Engelskmændene have tidligere end andre Folk faaet gode Love til Betryggelse af Friheden. Man antager, at Engelskmændene vare de første, hos hvem en retfærdig Fordeling af Statsmagten fandt Sted, idet Kongernes Magt indskrænkes ved en Forsamling af Borgere, (Storthing, Parliament), der sammensættes ved Valg af Repræsentanter eller Fuldmægtige, som have Ret til at 175give Love og bevilge Skatter for det hele Land. 1215 erhvervede de Engelske sig den første Grundlov, som er skreven i Europa. Folkets Rettigheder bleve der fastsatte og efterhaanden udvidede.

En af de tidligste Kirkeforbedrere var Engelskmanden Johan Wyclif, som døde 1384. Men først efter Luthers Tid blev en renere Lære almindelig antagen som Statsreligion. Denne indførtes fornemmelig af Dronning Elizabeth, som døde i 1603. I sin 45 Aars Regjering maatte hun stadigen med Sværdet forsvare sin Tro imod Spaniens ivrigt katholske Konge Filip den anden. Men da Engelskmændene tillige under hendes maadeholdne og vise Regjering gjorde store Fremskridt i Handel og Skibsfart, vare de istand til at forsvare sin Ø imod Spaniens uhyre Magt. Fornemmelig blev i 1588 en spansk Flaade, (den uovervindelige Armada) ganske ødelagt af de engelske Søhelte. Blandt disse havde Drake [Dræk] allerede udmærket sig ved at være den anden Sømand, som seilede rundt Jorden. Flere andre havde gjort dristige Farter og store Opdagelser i Ishavet, baade nordenfor Amerika og nordom Europa.

Ved denne ugifte Dronnings Død kom hendes Arving, den skotske Konge, paa de forenede Rigers Trone. Hans Slægt kaldtes Stuart. Fire Konger af denne Æt regjerede over de britiske Øer. De havde alle til Hensigt at gjøre Kongemagten ligesaa uindskrænket, som den dengang var i Frankrige og i Spanien, samt tillige at bringe Religionen nærmere til den katholske, hvori de troede at finde en Støtte for Kongernes Enevælde. Men herover kom den anden af disse Konger, Karl den første, i en Strid med sit Folk, hvori han kun understøttedes af Irelænderne. De fleste af disse holdt nemlig da ligesom endnu fast ved den katholske Lære. De ere ogsaa langt mindre oplyste og driftige end de Engelske, men meget stridbare. Efterat Kongen i elleve Aar ikke havde sammenkaldet Parliamentet, fordi han ganske vilde afskaffe det, maatte han omsider indkalde et Parliament. Men mellem dette og Kongen kom det snart til en Borgerkrig. Folkets Hær anførtes af Oliver Cromwell, som i flere Slag overvandt Kongen og tilsidst lod ham halshugge i Aaret 1649 den 30te Jan. England blev nu en Fristat, hvori dog Cromwell havde den øverste Magt indtil sin Død 1658. Han styrede med saa stor Kraft og Dygtighed, at England i hans Tid gjorde store Fremskridt. Men efter hans Død indkaldtes den henrettede Konges Sønner. De vare uduelige. Da den yngste af dem Jakob den anden var en aabenbar Katholik, frygtede Folket for, at han vilde bruge sin Magt til at kuldkaste Religion og Frihed. De indkaldte derfor i 1688 Wiljam den 3die, som havde udmærket sig ved at forsvare Holland imod de Franske. Han var ogsaa nær beslægtet og besvogret med de engelske Konger. Jakob flygtede strax fra sit Rige. Nu fastsattes Folkets Rettigheder tydeligere, saa at siden ingen Konge har forsøgt at afskaffe dem. Det bestemtes, at der skulde være fuld Samvittighedsfrihed og Trykkefrihed i hele Riget, dog skulde Kongen altid bekjende sig til den protestantiske Tro. Siden skede vel adskillige frugtesløse Oprør af de fordrevne Stuarters Tilhængere; men de Engelske 176overvandt saavel dem, som de udenlandske Regjeringer, der toge deres Parti. Disse vare især Frankrige og Spanien.

