191

I 1772 lykkedes det Kong Gustav den tredie at vinde en meget stor Udvidelse af Kongemagten.

Gustav den tredies Søn, Gustav den fjerde Adolf, anvendte denne Myndighed paa den uklogeste Maade til en langvarig Krig imod Keiser Napoleon den første, netop da dennes Magt stod paa det høieste. Alligevel blev det endnu fordærveligere, at Sverige i 1808 kom i Krig med Napoleons Bundsforvandte Rusland og Danmark-Norge. Thi de nærmeste Fiender ere de farligste, og disse vare istand til paa engang at true Landet fra to Kanter. Uagtet den svenske Krigshær ogsaa i denne Nødens Stund udviste den største Tapperhed, blev den dog snart af Russernes Overtal nødt til at forlade hele Finland og Aalandsøerne. Under denne Ulykke, som var paadragen ved Kongens Haardnakkenhed, blev han tilsidst sindsforvirret. Krigshæren og dens mest ansete Anførere nødtes da til i 1809 at afsætte ham og forvise hans Slægt, som det eneste Middel til Fædrelandets Redning. Kong Gustav den fjerde reiste siden i mange Aar (til 1837) omkring i Europa som sindssvag.

Alligevel formaaede ikke Sveriges ny Regjering at tilbageerobre Finland fra Russernes store Hærskarer. Den maatte ved Freden samtykke i Landets Afstaaelse, paa det Vilkaar, at det skulde faa beholde sine Love. Den russiske Keiser lovede altsaa Finland at beholde dets af Gustav den tredie givne og indtil Erobringen gjældende Grundlov. Finland har siden i over femti Aar staaet under russisk Styrelse. Men Keiserne have i al denne Tid undladt at sammenkalde nogen finsk Landdag og altsaa styret uden Folkets Medvirkning. Først i Aaret 1863 lod Keiser Alexander den anden sammenkalde en Landdag (Storthing). Thi Ønsket om borgerlige Rettigheder var ligesaa levende i Finland som i andre oplyste Lande, og dets Folk er mere enigt end mange andre.

Efter Kong Gustavs Afsættelse udkaaredes hans Farbroder Karl den trettende til Konge. Da han var en gammel børnløs Mand, valgte Rigsdagen til hans Efterfølger den norske Statholder Kristian (Karl) August, som var en Slægtning af det danske Kongehus. Da denne meget elskede Prins kort efter døde, valgtes i 1810 til Kronprins en af Napoleons franske Generaler, Johan Bernadotte, som antog Navnet Karl Johan.

Rigsdagen gjorde tillige mange Forbedringer i Sveriges Grundlov, hvorved Folkets Rettigheder bleve betryggede, og den Kongemagt, som Gustav 4 saa egenmægtigen havde misbrugt, indskrænkedes.

I disse samme farefulde Tider regjerede i Danmark-Norge Fredrik den sjette. Da hans Fader, Kristian den syvende, var bleven vanvittig, overtog hans Moder og Broder i 1772 Regjeringen, indtil hans Søn i 1784 blev myndig. Danmark-Norge holdt sig længe udenfor Delagtighed i 132den store Revolutionskrig. Men Napoleon besluttede i 1807, da hans Magt var paa sit allerhøieste, at tvinge Danmark-Norge til Forbund med sig, for at kunne anvende den danske Flaade imod England. Men, da de Engelske erfarede det, kom de hans Anslag i Forkjøbet. Ved et Bombardement paa Kjøbenhavn tiltvang de sig strax i 1807 Flaadens Udleverelse.

Fredrik den sjette erklærede nu England en Krig, som varede indtil 1814. Den var vel ikke meget blodig; men den tilintetgjorde den forhen saa blomstrende Handel og forarmede Folket. Norges Kornforsyning blev af engelske Kapere afbrudt, saa at her stundom var Hungersnød. Deraf opkom Misnøie med, at Kongen havde gjort sig til Englands Uven og Frankriges Forbundne. Norges Forening med Danmark havde dengang vedvaret siden 1380 eller i 434 Aar. Men saa gavnlig end den frieste Samfærdsel mellem disse to Lande havde vist sig i Fred, fordi de have saa forskjellige Fornødenheder, hvormed de kunne forsyne hinanden, befandtes det dog nu, at de ikke uden Flaade vare istand til at forsvare hinanden. Nogle Nordmænd begyndte derfor i denne Trængsels Tid at tro, at det maatte være fordelagtigere for Norge at have fælles Konge med Sverige, fordi det langs hele Østsiden er landfast med dette Land.

