183

Omkring Aaret 1000 blev Norge, Danmark og Island omvendte til Kristendommen. Kongerne Olaf den hellige og Knut den store dreve det store Værk ved Magtbud. Sverige kristnedes noget senere. Men den egentlige Omvendelse ved Prædiken var begyndt noget tidligere baade af tyske og engelske Evangeliets Sendebud. Mange Nordboere omvendtes ogsaa paa sine Vikingfærder og Krigstog i kristne Lande. Senest omvendtes Finland. Dets Indbyggere deltes i mindre Stammer, der ligesom andre Hedninger vare røverske. Den svenske Kong Erik den hellige gjorde derfor 1157 et Tog for at omvende Finnerne, i hvis Land han anlagde Staden Aabo. Den egentlige Erobring fuldendtes dog først af Birger Jarl et hundrede Aar senere (1250). Med det samme kom Landet under Sverige og fik en stærk Bebyggelse af Svensker. Disses Antal udgjør endnu over 200,000. Svensk er derhos Finlands Hovedsprog, ligesom Folkets Sæder og Tænkemaade har mest tilfælles med Svenskernes.

Den Lære, som blev indført hos vore Forfædre dengang, var vel den romersk-katholske, som allerede var beheftet med mange Vildfarelser. 184Alligevel var dette et ubestrideligt Fremskridt. Den kristne Barmhjertighed og Broderkjærlighed bidrog hurtig til at udrydde Trældommen i det indre Land og til at skaffe de Forsvarsløse mere Fred og Beskyttelse. Den standsede efterhaanden Sørøverierne. Istedetfor de gamle Plyndretog kom nu en fredelig Handel med andre Lande, som gav større Oplysning og Næringsflid Indpas.

Dog kunde ikke et hedensk Folks Sæder strax forbedres af Kristendommen. Flere norske Konger fortsatte ligetil Magnus Barfods Død i 1103 jevnligen med Angrebskrige imod de britiske Øer eller andre Naboer. Efter 1130 ytrede den krigerske Aand sig paa en endnu mere ødelæggende Maade i Borgerkrige, hvorved alle Landets Bygder udplyndredes i omtrent hundrede Aar, indtil den store Krigshøvding Sverre (som døde 1202) og hans Sønnesøn Haakon Haakonssøn (død 1263) gjenoprettede Rigets Enhed.

Ogsaa Danmark og Sverige hjemsøgtes i denne første kristne Tid af lignende Borgerkrige, og Beretningen om Tilstanden i det Hele taget lyder ikke gunstigt. Sagaerne meddele rigtignok mest Beretninger om Kongerne og deres Hof; dog kunne vi, af hvad der fortælles om Kongerne, nogenledes slutte os til Almuen. Vi maa da bemærke, at det altfor ofte fortælles, at Drik og Usædelighed dreves aabenlyst til den største Yderlighed, uden at det sees at have vakt særdeles Afsky. Der var lastefulde Konger som Norges Harald Gille, der begik de største Misgjerninger og næsten var uden nogen ædel Egenskab.

Deraf kommer det vel, at, da Rolighed tilveiebragtes efter Borgerkrigene, viser Folket langt større Svaghed end i den vilde Hedningetid og nærmest efter den. Handelen var saa meget aftaget, og Folket havde saaledes glemt sin gamle Sødygtighed, at den eneste Skibsfart, som endnu dreves, var i de tyske Hanse-Kjøbmænds Hænder. Geistligheden havde erhvervet sig en stor Del af alt Jordegodset og udsugede Landet ved sin unyttige Pragt. Den gamle Folkefrihed gik tilgrunde. De gamle Landskabsthing havde nemlig vist sig at være en saadan Kilde til Splid og Borgerkrig, at hverken Folk eller Konge længere havde nogen Tillid til dem. Derimod havde Borgerkrigene af sine store Krigere udviklet en Adel og et Ridderskab lig det, som fandtes i det sydlige Europa. I Norge blev den arvelige Kongemagt siden næsten enevældig. I Sverige og Danmark erhvervede Adelen sig saa stor Myndighed, at den endog indførte Kongevalg ligesom i det tyske Keiserdømme.

I disse Lande grundlagde derefter de Fornemste i Landet, nemlig Adelen og Geistligheden, en ny Art af indskrænket Kongemagt, som bedre passede med en samlet Stat, og som mere lignede de Indretninger, som fandtes i det sydlige Europa. Dette var Herredage eller Rigsdage for det hele Rige. Men i disse større Rigsmøder havde Borgere og Bønder ganske ringe Indflydelse, saa at det egentlige Folks Delagtighed i Statsstyrelsen derved formindskedes.

