Egentlig bestod det græske Folk ikke af en, men af flere Stammer, som havde samme Oprindelse og derfor ogsaa samme Sprog og Religion, men meget forskjellig Statsindretning og Lovgivning. Det var, som vi alt have hørt, bosat i et deiligt Land, Grækenland ved Middelhavet, som med store Fjorde og Bugter skar ind i Landets Kyster. Derved blev en stor Del af Befolkningen dygtige Søfolk, der sendte Kolonister eller Nybyggere omkring i alle Lande, især til Lille-Asias Kyst mod Øst og Italiens mod Vest.

Vi have hørt, at deres Religion var Afgudsdyrkelse, men at de tænkte sig Guderne i deilige Menneskeskikkelser, som de afbildede i Marmor, Elfenben eller Metal; derfor bragte ogsaa Grækerne det meget vidt i den Kunst, vi kalde Billedhuggerkunst. Ogsaa i Bygningskunsten, i Digtekunsten og den Slags verdslige Visdom, som vi kalde Filosofi, udmærkede Grækerne sig fremfor andre Folk; Homer var en af deres ældste Sangere, og hans to Digte, Iliaden og Odysseen, læses endnu i alle Landes lærde Skoler og agtes næsten for de skjønneste Sange, som nogen Tid ere digtede. Sokrates var en Græker, ligesaa berømt for sin Visdom som for sin Dyd. Han søgte at belære sine Landsmænd om det Sande og det Gode, men forbitrede derved mange, saa at de tilsidst anklagede ham og fik ham dømt fra Livet. Han tømte Giftbægeret; men flere af hans Lærlinge bleve berømte Mænd, og to af disse kjendes og agtes høit endog i vore Tider, nemlig Xenofon og Platon. Grækerne kaldte sig selv Hellener efter Hellen, Søn af Deukalion. I dennes Tid, fortælles der, indtraf en stor Oversvømmelse, hvorved alle Mennesker druknede, paa ham og hans Hustru nær, der reddede sig i en Baad. Deres Søn, den nævnte Hellen, havde igjen tre Sønner, og fra dem udsprang de forskjellige helleniske Stammer, som ofte bekrigede hverandre indbyrdes, men ofte ogsaa forenede sig enten til Udførelsen af en eller anden stor Daad, eller mod Fiender, som trængte ind fra andre Lande. Især i gamle Dage, da de, efter Folkesagnet, havde Helte iblandt sig, der lignede Guder i Kraft eller Kløgt, gjorde de mange farlige Tog. En saadan Helt var f. Ex. Herakles eller Herkules, der udførte tolv svære Bedrifter, hvoraf den første var, at han med en simpel Kølle nedlagde en forfærdelig Løve; derfor afbildes han sædvanlig med en Løvehud om sine Axler og en Kølle i sin Haand.

I den Krig, som Homer har besjunget i sit Digt Iliaden, forenede alle Græker sig til et Tog mod Troja. Blandt Heltene i 203dette Tog er især Achilles og Odysseus eller Ulysses berømte, hin for sin Tapperhed, denne for sin Kløgt. Hektor paa Trojanernes Side var ikke mindre Mand; men Grækerne vandt tilsidst Seier, og det trojanske Rige blev ødelagt. Hele Kampen reiste sig deraf, at en fornem græsk Kvinde, Helena, blev bortført af den trojanske Prinds Paris, Hektors Broder; denne Fornærmelse betragtedes af de græske Fyrster som en Fornærmelse mod dem alle. Men ikke blot til alvorlige Kampe, ogsaa til lystige Lege forenede Grækerne sig jevnligt; saaledes hvert femte Aar til de saakaldte olympiske Lege. Her kunde hver fribaaren Mand møde frem og kappes med sine Landsmænd i Brydning, Nævekamp, Hurtigløben, Væddekjørsel og Lignende; ja endog Digtere og Krønikeskrivere samledes og oplæste for Folket sine Skrifter. De Bedste fik en Krands af Oliventræet, og denne Belønning gjorde sin Eiermand berømt for hele hans Levetid. Oraklerne eller Spaadomsanstalterne holdt ogsaa Grækerne sammen. Det berømteste af disse laa ved Delfi i Mellemgrækenland, bygget ovenover en Hule, som udsendte bedøvende Dunster. Naar Præstinden paa sin trebenede Stol satte sig over denne Hule, begyndte hun at tale i Vildelse, og dette, sagde Præsterne, vare Svar fra den Spaadomsgud, som nu talte ud igjennem hendes Mund. Egentlig var det Præsterne, som tilstillede Svarene til de Spørgsmaal, som man i Forveien havde gjort dem, og disse Svar vare ofte saa kløgtigt indrettede, at de passede paa alle de Tilfælde, som kunde indtræffe i en Sag. Paa den Vis fik Oraklet altid Ret og beholdt sin Anseelse og sine store Indtægter af Folk, som vare overtroiske nok til at henvende sig til det. — Et af de allerstørste Foretagender, som Grækerne vare sammen om, var Krigen med Perserne. Disse vare under Kyros og hans Eftermænd komne nær ind til Grændserne af Grækenland; derfor vilde de ogsaa gjerne have dette Land under sig. Uhyre stor var den Magt, som først Perser-Kongen Darius og siden hans Søn Xerxes sendte ind over Grækenland; men bestandig bleve de slagne af de kjekke Hellener. Krigen endte derfor efter 31 Aars Forløb saaledes, at Perserne maatte trække sig med stor Skam tilbage til sine gamle Grændser. Dette skede omtrent halvfemte hundrede Aar før Christi Fødsel.