De Svenske havde havt haandgribelige Beviser paa, hvad Skade de i Krigstid kunde tilføies af Norge, naar det var deres Fiende. At staa sig imod Russernes utallige Hærskarer fra Østen blev rent umuligt, naar tillige en liden norsk Hær samtidig angreb Svenskerne i Ryggen fra Vest. Netop paa denne Maade var hele Finland bleven tabt.

Sveriges ny Kronprins Karl Johan tog, snart efterat han var kommen til at styre Riget under Karl den trettendes Svaghed, Parti med Rusland og England imod Keiser Napoleon. Han fik derfor af dem Løfte om at erholde Norge. Da han siden med en svensk Hær havde hjulpet til at overvinde Napoleon i Tyskland, rykkede han ind i Holsten. Fredrik den sjette blev da tvungen til ved Freden i Kiel at afstaa Norge til Sverige den 14de Jan. 1814.

Men den danske Konge havde allerede sendt sin Fætter og Tronarving Kristian Fredrik til Norge som Statholder. Da denne fik Kundskab om Kielerfreden, lod han sig udraabe til Norges Regent og sammenkaldte en Rigsforsamling til Eidsvold af 112 Mænd, der vare valgte af Folket. Her enedes de den 17de Mai 1814 om den frisindede Grundlov, som siden har været gjældende i Norge. Derhos udkaarede Rigsforsamlingen Kristian Fredrik til Konge.

Norges ny Konge erfarede snart, at alle Europas mægtigste Stater ubønhørligen stode paa, at deres Løfte om Norges og Sveriges Forening skulde opfyldes. Karl Johan førte sin Hær over fra Tyskland imod Norge. Kristian Fredrik besluttede da, efter en Skinkrig i 14 Dage at frasige sig Regjeringen ved Overenskomsten i Moss.

Et Storthing blev nu strax sammenkaldet, med hvilket den svenske Regjering underhandlede om Foreningens Vilkaar. Det indgik paa, at Norge skulde forenes med Sverige, som et selvstændigt Rige. Karl den 193trettende valgtes til Norges Konge, og Bernadottes Æt erkjendtes som Tronarvinger.

191

I 1772 lyktes det Kong Gustav den tredje å vinne en meget stor utvidelse av kongemakten.

Gustav den tredies sønn, Gustav den fjerde Adolf, anvendte denne myndighet på den uklogeste måte til en langvarig krig imot Keiser Napoleon den første, nettopp da dennes makt stod på det høyeste. Allikevel ble det enda fordærveligere, at Sverige i 1808 kom i krig med Napoleons Bundsforvandte Rusland og Danmark-Norge. Thi de nærmeste fiender er de farligste, og disse var i stand til på engang å true landet fra to kanter. Uaktet den svenske Krigshær også i denne Nødens stund utviste den største tapperhet, ble den dog snart av Russernes Overtal nødt til å forlate hele Finland og Aalandsøerne. Under denne ulykke, som var pådragen ved Kongens hårdnakkethet, ble han til sist sinnsforvirret. Krigshæren og dens mest ansete Anførere nødtes da til i 1809 å avsette ham og forvise hans slekt, som det eneste middel til Fædrelandets redning. Kong Gustav den fjerde reiste siden i mange år (til 1837) omkring i Europa som sinnssvak.

Allikevel formådde ikke Sveriges ny regjering at tilbakeerobre Finland fra Russernes store hærskarer. Den måtte ved freden samtykke i Landets avståelse, på det vilkår, at det skulle få beholde sine Love. Den russiske Keiser lovede altså Finland å beholde dets av Gustav den tredje gitte og inntil erobringen gjeldende grunnlov. Finland har siden i over femti år stått under russisk Styrelse. Men Keiserne har i all denne tid unnlatt å sammenkalle noen finsk landdag og altså styret uten Folkets medvirkning. Først i Aaret 1863 lot Keiser Alexander den annen sammenkalle en landdag (storting). Thi ønsket om borgerlige rettigheter var likeså levende i Finland som i andre opplyste land, og dets Folk er mer enigt enn mange andre.

