En stor Erobring gjorde Romerne nu ogsaa udenfor Italien, skjønt den kostede dem baade Tid og Blod. — Paa Afrikas Nordkyst laa, som tidligere er fortalt, Staden Karthago. Den var efter Sagnet anlagt før den trojanske Krigs Tid, altsaa omtrent 300 Aar før Rom blev bygget, af en Dronning, som hed Dido fra Fønikien. Karthago var altsaa en fønikisk Koloni og lignede Moderstaten i Handelsaand og Vindskibelighed, saa at den var kommen til stor Magt og Anseelse paa den Tid, da Romerne kom i Kast med den. Karthago eiede en stor Del af den frugtbare og rige Ø Sicilien samt Øerne Sardinien og Korsika og vare tildels trængte ind i Nedre-Italien, Dette kunde Romerne ikke taale; de søgte og fandt Anledning til Krig, hvori Karthagerne i Begyndelsen vare dem overlegne, fordi den mest førtes tilsøs, og paa Søvæsenet forstod Romerne sig ikke dengang. — Men de vidste Raad. Efter et strandet Fiendeskibs Mønster fik de i to Maaneder bygget sig hundrede Skibe. Da de ikke just forstod sig paa at levere Søslag, forvandlede de dem til et Slags Landslag; med Hager huggede de sig fast i de fiendtlige Skibe, droge disse til sig og tvang saaledes Karthagerne til at fægte Mand mod Mand ligesom til Lands. Romerne vandt og vovede sig nu lige til Afrika, Fiendens egenlige Hjemland. Men her tabte de, og deres Anfører Regulus blev fangen. Dog — Karthagerne vare stærkt udmattede og svækkede ved Krigen; de ønskede Fred og 208sendte Regulus til Rom, for at udvirke denne, men tog Ed af ham paa, at han skulde vende tilbage i Fangenskabet, hvis han ikke fik bevirket Fred. I Rom fraraadede Regulus dette; Krigen blev altsaa fortsat, Romerne overvandt Karthagerne og tvang dem til at rømme alle sine italiske Øer, som derfor, en efter en, faldt i Romernes Hænder. — Karthagerne søgte og fandt en Erstatning i det sølvrige Spanien, hvor Moderlandet alt i gammel Tid havde flere Kolonier, og snart vare de ligesaa mægtige som før. Dette kunde Romerne ikke roligt se paa og fandt snart Paaskud til en Krig. I denne havde Karthagerne en udmærket Hærfører i den unge Hannibal; han gik med sin Hær først over Pyrenæerne ind i Gallien, saa over Alperne ind i Italien, hvad ingen før ham havde gjort; her vandt han det ene store Slag efter det andet, trængte ind i Mellem-Italien og skulde vist have erobret Rom selv, dersom han ikke havde lagt sig i Vinterkvarter i Kapua, hvor hans Hær blev svækket ved Lediggang og Vellevnet. Imidlertid havde Rom en Hærfører, som nok kunde maale sig med Hannibal; det var den unge Scipio. Han havde knækket Karthagernes store Magt i Spanien og vendte nu tilbage til Rom; hvor han ivrigt foreslog, at man skulde drage over til Afrika og paa den Maade tvinge Hannibal ud af Italien. Det lykkedes; Scipio drog til Afrika, og Hannibal blev hjemkaldt. — Her stod et stort Slag ved Zama, hvor Hannibal blev slagen og Karthagerne tvungne til at slutte Fred paa ligesaa haarde Betingelser som første Gang. Men nu blev Hannibal i Freden sit Lands Velgjører; han bragte det atter ved sin kloge Styrelse til Magt og Velstand, saa at de misundelige Romere forlangte ham udleveret. Han maatte flygte og tilsidst, forfulgt af Romerne paa alle Steder, tog han Livet af sig selv ved Gift, til stor Lettelse for Romerne, men til ubodeligt Tab for det sørgende Fædreland.

Snart var nu ogsaa dets Skjebne afgjort. Karthagernes Undergang var i Rom besluttet, og man fandt snart Paaskud til en ny Krig. Den ene Fordring mere uretfærdig end den anden blev gjort til dem; Karthagerne maatte indvilge alt, ja endog udlevere alle sin Vaaben. Men tilsidst forlangte Romerne, at Byen skulde nedrives og gjenopbygges et langt Stykke inde i Landet, hvorved dens Handel og Velstand for bestandig maatte gaa til Grunde. Da gav Selvopholdelsesdriften de ulykkelige Karthager Fortvivlelsens Mod; de afslog denne ubillige Fordring, smedede nye Vaaben, reiste sig alle som en, kjæmpede, Kvinder saavelsom Mænd, imod den overmodige Fiende og opholdt Byens Ødelæggelse i hele 4 Aar. Omsider blev den erobret af en yngre Scipio, som paa det romerske Raads Befaling, men med Taarer i Øinene maatte jevne Staden med Jorden. Dette skede i Aaret 146 før Christi Fødsel, efterat disse 3 Krige, der sædvanlig kaldes de puniske Krige, fordi Romerne kaldte Karthagerne Puner, havde varet i hele 118 Aar. — Samme Aar underlagde Romerne sig det gamle Grækenland, idet de tilsidst indtog Staden Korinth. To Aar iforveien havde Levningerne 209af Alexanders mægtige Rige, det makedoniske, maattet bukke under for Roms Vaaben; thi saa godt som alle Lande ved Middelhavets Kyst vare faldne i dets Vold. Med Rette bærer det da sit Navn: det fjerde Verdensrige. Stort og frygteligt var det i sin Magt, men ogsaa forfærdeligt ved sit Overmod og i den sidste Tid især saa afskyligt ved sine Laster, at det snart maatte være modent til Fald.

