182

Omsider bleve Nordlandene ved Erobring delte i tre Riger omtrent 900 Aar efter Christus. Gorm den gamle, som døde 941, samlede Danmarks Rige. Erik Seiersæl, som døde 993, samlede Sveriges, og Harald Haarfagre, som døde 933, samlede Norges. Siden den Tid vare der visselig Konger, som kaldtes norske, danske og svenske; men deres Undersaater vare ikke saaledes forbundne til et Folk som nu.

Den norske Konges Folk stode ikke under de samme Love og havde ikke over sig en fælles Styrelse. Folket havde Del med Kongen i de almene Sagers Afgjørelse; men, naar han skulde tale med sit Folk, samlede han ikke, som nu, udvalgte Repræsentanter til et Storthing; men de fornemste Bønder og Høvdinger mødte med Kongen paa fire Thing, Frostathinget for det nordenfjeldske Norge, Gulathinget for det vestenfjeldske, Eidsivathinget for Oplandet eller væsentligen Hamar Stift og Borgarthinget omtrent for Kristiania Stift. Saaledes bestod Norge egentlig af fire mindre Regjeringsdistrikter. Ofte var der ogsaa flere Underkonger i Landet. Nogle Konger, saaledes som allerede Harald Haarfagre, gave sine Sønner Riger at bestyre, eller flere Brødre styrede Riget fælles. Heraf opkom atter Borgerkrige, hvormed Norge frygtelig hjemsøgtes. Thi, naar der var Tvist om, hvem der var nærmest berettiget til at være Konge, indtraf det, at Almuen paa et enkelt Thing først hyldede en Kongesøn, men siden vilde de andre Bygder heller have en anden til at regjere.

Paa samme Maade var der i Danmark særegne Thing for Skaane, for Øerne, for Jylland og for Slesvig. Delinger og Borgerkrige vare ogsaa der Følgen.

I Sverige havde endog ethvert af Rigets Landskaber sit Thing. Kongen reiste omkring til alle disse Rigets Folkeforsamlinger, hvilket kaldtes hans Eriksgata (Alriksgata, hele Rigets Vei.)

Men hvert af de tre Riger indbefattede heller ikke i Middelalderen det samme Land som nu.

183Norge var meget mere udstrakt. Dertil hørte Bohuslen, Jemtland og Herjedalen, samt et Stykke af Dalarne. Disse Egne tilhøre nu Sverige, som først erholdt dem i 1645 og 1658. Den laplandske Halvø var dengang skatskyldig under Norge. Russerne erhvervede sig efterhaanden, ved den norske Regjerings Forsømmelse, uden Krig det Herredømme derover, som de nu have.

Færøerne, som siden 1814 ere danske, vare i Oldtiden norske.

Island var øde, indtil paa Harald Haarfagres Tid. Da droge misnøiede Nordmænd didover og bosatte sig under en fri Forfatning med et Althing som øverste Myndighed. Men denne Frihed ledede til Borgerkrige, saa at Island 1262 frivillig gav sig under den norske Kong Haakon Haakonssøn. I 1814 vedblev det at være forenet med Danmark. Samme Skjebne havde Grønland, som var en Koloni fra Island.

Danmark besad i Middelalderen:

Skaane, Halland og Bleking, som bleve svenske i 1658 og siden have været det.

Øen Gotland, som har været svensk siden 1645, havde ogsaa længe staaet under de danske Konger.

Sverige havde ikke blot i Middelalderen, men lige til 1809 Finland, som siden har været russisk.

Desuden havde de ældre Konger ofte gjort store Erobringer af fremmede Lande, saaledes de norske Konger i Skotland og Ireland. Til forskjellige Tider var ogsaa Land indtaget af danske Konger i England og i Nord-Tyskland samt af svenske Konger langs Østersøens østlige og sydlige Kyster.

