Russerne fik ved dette ikke mere Handel med Europa, men derimod større Samfærsel med Asia. Deres Sæder og Skikke lignede derfor fremdeles Asiaternes. Men nu fremstod i 1688 en Tsar Peter, kaldet den store. Han vilde med engang lære Russerne europæisk Dannelse. Fremfor alt vilde han forhverve sig den Magt, som de største Europas Fyrster have. Dertil behøvedes først en meget stor Krigshær og at lære Soldaterne den europæiske Krigskunst. Men for at kunne faa istand denne store Forandring i Folkets Sæder og dertil indføre den med et, udkrævedes en stor Haardhed. Russerne vare ligesom de asiatiske Folk meget indbildske af sit Eget og hadede de 170vestlige Europæer som vantro Kjettere. De gjorde derfor adskillige Gange Oprør, især de gamle Krigsfolk, som kaldtes Strelitser. De vare stolte af at have forsvaret de gamle Tsarer og hjulpet dem til de store Erobringer. Men Peter dæmpede slige Oprør med Tusinders Aflivelse og var barbarisk nok til med egen Haand at afhugge manges Hoved.
Det første, han vilde bruge sin ny Krigshær til, var at indtage saadanne Kystlande, at Riget kunde faa Handel og Sømagt. Sverige eiede dengang hele Østersøens Østside ligetil Riga. Der regjerede da en femtenaarig Yngling, Karl den tolvte. Peter fik istand et Forbund med Danmark-Norge og Polen om at fratage ham hans Lande. I Førstningen gik det Russerne galt; thi Karl viste sig at være en stor Krigshelt, og den russiske Hær var endnu uøvet og havde ingen Tiltro eller Kjærlighed til sine ny udenlandske Offiserer. Karl den tolvte slog derfor Aar 1700 ved Narva en ti Gange talrigere russisk Hær. Men Peter overgik langt sin Fiende i Klogskab. Karl anvendte de følgende Aar til at ødelægge Polen. Imidlertid fik Russerne Tid baade til at øve sig og til at indtage Landstrækningen imellem Neva- og Dyna-Elvene ved Østersøen, hvor Karl ikke havde nok af Krigsfolk. Omsider gjorde den svenske Konge et uforsigtigt Tog ind i Rusland. Men her tabte han imod Peter det store Slag ved Pultava 1709, og maatte flygte til Tyrkiet. Allerede før den Tid havde Peter ved Neva anlagt Petersborg og Kronstadt, hvor han snart fik en stor Handel og Flaade. Da Peter den store døde i 1725, var Rusland et af Europas mægtigste Riger. Hvad, som lettede Peter hans mærkelige Værk, var baade hans egen Aandskraft og hans store Arbeidsomhed, der gik saa vidt, at han i Holland gav sig selv i Skibstømmermandslære, for at foregaa sit Folk med et godt Exempel. Fremdeles vare Russerne fra Fortiden vante til at taale de største Vilkaarligheder og Grusomheder af sine Tsarer. Peter gjorde dog Keisermagten endnu mere enevældig og lod endog sin egen Søn dræbe, fordi han modsatte sig hans Villie. Bønderne bleve først fuldkommen Slaver under hans Regjering.
De Forandringer, som han indførte i Russernes Sæder, kunde dog ikke saa pludselig virke uden paa det Udvortes og blandt de Fornemmere. Han tvang en stor Del af sine Undersaater til at lade sit Skjeg rage og at antage de franske Moder i Klædedragten, som vare dem en Vederstyggelighed. Men endnu er Tænkemaaden hos Russerne meget forskjellig fra den, som hersker i det vestlige Europa. Den arbeidende Klasse, Bønderne, ere mere uvidende end nogen anden Folkeklasse, som regnes blandt kristne Folk. Derimod har Rusland altid siden holdt en Krigshær, der i Talrighed overgik ethvert andet Riges. Alligevel have de russiske Krigshære neppe vundet betydelige Slag, uden naar de have havt Overlegenhed i Antal at stole paa. Imod de Franske og Svenske have de endog lidt Nederlag, uagtet sit Overtal.
Imidlertid vare Ruslands nærmeste Naboer Tyrkiet, Polen og Sverige meget svagere Stater. I det følgende hundrede Aar efter Peter Tsars Død har Rusland derfor gjort store Erobringer fra alle disse tre Magter. Især blev Riget meget udvidet under Keiserinde Katharina 171den anden. Hun var oprindelig en tysk Prinsesse, som blev gift med Peter den tredie, en Dattersøn af Peter den store. Men da denne hendes uduelige Mand var bleven dræbt i 1762 i et Oprør, der var foranstaltet af hende, lod hun sig udraabe til Keiserinde. I to Krige med Tyrkerne fratog hun dem hele Nord-Kysten af det sorte Hav, som de indtil den Tid havde eiet. Kongeriget Polen tilintetgjorde hun i Forening med Preussen og Østerrige, som dog kun fik en mindre Del i Rovet. Men hendes Folk havde liden Nytte af denne Storhed og Krigshæder, som hun forhvervede sig ved Strømme af dets Blod. Hun gav det et slet Exempel ved sit lastefulde Levnet og bortskjænkede af Statens Midler til sine Elskere ikke alene store Godser, men ogsaa de Livegne, som boede paa dem.