Læreplanatlas
Tredie SkoletrinFjerde Afdeling. Kirken. Kirkehistorie.

205. Augustin og Pelagius.

221

Augustin blev født i en liden By i den Del af Afrika, hvor Karthago laa. Faderen var Hedning, Moderen, som hed Monika, var Kristen. Strax efter Fødselen primsignede Moderen ham, det er: hun gjorde høitidelig Korsets Tegn over ham, for senere at lade ham døbe. Hun opdrog ham i Troen paa den Herre Christus, men ventede og ventede med Daaben. Heri fulgte hun Tidens Overtro. Barnedaaben brugtes vistnok over hele Kirken; men der var dog flere, der, ligesom Konstantin den Store, opsatte Daaben til det Sidste i den Tro, at den uden videre tog al Synd bort. Som Barn fik Augustin engang en meget heftig Smerte i Maven og bad inderlig om at blive døbt. Smerten gik med et over, og Daaben blev opsat. „Var jeg bleven døbt tidlig,“ skriver Augustin, „saa vilde jeg være gaaet fri for mange af mine Synder.“ Men Augustin skulde vidne i Kirken om Synd og om Naade, og han erfarede først paa sig selv, at, er Synden stor, saa er Naaden endda større.

Han gjorde god Fremgang i Skolen, men gjorde ogsaa mange stygge Streger. 17 Aar gammel blev han sendt til Nordafrikas Hovedstad Karthago. Her studerede han med Iver de hedenske Vismænds Skrifter, for af dem at lære at blive Taler; dette kom ham siden til Nytte, men ikke som han dengang mente. Skriftens Ord bleve nu for enfoldige i hans Øine, og Verdens Glæder nød han i fulde Drag. Han kom sammen med en Del unge, fordærvede Mennesker og drev paa Gadeoptøier og det, som værre var. Dette skrifter han aabent og ærligt i et Skrift om sit Liv, som han kalder sine „Bekjendelser.“ Men den fromme Moder stred haardt for ham i Bøn og Taarer, og en gammel Biskop trøstede hende med, at en Søn, for hvem saadanne Bønner opsendtes og saadanne Taarer fældtes, ikke kunde fortabes.

222Augustin havde vundet Ry som Taler og Digter, og Karthago blev ham for trangt; han var desuden træt af sine vilde Venner og mæt af tomme Glæder. Han følte Længsel efter noget Høiere. Dette haabede han at finde i Rom, den store Verdensstad. Hans Fader var død, og hans Moder vilde forlade sin Hjemstavn, for at følge sin Søn med det urolige Hjerte over Havet til den store By. Han løi for Moderen og seilede afsted, medens hun stod paa Stranden, først i bitre Klager, men snart efter i varme Bønner for den troløse Søn.

I Rom fandt Augustin ikke, hvad han søgte, og var hjertelig glad over at blive Lærer i Veltalenhed i Mailand, Norditaliens Hovedstad. Den ærværdige Ambrosius var dengang Biskop der. Det er ham, som har digtet Salmen: O store Gud! vi love dig. Ambrosius tog imod Augustin „kjærlig som en Fader.“ Om Kristendommen blev der ikke talet, uagtet de oftere kom sammen. Ambrosius havde store Talegaver, og Augustin gik i Kirke, ikke for at høre Guds Ord, men for at høre den berømte Taler; han vilde studere Veltalenhed i Herrens Tempel. Han fik noget andet og mere end, hvad han søgte; Ambrosius udlagde Skriften med Tro og Varme. Barndommens Minder dukkede nu op hos Augustin, og med Iver begyndte han at læse i Skriften, især i Paulus's Breve. Monika, som var kommen til Mailand, bad varmere end nogensinde, og Sønnens urolige Hjerte fandt Fred i den retfærdiggjørende Tro paa Jesus Christus. Paaskeaften 387 blev han døbt tilligemed sin uægte Søn af Ambrosius. Monikas Bønner vare nu hørte; hun kunde nu dø rolig; thi hendes „Taaresøn“ var Kristen i Hjertet.

Fra nu af brugte Augustin sine store Gaver til Kirkens Tjeneste. Nogle Aar efter blev han mod sin Villie Biskop i Byen Hippo vestenfor Karthago og fik Vranglærere nok at kjæmpe mod. Her kan kun fortælles om hans Kamp med Pelagius om Arvesynden og Guds Naade.

I Aaret 409 kom en Munk, Pelagius, fra England til Rom. Han havde bag Klostermurene ført et stille og ærbart Liv, men havde ikke lært at kjende hverken Synd eller Naade. I Rom fik han høre disse Ord, som Augustin har skrevet i sine Bekjendelser: „Min Gud! giv mig, hvad du byder (det er: giv mig Kraft til at gjøre, hvad du byder), og byd, hvad du vil.“ Disse Ord, mente Pelagius, vare ukristelige. Hans egen Lære lød saaledes: „I Adam vare hans Efterkommere ikke faldne; hvert Menneske fødtes med fri Villie til det Gode og kunde ved egen Kraft fortjene Guds Velbehag og Saligheden. Christus havde ikke virket som Forsoner, men kun som Lærer og Mønster.“ — Han kom siden over til Hippo. Augustin reiste sig mod ham i sin hele Troeskraft og skrev Skrift paa Skrift om Arvesynden og Guds Naade og lærte saa: „Alle have syndet i Adam; efter Faldet har Mennesket ikke af sig selv Kraft til at gjøre det Gode, ei heller til at tro paa Jesus Christus; Gud virker alt til Salighed ved sin uimodstaaelige Naade.“ Paa et Kirkemøde i Karthago, hvor 200 Biskoper mødte, blev Pelagius dømt som Vranglærer.

I et Stykke stemte Augustins Lære ikke med Skriften; thi han for vild i Læren om Naadevalget. Han lærte nemlig, at Gud havde udvalgt nogle til Salighed, andre til Usalighed. De, som vare udvalgte til Salighed, kunne ikke modstaa Naaden; de andre kunne ikke aabne sine Hjerter for den. Læren om Naadevalget blev først greiet af Luther.

223Tunge Tider forestod den afrikanske Kirke. De vilde Vandaler, som bekjendte sig til Arius’s Lære, kom over fra Spanien og toge i faa Aar hele Nordafrika. De stode for Hippos Porte, da Augustin, den største af Kirkefædrene, syngende Bodssalmer, døde 430, 76 Aar gammel. Den hele Kirke sørgede ved hans Død, og den vil altid have ham i taknemmeligt Minde. Vi have særlig Grund til Tak; thi han blev Luthers Lærer.