Men Indvaanerne af disse fjernere Lande ere nu rene Engelskmænd, Tyskere eller Russer, og der er kun faa Spor tilbage af, at Nordlændingerne engang havde Herredømme over dem.

182

Omsider ble Nordlandene ved erobring delte i tre riker omtrent 900 år etter Christus. Gorm den gamle, som døde 941, samlede Danmarks Rige. Erik Seiersæl, som døde 993, samlede Sveriges, og Harald Haarfagre, som døde 933, samlede Norges. Siden den tid var der visselig konger, som kaltes norske, danske og svenske; men deres undersåtter var ikke således forbundne til et Folk som nå.

Den norske Konges Folk stod ikke under de samme Love og hadde ikke over seg en felles Styrelse. Folket hadde del med Kongen i de almene sakers avgjørelse; men, når han skulle tale med sitt Folk, samlet han ikke, som nå, utvalgte representanter til et storting; men de fornemste bønder og høvdinger møtte med Kongen på fire ting, Frostathinget for det nordenfjeldske Norge, Gulathinget for det vestenfjeldske, Eidsivathinget for Oplandet eller vesentlig Hamar Stift og Borgarthinget omtrent for Kristiania Stift. Således bestod Norge egentlig av fire mindre Regjeringsdistrikter. Ofte var der også flere underkonger i landet. Noen konger, således som allerede Harald Haarfagre, gave sine sønner riker å bestyre, eller flere brødre styrte riket felles. Heraf opkom atter borgerkriger, hvormed Norge fryktelig hjemsøgtes. Thi, når der var tvist om, hvem der var nærmest berettiget til å være Konge, inntraff det, at Almuen på et enkelt ting først hyllet en kongesønn, men siden ville de andre bygder heller have en annen til å regjere.

På samme måte var der i Danmark særegne ting for Skaane, for øyene, for Jylland og for Slesvig. Delinger og borgerkriger var også der Følgen.

I Sverige hadde endog ethvert av Rigets landskaper sitt ting. Kongen reiste omkring til alle disse Rigets folkeforsamlinger, hvilket kaltes hans Eriksgata (Alriksgata, hele Rigets vei.)

Men hvert av de tre riker indbefattede heller ikke i middelalderen det samme land som nå.

183Norge var meget mer utstrakt. Dertil hørte Bohuslen, Jemtland og Herjedalen, samt et stykke av Dalarne. Disse Egne tilhøre nå Sverige, som først erholdt dem i 1645 og 1658. Den laplandske halvøy var dengang skatskyldig under Norge. Russerne erhvervede seg etterhånden, ved den norske Regjerings forsømmelse, uten krig det herredømme derover, som de nå have.

Færøerne, som siden 1814 er danske, vare i oldtiden norske.

Island var øde, inntil på Harald Haarfagres tid. Da dro misnøyde nordmenn ditover og bosatte seg under en fri forfatning med et Althing som øverste myndighet. Men denne Frihed ledede til borgerkriger, så at Island 1262 frivillig ga seg under den norske Kong Haakon Haakonssøn. I 1814 vedble det å være forenet med Danmark. Samme skjebne hadde Grønland, som var en koloni fra Island.

Danmark besatt i middelalderen:

Skaane, Halland og Bleking, som ble svenske i 1658 og siden have vært det.

Øen Gotland, som har vært svensk siden 1645, hadde også lenge stått under de danske konger.

Sverige hadde ikke blot i middelalderen, men like til 1809 Finland, som siden har vært russisk.

Dessuten hadde de eldre konger ofte gjort store erobringer av fremmede land, således de norske konger i Skottland og Ireland. Til forskjellige tider var også land inntatt av danske konger i England og i Nord-Tyskland samt av svenske konger langs Østersøens østlige og sydlige Kyster.

Men Indvaanerne av disse fjernere land er nå rene engelskmenn, tyskere eller russer, og der er kun få spor tilbake av, at nordlendingene engang hadde herredømme over dem.