183

Omkring Aaret 1000 ble Norge, Danmark og Island omvendte til kristendommen. Kongene Olaf den hellige og Knut den store drev det store verk ved Magtbud. Sverige kristnedes noe senere. Men den egentlige omvendelse ved prediken var begynt noe tidligere både av tyske og engelske Evangeliets sendebud. Mange nordboere omvendtes også på sine vikingferder og Krigstog i kristne land. Senest omvendtes Finland. Dets innbyggere deltes i mindre stammer, der likesom andre hedninger var røverske. Den svenske Kong Erik den hellige gjorde derfor 1157 et Tog for å omvende finnene, i hvis land han anlagde staden Aabo. Den egentlige erobring fullendtes dog først av Birger Jarl et hundre år senere (1250). Med det samme kom landet under Sverige og fikk en sterk bebyggelse av svensker. Disses antall utgjør ennå over 200,000. Svensk er derhos Finlands Hovedsprog, likesom Folkets Sæder og tenkemåte har mest tilfælles med svenskenes.

Den Lære, som ble innført hos våre forfedre dengang, var vel den romersk-katolske, som allerede var beheftet med mange villfarelser. 184Allikevel var dette et ubestridelig fremskritt. Den kristne barmhjertighet og broderkjærlighet bidrog hurtig til å utrydde trelldommen i det indre land og til å skaffe de Forsvarsløse mer fred og beskyttelse. Den stanset etterhånden Sørøverierne. I stedet for de gamle Plyndretog kom nå en fredelig handel med andre land, som ga større opplysning og Næringsflid innpass.

Dog kunne ikke et hedensk Folks Sæder straks forbedres av kristendommen. Flere norske konger fortsatte ligetil Magnus Barfods Død i 1103 jevnlig med angrepskriger imot de britiske øyer eller andre naboer. Etter 1130 ytret den krigerske ånd seg på en enda mer ødeleggende måte i borgerkriger, hvorved alle Landets bygder utplyndredes i omtrent hundre år, inntil den store Krigshøvding Sverre (som døde 1202) og hans sønnesønn Haakon Haakonssøn (død 1263) gjenoprettede Rigets enhet.

Også Danmark og Sverige hjemsøgtes i denne første kristne tid av lignende borgerkriger, og beretningen om tilstanden i det hele tatt lyder ikke gunstigt. Sagaene meddele riktignok mest beretninger om kongene og deres Hof; dog kunne vi, av hva der fortelles om kongene, nogenledes slutte oss til Almuen. Vi må da bemerke, at det altfor ofte fortelles, at drikk og usedelighet dreves åpenlyst til den største ytterlighet, uten at det sees å ha vakt særdeles avsky. Der var lastefulle konger som Norges Harald Gille, der begikk de største misgjerninger og nesten var uten noen edel egenskap.

Derav kommer det vel, at, da Rolighed tilveiebragtes etter borgerkrigene, viser Folket langt større svakhet enn i den ville Hedningetid og nærmest etter den. Handelen var så meget avtatt, og Folket hadde således glemt sin gamle Sødygtighed, at den eneste skipsfart, som ennå dreves, var i de tyske Hanse-kjøpmenns hender. Geistligheten hadde ervervet seg en stor del av alt jordegodset og udsugede landet ved sin unyttige prakt. Den gamle folkefrihet gikk til grunne. De gamle landskapsting hadde nemlig vist seg å være en sådan Kilde til splid og borgerkrig, at hverken Folk eller Konge lenger hadde noen tillit til dem. Derimot hadde borgerkrigene av sine store krigere utviklet en adel og et ridderskap lig det, som fantes i det sydlige Europa. I Norge ble den arvelige kongemakt siden nesten eneveldig. I Sverige og Danmark erhvervede adelen seg så stor myndighet, at den endog innførte Kongevalg likesom i det tyske keiserdømme.

I disse land grunnla deretter de Fornemste i landet, nemlig adelen og geistligheten, en ny art av innskrenket kongemakt, som bedre passet med en samlet stat, og som mer lignede de innretninger, som fantes i det sydlige Europa. Dette var Herredage eller Rigsdage for det hele rike. Men i disse større riksmøter hadde borgere og bønder ganske ringe innflytelse, så at det egentlige Folks delaktighet i Statsstyrelsen derved formindskedes.