Egentlig bestod det greske Folk ikke av en, men av flere stammer, som hadde samme opprinnelse og derfor også samme språk og religion, men meget forskjellig statsinnretning og lovgivning. Det var, som vi alt have hørt, bosatt i et deilig land, Grækenland ved Middelhavet, som med store Fjorde og bukter skar inn i Landets Kyster. Derved ble en stor del av befolkningen dyktige Søfolk, der sendte kolonister eller nybyggere omkring i alle land, især til Lille-Asias kyst mot øst og Italiens mot vest.

Vi har hørt, at deres religion var avgudsdyrkelse, men at de tenkte seg gudene i deilige menneskeskikkelser, som de avbildede i marmor, elfenben eller metall; derfor brakte også grekerne det meget vidt i den kunst, vi kaller billedhuggerkunst. Også i bygningskunsten, i diktekunsten og den Slags verdslige visdom, som vi kaller filosofi, udmærkede grekerne seg fremfor andre Folk; Homer var en av deres eldste sangere, og hans to Digte, Iliaden og Odysseen, leses ennå i alle Landes lærde skoler og aktes nesten for de skjønneste sanger, som noen tid er digtede. Sokrates var en greker, likeså berømt for sin visdom som for sin dyd. Han søkte å belære sine landsmenn om det sanne og det gode, men forbitrede derved mange, så at de til sist anklaget ham og fikk ham dømt fra livet. Han tømte giftbegeret; men flere av hans lærlinger ble berømte menn, og to av disse kjennes og aktes høyt endog i våre tider, nemlig Xenofon og Platon. Grekerne kalte seg selv hellener etter Hellen, sønn av Deukalion. I dennes tid, fortelles der, inntraff en stor oversvømmelse, hvorved alle mennesker druknet, på ham og hans hustru nær, der reddet seg i en båt. Deres sønn, den nevnte Hellen, hadde igjen tre sønner, og fra dem utsprang de forskjellige helleniske stammer, som ofte bekrigede hverandre innbyrdes, men ofte også forente seg enten til utførelsen av en eller annen stor dåd, eller mot fiender, som trengte inn fra andre land. Især i gamle dager, da de, etter Folkesagnet, hadde Helte iblant seg, der lignede guder i kraft eller kløkt, gjorde de mange farlige Tog. En sådan helt var f. Ex. Herakles eller Herkules, der utførte tolv svære bedrifter, hvorav den første var, at han med en simpel kølle nedla en forferdelig løve; derfor avbildes han sedvanlig med en Løvehud om sine aksler og en kølle i sin hånd.

I den krig, som Homer har besjunget i sitt dikt Iliaden, forenede alle greker seg til et Tog mot Troja. Blant heltene i 203dette Tog er især Achilles og Odysseus eller Ulysses berømte, hin for sin tapperhet, denne for sin kløkt. Hektor på Trojanernes side var ikke mindre mann; men grekerne vant til sist seier, og det trojanske rike ble ødelagt. Hele kampen reiste seg derav, at en fornem gresk kvinne, Helena, ble bortført av den trojanske Prinds Paris, Hektors Broder; denne fornærmelse betragtedes av de greske Fyrster som en fornærmelse mot dem alle. Men ikke blot til alvorlige kamper, også til lystige Lege forenede grekerne seg jevnlig; således hvert femte år til de såkalte olympiske Lege. Her kunne hver fribåren mann møte frem og kappes med sine landsmenn i Brydning, nevekamp, Hurtigløben, Væddekjørsel og Lignende; ja endog diktere og krønikeskrivere samledes og oplæste for Folket sine skrifter. De Bedste fikk en krans av oliventreet, og denne belønning gjorde sin eiermann berømt for hele hans levetid. Oraklene eller spådomsanstaltene holdt også grekerne sammen. Det berømteste av disse lå ved Delfi i Mellemgrækenland, bygget ovenover en Hule, som utsendte bedøvende dunster. Når prestinnen på sin trebenede stol satte seg over denne Hule, begynte hun å tale i villelse, og dette, sa prestene, vare svar fra den spådomsgud, som nå talte ut igjennom hennes munn. Egentlig var det prestene, som tilstillede svarene til de spørsmål, som man i forveien hadde gjort dem, og disse svar vare ofte så kløktig indrettede, at de passet på alle de tilfelle, som kunne inntreffe i en Sag. På den Vis fikk Oraklet alltid rett og beholdt sin anseelse og sine store inntekter av Folk, som var overtroiske nok til å henvende seg til det. — Et av de allerstørste foretagender, som grekerne var sammen om, var krigen med perserne. Disse var under Kyros og hans ettermenn kommet nær inn til grensene av Grækenland; derfor ville de også gjerne have dette land under seg. Uhyre stor var den makt, som først perser-Kongen Darius og siden hans sønn Xerxes sendte inn over Grækenland; men bestandig ble de slagne av de kjekke hellener. Krigen endte derfor etter 31 Aars forløp således, at perserne måtte trekke seg med stor skam tilbake til sine gamle grenser. Dette skjedde omtrent halvfemte hundre år før Christi fødsel.