215

Den romerske Keiser herskede paa Christi Tider over alle Lande rundt om Middelhavet. Romerne og end mere Grækerne, som vare skatskyldige under Romerne, vare forud for andre Folkeslag i Videnskaber og Kunster. Men de vare Hedninger og kjendte ikke den eneste sande Gud. Imidlertid havde mange tabt Troen paa sine egne Guder og begyndte at se sig om efter Frelse andetsteds. Hos saadanne vandt Evangeliet hurtig Indgang. Paulus havde grundet flere Menigheder i Makedonien og Grækenland; i Rom selv havde en stor Menighed dannet sig, og omtrent 100 Aar efter Christi Død var der grundet Menigheder rundt om i det romerske Rige. Men Hedenskabet var endnu mægtigt og vilde ikke vide af nogen ny Lære. Nogle Hedninger lode sig nøie med at spotte med de Kristnes Tro, at en, som var korsfæstet, var Verdens Frelser og sad ved Guds høire Haand og skal komme igjen, for at dømme Levende og Døde. Andre holdt dem for utro Borgere, fordi de ikke vilde tage Del i de hedenske Feste, ikke ofre til Guderne og ikke strø Røgelse for Keiserens Billede, og de troede dem skyldige i de værste Forbrydelser. Flere af Keiserne lode vistnok de Kristne dyrke sin Herre og Frelser i Fred; men andre forfulgte dem grusomt eller lukkede Øinene til, naar Folket forfulgte dem. Man regner 10 Forfølgelser; mellem den første og den sidste ligge omtrent 250 Aar.

Den første Forfølgelse udbrød under Keiser Nero. I Rom havde en Ildebrand raset i 9 Dage og lagt over Halvdelen af Byen i Aske, Aar 64. Keiseren var mistænkt for at have sat Ilden paa, for at faa Plads til nye Bygninger og nye Haver; men Keiseren skjød Skylden paa de Kristne, og mange bleve grusomt pinte tildøde. Saaledes heldte man Olje og smeltet Beg over dem, bandt dem til en Pæl og satte saa Ild paa, for at de kunde lyse som Fakler om Natten. I denne Forfølgelse var det, at Peter blev korsfæstet og Paulus halshugget. — Nero endte sit Liv som Selvmorder Aar 68. Men blandt de Kristne gik det Sagn, at han havde trukket sig tilbage over Eufrat og skulde komme igjen som Antichristus.

30 Aar derefter blev Trajan Keiser. Han var ellers en mild Styrer; men for de Kristne satte han Dødsstraf, naar de ikke vilde ofre til Guderne og spotte Christus. Simeon, en Slægtning af Herren, var Biskop i Jerusalem efter Jakob. Aar 107 døde han Martyrdøden paa Korset. Han var da 120 Aar gammel.

Under den samme Keiser var Ignatius Biskop i Antiokia. Efter et gammelt Sagn skal han have været det Barn, som Jesus stillede midt iblandt Disciplene med de Ord: „Uden at I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.“ Keiseren holdt selv Forhør over ham i Antiokia og dømte, at han i Lænker skulde føres til Rom og der sønderrives af vilde Dyr. Underveis skrev han 7 Breve, som vi endnu have. I et af dem udtaler han sin Længsel efter Martyrkronen. „Hold mig dette 216tilgode“, skriver han; „jeg bliver ikke derved retfærdiggjort; men jeg ved, hvad der er mig tjenligt.“ — Dette skede Aar 116.

Polykarp, som i sin Ungdom havde hørt Apostelen Johannes, var paa sine gamle Dage Biskop i Smyrna i Lilleasia. Han blev ført frem for den romerske Statholder, som lovede at give ham fri, dersom han vilde forbande Christus. Polykarp svarede: „I 86 Aar har jeg tjent ham, og han har aldrig gjort mig andet end Godt; hvorledes kan jeg da forbande ham, min Herre og min Frelser?“ Statholderen truede med at kaste ham for vilde Dyr. Men Polykarp var fast. Han blev da dømt til at brændes levende, og han steg op paa Baalet og priste Herren, som agtede ham værdig til at lide Martyrdøden. Dette skede Aar 168.

