218

I Ægypten boede et Par Ægtefolk, som havde en Søn ved Navn Antonius. Det var et underligt Barn. Han havde ikke Lyst til at lege med andre Børn, ei heller Lyst til Bogen; men til at grunde over Guds Ord stod hans Hu. Henimod 20 Aar gammel mistede han sine Forældre, som efterlod sig en stor Formue. Nogen Tid efter hørte han i Kirken disse Ord af Frelseren til den rige unge Mand: „Vil du være fuldkommen, da gaa hen og sælg, hvad du eier, og giv det til Fattige.“ Antonius fandt disse Ord som sagte netop for ham, solgte, hvad han eiede, gav det til Fattigfolk og drog ud til en forfalden Borg i Ørkenen, for at leve udenfor Fristelser. Men Mennesket kan ikke saaledes fly fra Fristelserne i sit eget Hjerte, og Antonius var haardere fristet i Ørkenens Stilhed end i Byens travle Liv. Han havde underlige Syner, snart af en yndig Kvinde, som vilde daare ham, snart af glubende 219Dyr, som vilde sønderrive ham, snart af forfærdelige Uhyrer, som vilde sluge ham. Under og efter saadanne Syner kunde hans Venner, som to Gange om Aaret bragte ham Mad, høre hans vilde Skrig eller finde ham liggende uden Sands og Samling.

Da den sidste Forfølgelse brød løs mod de Kristne, drog Antonius i sin Faarepels til Alexandria. Han besøgte de Fangne i Fængslet, stod hos dem, som stilledes for Domstolen og fulgte de Dømte til Retterstedet. Det var hans Haab og Længsel at lide Martyrdøden; men ingen lagde Haand paa Ørkenens Mand. Hans Ry gik nu vide om, og mange Ligesindede flokkedes om ham i Ørkenen. Antonius blev deres Abbed eller Forstander og paalagde dem Bøn og Arbeide til Fattiges Underhold. — Lærde og Ulærde tyede ud i Ørkenen, for at finde Raad hos Antonius. Den, som kom med Nag i Hjertet, gik bort sonet med sin Modstander; den, der kom med Sorg, gik bort med Trøst.

Antonius fik Nys om en, der var fuldkommere end han. Det var Paul fra Teben i Ægypten. Han havde ganske ung draget endnu dybere ind i Ørkenen og havde nu levet der i 90 Aar i fuldkommen Ensomhed. Han boede i en Hule; udenfor stod et Palmetræ, som skaffede ham Føde ved sin Frugt og Klæder ved sine Blade. Antonius fandt ham død i bedende Stilling. Saaledes mødtes den første kristne Eremit eller Eneboer og den første kristne Munk Aar 340.

I sine sidste Dage vandrede Antonius atter til Alexandria. Dengang var det for at ivre mod Arius's Vranglære. 4 Aar derefter, 356, døde han 105 Aar gammel.

Antonius blev kaldt den hellige og havde saadant Ry, at Munkedømmet snart kom i Agt og Ære over den hele Kristenhed. Atanasius, den samme, som havde talt saa kraftigt i Nicæa mod Arius, bragte det til Rom, og Martin eller Morten Bisp, som han kaldes,¹) der døde som Biskop i Frankrige 400, fulgtes til Graven af 2000 Munke. — Benedikt fra Nursia († 543) byggede paa et Bjerg, midtveis mellem Rom og Neapel, et Kloster, som blev Mønster for alle Klostre i Vesterland. Han krævede af sine Munke Løfte om at vaage, bede og faste, at være kydske og lydige, at rydde Skove og dyrke Myrer og at sysle med Bøger. — Munkene gik med Kappe og Hætte og havde den øverste Del af Hovedet raget.

I lange Tider vare Munkene fromme, og Kirken har meget at takke dem for. Saaledes droge de, uden at ændse Nød eller Død, som Troesbud ud blandt Hedninger og toge sig af Ungdommens Undervisning hjemme. Men siden gik det galt. Mange troede at sørge for sin Sjels Salighed ved at skjenke Gaver til Klostre, og Klostrene bleve saa rige, at mange bleve Munke, for at have gode Dage, og istedetfor hellige Sange hørtes i det 9de Aarhundrede fra Klostrene Jagthundes, Kvinders, Børns og Soldaters Skrig. Nidkjære Mænd søgte at rette paa dette Uvæsen ved at gjøre Reglerne for Munkene strengere. Karteuserordenen er saa streng, at i den er det næsten forbudt at tale. — Munkene brøde dog snart igjen sine Løfter, og intet kunde vække større Forargelse, end at de saa ofte brøde Løftet om Kydskhed. Men i et 220Stykke svigtede Munkene ikke; de vare Paverne lydige. Paverne havde ingen Tjenere saa villige til at udbrede Overtro og Vildfarelser som Munkene.

