Læreplanatlas
Tredie SkoletrinAf Jordens og Folkeslagenes Beskrivelse.

173. Udskillelsen i tre Folk.

182

Omsider bleve Nordlandene ved Erobring delte i tre Riger omtrent 900 Aar efter Christus. Gorm den gamle, som døde 941, samlede Danmarks Rige. Erik Seiersæl, som døde 993, samlede Sveriges, og Harald Haarfagre, som døde 933, samlede Norges. Siden den Tid vare der visselig Konger, som kaldtes norske, danske og svenske; men deres Undersaater vare ikke saaledes forbundne til et Folk som nu.

Den norske Konges Folk stode ikke under de samme Love og havde ikke over sig en fælles Styrelse. Folket havde Del med Kongen i de almene Sagers Afgjørelse; men, naar han skulde tale med sit Folk, samlede han ikke, som nu, udvalgte Repræsentanter til et Storthing; men de fornemste Bønder og Høvdinger mødte med Kongen paa fire Thing, Frostathinget for det nordenfjeldske Norge, Gulathinget for det vestenfjeldske, Eidsivathinget for Oplandet eller væsentligen Hamar Stift og Borgarthinget omtrent for Kristiania Stift. Saaledes bestod Norge egentlig af fire mindre Regjeringsdistrikter. Ofte var der ogsaa flere Underkonger i Landet. Nogle Konger, saaledes som allerede Harald Haarfagre, gave sine Sønner Riger at bestyre, eller flere Brødre styrede Riget fælles. Heraf opkom atter Borgerkrige, hvormed Norge frygtelig hjemsøgtes. Thi, naar der var Tvist om, hvem der var nærmest berettiget til at være Konge, indtraf det, at Almuen paa et enkelt Thing først hyldede en Kongesøn, men siden vilde de andre Bygder heller have en anden til at regjere.

Paa samme Maade var der i Danmark særegne Thing for Skaane, for Øerne, for Jylland og for Slesvig. Delinger og Borgerkrige vare ogsaa der Følgen.

I Sverige havde endog ethvert af Rigets Landskaber sit Thing. Kongen reiste omkring til alle disse Rigets Folkeforsamlinger, hvilket kaldtes hans Eriksgata (Alriksgata, hele Rigets Vei.)

Men hvert af de tre Riger indbefattede heller ikke i Middelalderen det samme Land som nu.

183Norge var meget mere udstrakt. Dertil hørte Bohuslen, Jemtland og Herjedalen, samt et Stykke af Dalarne. Disse Egne tilhøre nu Sverige, som først erholdt dem i 1645 og 1658. Den laplandske Halvø var dengang skatskyldig under Norge. Russerne erhvervede sig efterhaanden, ved den norske Regjerings Forsømmelse, uden Krig det Herredømme derover, som de nu have.

Færøerne, som siden 1814 ere danske, vare i Oldtiden norske.

Island var øde, indtil paa Harald Haarfagres Tid. Da droge misnøiede Nordmænd didover og bosatte sig under en fri Forfatning med et Althing som øverste Myndighed. Men denne Frihed ledede til Borgerkrige, saa at Island 1262 frivillig gav sig under den norske Kong Haakon Haakonssøn. I 1814 vedblev det at være forenet med Danmark. Samme Skjebne havde Grønland, som var en Koloni fra Island.

Danmark besad i Middelalderen:

Skaane, Halland og Bleking, som bleve svenske i 1658 og siden have været det.

Øen Gotland, som har været svensk siden 1645, havde ogsaa længe staaet under de danske Konger.

Sverige havde ikke blot i Middelalderen, men lige til 1809 Finland, som siden har været russisk.

Desuden havde de ældre Konger ofte gjort store Erobringer af fremmede Lande, saaledes de norske Konger i Skotland og Ireland. Til forskjellige Tider var ogsaa Land indtaget af danske Konger i England og i Nord-Tyskland samt af svenske Konger langs Østersøens østlige og sydlige Kyster.

Men Indvaanerne af disse fjernere Lande ere nu rene Engelskmænd, Tyskere eller Russer, og der er kun faa Spor tilbage af, at Nordlændingerne engang havde Herredømme over dem.