Strax da Synden var indkommen i Verden og Døden formedelst Synden, og intet Menneske kunde undgaa Døden, fordi de alle vare syndige, havde Gud i sin Forbarmelse givet Udsigt til en Frelse, som han selv vilde berede alle Folk. Men hvorledes skulde dette ske, naar Synden Dag for Dag mere og mere greb om sig, og Slægt efter Slægt, Folk efter 210Folk, mere og mere glemte baade Gud, hans Villie, hans Straffedomme og hans Løfte? Herren selv maatte udføre dette, og det paa en Maade, som ingen menneskelig Forstand kunde udtænke. Midt i den fordærvede Verden nedlagde han ligesom et lidet Frø, hvoraf den lovede Frelse i Tidens Fylde skulde opvoxe. I Sems, Noahs yngste Søns, Familie blev dette Frø bevaret; det kom allerførst tilsyne i Abraham, som Herren selv kaldte fra hans fjerne Fødeegn til det fremmede Land, Kanaan; thi fra dette lille Land, det forjættede Land, skulde Frelsen udgaa til alle Jordens Slægter og Folkeslag. Til Abraham sagde Herren: „I din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes;“ til Sønnen Isak og til Sønnesønnen Jakob gjentog han det samme. Denne sidste kom vel med sine tolv Sønner, deres Hustruer, Børn, Tjenere og Hjorder til Ægypten, hvor de paa den gudfrygtige og kloge Josefs Forbøn fik Lov til at bosætte sig, og hvor de ogsaa boede i næsten 400 Aar; men ved sin Tjener Moses førte Herren det stærkt formerede Folk atter tilbage til Kanaan, hvor det udryddede største Parten af de gamle Indbyggere og tog Landet paa Herrens Befaling i Besiddelse. Selv vilde Gud være sit Folks, Israels, Konge; derfor havde han ogsaa selv været dets Lovgiver, selv ordnet dets Gudstjeneste og sat dette som øverste Lovbud for Folket: „Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.“ Medens derfor alle andre Folk paa Jorden sank dybere og dybere ned i Afguderiets Mørke, bevaredes hos dette lille Folk Troen paa den eneste sande Gud; selv lod han ogsaa Tid efter anden Profeter og Hellige opstaa iblandt dem, for at minde dem om hans Løfter og bevare dem i den Pagt, han for Fædrenes Skyld havde oprettet med Folket. Især gjentog han uafladelig for dem Ordet om den tilkommende Frelser; om Messias, det er: den Salvede, talte og skrev alle de hellige Guds Mænd; hans Slægt, hans Fødested, hans Person, hans Liv, hans Gjerning, hans Lidelse, Død og Opstandelse og det evige Kongedømme, som han vilde oprette, blev paa det klareste forudforkyndt, og Spaadommene derom nedtegnede i de hellige Skrifter, som vi endnu den Dag i Dag besidde i den Del af Bibelen, vi kalde det gamle Testamente. Vistnok glemte Folket ofte sin Gud; det tog sig jordiske Konger i Stedet for den himmelske; mange af disse vare vise og gode, saasom David, Salomo, Josafat, Josias, Ezechias og flere; men de fleste vare onde og uduelige, og Følgerne af baade Folkets og Kongernes Synd blev en Række af Ulykker, hvormed Herren hjemsøgte det ulydige Folk. Først blev Riget delt i to Riger, som indbyrdes bekrigede hinanden; siden blev det ene af disse omstyrtet af det forhen nævnte assyriske, og derefter det andet af det første Verdensrige, det mægtige babyloniske, under dets Konge Nebukadnezar. Da Folket i sin 70aarige Landflygtighed omvendte sig til Herren, lod Gud det atter vende tilbage til Fædrehjemmet; dette skede under det andet Verdensrige, det persiske; men sin Frihed fik Folket aldrig rigtig 211tilbage, og, da det persiske Rige var opslugt af det tredie Verdensrige, det