Det fjerde Verdensrige var det romerske; men, da det tog sin Begyndelse, tænkte vist ingen paa, at det skulde voxe op til en Verdensmagt. Det grundedes omtrent halvottende hundrede Aar før Christus eller for mere end halvtredie tusinde Aar før vor Tid. Der levede, siger Sagnet, i det mellemste Italien to Tvillingbrødre, Romulus og Remus, Dattersønner af en Konge der i Landet, men, ligesom Kyros, stræbte efter Livet af en ugudelig Slægtning, der havde stødt deres Morfader fra Tronen og mishandlet deres Moder. De bleve reddede og opdragne næsten paa samme Maade som Kyros af en Hyrde, og, da de som Voxne fik sin Slægt og tidligere Skjebne at vide, stødte de sin Forfølger fra Tronen, indsatte igjen sin Morfader i Regjeringen og fik til Løn af ham et lidet Stykke Land og Lov til at anlægge en By. Dette gjorde de og gav Byen Navn efter den kjekkeste af Brødrene: Rom efter Romulus. I Førstningen bestod det Hele kun af nogle Hytter, beboede af ringere Folk; siden samlede sig alskens fredløst og forvovent Pak der, som endog maatte skaffe sig Kvinder ved Rov fra Naboerne. Derved kom de vel i Kamp mod disse; men kjekke vare de selv, og kjek var deres unge Konge. Lykken hjalp til; Fienderne bleve overvundne, og, før Romulus døde, havde han den Glæde at se sin nyskabte By stærkt befolket, frygtet af Naboerne og ordnet ved gode Love. — Flere af de følgende Konger gik i hans Fodspor; større og større Landstrækninger bleve indtagne; flere og flere 206Nabofolk betvungne, bedre og bedre Love givne, saa at Rom efter lidt over to hundrede Aars Forløb maatte ansees for en meget betydelig Stat i Mellemitalien. Men da foregik der en stor Forandring i dens Styrelse. Tarkvinius, med Tilnavnet den grumme, var den syvende og sidste Konge. Han var kommen til Regjeringen ved at dræbe sin Svigerfader og mistede den ved sin Søns Udaadsgjerning. Denne havde nemlig skjændet en ædel og kydsk Kvinde ved Navn Lukretia, som af Sorg derover dræbte sig selv. — Kongen og hans Sønner laa just ude i Krigen; men, da det hjemmeværende Folk af Kongens Slægtning Brutus fik Udaaden og dens Følger at vide, afskaffede de Kongemagten, lukkede Porterne for Kongen og hans Sønner, gjorde Rom til en Fristat og satte i Spidsen for Regjeringen to Konsuler, som igjen skulde afgaa efter Udløbet af et Aar. Brutus og Lukretias Mand bleve Roms første Konsuler.

Naturligvis søgte den afsatte Konge Hjælp hos forskjellige Nabofolk, for at gjenvinde sit Rige. Etruskerne vare et af disse Folk, og dets Konge Porsena rykkede ud med en stor Hær, slog Romerne og stormede allerede mod Byen selv. Men en kjek Romer, Horatius Kokles, stillede sig ved Enden af den Bro, som fører over Tiber ind til Rom; her stred han paa det trange Brohoved saa kjekt og saa længe, til Broen bag ham var afkastet. Derpaa styrtede han sig i Floden og svømmede over, forfulgt af Fiendens Pileregn; men Rom var for denne Gang reddet. Porsena søgte nu en Tid at beleire Byen, og den var alt nær ved at give tabt formedelst Hunger. Da besluttede en dristig Romer, Mucius, at trænge sig ind i Fiendens Leir og dræbe Kong Porsena. Han kom ogsaa Kongeteltet ganske nær, men dræbte en af Kongens Mænd istedetfor Kongen selv; da han saa blev greben, og man, for at faa ham til at bekjende sine Medskyldige, truede ham med Baalet, stak han sin høire Haand ind i Ilden og lod den brænde til Straf for, at den ikke havde udført sin Gjerning bedre. Porsena blev forundret over en saadan Kjekhed og skjenkede Romeren Frihed; ligesom til Tak herfor bekjendte denne, at 300 unge Romere havde sammensvoret sig om at dræbe Porsena, og at han selv kun var den første og ringeste af disse. Derover blev den etruskiske Konge ræd og opgav den hele Beleiring; men Romeren Mucius, der havde reddet Staden ved sit Mod og sin Klogskab, fik Tilnavnet Scævola eller den keithaandede og vil til alle Tider staa som et Exempel paa Opofrelse for Fædrelandet. — Romernes Historie i den følgende Tid er rig paa Mænd ligesaa kjekke og fædrelandssindede som Kokles og Scævola; i det Hele maa man sige, at intet Folk har været saa tappert og havt saa dygtige og retsindige Hærførere som det romerske. — En Feil ved den indre Styrelse var det, at de Fornemme og Rige eller — som de kaldtes — Patricierne, havde saa meget at sige i Statens Anliggender fremfor de Ringere og Fattigere, Plebeierne. 