De Kristne helligholdt tidlig Søndagen, som allerede Johannes i Aabenbaringen 1) kalder Herrens Dag. Ignatius omtaler i sine Breve Søndagen som almindelig Kirkefest.
Paaske og Pintse bleve snart Fester for hele Kirken. Julefesten omtales ikke før i det 4de Aarhundrede.
De Kristne samledes i de første Tider til Gudstjeneste hos en af Brødrene 2). Om Aftenen nøde de den hellige Nadvere og spiste saa sammen ved fælles Bord. Disse Maaltider kaldtes Kjærlighedsmaaltider. Allerede Paulus maatte revse Korinthierne 3), fordi det ikke gik rigtig til ved Kjærlighedsmaaltiderne, idet enhver tog af den Mad, han havde bragt med, saa at den Fattige, som intet havde med, intet fik. Da disse Maaltider tillige vakte 217Hedningernes Mistanke, som om de Kristne kom sammen for at gjøre stygge Ting, gik de lidt efter lidt af Brug.
Kirkebygninger omtales ikke før i det 3die Aarhundrede. Forfølgelserne nødte de Kristne til at komme sammen om Natten eller paa hemmelige Steder. De samledes ogsaa til Gudstjeneste ved de Dødes Grave i de underjorjordiske Kirkegaarde, som kaldes Katakomber.
De hedenske Romere brændte i Kirkens første Tider sine Døde. Asken blev samlet i en liden Krukke, som blev sat i smaa Huller langs Væggene i Gravkamre. Saadanne Gravkamre ere endnu at se i Rom. De Kristne, som vente paa de Dødes Opstandelse, vilde ikke brænde sine Døde, ei heller hvile i saadanne Gravkamre. De skaffede sig derfor tidlig egne Kirkegaarde. Da Jesus blev begraven i en Hule, vilde de Kristne gjerne begraves paa samme Maade og helst der, hvor en Martyrs Ben hvilede. Indgangen, eller rettere Nedgangen, lagdes i en Have eller i et Gaardsrum, hvor Forfølgerne mindst skulle falde paa at søge den. Det var Gravernes Bestilling ikke blot at hugge ud Grave for de Døde, men ogsaa hemmelig, saasom ved Nattetide, at bringe dem ned til deres Plads. Saaledes opkom Katakomberne. De vare egentlig Kirkegaarde, men tjente tillige til Kirke og i Nødens Stund ogsaa til Skjulested.