Læreplanatlas
Tredie SkoletrinFjerde Afdeling. Kirken. Kirkehistorie.

198. Den første kristne Kirke. Apostlene.

212

Jesus havde ved sin Himmelfart sagt til Apostlene: „I skulle døbes med den Hellig-Aand om ikke mange Dage.“ Dette skede 10 Dage derefter paa Pintsefesten, og strax stod Peter op og vidnede om den Korsfæstede og Gjenopstandne, og paa den samme Dag bleve, som vi alt have hørt, 3000 døbte.

De første kristne havde alle Ting tilfælles. Daglig vare de sammen i Templet, spiste sammen hjemme med Glæde og Hjertets Enfold, lovede Gud og havde Yndest hos det hele Folk. Men snart saaede den Onde Klinte blandt Hveden.

Alle Brødre, som eiede Jorder eller Huse, solgte dem og lagde Pengene for Apostlenes Fødder. Saaledes solgte Barnabas, en Levit fra Cypern, en Jord, han eiede, og bragte Pengene til Apostlene. En Mand ved Navn Ananias solgte ogsaa sin Jord; men med sin Hustru Safiras Vidende lagde han en Del af Pengene tilside og bragte Resten til Apostlene. Peter sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, saa at du skulde lyve mod den Helligaand og lægge en Del af Pengene tilside? Jorden var jo din, saalænge du havde den, og, hvad der kom ud ved Salget, raadede du jo aldeles over. Hvorfor har du da sat dig den Gjerning fore i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Mennesker, men for Gud.“ Da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden.

Nogle Yngre af Menigheden bare Liget ud og begrove det. Omtrent 3 Timer derefter kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var skeet. Peter sagde til hende: „Sig mig, om I solgte Jorden til den Pris.“ Hun svarede: „Ja.“ Peter sagde: „Hvorfor ere I blevne enige om at friste 213Herrens Aand? Se, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren; og de skulle ogsaa udbære dig.“ Hun faldt om for hans Fødder og opgav Aanden. Da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død; de bare hende ud og begrove hende ved Siden af Manden. Rædsel kom over alle, som hørte det. I andre Menigheder høre vi intet om Fællesskab i Formuen; Exemplet fra Menigheden i Jerusalem maatte jo tjene til Advarsel.

Men Guds Ord havde Fremgang; thi Apostlene prædikede med Tro og Kraft, og Herren stadfæstede Ordet ved medfølgende Tegn. Dette kunde Præsterne, Farisæerne og de Skriftkloge ikke taale. Stefanus blev stenet, og en haard Forfølgelse brød løs mod Menigheden, saa at Brødrene spredtes over Judæa og Samaria. Men Apostlene bleve tilbage i Jerusalem. Jesus havde nemlig ved Himmelfarten sagt til dem: „I skulle være mine Vidner i Jerusalem, i hele Judæa og Samaria og lige til Jordens Ende.“ Efter denne Befaling toge alle Apostlene i de første Aar sin Bolig i Jerusalem og droge heller ikke i den første Tid udenfor det hellige Land, for at forkynde Ordet. De forkyndte heller ikke Ordet for Hedninger; thi vel maatte de af Herrens Befaling: „Gaar hen og gjører alle Folk til Disciple,“ vide, at ogsaa Hedningerne havde Adgang til Livet; men de mente, at Hedningen først maatte omskjæres og blive Jøde, før han kunde blive Kristen. Efter et Syn døbte Peter Hedningen Kornelius, paa hvem den Hellig-Aand var falden; men det var Paulus, Hedningernes Apostel, som først drog omkring og forkyndte Ordet for Hedninger som for Jøder. Han nedsatte sig i Antiokia i Syrien og drog derfra ud paa sine 3 første Missionsreiser. Antiokia blev Hovedsædet for de Kristne af Hedendommen, og der var det, at de Troende først bleve kaldte Kristne.

Efterat Paulus var kommen tilbage til Antiokia fra sin første Reise, kom nogle fra Judæa did og lærte: „Dersom I ikke lade eder omskjære, kunne I ikke blive salige.“ Da der opstod en heftig Strid, besluttede Menigheden at sende Paulus og Barnabas til Jerusalem. Jakob, Søn af Zebedæus, var dengang allerede henrettet af Kong Agrippa; men de øvrige Apostle synes alle at have været tilstede. De traadte sammen med de Ældste, for at overveie den Sag. Da de havde stridt længe, stod Peter op og sagde: „Hvi ville I friste Gud ved at lægge et Aag paa Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have mægtet at bære?“ Og Jakob bad dem ikke besvære Hedningerne, som omvende sig, men skrive dem til, at de skulde holde sig fra visse Ting, som vare de Kristne af Jødedommen til Forargelse. Saa bleve Paulus og Barnabas sendte tilbage til Antiokia med en Skrivelse, hvori der staar: „Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia. Det er den Hellig-Aands og vor Beslutning, ingen videre Byrde at lægge paa eder uden disse nødvendige Ting: I skulle holde eder fra Afgudsoffer og Horeri og det Kvalte og Blod. Lever vel!“