makedoniske, kom ogsaa Guds Folk under dette, og senere under det syriske, en Levning af det makedoniske, indtil det fjerde Verdensrige, det romerske, til alle sine øvrige Erobringer ogsaa underkastede sig det lille Jødeland. Dette var en tung Skjebne for Herrens Folk; men istedetfor at erkjende sin egen Synd og det Retfærdige i Herrens Tugtelse og derfor at bøie sig i Ydmyghed under det fremmede Aag, forhærdede det sig meget mere og pukkede paa sit Fortrin og sit Forhold til Herren fremfor sine afgudiske Beseirere, endskjønt deres hele Gudsdyrkelse mere var et Skin end en Dyrkelse i Aand og Sandhed. I Bund og Grund fordærvet var dette Folk, og for menneskelige Øine syntes det lidet skikket til at bære Frelsens Sæd i sig. Men Guds Veie ere underfulde, og hvad der er umuligt for Menneskene, er muligt for Gud. Midt under Hedningefolkenes dybeste Fordærvelse og hans eget Folks Haardhed og Ubodfærdighed lod han den forjættede Messias føde af en fattig Jomfru af Davids Slægt; ved Guds egen Helligaand undfangede hun det Barn, som paa engang var Guds og Menneskens Søn; derfor kunde han ogsaa blive Verdens Frelser fra Synd og Død og Stifter af et nyt Rige, der ikke var af denne Verden, men just derfor kunde blive et „Kongerige, som ingen Ende skulde tage.“ Denne Messias var Jesus af Nazareth, Guds og Marias Søn, sand Gud og tillige sandt Menneske. Han fødtes i Ringhed, levede i Ydmyghed, prædikede med Myndighed, virkede med Almagt, led i Taalmodighed, døde i Forsmædelse, men opstod i Herlighed. Han samlede om sig et lidet Antal Venner, hvem han oplærte og forberedede til sit Riges Udbredelse i Verden; de vare som han selv uden Anseelse, og ingen skulde i dem kunne se Grundlæggerne af et Rige, der skulde række fra den ene Ende af Jorden til den anden. Men, da Christus selv var opfaren til Himmelen og derfra havde udgydt sin Aand over sine Disciple, da viste det sig, at den var løsnet fra Himmelen den Sten, som skulde knuse Hedenskabets sidste hensmuldrende Verdensrige. Allerede paa den første Pintsefest efter Herrens Himmelfart vare tre Tusinde vundne for det nye Guds Rige; Dag for Dag tilegnede det sig flere og flere, først i Jødeland, saa i de nærmeste tilgrændsende Lande og derpaa rundt om i alle Romerrigets nære og fjerne Provindser. Hedningerne spottede, Jøderne rasede, alle forfulgte det nye Guds Folk; men der var en Stærkere med dette end med hine, og, da Jerusalem faa Aar efter blev ødelagt af Romerne, saa der ikke blev Sten tilbage paa Sten af den mægtige Stad, og, da Romerriget selv, 400 Aar derefter, faldt for de nye Folkeskarer, som Herren sendte med Tugtens Svøber udover den gamle fordærvede Verden, da var det Forunderlige skeet, og Jesu Christi Rige, grundet fra Himmelen selv, var Stenen, som allerede nu var bleven til det Bjerg, der i Nebukadnezars Drøm opfyldte den hele Jord. Lovet være Gud, dette Rige bestaar endnu! det virker i Stilhed, 212voxer stadigt og skal vedblive at voxe, indtil det bliver fuldkommet deroppe, hvor dets Konge, Christus, troner ved Faderens høire Haand i det Høie. — Den hellige, almindelige Kirke er dets Navn paa Jorden, og vi skulle nu korteligen fortælle, hvorledes den gjennem halvnittende hundrede Aar har bestaaet, kjæmpet og udbredt sig, for mere og mere at nærme sig Opfyldelsen af Herrens Ord i Lignelsen om Senepskornet, der vel er mindre end al anden Sæd, men, naar det voxer op, bliver til et Træ, i hvis Grene Himmelens Fugle bygge sine Reder.

