Den Anseelse, som Kong Fredrik den tredie havde indlagt sig ved at forsvare Kjøbenhavn i denne farlige Strid, benyttede han til at afskaffe Adelens Magt. Det adelige Rigsraad beskyldtes for at have forvoldet Ulykken derved, at det ikke itide havde sørget for Landets Forsvar ved at bevilge Penge nok til at holde Krigshær. Kong Fredrik 3 sammenkaldte da i 1660, strax efter Freden, en Rigsdag i Kjøbenhavn. Geistligheden og Borgerne enedes her om at forøge Kongens Magt og om at gjøre Kronen arvelig. Adelen blev tvungen til at samtykke. Da Rigsdagen var adskilt, erklærede Kongen sig for aldeles uindskrænket, saaledes at han ikke skulde behøve at raadspørge sine Undersaater om nogen Ting. Han kunde siden udskrive, hvad Skatter han vilde, og i det Hele taget behøvede han ikke at gjøre nogen Regnskab for, hvorledes han styrede sit Rige.
Under denne Enevoldsmagt regjeredes nu Danmark, Norge, Island og deres Kolonier fra 1660 til 1814, i over halvandet hundrede Aar. Kongen havde dengang en høiere Myndighed, end man nu antager det for rimeligt at betro til et skrøbeligt Menneske. Men de danske Konger bleve hverken saa hovmodige, som Kongerne have været i mange andre Lande, hvor de have havt den samme Myndighed, heller ikke var Folket saa forkuet og slavisk, som andre Nationer med lignende Indretninger. De fleste danske Enevolds-Konger vare maadeholdne og sindige Mænd. De elskede at leve i Ro og tillode derfor ogsaa sine Undersaater at nyde sit Gods ubeskaaret.
Alligevel var denne Statsforfatning i mange Maader skadelig. Da Folket ikke havde Ret til at ytre nogen Mening om Lovene, bleve disse ofte ganske urimelige, fordi Kongen og hans Raadgivere ikke kunde vide, hvad der passede for de fjerneste Egne og for alle de simpleste Næringsveie. Man troede desuden paa den Tid, at der burde være Lov og Anordning om mange Ting, som det nu ansees bedst, at enhver Næringsdrivende 189indretter, eftersom han finder det fordelagtigst for sig. Der vare altsaa mangfoldige Ting i Handel og Forretninger, som man ikke kunde gjøre, eller som man maatte have kongelig Tilladelse til, og som nu kunne gjøres ganske frit. Hensigten ved disse Indskrænkninger var vel ofte meget god; men de hindrede dog Næringsveienes Udvikling og den almene Velstand. Der kunde ikke være saa mange Haandværkere i en By, som der vilde nedsætte sig, fordi Regjeringen troede, at de ellers kunde komme i Nød. I Landsbygderne var det ikke tilladt at drive nogen Handel eller at være Haandværker, fordi man frygtede for, at Kjøbstæderne ellers vilde forarmes. Under disse Indskrænkninger i Rørelsen gik ikke Byerne saa hurtigt frem i Velstand og Folkemængde som nu, efterat Næringsveiene ere blevne fri.
Ogsaa i aandelig Henseende hindrede den uindskrænkede Styrelse Folkets Oplysning. Regjeringen forbød strengeligen enhver Bogs Trykning, som indeholdt Dadel over noget, som Kongen eller hans Embedsmænd havde gjort. Det taaltes ikke, at der paa Prent tilraadedes nogen Forandring, som Kongen ikke billigede.
Under denne Styrelse var det danske og norske Folk visseligen temmelig tilfreds. Men det var sløvt, og alle Ting gik istaa eller kun ganske lidet fremad. Ved sin egen Kraft og Dygtighed gjorde Folket ringe Forbedringer i sine borgerlige Vilkaar.
Men, da Krigen førtes imellem England og dets amerikanske Kolonier, og derefter under den store franske Revolutionskrig, tiltog de Danskes og Norskes Velstand, og deres Tænkemaade forandredes meget. Thi medens de fleste Folkeslag laa i Krig med hinanden, havde de skandinaviske Folk Fred. Deres Skibe kunde derved frit seile paa Havet og havde deraf stor Indtægt. Dette opmuntrede til Skibsfart og Handel, og mange Handelsmænd bleve meget rige. De nordiske Folk begyndte da efterhaanden at erhverve sig igjen den Sødygtighed, som de havde havt i Hedenskabets Dage, men som siden var bleven saa skammeligen forsømt.
Med det samme bleve ogsaa de mere oplyste af Folket gjennem udenlandske Skrifter bekjendte med de store Forsøg, som i England, Amerika og Frankrige gjordes til at forbedre Borgersamfundets Indretning. Vore Folk gjenkaldte da ogsaa i sin Erindring, at de i Oldtiden havde havt stor borgerlig Frihed, og mange længtes efter at gjenvinde den.