Da denne første svensk-norske Konge døde i 1818, blev Karl Johan (den 14de) Konge indtil sin Død i 1844. Hans Søn Kong Oskar døde i 1859. Nu regjerer dennes Søn, Karl den femtende.
Under alle disse Konger bevaredes Freden. Krigens store Tab bleve forvundne; baade Norge og Sverige skrede meget frem i Velstand.
I Danmark og paa Island vedblev Fredrik den sjette at regjere som enevældig Konge til sin Død 1839. Dog maatte han efter den franske Juli-Omvæltning i 1830 indrømme sit Folk meget mere Delagtighed i Regjeringen. Men da han vilde, at denne skulde være saa ringe som muligt, fastsatte han, at der skulde være flere Provinsialstænder, nemlig for Holsten, Slesvig, Jylland, Øerne og Island. De skulde desuden kun have Ret til at give Kongen Raad.
Men denne Indretning gjorde ikke Folket mere tilfreds med Enevældet. Derimod nærede den Striden og Splittelsen imellem Rigets danske Dele og de tyske samt dansk-tyske Landskaber. I 1839 blev Kristian den ottende, (den føromtalte Kristian Fredrik) Konge. Han døde i 1848. Derefter kom hans Søn Fredrik den syvende.
Han sammenkaldte strax efter den franske Februar-Revolution en Rigsdag, som udarbeidede den frisindede Grundlov, der endnu gjælder i Danmark.
Men nu gjorde Tyskerne i Holsten og Syd-Slesvig et Oprør; thi de vilde heller forene sig med sit store Fædreland, der da gjorde Forsøg paa at blive en fri Stat. De Danske seirede med Hæder ved Fredericia, Fredriksstad og Isted i 1849 og 1850. De fik ogsaa nogen Hjælp fra Sverige og Norge samt fra Østerrige. Slesvig-Holstenerne maatte underkaste sig, men vare fremdeles meget misnøiede.
I 1863 døde Fredrik den syvende pludselig. Han var den sidste Mand af de danske Konger, som nedstammede fra Fredrik den anden. Det var derfor af Europas fem store Magter bleven fastsat i Forveien, at alle den danske Konges Lande udelte skulde tilfalde en Hertug af Glyksborg, som paa Mandssiden nedstammede fra Kong Kristian den tredie, og paa Kvindesiden desuden fra Fredrik den femte. De Danske havde efter megen Modstand samtykket i denne Ordning, saa at den omtalte Hertug under Navn af Kristian den niende udraabtes til deres Konge. Men Holstenerne havde aldrig givet sit Samtykke hertil, og paastode derimod, at en Prins af Augustenborg, som ogsaa nedstammede fra Kristian den tredie, var nærmere arveberettiget til deres Hertugdømme.
Under Samvirken imellem oplyste Konger og Folkets udvalgte Repræsentanter have nu saavel Nordmænd og Svensker som Dansker og Islændinger erhvervet sig saa stor borgerlig Frihed og saa retfærdige Love, som der findes i noget Land i Europa. De nyde Næringsfrihed, Trykkefrihed, Religionsfrihed, og Kommunerne have Ret til at varetage sine egne Anliggender, Flere af disse Forbedringer ere tidligst indførte i Norge.
182. Nordamerika ligger paa den vestlige Halvkugles Nordside og er 375,000 g. □ M. stort. Det hænger i Syd sammen med Sydamerika 194ved Eidet Panama, i Øst støder det til Atlanterhavet, i Vest til det stille Hav og i Nord til Nord-Ishavet.
De to første Have ere saa brede, at det fordrer flere Ugers Seilads at fare over dem. Det nordligste af dem er tilfrosset den meste Del af Aaret og saaledes næsten utilgjængeligt for Skibe. De Lande i Asia, som ligge Amerika nærmest, ere Sibiriens Ødemarker.
Fra disse ere rimeligvis de første Mennesker indvandrede til Amerika, fordi de ligne Asias gule Folkeslag, endskjønt Hudfarven hos Amerikas Indfødte egentlig kaldes kobberrød. Nordamerikas saakaldte Indianere vare dog endnu raaere end Sibiriens Folk, da de ikke havde tamme Dyr, men kun levede af Jagt. De laa i stedsevarende Krige med hverandre, hvori de viste stor Grumhed. De brugte endog at pine sine Fanger tildøde.
Disse vilde Folk levede aldeles for sig selv ubekjendte med andre Mennesker. Nordamerikas senere dannede Beboere have derimod megen Samfærsel med Jordens øvrige Folk, da deres Land ligger bekvemt for Handel, og deres Skibsfart er stor. De store Have, som beskylle Nordamerika, kunne let beseiles. De støde op til Jordens rigeste Lande: i Øst Europa og i Vest China og Japan. Nordamerika har ogsaa indenlandske Bugter og Farvande, som lette Samfærselen. I Syd har den mexikanske Golf nogen Lighed med Europas Middelhav, i Midten gaar Lawrence [Lårens] Bugten op til Qvebek, og vestenfor den ligge de fem kanadiske Ferskvande, Ontario, Erie, Huron, Michigan og Superior, som have noget tilfælles med Østersøen i den gamle Verden. Men heller ikke denne Seilled kan anvendes uden stor Kunst. Thi da den ene Indsø ligger høiere end den anden, ere der brusende Fosse, især den uhyre Niagara, imellem dem. Ved Kanaler og Sluser har man overvundet disse Hindringer for Skibsfarten. Det samme gjælder ogsaa om de store Floder Mississippi og Missouri [suri], som falde ud i den mexikanske Golf ved Ny Orleans [Årlins]. Nu, da man med Dampskibe kan gaa imod Strøm og Vind, ere de blevne til den ypperligste Færselsvei for Mennesker og deres Varer. Før den Tid vare de prægtige Elve lidet benyttede.
Fjeldene i Nordamerika have en modsat Retning af Europas og Asias. Thi de gaa mest fra Syd imod Nord, nemlig Kordillera langs det stille Hav og Alleghany langs Atlanterhavet. Imellem dem ligge store Sletter, især den frugtbare Mississippidal. Den er altsaa aaben i begge Ender, og uden Ly af Bjerge enten imod de kolde Vinde, som blæse fra Nordpolens Isfjelde og frosne Have, eller imod de brændende Luftninger, som komme fra Sydamerikas hede Land. Heraf kommer det da, at Veirlaget i Amerika er mærkeligen ujevnt og yderligt. Paa en meget hed Dag kan følge en meget kold. Altid er det koldere om Vinteren og varmere om Sommeren i Nord-Amerika end under samme Polhøide i Europa. Saadant Veir avler let Sygdomme, især om Sommeren den gule Feber og til andre Tider Koldfeber og Gigt.