184

I Norge uddøde Kong Sverres Mandsstamme i Aaret 1319 med Haakon Magnussøn. Da 185denne Konges Datter var gift med en svensk Prins, blev deres Søn, Magnus Smek, som et ungt Barn Konge over begge Riger, der altsaa forenedes. I 1375 uddøde den danske Kongeæt med Valdemar Atterdag. Da hans Datter, den kloge Margreta, var gift med Norges Konge, lykkedes det hende at faa istand en Forening mellem Norge og Danmark. Hun erhvervede ogsaa Sverige paany. Thi formedelst Kong Magnus Smeks store Uduelighed havde Svenskerne afsat ham og skilt sig fra Norge.

Saaledes blev i 1389 den Forening imellem alle Skandinaviens Lande indgaaet, som har faaet Navn af den kalmarske, fordi Margreta i 1397 paa en Rigsdag i Kalmar fik istand en Overenskomst angaaende Vilkaarene. Men Oplysningen om de borgerlige Anliggender var dengang saa ringe, at denne Forbindelse, som kunde have medført stor Forøgelse af Velstand og Dygtighed, kun blev en Kilde til Splid og Borgerkrig. Man tænkte ikke den Tid paa at forene Folkeslagene og havde intet Begreb om de store Fordele, som en livligere Handel vilde medføre. Tvertimod bleve alle Rigernes Kyster og Søstæder saaledes plyndrede af tyske Sørøvere, at neppe to Nabobyers Borgere turde seile til hinanden. Det eneste, som de egennyttige Regjeringer dengang havde for Øie, var at faa flere Penge ud af tre Lande end af et. Af Folket var det kun Adel og Geistlighed, som havde noget at sige i Kongernes Raad. Disse Landets Stormænd tragtede især efter at berige sig med høie Embeder og Overdragelse af Jordegods eller, som man dengang kaldte det, Forleninger. Da nu ulykkeligvis de Foreningskonger, som fulgte efter Margreta, vare af tysk Herkomst, og, da de gjerne ansatte Tyskere i Embeder, vakte dette hine Fornemmeres Uvillie. Især vilde den svenske Adel forbeholde sig selv Landets Embeder. Den foretrak derfor at have indfødte Konger eller Rigsforstandere i Spidsen for sig og gjorde stadigen Oprør.

Tilsidst kom paa Rigernes Trone Kong Kristian den anden, som var samtidig med Luther. Kristian efterlignede de Konger, som i Frankrige og Spanien blodigen havde forhvervet sig enevældig Magt. Han kjendte saa meget bedre til dem, som han havde ægtet den mægtige Karl den femtes Søster.

Da der opstod et Oprør i Norge, underkuede Kristian dette med talrige Henrettelser. Men især var det i 1520, efterat han havde underlagt sig Sverige, at han i Stockholm menedersk foretog en Halshugning af de mest ansete Høvdinger, hvilken er bleven kaldet det stockholmske Blodbad.

Men denne Skjændselsdaad indførte ikke i Nordslandene ligesom i Syden en enevældig Kongemagt. Den fremkaldte derimod et Oprør baade i Danmark, hvor Adelen udkaarede til Konge Kristians Farbroder, Fredrik den første, og i Sverige, som befriedes af Gustav Vasa, en indfødt Adelsmand, der af det taknemmelige Folk strax efter blev udkaaret til dets Konge. Den onde Kristian den anden flygtede ræd fra Landet istedetfor at forsvare sig og sit Rige.

184

I Norge uddøde Kong Sverres Mandsstamme i Aaret 1319 med Haakon Magnussøn. Da 185denne Konges datter var gift med en svensk prins, ble deres sønn, Magnus Smek, som et ungt barn Konge over begge riker, der altså forenedes. I 1375 uddøde den danske kongeætt med Valdemar Atterdag. Da hans datter, den kloge Margreta, var gift med Norges Konge, lyktes det hende å få i stand en forening mellom Norge og Danmark. Hun erhvervede også Sverige paany. Thi formedelst Kong Magnus Smeks store Uduelighed hadde svenskene avsatt ham og skilt seg fra Norge.

Således ble i 1389 den forening imellom alle Skandinaviens land inngått, som har fått navn av den kalmarske, fordi Margreta i 1397 på en riksdag i Kalmar fikk i stand en overenskomst angående vilkårene. Men Oplysningen om de borgerlige anliggender var dengang så ringe, at denne forbindelse, som kunne ha medført stor forøkelse av velstand og dyktighet, kun ble en Kilde til splid og borgerkrig. Man tenkte ikke den tid på å forene folkeslagene og hadde intet begrep om de store Fordele, som en livligere handel ville medføre. Tvertimod ble alle Rigernes Kyster og Søstæder således plyndret av tyske sjørøvere, at neppe to Nabobyers borgere turde seile til hinannen. Det eneste, som de egennyttige regjeringer dengang hadde for Øye, var å få flere penger ut av tre land enn av et. Av Folket var det kun adel og geistlighet, som hadde noe å si i Kongernes råd. Disse Landets stormenn tragtede især etter å berike seg med høye Embeder og overdragelse av jordegods eller, som man dengang kalte det, Forleninger. Da nå ulykkeligvis de Foreningskonger, som fulgte etter Margreta, vare av tysk herkomst, og, da de gjerne ansatte tyskere i Embeder, vakte dette hine Fornemmeres uvilje. Især ville den svenske adel forbeholde seg selv Landets Embeder. Den foretrakk derfor å ha innfødte konger eller riksforstandere i Spidsen for seg og gjorde stadig opprør.

Til sist kom på Rigernes trone Kong Kristian den annen, som var samtidig med Luther. Kristian etterlignet de konger, som i Frankrige og Spanien blodigen hadde forhvervet seg eneveldig makt. Han kjente så meget bedre til dem, som han hadde ektet den mektige Karl den femtes søster.

Da der opstod et opprør i Norge, underkuede Kristian dette med talrige henrettelser. Men især var det i 1520, etter at han hadde underlagt seg Sverige, at han i Stockholm menedersk foretok en halshugging av de mest ansete høvdinger, hvilken er blitt kalt det stockholmske blodbad.

Men denne Skjændselsdaad innførte ikke i Nordslandene likesom i Syden en eneveldig kongemakt. Den fremkalte derimot et opprør både i Danmark, hvor adelen udkaarede til Konge Kristians Farbroder, Fredrik den første, og i Sverige, som befriedes av Gustav Vasa, en innfødt adelsmann, der av det takknemlige Folk straks etter ble utkåret til dets Konge. Den onde Kristian den annen flyktet redd fra landet i stedet for å forsvare seg og sitt rike.