Straks da synden var innkommen i verden og døden formedelst synden, og intet menneske kunne unngå døden, fordi de alle var syndige, hadde Gud i sin Forbarmelse gitt utsikt til en Frelse, som han selv ville berede alle Folk. Men hvorledes skulle dette ske, når synden Dag for dag mer og mer grep om seg, og slekt etter slekt, Folk etter 210Folk, mer og mer glemte både Gud, hans vilje, hans straffedommer og hans løfte? Herren selv måtte utføre dette, og det på en måte, som ingen menneskelig forstand kunne uttenke. Midt i den fordervede verden nedla han likesom et lite frø, hvorav den lovede Frelse i Tidens Fylde skulle oppvokse. I Sems, Noahs yngste Søns, familie ble dette frø bevaret; det kom aller først til syne i Abraham, som Herren selv kalte fra hans fjerne Fødeegn til det fremmede land, Kanaan; thi fra dette lille land, det forjettede land, skulle frelsen utgå til alle Jordens slekter og folkeslag. Til Abraham sa Herren: „I din sæd skal alle Jordens slekter velsignes;“ til sønnen Isak og til sønnesønnen Jakob gjentok han det samme. Denne siste kom vel med sine tolv sønner, deres hustruer, barn, tjenere og Hjorder til Ægypten, hvor de på den gudfryktige og kloge Josefs Forbøn fikk lov til å bosette seg, og hvor de også bodde i nesten 400 år; men ved sin tjener Moses førte Herren det sterkt formerede Folk atter tilbake til Kanaan, hvor det udryddede største parten av de gamle innbyggere og tok landet på Herrens Befaling i besittelse. Selv ville Gud være sitt Folks, Israels, Konge; derfor hadde han også selv vært dets lovgiver, selv ordnet dets gudstjeneste og satt dette som øverste lovbud for Folket: „Du skal tilbe Herren din Gud og tjene ham alene.“ Mens derfor alle andre Folk på jorden sank dypere og dypere ned i avguderiets mørke, bevaredes hos dette lille Folk Troen på den eneste sande Gud; selv lot han også tid etter annen profeter og Hellige oppstå iblant dem, for at minde dem om hans løfter og bevare dem i den pakt, han for Fædrenes skyld hadde oprettet med Folket. Især gjentok han uavlatelig for dem Ordet om den tilkommende Frelser; om Messias, det er: den Salvede, talte og skrev alle de hellige Guds Mænd; hans slekt, hans Fødested, hans Person, hans liv, hans gjerning, hans lidelse, død og oppstandelse og det evige kongedømme, som han ville opprette, ble på det klareste forudforkyndt, og spådommene derom nedtegnede i de hellige skrifter, som vi ennå den dag i dag besitte i den del av Bibelen, vi kaller det gamle testamente. Vistnok glemte Folket ofte sin Gud; det tok seg jordiske konger i stedet for den himmelske; mange av disse var vise og gode, saasom David, Salomo, Josafat, Josias, Ezechias og flere; men de fleste var onde og uduelige, og Følgerne av både Folkets og Kongernes synd ble en rekke av ulykker, hvormed Herren hjemsøkte det ulydige Folk. Først ble riket delt i to riker, som innbyrdes bekrigede hinannen; siden ble det ene av disse omstyrtet av det forhen nevnte assyriske, og deretter det andre av det første verdensrike, det mektige babyloniske, under dets Konge Nebukadnezar. Da Folket i sin 70aarige landflyktighet omvendte seg til Herren, lot Gud det atter vende tilbake til Fædrehjemmet; dette skjedde under det andre verdensrike, det persiske; men sin Frihed fikk Folket aldri riktig 211tilbake, og, da det persiske rike var oppslukt av det tredje verdensrike, det