Saaledes blev da den første Strid i Kirken afgjort paa dette Apostelmøde, som holdtes omkring Aar 50. Ordet kunde nu frit forkyndes for Hedningerne, og lidt efter lidt droge Apostlene ud til fremmede Lande; kun Jakob blev i Jerusalem og var Forstander eller Biskop for Menigheden der lige til sin Død og skrev derfra sit Brev til de tolv Stammer i Adspredelsen. Han havde talet for ikke at 214besvære Hedningerne med at overholde Mose Lov; men selv overholdt han den nøie i alle Stykker og var streng i sin Levemaade; han var derfor agtet selv af Jøderne og fik Tilnavnet: den „Retfærdige.“ Alligevel blev han stenet af Ypperstepræsten Ananias Aar 63.

Lukas fortæller i Apostlenes Gjerninger Paulus’s Liv til hans Fangenskab i Rom Aar 62. Kirkefædrene fortælle, at han blev frikjendt af Keiser Nero, og at han gjorde en fjerde Missionsreise. Da han kom tilbage til Rom, var den første Forfølgelse udbrudt under Keiser Nero. I denne Forfølgelse blev han halshugget Aar 67.

Peter var i Babylon, da han skrev sit første Brev, og efter troværdige Vidnesbyrd blev han under Nero korsfæstet i Rom Aar 67. Der lægges til, at han blev korsfæstet med Hovedet nedad, da han regnede sig uværdig til at korsfæstes paa samme Maade som hans Herre.

Kirkefædrene fortælle, at Johannes nedsatte sig i Efesus og styrede derfra Lilleasias Menigheder og skrev der sit Evangelium, efterat de 3 andre Evangelister havde skrevet sine. Af Keiser Domitian blev han forvist til Øen Patmos, som ligger i Middelhavet Sydvest for Efesus; af Keiser Nerva fik han Lov at vende tilbage til Efesus og døde paa Sotteseng under Keiser Trajan Aar 101, omkring 100 Aar gammel; han levede saaledes 30 Aar efter Jerusalems Forstyrrelse. Hans Grav var længe at se i Efesus.

Kirkefædrene fortælle ogsaa Følgende: Paa en af sine Reiser for at se til Menighederne fik Apostelen Øie paa en ung Mand med en stærk Bygning, godt Udseende og fyrig Aand. Apostelen syntes godt om ham og vender sig i det samme til Stedets Biskop med de Ord: „For Menighedens Ansigt, i Christi Navn, overgiver jeg den unge Mand til dig.“ Biskopen tog ham hjem til sig, for ret at have ham under sin Varetægt, og sparede ikke paa Pleie eller Omhu. Langt om længe døbte Biskopen ham. Fra den Tid af tog han mindre vare paa den unge Mand, i den Tanke, at han under Herrens Segl var vel forvaret. Men for tidlig var han kommen paa egen Haand. Han faldt i Hænderne paa nogle i lige Alder med ham, som nok kunde lære ham det, som ondt var. Og det varede ikke længe, før han blev værre end de andre. Tilsidst gjorde han sig intet Haab mere om Frelse hos Gud, og, da han nu engang var fortabt, vilde han være Ugjerningsmand tilgavns. Han samlede sine Kammerater om sig til en Røverbande og blev Høvding for dem. — En Tid efter kom Apostelen til den samme Menighed og spurgte efter den unge Mand. Aldrig saasnart havde han faaet at vide, hvorledes det stod til, før han steg tilhest og skyndte sig til Bjerget, hvor Røverne havde Tilhold. Han lod sig uden videre gribe og bad om at maatte blive ført til Høvdingen. Denne stod i fuld Rustning, for at tage imod Fangen; men, saasnart han kjender Apostelen igjen, styrter han skamfuld afsted. Apostelen skynder sig efter ham og raaber: „Hvorfor flyr du, min Søn! for din Fader, en Olding uden Vaaben? Frygt ikke, endnu er der Frelse at finde; tro mig; Christus har sendt mig.“ Røveren standsede og græd bitterlig. Apostelen faldt paa Knæ, bad for ham og førte ham tilbage til Menigheden.

Da Apostelen var bleven meget gammel og ikke længere kunde gaa til de Kristnes Forsamlinger, lod han sig bære derhen og sagde hver Gang kun de Ord: „Mine Børn! elsker hverandre!“ Naar man læser dette, og hvad 215han selv har skrevet, vil man sande, at Kirken medrette har kaldt den Discipel, som Herren elskede, Kjærlighedens Apostel.

Om de andre Apostles Liv har man ikke stort andet end usikre Sagn; der fortælles, at de droge til fremmede Lande og døde Martyrdøden.