Frygtelige Borgerkrige begyndte at rase i den romerske Stat. Anledningen dertil gav just de store Erobringer. — Uhyre Skatte vare nemlig ved dem blevne samlede i Rom, men vare ogsaa samlede kun paa Enkeltes Hænder, som derved svælgede i den største Overdaadighed og Pragt, medens den øvrige Befolkning, fattig som den var, levede af disse Rigmænds Naadesmuler.
Til Gjengjæld maatte de være til disses bestandige Tjeneste; i Folkeforsamlingen maatte de stemme for eller imod, hvad de befalede dem, og i de forskjellige Partikrige stille sig under deres Fane og slaaes med Medborgere. Man regner 3 saadanne Borgerkrige, den første mellem de to store Generaler, Marius og Sulla, den anden mellem de endnu større, Pompeius og Cæsar, og den tredie mellem Antonius og Oktavius. I denne sidste blev Oktavius Seierherre; han tilintetgjorde ganske Roms Frihed, opkastede sig til Enehersker under Navn af Augustus, endskjønt han lod alle gamle Indretninger for et Syns Skyld bestaa. Bedre Skjebne fortjente heller ikke Folket nu; thi det var nedsjunket i en saadan Pøl af Overdaadighed, Vantro og Ryggesløshed, at Guds straffende Haand ikke længere kunde holde sig tilbage. Vistnok blomstrede Kunst og Videnskab mere end tidligere: Digtere som Horats og Virgil, der endnu læses i vore Skoler, levede da, og Historieskriveren Livius skrev paa den Tid sit store Værk; men der var Raadenhed nok under det ydre Glimmer, og under de følgende Keisere, — blandt hvilke vare Uhyrer som Nero — kom dette mere og mere tilsyne. Store Erobringer bleve vel endnu gjorte, men unge, kraftige Folkeslag strømmede allerede fra alle Kanter ind over det mere og mere faldefærdige Rige. „Tidens Fylde var kommen,“ og en ny Magt var trængt ind i Verden, for hvilken alle andre Magter skulde bøie sig. Ogsaa den romerske Magt maatte bøie sig for den, og vi skulle nu høre, hvorledes Nebukadnezars Drøm blev opfyldt ogsaa i dette sidste og vigtigste Punkt.