makedoniske, kom også Guds Folk under dette, og senere under det syriske, en levning av det makedoniske, inntil det fjerde verdensrike, det romerske, til alle sine øvrige erobringer også underkastet seg det lille Jødeland. Dette var en tung skjebne for Herrens Folk; men i stedet for å erkjenne sin egen synd og det Retfærdige i Herrens Tugtelse og derfor å bøye seg i ydmykhet under det fremmede åk, forhærdede det seg meget mer og pukkede på sitt fortrinn og sitt forhold til Herren fremfor sine afgudiske beseirere, enskjønt deres hele gudsdyrkelse mer var et skinn enn en dyrkelse i ånd og sannhet. I bunn og grunn fordervet var dette Folk, og for menneskelige øyne syntes det lite skikket til å bære Frelsens sæd i seg. Men Guds Veie er underfulle, og hva der er umulig for menneskene, er mulig for Gud. Midt under Hedningefolkenes dypeste fordervelse og hans eget Folks hardhet og ubotferdighet lot han den forjettede Messias føde av en fattig jomfru av Davids Slægt; ved Guds egen helligånd undfangede hun det barn, som på engang var Guds og Menneskens sønn; derfor kunne han også bli Verdens Frelser fra synd og død og Stifter av et nytt rike, der ikke var av denne verden, men just derfor kunne bli et „kongerike, som ingen ende skulle ta.“ Denne Messias var Jesus av Nazareth, Guds og Marias Søn, sann Gud og tillike sandt menneske. Han fødtes i ringhet, levde i ydmykhet, prekte med myndighet, virket med allmakt, led i tålmodighet, døde i forsmedelse, men opstod i herlighet. Han samlet om seg et lite antall venner, hvem han opplærte og forberedede til sitt Riges utbredelse i verden; de var som han selv uten anseelse, og ingen skulle i dem kunne se grunnleggerne av et rike, der skulle rekke fra den ene ende av jorden til den annen. Men, da Christus selv var opfaren til himmelen og derfra hadde utgytt sin ånd over sine disipler, da viste det seg, at den var løsnet fra himmelen den Sten, som skulle knuse Hedenskabets siste hensmuldrende verdensrike. Allerede på den første pinsefest etter Herrens himmelfart var tre tusen vunne for det nye Guds Rige; Dag for dag tilegnede det seg flere og flere, først i Jødeland, så i de nærmeste tilgrensende land og derpå rundt om i alle Romerrigets nære og fjerne provinser. Hedningene spottet, jødene rasede, alle forfulgte det nye Guds Folk; men der var en Stærkere med dette enn med hine, og, da Jerusalem få år etter ble ødelagt av romerne, så der ikke ble Sten tilbake på Sten av den mektige stad, og, da Romerriget selv, 400 år deretter, falt for de nye folkeskarer, som Herren sendte med Tugtens svøper utover den gamle fordervede verden, da var det Forunderlige skjedd, og Jesu Christi rike, grunnet fra himmelen selv, var steinen, som allerede nå var blitt til det Bjerg, der i Nebukadnezars drøm oppfylte den hele jord. Lovet være Gud, dette rike består ennå! det virker i stillhet, 212vokser stadig og skal vedbli å vokse, inntil det blir fullkommet deroppe, hvor dets Konge, Christus, troner ved Faderens høyre hånd i det Høye. — Den hellige, alminnelige Kirke er dets navn på jorden, og vi skulle nå korteligen fortelle, hvorledes den gjennom halvnittende hundre år har bestått, kjempet og utbredt seg, for mer og mer å nærme seg oppfyllelsen av Herrens ord i lignelsen om Senepskornet, der vel er mindre enn all annen sæd, men, når det vokser opp, blir til et tre, i hvis grener Himmelens fugler bygge sine reder.