Paa Konstantin den Stores Tid fremstod i Alexandria i Ægypten en Vranglærer, som hed Arius. Han lærte, at Christus ikke er fra Evighed, og at han ikke er af samme Væsen som Faderen, men af et andet Væsen end Faderen; og at han altsaa er en Skabning. Arius’s Biskop, Alexander, forsvarede Kirkens Lære, at Sønnen er sand Gud, født af Faderen fra Evighed, og at han er Et med Faderen. Da der var mange, selv blandt Kirkens første Lærere, som holdt med Arius, sammenkaldte Konstantin et Kirkemøde i Nicæa i Lilleasia 325. Der var dengang omkring 1800 Biskoper. Af dem mødte 318; flere af dem vare enøiede eller lamme eller bare andre Mærker efter Forfølgelserne. Efter 2 Maaneders Strid, i hvilken den unge Atanasius, som holdt med Alexander, gjorde Udslaget ved sin greie Udlægning og sine Talegaver, blev Arius dømt som Kjetter eller Vranglærer, og hans Skrifter blev dømte til at brændes. Forsamlingen vedtog en Troesbekjendelse, som kaldtes det nicænske Symbolum og regnes blandt Kirkens symbolske Bøger. Den er i Indhold som Kirkens gamle Troesbekjendelse, der kaldes det apostoliske Symbolum, det er: Troens 3 Artikler, som alle kjende fra Luthers Katekismus; men den lærer med større Skarphed, at Christus er sand Gud. I den nicænske Troesbekjendelse lyder Begyndelsen af den anden Troesartikel saa: „Jeg tror paa én Herre, Jesus Christus, Guds enbaarne Søn, født af Faderen før alle Tider, Gud af Gud, Lys af Lys, sand Gud af sand Gud, avlet, ikke skabt, af samme Væsen som Faderen.“

Arius og andre, som ikke vilde underskrive den nicænske Troesbekjendelse, maatte vandre i Landflygtighed; men snart skiftede Keiseren Sind: Arius blev kaldt tilbage, Atanasius maatte vandre i Landflygtighed, og Keiseren lod sig døbe af en ariansk Biskop. Eftersom de følgende Keisere vare sindede, bleve i et halvt Aarhundrede snart Arianerne og snart de Rettroende forfulgte, indtil Arius’s Lære blev endelig forkastet paa et Kirkemøde i Konstantinopel. Men den holdt sig endnu i henimod 300 Aar blandt de Folkefærd, som boede udenfor Romerriget.

På Konstantin den Stores tid fremstod i Alexandria i Ægypten en vranglærer, som het Arius. Han lærte, at Christus ikke er fra evighet, og at han ikke er av samme vesen som Faderen, men av et annet vesen enn Faderen; og at han altså er en skapning. Arius’s biskop, Alexander, forsvarte Kirkens lære, at sønnen er sann Gud, født av Faderen fra evighet, og at han er Et med Faderen. Da der var mange, selv blant Kirkens første lærere, som holdt med Arius, sammenkalte Konstantin et kirkemøte i Nicæa i Lilleasia 325. Der var dengang omkring 1800 biskoper. Av dem møtte 318; flere av dem var enøyde eller lamme eller bare andre merker etter forfølgelsene. Etter 2 Maaneders strid, i hvilken den unge Atanasius, som holdt med Alexander, gjorde utslaget ved sin greie utlegning og sine talegaver, ble Arius dømt som kjetter eller vranglærer, og hans skrifter ble dømte til å brennes. Forsamlingen vedtok en trosbekjennelse, som kaltes det nicænske Symbolum og regnes blant Kirkens symbolske bøker. Den er i innhold som Kirkens gamle trosbekjennelse, der kalles det apostoliske Symbolum, det er: Troens 3 artikler, som alle kjenne fra Luthers katekismus; men den lærer med større skarphet, at Christus er sann Gud. I den nicænske trosbekjennelse lyder begynnelsen av den annen trosartikkel så: „Jeg tror på én Herre, Jesus Christus, Guds enbårne sønn, født av Faderen før alle tider, Gud av Gud, lys av lys, sann Gud av sann Gud, avlet, ikke skapt, av samme vesen som Faderen.“

Arius og andre, som ikke ville underskrive den nicænske trosbekjennelse, måtte vandre i landflyktighet; men snart skiftet keiseren sinn: Arius ble kalt tilbake, Atanasius måtte vandre i landflyktighet, og keiseren lot seg døpe av en ariansk biskop. Ettersom de følgende keisere var sindede, ble i et halvt århundre snart Arianerne og snart de Rettroende forfulgte, inntil Arius’s lære ble endelig forkastet på et kirkemøte i Konstantinopel. Men den holdt seg ennå i henimot 300 år blant de folkeferd, som bodde utenfor Romerriget.