Ved Kristian den andens Fordrivelse ophørte den kalmarske Forening imellem de tre Riger. Siden blev der to adskilte Stater. Danmark og Norge med Island vedblev at være et Rige under den gamle oldenborgske Kongeslægt; Sverige og Finland blev derimod regjeret af den nys valgte Vasa-Slægt. De første Konger i begge Riger vare fredsommelige og fromme Mænd, saa at Adskillelsen ikke strax viste sine sørgelige Følger. Men siden laa disse to Rigers Konger jevnligen i Krig og Strid og ødelagde hinandens Land. Hele Norges østlige Grændse og det dengang til Danmark hørende Skaane laa udsat for Plyndring og Brand af de tapre Svenske. Saaledes brændtes de norske Byer Hamar, Oslo og Sarpsborg. De Danske og Norske gjorde ikke saa lange Herjingstog ind i Sverige; men de vare dygtigere tilsøs og vandt flere Slag over den svenske Flaade.
De tvende Kongeslægter i Danmark-Norge og Sverige-Finland vare ikke blot uforligelige Naboer; men de fleste af dem vare ogsaa ganske modsatte i Sind. Kongerne i Danmark-Norge vare af en gammel Kongeslægt, opdragne til Prinser, og stræbte derfor mest efter i behagelig Overflod at nyde den Magt, som de troede tilkom dem med en guddommelig Ret. De første af dem havde ringe Myndighed. Den danske Adel havde derimod store Rettigheder formedelst sit Rigsraad. Kongen kunde ikke begynde Krig uden dets Samtykke. Blandt disse første danske Konger var den gode og i Fredens Gjerninger virksomme Kong Kristian den fjerde, som døde i 1648, efter sexti Aars Regjering. Hans Søn Fredrik den tredie lod sig forlede til en Krig imod den store svenske Hærfører Kong Karl Gustav. Da denne med sin tapre Hær angreb Danmark, var han nær ved at indtage Kjøbenhavn og underlægge sig hele Kong Fredriks Rige. Men de Danske og Norske modsatte sig tappert.
Flere tyske Fyrster og især Hollænderne forenede sig desuden med den danske Konge, fordi de vare bange for, at den svenske Konge, naar han med Danmarks og Norges Indlemmelse blev mægtigere, skulde bruge sin Styrke til endnu flere Erobringer fra sine andre Naboer. Tilmed havde Danmark lige fra Hedningetiden pleiet at opkræve en Told eller Afgift af ethvert Fartøi, som seilede igjennem Øresund til 188Østersøen. Naar det var et fremmed Skib t. Ex. et hollandsk, der seilede til en fremmed Havn, saasom til Preussen, var denne Afgift meget ubillig, fordi Skibet ikke havde noget at bestille i Danmark. Det er rimeligt, at Havet er frit til alle Menneskers Benyttelse, saaledes som Gud har skabt det. Man fandt sig dog i den danske Øresunds-Told, fordi der var Hævd for den, det vil sige, den havde vedvaret, saalænge Folk kunde erindre. Men man frygtede for, at, naar en Konge fik Herredømmet over alle de Lande, som ligge ved Indløbet til Østersøen, skulde han finde paa at forhøie Tolden, ja endog i Krigstid at forbyde al Søfart igjennem Sundene. Dersom han var mægtig nok til at sætte sin Villie igjennem, kunde man paa den Tid, da Kongerne vare saa ukyndige om Handelens Fordele og saa begjerlige efter at tilrane sig Penge, ikke vide, hvor stor Voldsomhed han vilde øve imod de Handlende. For at hindre dette, sendte Hollænderne, som dengang var det mægtigste Folk paa Havet, sin Flaade og sine tapre Sømænd til de Danskes Hjælp. De hindrede den svenske Krigshelt fra at indtage Landet.