De svenske Konger efter Kalmar-Foreningens Opløsning havde styret meget anderledes. Den første af dem, Gustav Vasa, som erkjendte, at han skyldte Sveriges Almue sin Ophøielse, tilstedede ogsaa det næringsdrivende Folk stor Andel i Styrelsen. Den svenske Rigsdag kom siden til at bestaa af fire Stænder: Adel, Præsteskab, Borgere og Bønder, og Svenskerne blev et af Europas frieste Folk. Derhos vare de allerfleste svenske Konger saare dygtige og virksomme Mænd og tillige meget begjerlige efter krigersk Ære og Magtudvidelse. Tre af dem hørte til de største Krigshøvdinger, som Europa nogensinde har seet. Gustav Adolf, en Sønnesøn af Gustav 190Vasa, krigede i Begyndelsen imod Rusland, som dengang endnu var meget barbarisk, og imod Polen, hvor der herskede stor indvortes Tvist. Hans faa Svensker fratog disse store Folkeslag alt Landet imellem den finske Bugt og Dyna-Elven. Russerne bleve derved ganske afstængte fra Østersøen. Ved sit Forsvar for Protestanterne i Trediveaarskrigen vandt han siden uvisnelig Ære, men fandt ogsaa Døden i 1632. Hans efterladte Hærførere fortsatte Krigen og vandt tilsidst meget Land baade fra Tyskland og Danmark-Norge (Jemtland, Herjedalen, Øen Gotland).
Gustav Adolfs Søstersøn, Karl den 10de Gustav, var en ligesaa stor Krigshøvding, som først var ifærd med at indtage Polen og derpaa Danmark. Han tabte rigtignok tilsidst den større Del af disse Landvindinger; dog beholdt Sverige ved hans Død i 1660 Bohuslen, Skaane, Halland og Bleking.
Under disse store Bedrifter bleve Svenskerne Europas fortrinligste Krigsmænd. Men Fredens Idrætter gik ikke frem i samme Mon. Det arbeidende Folks Magt og Anseelse tabte sig ogsaa. Derimod bleve Sveriges store Krigere og de tapre Hærførere saa ansete, at de kom til at udgjøre en mægtig Adel. Den største Hæder og Magt erhvervede dog de svenske Konger sig.
Karl Gustavs Søn Karl den ellevte benyttede denne Anseelse og Folkets Uvillie over Adelens Magt og Rigdom til at indføre Enevoldsmagten omtrent 20 Aar, efterat dette var skeet i Danmark-Norge (1682).
Denne uindskrænkede Magt efterlod han tilligemed en fortrinlig Krigshær til sin femtenaarige vidunderlige Søn Karl den tolvte. Denne begyndte ikke selv Krig. Derimod blev han ganske uretfærdigen angreben af sine Naboer, Danmark-Norge og Polen samt Rusland, i Aaret 1700. Men, da han i Førstningen overvandt dem alle, fik han en saadan Tørst efter større Krigshæder og en saadan Lyst til at hevne sig paa sine Fiender, at han ikke kunde standse sit Seirsløb. Krigslykken fulgte ham dog kun til 1709. I dette Aar tabte han imod Russerne Slaget ved Pultava, hvor hele hans Hær blev nedsablet, fangen eller jaget paa Flugt. Med et lidet Følge kom Kongen selv som en Flygtning til Tyrkiet. De følgende ni Aar af Karl den tolvtes Liv bestode i Trængsler og Modgang, hvorunder han udviste stort Mod og Krigsdygtighed, men ogsaa desværre en saadan Haardnakkenhed, at han aldrig vilde slutte Fred. Omsider fandt Karl den tolvte i 1718 en Krigers Død ved en Kugle under Beleiringen af Fredrikshalds Fæstning Fredrikssten.
Det svenske Folk, som ved disse Felttog var yderlig udmattet og bragt til en sørgelig Elendighed, udkaarede nu Kong Karls Søster Ulrika og hendes Mand Fredrik den første til Dronning og Konge. De maatte slutte Fred med store Opofrelser af Land; endog en Del af Finland maatte overlades til Russerne. Svenskerne vilde derfor forebygge, at en følgende Konge skulde anvende Landets Kræfter ligesaa egenmægtigt. Derfor gave de sig en Konstitution, hvorved Kongens Magt blev ganske ringe.
191Men Rigets Magt var ogsaa svækket i Særdeleshed derved, at dets Nabo Rusland nu var blevet et af Europas største Riger; derfor, da Svenskerne siden kom i Krig med Russerne, maatte de føle disses Overmagt.