Den sidste og haardeste Forfølgelse udbrød under Keiser Diokletian Aar 303. Han holdt paa de gamle Guder og vilde ikke taale mere end een Religion inden Riget. Derfor vilde han aldeles udrydde Kristendommen, og han tænkte, at det sikrest vilde ske, naar alle Haandskrifter af Bibelen bleve brændte. De, som ikke vilde udlevere Bibelen og fornægte Christus, skulde pines tildøde. Nogle vovede ikke at se Pinsel og Død under Øie og efterkom Keiserens Befaling. Andre rakte istedetfor Bibelen Vranglæreres Skrifter frem. Flere menneskekjærlige Statholdere lukkede Øinene til for deres Bedrag. De reddede saaledes Livet; men Kirken regnede dem for lige med dem, som havde udleveret selve Bibelen. Men saadanne vare faa. Ellers vare Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, faste og vilde ikke redde Livet ved at udlevere den hellige Bog og fornægte sin Herre; de bleve dræbte i hundredetal. Nogle bleve sønderrevne med Jernklør, over andre heldte man sydende Bly. Sommesteds gjorde man sig Umag med at helbrede de Pinte, for at kunne pine dem paany. Men „de Kristne istemte lige til sit sidste Aandedræt Lov- og Takkesange, den almægtige Gud til Ære.“ Mange Hedninger, som vare Vidner til dette, forlode sine Afguder, for at tro paa den Herre, som kunde give Sine et saadant Mod og en saadan Kraft. Saaledes blev „Martyrernes Blod Kirkens Udsæd.“

Diokletian havde taget 3 Medkeisere. Den ene af disse, Konstantius Klorus, som styrede England, Frankrige og Spanien, var meget mild mod de Kristne, og Forfølgelserne standsede aldeles, da hans Søn, Konstantin den store, blev Enekeiser Aar 323.

215

Den romerske Keiser hersket på Christi tider over alle land rundt om Middelhavet. Romerne og enda mer grekerne, som var skatskyldige under romerne, vare forut for andre folkeslag i vitenskaper og kunster. Men de var hedninger og kjente ikke den eneste sande Gud. Imidlertid hadde mange tapt troen på sine egne guder og begynte å se seg om etter Frelse annetsteds. Hos sådanne vant evangeliet hurtig inngang. Paulus hadde grunnet flere menigheter i Makedonien og Grækenland; i Rom selv hadde en stor menighet dannet seg, og omtrent 100 år etter Christi død var der grunnet menigheter rundt om i det romerske rike. Men Hedenskabet var ennå mektig og ville ikke vite av noen ny lære. Noen hedninger lot seg nøye med å spotte med de Kristnes tro, at en, som var korsfestet, var Verdens Frelser og satt ved Guds høyre hånd og skal komme igjen, for å dømme Levende og Døde. Andre holdt dem for utro borgere, fordi de ikke ville ta del i de hedenske feste, ikke ofre til gudene og ikke strø røkelse for Keiserens bilde, og de trodde dem skyldige i de verste forbrytelser. Flere av keiserne lot vistnok de kristne dyrke sin Herre og Frelser i fred; men andre forfulgte dem grusomt eller lukkede øynene til, når Folket forfulgte dem. Man regner 10 forfølgelser; mellom den første og den siste ligge omtrent 250 år.

