døde af Gift, som var tiltænkt en rig Kardinal, der var buden til Gjæst. Tjeneren tog nemlig feil af Flasken; Kardinalen slap, og Paven døde strax efter.

223

Alle biskoper var fra først av jevngode. Men snart kom biskopene i de store byer i større akt og ære; thi kristendommen var som oftest utbredt fra de store byer, og biskopene der førte Opsynet med de omliggende menigheter. Blant disse biskoper regnedes igjen biskopene i Jerusalem, Antiokia, Alexandria, Konstantinopel og Rom for de fornemste og kaltes patriarker, det er øverste erkebiskoper. Og blant patriarkene ble igjen Romerbispen den fornemste. Han nøiedes ikke med å kalles patriark som de andre, men kalte seg pave eller far for hele kristenheten. Der var mange grunner til, at paven kunne få sådant overtak. Han var biskop i den store hovedstad, og fra den hadde folkene i århundrer vært vante til å motta Love; Rom var det eldste sete for kristendommen i Vesten, og derfra hadde den utbredt seg over en stor del av Vesterland. Men den egentlige grunn til Pavens overmakt lå i Folkenes tro på, at han var noe mer enn biskop. Pavene påsto og påstå den dag i dag, at de er Christi Statholdere på jorden. De påsto nemlig, at Christus hadde satt apostelen Peter over de andre apostler og over den kristne Kirke. De påsto videre, at Peter var den første biskop i Rom, og at hans makt var gått i arv til de følgende biskoper. Som Christi Statholdere skulle de ikke kunne ta feil i trossaker, og alle skulle lyde dem som Christus selv. Pavene hadde vundet ry for rettroenhet, og i de første århundrer lærte de også i det hele purt og rent; men senere kom de med lærdommer, som kun er menneskepåfunn, ja likefrem stå i strid med Skriften.

På Pavestolen satt flere menn, som forsto i heldige tider å tre opp med djervhet og kraft og i vanskelige tider med klokskap og verdighet. En sådan mann var Leo den Store († 461). Han fikk den unge og svage Keiser Valentinian til å gi den lov, at ingen måtte stride om eller tvivle på, at Pavens overherredømme var en guddommelig innstiftelse. — Attila, som var Hunernes Konge og kalte seg Guds Svøbe, stormet fra Asia med sitt ville Folk inn over Europa med plyndring og ødeleggelse. Fra Frankrige satte han over Alperne til Italien, og Rom lå hjelpeløs for de rovgjerrige hedninger. Leo gikk Attila imøte i sin yppersteprestelige drakt og fikk ham ved bønner og advarsler til å trekke seg tilbake. Roms redning syntes så vidunderlig, at det ord vant tro blant folkene, at apostelen Peter selv med truende sverd hadde forsvaret sitt bispesete. Sådanne sagn tjente til å heve paven i Folkets øyne.

Patriarkene ville ikke finne seg i Pavens overherredømme; især mente patriarken i Konstantinopel, at han var jevngod med paven. Striden endte med, at de 1054 lyste forbannelse, den ene over den annen; siden er de aldri blitt forlikte.

224Gregor den 7de († 1085) ville heve pavemakten over enhver jordisk makt. Hittil var pavene valgte av geistligheten og Folket i Rom, og deres valg måtte godkjennes først av keiseren i Konstantinopel og lenger hen i tiden av keiseren i Tyskland. Gregor hadde, før han ble pave, fått den lov i stand, at pavene skulle velges av kardinalene, det er: de fornemste Geistlige, uten at keiseren hadde noe å si ved valget. — Da han var blitt pave, kom han med den påstand, at keiseren og alle konger skyldte paven lydighet. Pavedømmet var solen, kongedømmet var månen. Likesom månen får sitt lys fra solen, således få kongene sin myndighet gjennom paven. Derfor kan paven ta tilbake den myndighet, han har lånt kongene, og løse undersåttene fra deres troskapsed. Den, der ikke ville lystre, skulle settes i Ban, det er, på en høytidelig måte utelukkes fra Kirkens velsignelser og overgives til den evige fordømmelse.

Allerede på kirkemøtet i Nicæa hadde det været på Tale, at Kirkens tjenere ikke måtte gifte seg. Dengang reiste seg en ærverdig biskop, som aldri hadde vært gift, og forsvarede ektestandens hellighet1) og bad forsamlingen ikke å friste noen ved unaturlige pålegg. Så ble ingen bestemmelse tatt; men i Folkenes øyne regnedes ugift stand hos prestene som noe Stort. Gregor forbød strengt Præsternes ekteskap og tvang de prester, som var gifte, til å skille seg fra deres hustruer. — Ved de geistlige Embeders besettelse gikk det på Gregors tid skammelig til. Embetene solgtes og gaves til Uværdige. Han forbød alle og enhver å motta geistlig embete av en Lægmand; den Lægmand, som ga noen et geistlig embete, skulle lyses i Ban; Paven alene skulle ha rett til å besette geistlige Embeder. Ved disse 2 bud ble Kirkens tjenere som Fremmede i sitt eget land; deres tanker og håp vendte seg til Rom.