Benedikts Søster gav Regler for de Kvinder, som vilde vie sig til Gud. De levede ogsaa i Klostre og kaldes Nonner.

218

I Ægypten bodde et par ektefolk, som hadde en sønn ved navn Antonius. Det var et underlig barn. Han hadde ikke lyst til å leke med andre barn, ei heller lyst til boken; men til å grunne over Guds ord stod hans hu. Henimot 20 år gammel mistet han sine foreldre, som etterlot seg en stor formue. Noen tid etter hørte han i kirken disse ord av Frelseren til den rike unge mann: „Vil du være fullkommen, da gå hen og selg, hva du eier, og gi det til Fattige.“ Antonius fant disse ord som sakte nettopp for ham, solgte, hva han eide, ga det til fattigfolk og drog ut til en forfallen Borg i ørkenen, for å leve utenfor fristelser. Men Mennesket kan ikke således fly fra fristelsene i sitt eget hjerte, og Antonius var hårdere fristet i Ørkenens stillhet enn i Byens travle Liv. Han hadde underlige syner, snart av en yndig kvinne, som ville dåre ham, snart av glupende 219dyr, som ville sønderrive ham, snart av forferdelige uhyrer, som ville sluke ham. Under og etter sådanne syner kunne hans venner, som to ganger om Aaret brakte ham mat, høre hans ville skrik eller finne ham liggende uten Sands og samling.

Da den siste forfølgelse brød løs mot de kristne, drog Antonius i sin fårepels til Alexandria. Han besøkte de Fangne i fengslet, stod hos dem, som stilledes for Domstolen og fulgte de Dømte til retterstedet. Det var hans håp og lengsel å lide martyrdøden; men ingen la hånd på Ørkenens mann. Hans Ry gikk nå vide om, og mange Ligesindede flokkedes om ham i ørkenen. Antonius ble deres abbed eller forstander og paalagde dem Bøn og arbeide til Fattiges underhold. — Lærde og Ulærde tydde ut i ørkenen, for å finne råd hos Antonius. Den, som kom med nag i hjertet, gikk bort sonet med sin motstander; den, der kom med sorg, gikk bort med trøst.

Antonius fikk Nys om en, der var fuldkommere enn han. Det var Paul fra Teben i Ægypten. Han hadde ganske ung draget enda dypere inn i ørkenen og hadde nå levet der i 90 år i fullkommen ensomhet. Han bodde i en Hule; utenfor stod et palmetre, som skaffet ham føde ved sin frukt og klær ved sine Blade. Antonius fant ham død i bedende stilling. Således møttes den første kristne eremitt eller eneboer og den første kristne munk Aar 340.

I sine siste dager vandret Antonius atter til Alexandria. Dengang var det for å ivre mot Arius's vranglære. 4 år deretter, 356, døde han 105 år gammel.

Antonius ble kalt den hellige og hadde sådant ry, at Munkedømmet snart kom i akt og ære over den hele kristenhet. Atanasius, den samme, som hadde talt så kraftig i Nicæa mot Arius, brakte det til Rom, og Martin eller Morten Bisp, som han kalles,¹) der døde som biskop i Frankrige 400, fulgtes til graven av 2000 munker. — Benedikt fra Nursia († 543) bygde på et Bjerg, midtveis mellom Rom og Neapel, et kloster, som ble mønster for alle klostre i Vesterland. Han krevde av sine munker løfte om å våke, bede og faste, å være kyske og lydige, å rydde skoger og dyrke myrer og å sysle med bøker. — Munkene gikk med kappe og hette og hadde den øverste del av hodet raget.

I lange tider var munkene fromme, og kirken har meget å takke dem for. Således dro de, uten å ense nød eller død, som Troesbud ut blant hedninger og tok seg av Ungdommens undervisning hjemme. Men siden gikk det galt. Mange trodde å sørge for sin Sjels salighet ved å skjenke gaver til klostre, og klostrene ble så rike, at mange ble munker, for å ha gode dager, og i stedet for hellige sanger hørtes i det 9de århundre fra klostrene Jagthundes, Kvinders, Børns og Soldaters skrik. Nidkjære menn søkte å rette på dette uvesen ved å gjøre reglene for munkene strengere. Karteuserordenen er så streng, at i den er det nesten forbudt å tale. — Munkene brøde dog snart igjen sine løfter, og intet kunne vekke større forargelse, enn at de så ofte brøde løftet om kyskhet. Men i et 220stykke svigtede munkene ikke; de var pavene lydige. Pavene hadde ingen tjenere så villige til å utbre overtro og villfarelser som munkene.

Benedikts søster ga regler for de kvinner, som ville vie seg til Gud. De levde også i klostre og kalles nonner.