Blandt de græske Stater vare især to de fornemste, Sparta og Athen. I Sparta regjerede et Slags Konger, endog to paa engang; men de havde ei stor Magt uden i Krig; thi ellers var Magten hos Raadet og Folkeforsamlingen. Ogsaa i Athen havde man i gamle Dage havt Konger; men man var bleven kjed af Kongemagten og havde afskaffet den under Paaskud af, at ingen var værdig til at efterfølge Kong Kodros; denne havde nemlig opofret sit Liv for Fædrelandet i en Kamp mod dets Fiender. Regjeringen overlod man derfor til et Raad af 400 Medlemmer, med 1, senere endog med 9 høie Embedsmænd i Spidsen. Dertil kom endnu de offentlige 204Folkeforsamlinger, hvor de vigtigste Anliggender afgjordes af alle fri Borgere ved Stemmegivning. — Lykurg hed den Mand, som ved Love havde ordnet Spartas Forfatning. Disse Love vare strenge og dannede Folket til et haardført, tarveligt, tappert og derfor meget krigersk Folk. Athens Lovgiver var derimod den vise Solon, som mere havde lagt an paa at danne sine Landsmænd til et forstandigt, virksomt og kunstelskende Folk. Det var Skade, at disse to Stater, Sparta og Athen, ikke altid holdt sammen; thi da kunde de lettelig have overvundet selv de mægtigste Fiender. Nu derimod misundte de hinanden og bekrigede hinanden ofte, engang endog gjennem hele 27 Aar; det var i den saakaldte peloponnesiske Krig, hvori næsten alle græske Stater tog Parti enten for Sparta eller for Athen. Athen tabte og blev haardt ydmyget; men saavel herved, som af andre Grunde svækkedes det hele græske Folk i den Grad, at et lidet ubekjendt Folk, som boede nordenfor Grækenland, kunde overvinde dem og fratage dem den Frihed, som de gjennem saa lange Tider havde vidst at bevare mod de vældigste Angreb. Dette Folk var de før nævnte Makedonere, og den Konge, hvem det lykkedes ved List og Magt at faa Overtaget over Grækerne, hed Filip.

Endnu mere bekjendt end Faderen er Sønnen Alexander, der, som vi alt have læst, bærer Tilnavnet den Store. Og stor var han paa en vis Maade; thi, skjønt han kun var 20 Aar gammel, da Faderen døde, underkuede han dog ethvert Oprør, som de undertvungne Folk forsøgte imod ham. For rigtigt at udføre noget, der kunde kaldes stort, besluttede han at erobre saa godt som hele Verden og gjorde Begyndelse med det mægtige Verdensrige, det persiske. I Spidsen for sine Makedonere og Grækerne drog han over til Asia; Perserne mødte ham paa flere Steder med store Hære; men han slog dem bestandig. Perser-Kongens Hustru, Moder og Børn fangede han, og Kongen selv maatte flygte til det Inderste af sit Rige. Her blev han dræbt af en Forræder. Perser-Riget gik tilgrunde, og Alexander blev saaledes Stifter af det tredie Verdensrige. Men han var ikke færdig dermed; han marscherede videre, for at erobre Indien, og hvem ved, hvad der vilde være skeet, om ikke hans Soldater havde tabt Taalmodigheden og tvunget ham til at standse og vende om. Alexander var kun 30 Aar, da alt dette var udført; men nu viste det sig ogsaa, hvor liden den Store kan blive, naar han kun følger sine egne Lyster og Lidenskaber. Han udsaa Babylon til sin Hovedstad og vilde forene østerlandske og europæiske Sæder og Skikke; han, som før havde udholdt Møisommeligheder, Sygdomme, Hunger og Tørst omkap med sine simpleste Soldater, blev nu overdaadig, blødagtig og grusom. Sine bedste Mænd dræbte han i Drukkenskab, og sin egen Helbred nedbrød han saaledes, at han døde i sit 32te Aar, noget over 300 Aar før Christi Fødsel. Han havde ingen myndig Arving; den værdigste skulde arve ham, sagde 205han paa sit Dødsleie; men, da flere af hans Generaler ansaa sig for den værdigste, opkom der en langvarig Kamp mellem disse, og Enden blev, at, hvad Alexander havde samlet, adsplittedes igjen, og af det store makedoniske Rige opstod mange mindre. Men Guds Finger havde visselig sin Del ogsaa i dette. I Bibelen læse vi nemlig, at den før nævnte Kong Nebukadnezar i Babylon engang drømte om en mægtig Billedstøtte, hvis Hoved var af Guld, Bryst og Arme af Sølv, Bug og Lænder af Kobber, Ben af Jern og Fødder dels af Jern og dels af Ler. Denne Drøm forklarede Profeten Daniel om fire Verdens-Riger, som skulde følge paa hinanden, og hvoraf vi nu have seet tre gaa tilgrunde: først det babyloniske, der maatte vige for det persiske; saa det persiske, der bukkede under for det makedoniske, og nu ogsaa dette beredt til Undergang, for et Rige, Herren havde ladet opkomme i en anden Kant af Verden. Dette maatte altsaa blive det sidste af de fire Verdens-Riger, Riget af Jern, der skulde knuse og svække alt, indtil det selv, stærkt som Jernet, men ved sin Synd svagt som Leret, blev rammet og knust af den Sten, som udslyngedes af en usynlig Haand, der blev til et Bjerg og opfyldte al Jorden. Vi skulle nu høre, hvad dette fjerde Verdens-Rige var for et, og fremfor alt, hvo den Sten var, der saa vældelig skulde faa Overhaand over alle Verdens Riger og Magter.