Den første forfølgelse utbrøt under Keiser Nero. I Rom hadde en ildebrann raset i 9 dager og lagt over halvdelen av byen i aske, år 64. Keiseren var mistenkt for å ha satt ilden på, for å få plass til nye bygninger og nye Haver; men keiseren skjød skylden på de kristne, og mange ble grusomt pinte tildøde. Således helte man olje og smeltet bek over dem, bandt dem til en pæl og satte så ild på, for at de kunne lyse som fakler om natten. I denne forfølgelse var det, at Peter ble korsfestet og Paulus halshugget. — Nero endte sitt liv som selvmorder år 68. Men blant de kristne gikk det sagn, at han hadde trukket seg tilbake over Eufrat og skulle komme igjen som Antichristus.

30 år deretter ble Trajan Keiser. Han var ellers en mild styrer; men for de kristne satte han dødsstraff, når de ikke ville ofre til gudene og spotte Christus. Simeon, en slektning av Herren, var biskop i Jerusalem etter Jakob. År 107 døde han martyrdøden på korset. Han var da 120 år gammel.

Under den samme Keiser var Ignatius biskop i Antiokia. Etter et gammelt sagn skal han ha vært det barn, som Jesus stillede midt iblant disiplene med de ord: „Uten at dere omvende dere og bli som barn, kommer dere ingenlunde inn i himmerikes rike.“ Keiseren holdt selv forhør over ham i Antiokia og dømte, at han i lenker skulle føres til Rom og der sønderrives av ville dyr. Underveis skrev han 7 brev, som vi ennå have. I et av dem uttaler han sin lengsel etter Martyrkronen. „Hold meg dette 216tilgode“, skriver han; „jeg blir ikke derved rettferdiggjort; men jeg vet, hva der er meg tjenlig.“ — Dette skjedde år 116.

Polykarp, som i sin ungdom hadde hørt apostelen Johannes, var på sine gamle dager biskop i Smyrna i Lilleasia. Han ble ført frem for den romerske stattholder, som lovede å gi ham fri, dersom han ville forbanne Christus. Polykarp svarte: „I 86 år har jeg tjent ham, og han har aldri gjort meg annet enn godt; hvorledes kan jeg da forbanne ham, min Herre og min Frelser?“ Statholderen truet med å kaste ham for ville dyr. Men Polykarp var fast. Han ble da dømt til å brennes levende, og han steg opp på bålet og priste Herren, som aktede ham verdig til å lide martyrdøden. Dette skjedde år 168.

Den siste og hårdeste forfølgelse utbrøt under Keiser Diokletian år 303. Han holdt på de gamle guder og ville ikke tåle mer enn een religion innen riket. Derfor ville han aldeles utrydde kristendommen, og han tenkte, at det sikrest ville ske, når alle håndskrifter av Bibelen ble brente. De, som ikke ville utlevere Bibelen og fornekte Christus, skulle pines tildøde. Noen vovede ikke å se pinsel og død under Øye og etterkom Keiserens Befaling. Andre rakte i stedet for Bibelen Vranglæreres skrifter frem. Flere menneskekjærlige Statholdere lukkede øynene til for deres bedrag. De reddede således livet; men kirken regnet dem for like med dem, som hadde utlevert selve Bibelen. Men sådanne vare få. Ellers vare menn og kvinner, Gamle og unge, faste og ville ikke redde livet ved å utlevere den hellige bok og fornekte sin Herre; de ble drepte i hundretall. Noen ble sønderrevne med Jernklør, over andre helte man sydende bly. Sommesteds gjorde man seg umak med å helbrede de Pinte, for å kunne pine dem paany. Men „de kristne istemte like til sitt siste åndedrett Lov- og takkesanger, den allmektige Gud til ære.“ Mange hedninger, som var vitner til dette, forlot sine avguder, for å tro på den Herre, som kunne gi Sine et sådant mot og en sådan kraft. Således ble „martyrenes blod Kirkens utsæd.“

Diokletian hadde tatt 3 Medkeisere. Den ene av disse, Konstantius Klorus, som styrte England, Frankrige og Spanien, var meget mild mot de kristne, og forfølgelsene stanset aldeles, da hans sønn, Konstantin den store, ble Enekeiser år 323.