De ved Folkets Valg udkaarede Konger, Gustav Vasa og Fredrik den første, tilligemed dennes Søn Kristian den tredie, forskaffede sine Undersaater en uvurderlig Velgjerning, idet de indførte den lutherske Kirkeforbedring. Den ny Læres Tilhængere fik først Frihed til at prædike og til at udbrede de ny Bibeloversættelser og gudelige Skrifter. Tilsidst afskaffedes den katholske Kirkes Klostere og Bispernes fyrstelige Magt ved Beslutninger af Rigsdagene i 1536 for Danmark og Norge og 1544 for Sverige og Finland.
Vel fik den evangeliske Lære ikke strax Indgang i Folkets Hjerter; thi Almuen i Norge var for største Delen hemmelig katholsk endnu i længere Tid. Men, da Læren prædikedes i et Sprog, som Menigheden kunde forstaa, udbredtes den efterhaanden. Overalt, hvor den saaledes i disse Nordlande blev bekjendt, overbevistes ogsaa Folket om dens Sandhed, uden at deraf opkom saadanne Borgerkrige og Tvistigheder, som i mange af Europas sydlige Lande. Dette vidner klarligen om, at den passede bedst for Nordboernes Sind og Tilbøieligheder. Saasnart Almuen havde erhvervet saa megen Oplysning, at den kunde undersøge Læren i Bibelen selv, blev det dens kjæreste Syssel. Den Granskning, som enhver for sig siden kunde anstille, virkede mægtigen til at nære en selvstændig Tænkning i det Hele. De Folkeslag, som antoge den forbedrede Kirkelære, kunde aldrig saaledes blive umyndige og tankeløse endog i borgerlige Anliggender som de, der overlode Salighedens Sag ganske til sin Geistligheds Omsorg.
Reformationen gjorde ogsaa med Hensyn til Folkets Sprog og Sæder en saa stor Forandring, at man herfra maa regne Overgangen fra Middelalderen til den nyere Tid. Hos os viste denne Forandring sig ogsaa deri, at tyske Sæder og Sprog fik mere Indpas. Thi Tyskerne stode dengang langt høiere end Nordboerne i Oplysning. Fra Tyskland kom ikke blot den ny Læres bedste Bøger, men ogsaa Lærere, som enten vare Nordboer, oplærte hos Luther, eller fødte Tyskere. Den Handelsforbindelse, som var begyndt med Hansekjøbmændene, udvidedes nu. Tyske Handlende og Haandværkere nedsatte sig i alle Skandinaviens Stæder. Dette ledede til, at efterhaanden en indenlandsk Skibsfart og Næringsflid opkom. Tilsidst fik ogsaa vi en oplyst Middelstand. At dette for en meget stor Del er skeet ved Indflytning, kan man tydelig erfare af den store Mængde udenlandske, især tyske Slægtsnavne, som endnu findes blandt Byborgerne. Denne Indflytning bevirkede en stor Forandring med Hensyn til Folkets Sæder og Sprog. Saalænge det levede for sig selv, uden stor Handel og Forbindelse med Udlændinger, havde Sproget vedligeholdt sig meget uforandret, omtrent som det skrives i de gamle Sagaer. Men nu, da Folkene kom til at flytte mere om, og de lærte sin Børnelærdom i Skrifter, som vare oversatte fra Luthers tyske Værker, bleve mange fremmede Ord brugte. Med disse gik den gamle norske Sprogbygning tabt, fordi den ikke passede med de ny Ord. Det samme, som i Anledning af Folkevandringerne for lang Tid siden var indtruffet i Italien, Frankrige, Spanien og England, nemlig 187at der kom et nyt simpelt Sprog istedetfor et gammelt og vanskeligere, skede nu i Nordlandene paa Reformationstiden.
De nyere Sprog Dansk og Svensk opstode da; men alligevel vedbleve de at være hinanden meget lige. Denne Forandring var ikke en Følge af nogen kongelig Befaling. At den opkom ved større Samfærsel, sees deraf, at Sprogforandringen er størst i de norske Byer og paa Landets Sydkyst i Kristiansands og Kristiania Stifter, hvor Forbindelsen med Udlandet er livligst og lettest. Derimod vedblev det gammelnorske at tales paa det afsides Island og i flere af Norges Fjeldbygder. Indvaanerne af disse Egne udgjøre nu det mindre Tal af Norges Befolkning.