178

Ved Dyrkning have disse Lande vist sig at være frugtbare i Forhold til sin nordlige Beliggenhed. Thi intet andet Sted paa Jorden kan Korn trives saa langt op imod Nord som her. Europas Vestkyst opvarmes nemlig af Golfstrømmen, der fra Afrikas hede Belte gaar over til Mellem-Amerika, stryger derpaa langs Nord-Amerikas Østkyst til New-Foundland og bøier derfra over til Europa.

Danmark har en saa rig Kornavl, at det foruden sit eget Behov avler til Udførsel aarlig over fire Millioner Tønder Korn. Det sydligste af Sverige er næsten ligesaa frugtbart, saaledes at det hele Sverige aarlig har noget Overskud af Korn. Dette skyldes dog især Svenskernes 179Forbedringer i den seneste Tid. For hundrede Aar siden indførte Sverige aarlig en halv Million Tønder Korn. Finland tiltrænger derimod vanligen næsten en Million Tønders Tilførsel.

Norge maa endog aarlig indføre mere end en Million Tønder Korn. Men i alle disse Lande findes endnu saameget tjenligt Rydningsland, at man tør haabe, at den indenlandske Forsyning med Madvarer vil stige, efter hvert som Kundskab og Driftighed tiltager.

Paa Island dyrkes slet ikke Korn og kun som en Sjeldenhed Poteter.

Kvægavlen leverer overalt høist vigtige Bidrag til Indvaanernes Underhold. I de Egne, som have det strengeste Veirlag, nemlig længst imod Nord, indeholde de store Fjeldmarker og Skovaaser saa vidstrakte Beiter, at de om Sommeren kunne ernære en langt større Kvægbesætning, end det er muligt at underholde i Fjøs den lange Vinter. Herved er dog Almuen forledet til den Uskik om Vinteren at fodre sine Kreaturer meget knapt og tildels sultføde dem i Haab om, at de skulle komme sig, naar de slippes ud om Vaaren. Men Afdraatten af slige usle Kjør bliver ganske ringe i Forhold til deres Antal. I disse Egne er dog Fædrift Indvaanernes Hovednæring, hvilket bøder paa deres manglende Kornsæd. Navnligen ere Lapperne i det nordligste et rent Hyrdefolk, hvis Buskap er Rener.

Man vil maaske lettest gjøre sig et Begreb om Kvægholdet ved at sammenligne de tvende Lande, som ligne hinanden mest i Udstrækning, Folkemængde, Beliggenhed og Jordbund, nemlig Norge og Finland. I begge disse Lande har der i 1855 været gjort en Tælling af Kreaturene, hvorefter der fandtes:

Heste. Hornkvæg. Faar. Gjeder. Svin. Rener

I Norge 154,000 950,000 1,596,000 357,000 113,000 117,000.

I Finland 263,000 965,000 891,000 18,000 205,000 20,000.

Denne Sammenstilling viser besynderlige Ligheder og Uligheder. Men endnu mærkværdigere er det, at Finland af sit Kvægstel udfører en Mængde levende Kreaturer, Smør, Kjød, Huder og Talg. Derimod maatte Norge, hvor man især klager over Kvægets Sultfodring, i ethvert af Aarene 1850—1855 i Gjennemsnit indføre 1,890,000 Pund Smør, 700,000 Pund Flesk, 400,000 Pund Kjød og 700,000 Pund Ost. Denne Forsyning hentedes især fra Sverige og Danmark. Thi i disse frugtbarere Egne leverer ogsaa Kvægavlen det største Overskud.

178

Ved dyrkning have disse land vist seg å være fruktbare i forhold til sin nordlige beliggenhet. Thi intet annet sted på jorden kan korn trives så langt opp imot nord som her. Europas vestkyst oppvarmes nemlig av Golfstrømmen, der fra Afrikas hete belte går over til Mellem-Amerika, stryker derpå langs Nord-Amerikas østkyst til New-Foundland og bøyer derfra over til Europa.

Danmark har en så rik Kornavl, at det foruten sitt eget behov avler til utførsel årlig over fire Millioner Tønder korn. Det sydligste av Sverige er nesten likeså fruktbart, således at det hele Sverige årlig har noe overskudd av korn. Dette skyldes dog især svenskenes 179forbedringer i den seneste tid. For hundre år siden innførte Sverige årlig en halv million Tønder korn. Finland tiltrænger derimot vanligen nesten en million Tønders tilførsel.

Norge må endog årlig innføre mer enn en million Tønder korn. Men i alle disse land finnes ennå saameget tjenlig Rydningsland, at man tør håpe, at den innenlandske forsyning med matvarer vil stige, etter hvert som kunnskap og driftighet tiltar.

På Island dyrkes slett ikke korn og kun som en sjeldenhet poteter.

Kvegavlen leverer overalt høist viktige bidrag til innvånernes underhold. I de Egne, som har det strengeste Veirlag, nemlig lengst imot nord, inneholde de store Fjeldmarker og skogåser så vidstrakte beiter, at de om sommeren kunne ernære en langt større kvegbesetning, enn det er mulig å underholde i fjøs den lange vinter. Herved er dog Almuen forledet til den uskikk om vinteren at fodre sine Kreaturer meget knapt og tildels sultføde dem i håp om, at de skulle komme seg, når de slippes ut om våren. Men Afdraatten av slike usle Kjør blir ganske ringe i forhold til deres antall. I disse Egne er dog fedrift innvånernes hovednæring, hvilket bøter på deres manglende Kornsæd. Navnligen er Lapperne i det nordligste et rent Hyrdefolk, hvis buskap er reiner.

Man vil maaske lettest gjøre seg et begrep om kvegholdet ved å sammenligne de tvende land, som ligne hinannen mest i utstrekning, folkemengde, beliggenhet og jordbunn, nemlig Norge og Finland. I begge disse land har der i 1855 vært gjort en telling av Kreaturene, hvoretter der fantes:

Hester. Hornkvæg. Får. Geiter. Svin. Reiner

I Norge 154,000 950,000 1,596,000 357,000 113,000 117,000.

I Finland 263,000 965,000 891,000 18,000 205,000 20,000.

Denne sammenstilling viser besynderlige likheter og ulikheter. Men enda mærkværdigere er det, at Finland av sitt kvegstell utfører en mengde levende Kreaturer, Smør, kjøtt, huder og talg. Derimot måtte Norge, hvor man især klager over kvegets sultfôring, i ethvert av årene 1850—1855 i gjennomsnitt innføre 1,890,000 pund Smør, 700,000 pund flesk, 400,000 pund kjøtt og 700,000 pund ost. Denne forsyning hentedes især fra Sverige og Danmark. Thi i disse frugtbarere Egne leverer også kvegavlen det største overskudd.