På Tysklands keisertrone satt dengang Henrik den 4de. Han hadde drevet og drev fremdeles handel med kirkeembeter, og Gregor satte ham i Ban. Henrik, som hadde gjort mange urettferdigheter mot sitt Folk, høstede nå lønnen for sine gjerninger. De tyske Fyrster kom sammen og vedtok, at Henrik skulle miste keiserkronen, dersom han ikke innen et år ble løst fra bannet. Forlatt av alle måtte Henrik reise til Italien, for å trygle paven om nåde. Midtvinters måtte han i 3 dager, med bart hode og bare føtter og kun med en ullskjorte på, stå i gården utenfor det slott, hvor paven var. Dypere kunne en Keiser ikke ydmykes. Først fjerde dag slapp han inn og ble løst fra bannet. — Henrik hevnet seg flere år etter; han kom med en hær til Rom, og Gregor måtte flykte til Syditalien, hvor han døde med de ord: „Jeg har elsket rettferdighet og hatet urettferdighet; derfor dør jeg i landflyktighet.“

Djervest av alle paver fremtrådte Bonifacius den åttende († 1303). Han sa rent ut, at troen på Pavens makt, såvel i verdslige som i geistlige saker, var nødvendig til salighet. På Frankriges trone satt dengang Filip den smukke. Filip, som lå i krig med England, trengte 225til penger og krevde skatt av Geistlighedens Godser. Bonifacius truet enhver Lægmand, som krevde skatt av geistligheten, med Ban, og den Geistlige, som betalte skatten, skulle likeledes settes i Ban. Bonifacius tenkte å handle med Filip, som Gregor den syvende hadde handlet med Henrik den fjerde. Men Tiderne hadde forandret seg. Bannet var så ofte misbrukt, at det ikke skremte som før. Dessuten var Filip en annen motstander, enn Henrik. — Paven skrev til Kongen: „Bonifacius, yppersteprest, Guds Tjeneres tjener, sender sin hilsen til Filip, Franskmændenes Konge. Vid, at du i alle saker, såvel geistlige som verdslige, er oss underdanig. Dem, som tro annet, holder vi for kjettere.“ — Kongen svarte: „Filip, av Guds Naade Franskmændenes Konge, sender liten eller ingen hilsen til Bonifacius, der ter seg som yppersteprest. Din store Naragtighed må vite, at vi i verdslige saker ikke er noen underdanig. Dem, som tro annet, holder vi for Narre og Vanvittinger.“ — Sådant svar var mer, enn paven kunne tåle. Han satte Filip og hele hans land i Ban. Men Filip kalte sammen en stor forsamling av adel, geistlighet og borgere. Adelen og borgerne holdt med Kongen, og geistligheten ble nødt til å følge med. Paven ble beskyldt for hekseri og kjetteri og stevnet til å dømmes neste år av en Kirkeforsamling. Til gjengjeld erklærte paven Filip for avsatt og løste alle hans undersåtter fra deres troskapsed. Nå sendte Filip hemmelig en sendemann over Alperne. Denne hvervede i stillhet en del ryttere og overfalt og fangede paven, der oppholdt seg i sin fødeby, noen mil Syd for Rom. Bonifacius, der nå var 80 år, iførte seg sin yppersteprestelige drakt, satte seg på sin trone og ventet med verdighet, hva der måtte ske. Den franske sendemann skjelte ham ut og slo ham til sist med hansken i ansiktet. Først etter 3 dager mandede innbyggerne seg opp og jog den franske sendemann og hans Leiesvende bort. Paven rustet seg til å ta hevn; men den skammelige medfart, han hadde lidt, krenket ham så dypt, at han falt i en hidsig feber og døde kort etter.

Siden er pavemakten aldri kommet riktig til krefter. Den ble også splidaktig med seg selv; thi i 30 år hadde man 2 paver, en i Avignon i Frankrige og en annen i Rom. Hvem var Peters rette etterfølger? Den ene lyste den annen i Ban, til forargelse for hele kristenheten. I de siste 100 år før reformasjonen satt den ene uverdige pave etter den annen på Pavestolen. Verst av alle var Alexander den sjette († 1503). Han var snikmorder, giftblander og syndede med største frekkhet mot det sjette bud. — Han døde av gift, som var tiltenkt en rik kardinal, der var buden til gjest. Tjeneren tok nemlig feil av flasken; Kardinalen slapp, og paven døde straks etter.