207Af hine skulde Konsulerne og alle de øverste Embedsmænd tages; de eiede eller forpagtede de betydeligste Landeiendomme og havde Ret til at dyrke dem ved Træle. Almuesmanden, som paa egen Bekostning maatte gjøre den besværlige og hyppige Krigstjeneste, fandt ved sin Hjemkomst sine Jorder øde og udyrkede. Han maatte da gjøre Gjæld hos de Rige; disse tog hans Eiendomme fra ham, naar han ikke kunde betale, ja solgte endog hans Børn som Slaver og kastede ham selv i Gjældsfængsel. Alt dette gav Anledning til megen Strid imellem de Fornemmere og de Ringere: disse negtede at gjøre Krigstjeneste, og saa meget vandt de, at man, for af stille dem tilfreds, maatte indrømme dem den ene Rettighed efter den anden. De tiltvang sig først Eftergivelse af Gjælden; dernæst fik de sine egne Embedsmænd, Almutribunerne, der skulde paase Folkets Tarv og kunde i visse Forsamlinger ved et eneste forbydende Ord hindre enhver Beslutning; senere hen fik de Ret til at beklæde alle Øvrighedsposter, endog Konsulernes, lige med Patricierne, — ja tilsidst tilkjæmpede de sig en fuldkommen statsborgerlig Lighed med sine forrige Overmænd. Men saa voxede ogsaa den romerske Stat Dag for Dag; samtlige Folkeslag i Mellem-Italien bleve undertvungne; saa kom Raden til Nedre-Italien, som det gik ligedan, og henved hundrede Aar efter sin Stiftelse havde Byen Rom underlagt sig alt, hvad der dengang regnedes til det egentlige Italien.

Det fjerde verdensrike var det romerske; men, da det tok sin begynnelse, tenkte vist ingen på, at det skulle vokse opp til en verdensmakt. Det grundedes omtrent halvottende hundre år før Christus eller for mer enn halvtredie tusen år før vår tid. Der levde, sier sagnet, i det mellomste Italien to tvillingbrødre, Romulus og Remus, dattersønner av en Konge der i landet, men, likesom Kyros, strebet etter livet av en ugudelig slektning, der hadde støtt deres Morfader fra tronen og mishandlet deres mor. De ble reddet og opdragne nesten på samme måte som Kyros av en hyrde, og, da de som Voxne fikk sin slekt og tidligere skjebne å vite, støtte de sin Forfølger fra tronen, innsatte igjen sin Morfader i regjeringen og fikk til Løn av ham et lite stykke land og lov til å anlegge en by. Dette gjorde de og ga byen navn etter den kjekkeste av brødrene: Rom etter Romulus. I Førstningen bestod det hele kun av noen hytter, bebodde av ringere Folk; siden samlet seg alskens fredløst og forvovent pakk der, som endog måtte skaffe seg kvinner ved Rov fra naboene. Derved kom de vel i kamp mot disse; men kjekke var de selv, og kjekk var deres unge Konge. Lykken hjalp til; Fiendene ble overvundne, og, før Romulus døde, hadde han den glede å se sin nyskapte by sterkt befolket, fryktet av naboene og ordnet ved gode Love. — Flere av de følgende konger gikk i hans fotspor; større og større Landstrækninger ble inntatte; flere og flere 206nabofolk betvungne, bedre og bedre Love gitte, så at Rom etter litt over to hundre Aars forløp måtte anses for en meget betydelig stat i Mellemitalien. Men da foregikk der en stor forandring i dens Styrelse. Tarkvinius, med tilnavnet den grumme, var den syvende og siste Konge. Han var kommet til regjeringen ved å drepe sin Svigerfader og mistet den ved sin Søns udådsgjerning. Denne hadde nemlig skjendet en edel og kysk kvinne ved navn Lukretia, som av sorg derover drepte seg selv. — Kongen og hans sønner lå just ute i krigen; men, da det hjemmeværende Folk av Kongens slektning Brutus fikk udåden og dens følger å vite, afskaffede de kongemakten, lukkede portene for Kongen og hans sønner, gjorde Rom til en fristat og satte i Spidsen for regjeringen to Konsuler, som igjen skulle avgå etter utløpet av et år. Brutus og Lukretias mann ble Roms første Konsuler.