Etter Kong Gustavs Afsættelse udkaaredes hans Farbroder Karl den trettende til Konge. Da han var en gammel barnløs mann, valgte riksdagen til hans etterfølger den norske stattholder Kristian (Karl) August, som var en slektning av det danske kongehus. Da denne meget elskede prins kort etter døde, valgtes i 1810 til kronprins en av Napoleons franske generaler, Johan Bernadotte, som antok navnet Karl Johan.

Riksdagen gjorde tillike mange forbedringer i Sveriges Grundlov, hvorved Folkets rettigheter ble betryggede, og den kongemakt, som Gustav 4 så egenmektig hadde misbrukt, innskrenkedes.

I disse samme farefulle tider regjerte i Danmark-Norge Fredrik den sjette. Da hans far, Kristian den syvende, var blitt vanvittig, overtok hans mor og bror i 1772 regjeringen, inntil hans sønn i 1784 ble myndig. Danmark-Norge holdt seg lenge utenfor delaktighet i 132den store Revolutionskrig. Men Napoleon besluttet i 1807, da hans makt var på sitt allerhøieste, å tvinge Danmark-Norge til Forbund med seg, for å kunne anvende den danske flåte imot England. Men, da de Engelske erfarte det, kom de hans anslag i forkjøpet. Ved et bombardement på Kjøbenhavn tiltvang de seg straks i 1807 Flaadens Udleverelse.

Fredrik den sjette erklærte nå England en krig, som varte inntil 1814. Den var vel ikke meget blodig; men den tilintetgjorde den forhen så blomstrende handel og forarmede Folket. Norges Kornforsyning ble av engelske kapere avbrutt, så at her stundom var hungersnød. Derav opkom misnøye med, at Kongen hadde gjort seg til Englands Uven og Frankriges Forbundne. Norges forening med Danmark hadde dengang vedvart siden 1380 eller i 434 år. Men så gavnlig enn den frieste samferdsel mellom disse to land hadde vist seg i fred, fordi de har så forskjellige fornødenheter, hvormed de kunne forsyne hinannen, befandtes det dog nå, at de ikke uten flåte var i stand til å forsvare hinannen. Noen nordmenn begynte derfor i denne trengsels tid å tro, at det måtte være fordelagtigere for Norge å ha felles Konge med Sverige, fordi det langs hele østsiden er landfast med dette land.

De Svenske hadde hatt håndgripelige Beviser på, hva skade de i krigstid kunne tilføyes av Norge, når det var deres fiende. Å stå seg imot Russernes utallige hærskarer fra Østen ble rent umulig, når tillike en liten norsk hær samtidig angrep svenskene i ryggen fra vest. Nettopp på denne måte var hele Finland blitt tapt.

Sveriges ny kronprins Karl Johan tok, snart etter at han var kommet til å styre riket under Karl den trettendes svakhet, parti med Rusland og England imot Keiser Napoleon. Han fikk derfor av dem løfte om å erholde Norge. Da han siden med en svensk hær hadde hjulpet til å overvinne Napoleon i Tyskland, rykket han inn i Holsten. Fredrik den sjette ble da tvungen til ved freden i Kiel å avstå Norge til Sverige den 14de Jan. 1814.

Men den danske Konge hadde allerede sendt sin fetter og tronarving Kristian Fredrik til Norge som stattholder. Da denne fikk kunnskap om Kielerfreden, lot han seg utrope til Norges Regent og sammenkalte en riksforsamling til Eidsvold av 112 menn, der var valgte av Folket. Her enedes de den 17de mai 1814 om den frisinnede grunnlov, som siden har vært gjeldende i Norge. Derhos udkaarede riksforsamlingen Kristian Fredrik til Konge.

Norges ny Konge erfarte snart, at alle Europas mektigste stater ubønhørligen stod på, at deres løfte om Norges og Sveriges forening skulle oppfylles. Karl Johan førte sin hær over fra Tyskland imot Norge. Kristian Fredrik besluttet da, etter en Skinkrig i 14 dager at frasige seg regjeringen ved overenskomsten i Moss.

Et storting ble nå straks sammenkalt, med hvilket den svenske regjering underhandlede om Foreningens vilkår. Det inngikk på, at Norge skulle forenes med Sverige, som et selvstendig rike. Karl den 193trettende valgtes til Norges Konge, og Bernadottes ætt erkjentes som tronarvinger.