Blant de greske stater var især to de fornemste, Sparta og Athen. I Sparta regjerte et Slags konger, endog to på engang; men de hadde ei stor makt uten i krig; thi ellers var makten hos rådet og folkeforsamlingen. Også i Athen hadde man i gamle dager hatt konger; men man var blitt kjed av kongemakten og hadde avskaffet den under påskudd av, at ingen var verdig til å etterfølge Kong Kodros; denne hadde nemlig oppofret sitt liv for fedrelandet i en kamp mot dets fiender. Regjeringen overlot man derfor til et råd av 400 medlemmer, med 1, senere endog med 9 høye embetsmenn i Spidsen. Dertil kom ennå de offentlige 204folkeforsamlinger, hvor de viktigste anliggender avgjordes av alle fri borgere ved stemmegivning. — Lykurg het den mann, som ved Love hadde ordnet Spartas forfatning. Disse Love vare strenge og dannede Folket til et hardført, tarvelig, tappert og derfor meget krigersk Folk. Athens lovgiver var derimot den vise Solon, som mer hadde lagt an på å danne sine landsmenn til et forstandigt, virksomt og kunstelskende Folk. Det var skade, at disse to stater, Sparta og Athen, ikke alltid holdt sammen; thi da kunne de lettelig have overvunnet selv de mektigste fiender. Nå derimot misunte de hinannen og bekrigede hinannen ofte, engang endog gjennom hele 27 år; det var i den såkalte peloponnesiske krig, hvori nesten alle greske stater tok parti enten for Sparta eller for Athen. Athen tapte og ble hardt ydmyket; men såvel herved, som av andre grunner svækkedes det hele greske Folk i den grad, at et lite ubekjendt Folk, som bodde nordenfor Grækenland, kunne overvinne dem og frata dem den Frihed, som de gjennom så lange tider hadde visst å bevare mot de vældigste angrep. Dette Folk var de før nevnte makedonere, og den Konge, hvem det lyktes ved list og makt å få Overtaget over grekerne, het Filip.

Enda mer bekjent enn Faderen er sønnen Alexander, der, som vi alt have lest, bærer tilnavnet den Store. Og stor var han på en viss måte; thi, skjønt han kun var 20 år gammel, da Faderen døde, underkuet han dog ethvert opprør, som de undertvungne Folk forsøkte imot ham. For riktig å utføre noe, der kunne kalles stort, besluttet han å erobre så godt som hele verden og gjorde begynnelse med det mektige verdensrike, det persiske. I Spidsen for sine makedonere og grekerne drog han over til Asia; Perserne møtte ham på flere steder med store hærer; men han slo dem bestandig. Perser-Kongens hustru, mor og barn fangede han, og Kongen selv måtte flykte til det innerste av sitt rike. Her ble han drept av en forræder. Perser-riket gikk til grunne, og Alexander ble således Stifter av det tredje verdensrike. Men han var ikke ferdig dermed; han marsjerte videre, for å erobre Indien, og hvem vet, hva der ville være skjedd, om ikke hans soldater hadde tapt tålmodigheten og tvunget ham til å stanse og vende om. Alexander var kun 30 år, da alt dette var utført; men nå viste det seg også, hvor liten den Store kan bli, når han kun følger sine egne lyster og lidenskaper. Han utså Babylon til sin hovedstad og ville forene østerlandske og europeiske Sæder og Skikke; han, som før hadde utholdt møysommeligheter, sykdommer, hunger og tørst om kapp med sine simpleste soldater, ble nå overdådig, blødagtig og grusom. Sine beste menn drepte han i drukkenskap, og sin egen helbred nedbrøt han således, at han døde i sitt 32te år, noe over 300 år før Christi fødsel. Han hadde ingen myndig arving; den værdigste skulle arve ham, sa 205han på sitt dødsleie; men, da flere av hans generaler anså seg for den værdigste, opkom der en langvarig kamp mellom disse, og enden ble, at, hva Alexander hadde samlet, adsplittedes igjen, og av det store makedoniske rike opstod mange mindre. Men Guds finger hadde visselig sin del også i dette. I Bibelen leser vi nemlig, at den før nevnte Kong Nebukadnezar i Babylon engang drømte om en mektig Billedstøtte, hvis hode var av gull, bryst og Arme av sølv, Bug og lender av kobber, Ben av jern og føtter dels av jern og dels av Ler. Denne drøm forklarede profeten Daniel om fire Verdens-riker, som skulle følge på hinannen, og hvorav vi nå have sett tre gå til grunne: først det babyloniske, der måtte vike for det persiske; så det persiske, der bukket under for det makedoniske, og nå også dette beredt til undergang, for et rike, Herren hadde latt oppkomme i en annen Kant av verden. Dette måtte altså bli det siste av de fire Verdens-riker, riket av jern, der skulle knuse og svekke alt, inntil det selv, sterkt som jernet, men ved sin synd svakt som Leret, ble rammet og knust av den Sten, som utslyngedes av en usynlig hånd, der ble til et Bjerg og oppfylte all jorden. Vi skulle nå høre, hva dette fjerde Verdens-rike var for et, og fremfor alt, hvo den Sten var, der så vældelig skulle få overhånd over alle Verdens riker og makter.