Engelskmennene har tidligere enn andre Folk fått gode Love til betryggelse av friheten. Man antar, at engelskmennene var de første, hos hvem en rettferdig fordeling av statsmakten fant sted, idet Kongernes makt innskrenkes ved en forsamling av borgere, (storting, Parliament), der sammensettes ved valg av representanter eller fullmektige, som har rett til å 175gi Love og bevilge skatter for det hele land. 1215 erhvervede de Engelske seg den første grunnlov, som er skrevet i Europa. Folkets rettigheter ble der fastsatte og etterhånden udvidede.

En av de tidligste Kirkeforbedrere var engelskmannen Johan Wyclif, som døde 1384. Men først etter Luthers tid ble en renere lære alminnelig antatt som statsreligion. Denne indførtes fornemmelig av dronning Elizabeth, som døde i 1603. I sin 45 Aars regjering måtte hun stadig med sverdet forsvare sin tro imot Spaniens ivrigt katolske Konge Filip den annen. Men da engelskmennene tillike under hennes måteholdne og vise regjering gjorde store fremskritt i handel og skipsfart, var de i stand til å forsvare sin Ø imot Spaniens uhyre makt. Fornemmelig ble i 1588 en spansk flåte, (den uovervinnelige armada) ganske ødelagt av de engelske sjøhelter. Blant disse hadde Drake [Dræk] allerede utmerket seg ved å være den annen sjømann, som seilede rundt jorden. Flere andre hadde gjort dristige farter og store oppdagelser i Ishavet, både nordenfor Amerika og nordom Europa.

Ved denne ugifte Dronnings død kom hennes arving, den skotske Konge, på de forenede Rigers trone. Hans Slægt kaltes Stuart. Fire konger av denne ætt regjerte over de britiske øyer. De hadde alle til hensikt å gjøre kongemakten likeså uinnskrenket, som den dengang var i Frankrige og i Spanien, samt tillike å bringe religionen nærmere til den katolske, hvori de trodde å finne en støtte for Kongernes enevelde. Men herover kom den annen av disse konger, Karl den første, i en strid med sitt Folk, hvori han kun understøttedes av irlenderne. De fleste av disse holdt nemlig da likesom ennå fast ved den katolske lære. De er også langt mindre opplyste og driftige enn de Engelske, men meget stridbare. Etter at Kongen i elleve år ikke hadde sammenkalt parlamentet, fordi han ganske ville avskaffe det, måtte han omsider innkalle et Parliament. Men mellom dette og Kongen kom det snart til en borgerkrig. Folkets hær anførtes av Oliver Cromwell, som i flere slag overvant Kongen og til sist lot ham halshugge i Aaret 1649 den 30te Jan. England ble nå en fristat, hvori dog Cromwell hadde den øverste makt inntil sin død 1658. Han styrte med så stor kraft og dyktighet, at England i hans tid gjorde store fremskritt. Men etter hans død indkaldtes den henrettede Konges sønner. De var uduelige. Da den yngste av dem Jakob den annen var en åpenbar katolikk, fryktede Folket for, at han ville bruke sin makt til å kullkaste religion og Frihed. De innkalte derfor i 1688 Wiljam den 3die, som hadde utmerket seg ved å forsvare Holland imot de Franske. Han var også nær beslektet og besvogret med de engelske konger. Jakob flyktet straks fra sitt rike. Nå fastsattes Folkets rettigheter tydeligere, så at siden ingen Konge har forsøkt å avskaffe dem. Det bestemtes, at der skulle være full samvittighetsfrihet og trykkefrihet i hele riket, dog skulle Kongen alltid bekjenne seg til den protestantiske tro. Siden skjedde vel adskillige fruktesløse opprør av de fordrevne Stuarters tilhengere; men de Engelske 176overvant såvel dem, som de utenlandske regjeringer, der tok deres parti. Disse var især Frankrige og Spanien.