Læreplanatlas
Tredie SkoletrinAf Jordens og Folkeslagenes Beskrivelse.

167. Englands Kolonier (Nybygder).

176

Efterat den fri Forfatning i England saaledes var grundfæstet, gjorde Folket stadigen de største Fremskridt i Handel, Næringsflid og Velstand. Først opnaaede de den øverste Rang i Søvæsenet, idet de stiftede Kolonier og erhvervede sig Land i de fjerneste Verdensdele. De gik her frem med større Mildhed og Frisind imod de Indfødte end de Folkeslag, som før dem havde anlagt Nybygder, nemlig Spanierne, Portugiserne og Hollænderne. Det hændte derfor oftere, at indfødte Fyrster og Folkeslag foretrak Forbund med England for Samkvem med de andre Europæer. Formedelst denne de Indfødtes Hjælp var det især, at det lykkedes de Engelske efterhaanden at fordrive de Franske og Hollænderne fra Indien. Erobringen af dette Land udførtes egentlig af et Handelsselskab (Handels-Bolag), som var stiftet for at beskytte den engelske Handel her, da enkelte Kjøbmænd vare udsatte for Plyndring af de indfødte Fyrster. Dette Selskab kjøbte sig da enkelte Havne, hvilke det befæstede, saasom Madras og Kalkutta. Det engelske Omraade omkring disse Stæder udvidedes efterhaanden ved Seiervindinger, hvorved fornemmelig Lord Clive (Kleiv) udmærkede sig. Han kom til Indien som Handelsbetjent og var den første, der forstod heldig at opøve en hvervet Hær af Indfødte, indtil den blev næsten ligesaa dygtig og trofast som de engelske Soldater, hvilke Bolaget underholdt til sit Forsvar.

Endnu betydeligere bleve de Nybygder, som de Engelske anlagde i Nordamerika. Denne nordlige Halvdel af Amerika blev først opdaget af en engelsk Sømand Cabot i 1497. Allerede paa Dronning Elizabeths Tid forsøgte de Engelske der at anlægge en Nybygd, som de kaldte Virginia efter sin ugifte Dronning (det latinske virgo). Men fornemmelig var det under de engelske Borgeruroligheder i Stuart-Kongernes Dage, at en Mængde, som vare misnøiede, enten formedelst borgerligt eller religiøst Tryk, udvandrede til Nord-Amerikas Østkyst ved Atlanterhavet. De vare især frisindede Protestanter og cromwellske Republikanere. Dog flyttede ogsaa misnøiede Kongeligsindede og fattige Folk, som vilde søge Brød. Til samme Tid forsøgte ligeledes de Franske at sætte sig fast i det næsten øde og saare frugtbare Land. De bemægtigede sig endog to af de vigtigste Kyststeder, nemlig Mundingen af den store Mississippi-Elv, som de kaldte efter sin Konge Louisiana, og hvor de anlagde Ny-Orleans, samt i Nord Udløbet af den næsten ligesaa betydelige St. Lawrence [Lårens] Elv i det Land, som de kaldte Kanada, og hvor de grundede Staden Quebec. Saaledes omsluttede de Franske paa begge Sider de Engelskes rigtignok betydeligere Kolonier.

Da Syvaarskrigen førtes i Europa, tog England Del i den, saa at det især i disse Aar kjæmpede imod Frankrige og Spanien tilsøs. Udfaldet blev, at de Franske aldeles fordreves fra Nordamerika. I 1763 maatte de afstaa Kanada til England.

Men netop disse de Engelskes store Seire gave Anledning til en 177indvortes Tvist imellem Moderlandet og Kolonierne. England havde ved sine Krige paadraget sig en meget stor Statsgjæld. Den engelske Regjering vilde nu, at Amerikanerne skulde betale Skatter til England, fordi de vare rige nok dertil, og fordi England havde havt store Udgifter med at forsvare dem imod de Franske. Men Amerikanerne svarede, at ifølge den engelske Grundlov burde enhver Borger deltage i at bevilge de Skatter, som han skulde betale. Da de amerikanske Nybygder ikke havde Repræsentanter i det engelske Parliament, burde altsaa ikke dette paalægge dem Skat. De gjorde nu et Oprør imod Englands Overhøihed. Det vedvarede i ni Aar, uagtet den engelske Regjering omsider tilbød dem Forlig med Ret til at sende Repræsentanter til London. I 1776 erklærede disse Kolonier sig ganske uafhængige. Af Hevngjerrighed og Misundelse over Englands Magt lod Frankrige og Spanien sig snart efter forlede til at understøtte Amerikanerne. Disse uindskrænkede Regjeringer gave dog derved sine egne Undersaater et Exempel paa Opstand, som siden ledede til, at Kongemagten i Frankrige afskaffedes, og at næsten alle Spaniens Kolonier gjorde Oprør.

Amerikanerne førte denne Krig med Kjekhed under Anførsel af Georg Washington. En anden af deres Borgere, som virkede meget for sine Landsmænds Uafhængighed, var Bogtrykkeren Franklin, der opfandt Lynaflederen. I 1783 maatte England erkjende Nybygderne for selvstændige. Siden oprettede de en samlet Stat, kaldet „de Forenede Stater i Nordamerika.“

Ti Aar derefter indvikledes England i den store Revolutionskrig med Frankrige, hvilken vedvarede næsten uafbrudt til Napoleons Fald i 1815. I denne Tid styredes England længe og med stor Dygtighed af Ministeren Wiljam Pitt. Dets Flaader anførtes seierrigt af Nelson (adlet Lord af Nilen), og Landhæren af Wellesley, som blev ophøiet til Hertug af Wellington.

Siden den Tid har England ikke ført nogen saa farlig Krig i Europa. Derimod har det forøget sine Erhvervelser i andre Verdensdele baade under Revolutionskrigen og siden ved mange Krigstog i Indien, China og andre barbariske Lande. Dets Handel er stadigen tiltaget. Ligeledes har Riget erhvervet sig store Strækninger ved Opdagelsens Ret. Thi intet Folk har anvendt saa stor Bekostning og saa megen Djærvhed paa at vinde Kundskab om Jordklodens Have og Lande.