En stor erobring gjorde romerne nå også utenfor Italien, skjønt den kostet dem både tid og blod. — På Afrikas nordkyst lå, som tidligere er fortalt, staden Karthago. Den var etter sagnet anlagt før den trojanske Krigs tid, altså omtrent 300 år før Rom ble bygget, av en dronning, som het Dido fra Fønikien. Karthago var altså en fønikisk koloni og lignede Moderstaten i handelsånd og Vindskibelighed, så at den var kommet til stor makt og anseelse på den tid, da romerne kom i kast med den. Karthago eide en stor del av den fruktbare og rike Ø Sicilien samt øyene Sardinien og Korsika og vare tildels trengte inn i Nedre-Italien, Dette kunne romerne ikke tåle; de søkte og fant anledning til krig, hvori kartagerne i begynnelsen var dem overlegne, fordi den mest førtes til sjøs, og på sjøvesenet forstod romerne seg ikke dengang. — Men de visste råd. Etter et strandet Fiendeskibs mønster fikk de i to måneder bygget seg hundre skip. Da de ikke just forstod seg på å levere Søslag, forvandlet de dem til et Slags landslag; med hager huggede de seg fast i de fiendtlige skip, dro disse til seg og tvang således kartagerne til å fekte mann mot mann likesom til Lands. Romerne vant og vovede seg nå like til Afrika, Fiendens egenlige hjemland. Men her tapte de, og deres Anfører Regulus ble fangen. Dog — kartagerne var sterkt utmattede og svækkede ved krigen; de ønsket fred og 208sendte Regulus til Rom, for å utvirke denne, men tok Ed av ham på, at han skulle vende tilbake i fangenskapet, hvis han ikke fikk bevirket fred. I Rom frarådet Regulus dette; Krigen ble altså fortsatt, romerne overvant kartagerne og tvang dem til å rømme alle sine italiske øyer, som derfor, en etter en, falt i Romernes hender. — Kartagerne søkte og fant en erstatning i det sølvrike Spanien, hvor moderlandet alt i gammel tid hadde flere kolonier, og snart var de likeså mektige som før. Dette kunne romerne ikke rolig se på og fant snart påskudd til en krig. I denne hadde kartagerne en utmerket hærfører i den unge Hannibal; han gikk med sin hær først over Pyreneene inn i Gallien, så over Alperne inn i Italien, hva ingen før ham hadde gjort; her vant han det ene store slag etter det andre, trengte inn i Mellem-Italien og skulle vist have erobret Rom selv, dersom han ikke hadde lagt seg i vinterkvarter i Kapua, hvor hans hær ble svekket ved lediggang og vellevnet. Imidlertid hadde Rom en hærfører, som nok kunne måle seg med Hannibal; det var den unge Scipio. Han hadde knekket Karthagernes store makt i Spanien og vendte nå tilbake til Rom; hvor han ivrigt foreslo, at man skulle dra over til Afrika og på den måte tvinge Hannibal ut av Italien. Det lyktes; Scipio drog til Afrika, og Hannibal ble hjemkaldt. — Her stod et stort slag ved Zama, hvor Hannibal ble slagen og kartagerne tvungne til å slutte fred på likeså harde betingelser som første gang. Men nå ble Hannibal i freden sitt Lands velgjører; han brakte det atter ved sin kloge Styrelse til makt og velstand, så at de misunnelige romere forlangte ham utlevert. Han måtte flykte og til sist, forfulgt av romerne på alle steder, tok han livet av seg selv ved gift, til stor lettelse for romerne, men til ubotelig tap for det sørgende fedreland.

Snart var nå også dets skjebne avgjort. Karthagernes undergang var i Rom besluttet, og man fant snart påskudd til en ny krig. Den ene fordring mer urettferdig enn den annen ble gjort til dem; Kartagerne måtte innvilge alt, ja endog utlevere alle sin våpen. Men til sist forlangte romerne, at byen skulle nedrives og gjenoppbygges et langt stykke inne i landet, hvorved dens handel og velstand for bestandig måtte gå til grunne. Da ga Selvopholdelsesdriften de ulykkelige Karthager Fortvivlelsens mot; de avslo denne ubillige fordring, smidde nye våpen, reiste seg alle som en, kjempet, kvinner saavelsom menn, imot den overmodige fiende og oppholdt Byens ødeleggelse i hele 4 år. Omsider ble den erobret av en yngre Scipio, som på det romerske råds Befaling, men med tårer i øynene måtte jevne staden med jorden. Dette skjedde i Aaret 146 før Christi fødsel, etter at disse 3 kriger, der sedvanlig kalles de puniske kriger, fordi romerne kalte kartagerne puner, hadde varet i hele 118 år. — Samme år underla romerne seg det gamle Grækenland, idet de til sist indtog staden Korinth. To år i forveien hadde levningene 209av Alexanders mektige rike, det makedoniske, måttet bukke under for Roms våpen; thi så godt som alle land ved Middelhavets kyst var falne i dets vold. Med rette bærer det da sitt navn: det fjerde verdensrike. Stort og fryktelig var det i sin makt, men også forferdelig ved sitt overmot og i den siste tid især så avskyelig ved sine laster, at det snart måtte være modent til fall.