Naturligvis søkte den avsatte Konge Hjælp hos forskjellige nabofolk, for å gjenvinne sitt rike. Etruskerne var et av disse Folk, og dets Konge Porsena rykket ut med en stor hær, slo romerne og stormet allerede mot byen selv. Men en kjekk Romer, Horatius Kokles, stillede seg ved enden av den bro, som fører over Tiber inn til Rom; her stred han på det trange brohode så kjekt og så lenge, til broen bak ham var avkastet. Derpå styrtet han seg i Floden og svømte over, forfulgt av Fiendens Pileregn; men Rom var for denne gang reddet. Porsena søkte nå en tid å beleire byen, og den var alt nær ved å gi tapt formedelst hunger. Da besluttet en dristig Romer, Mucius, å trenge seg inn i Fiendens leir og drepe Kong Porsena. Han kom også Kongeteltet ganske nær, men drepte en av Kongens menn i stedet for Kongen selv; da han så ble grepet, og man, for å få ham til å bekjenne sine Medskyldige, truet ham med bålet, stak han sin høyre hånd inn i ilden og lot den brenne til straff for, at den ikke hadde utført sin gjerning bedre. Porsena ble forundret over en sådan kjekkhet og skjenket romeren Frihed; likesom til takk herfor bekjente denne, at 300 unge romere hadde sammensvoret seg om å drepe Porsena, og at han selv kun var den første og ringeste av disse. Derover ble den etruskiske Konge redd og oppga den hele beleiring; men romeren Mucius, der hadde reddet staden ved sitt mot og sin klokskap, fikk tilnavnet Scævola eller den keithaandede og vil til alle tider stå som et eksempel på oppofrelse for fedrelandet. — Romernes historie i den følgende tid er rik på menn likeså kjekke og fædrelandssindede som Kokles og Scævola; i det hele må man si, at intet Folk har vært så tappert og hatt så dyktige og retsindige hærførere som det romerske. — En Feil ved den indre Styrelse var det, at de Fornemme og rike eller — som de kaltes — patrisierne, hadde så meget å si i Statens anliggender fremfor de Ringere og Fattigere, Plebeierne. 207Av hine skulle konsulene og alle de øverste embetsmenn tas; de eide eller forpagtede de betydeligste landeiendommer og hadde rett til å dyrke dem ved Træle. Almuesmanden, som på egen bekostning måtte gjøre den besværlige og hyppige krigstjeneste, fant ved sin hjemkomst sine jorder øde og udyrkede. Han måtte da gjøre gjeld hos de rike; disse tok hans eiendommer fra ham, når han ikke kunne betale, ja solgte endog hans barn som slaver og kastet ham selv i gjeldsfengsel. Alt dette ga anledning til mye strid imellom de Fornemmere og de Ringere: disse negtede å gjøre krigstjeneste, og så meget vant de, at man, for av stille dem tilfreds, måtte innrømme dem den ene rettighet etter den annen. De tiltvang seg først ettergivelse av gjelden; dernest fikk de sine egne embetsmenn, Almutribunerne, der skulle påse Folkets Tarv og kunne i visse forsamlinger ved et eneste forbydende ord hindre enhver beslutning; senere hen fikk de rett til å bekle alle øvrighetsposter, endog Konsulernes, like med patrisierne, — ja til sist tilkjæmpede de seg en fullkommen statsborgerlig likhet med sine forrige overmenn. Men så voxede også den romerske stat Dag for dag; samtlige folkeslag i Mellem-Italien ble undertvungne; så kom raden til Nedre-Italien, som det gikk likedan, og henved hundre år etter sin stiftelse hadde byen Rom underlagt seg alt, hva der dengang regnedes til det egentlige Italien.