171

Efter Katharina den andens Død i 1796 indtog hendes Sønnesøn Alexander den første i 1809 det gamle svenske Finland. Han indlagde sig ogsaa stor Krigshæder i Kampen imod Napoleon den første. Siden udøvede han og hans Eftermand og Broder Nikolaus (1825—1855) næsten ligesaa stor Magt over de andre Europas Konger som forhen Napoleon. Men de anvendte denne sin Myndighed i en modsat Retning, nemlig til at vedligeholde det Gammeldagse i Borgersamfundets Indretninger. Især vilde de af al Magt opretholde Kongernes uindskrænkede Myndighed og modvirke Folkenes Stræben efter Frihed. Ruslands Keiser deltog saaledes enten med sine Penge eller Krigshære i at dæmpe en Mængde Oprør, endog i de fjerneste Lande af Europa, saasom Italien og Spanien. Derved bleve Russerne omsider meget frygtede, men ogsaa forhadte. Mange troede, at de vilde tilvinde sig et Overvælde over Europa. Alle frygtede for, at Russernes Overmagt vilde bruges til at undertrykke al Dannelse; thi deres Styrelse var ligesaa egenmægtig som Tyrkernes og de andre raa Krigerfolks, der vare udgangne fra det indre Asia. Den russiske Krigshærs Offiserer vare overmodige nok til at tro, at de skulde kunne underlægge sig frugtbarere Lande end sit eget. De stolede paa, at de Folkeslag, som udmærke sig saa meget i Fredens Kunster, ikke skulde være saa tapre eller saa krigsdygtige som de haardføre russiske Soldater. Disse Soldater indbildte sig, at de vestlige Folkeslag vare vantroende Kjettere, som det var en Gud velbehagelig Gjerning at bekjæmpe. Endelig troede den russiske Keiser selv, at de andre europæiske Fyrster og Folkeslag skulde være saa indbyrdes uenige, at det skulde lykkes det endrægtige Rusland og dets enevældige Tsar at betvinge enten en og en, eller ogsaa at faa nogle til Forbundne imod de andre.

Omsider besluttede Nikolaus sig til at omstyrte Tyrkiet. Russerne betragtede denne Krig som hellig, da den skulde have til Hensigt at befri mange Millioner Kristne fra at staa under Muselmændene. De fleste af disse tyrkiske Kristne ere ogsaa Russernes nære Slægtninger i Sprog og Sæder. Nikolaus haabede, at de andre europæiske Regjeringers Mistillid til Napoleon den tredie, som nylig var bleven Keiser i Frankrige, 172skulde forhindre et Forbund med ham. Han tilbød desuden England og Frankrige en Del af sit forventede tyrkiske Bytte. Men ingen af disse Stater undte Rusland den Magt, som det vilde faa ved, at Konstantinopel blev dets Hovedstad. De indgik derfor et Forbund for at beskytte Tyrkiet. Under en to Aars Krig ødelagde derpaa de Engelske i Finland to russiske Fæstninger, Bomarsund paa Aalandsøerne og Sveaborg tæt ved Helsingfors. I et helt Aar beleirede alle de Forbundne Fæstningen Sevastopol paa Krim og indtoge tilsidst en Halvpart af den. I 1856 sluttede pludselig de Franskes Keiser Fred, uden at Rusland mistede synderligt af Land.

Men Rigets Tab af Skibe og andre kostbare Krigs-Materialier havde været uhyre. Rusland var kommen i en overordentlig Gjæld og maatte afskedige en Del af sin Hær. Keiser Nikolaus var under Krigen pludselig død, og hans Søn Alexander den anden maatte forsøge at regjere paa et mildere Vis end hans Fader.

Især maatte han tage sig af Bøndernes elendige Stilling og besluttede derfor, strax efter sin Tronbestigelse, at gjøre Ende paa deres Slaveri. Dog varede det fem Aar, inden han udførte dette.

Imidlertid begyndte ogsaa Adelen og Borgerne at eftertragte mere Frihed og Andel i Statsstyrelsen. Især i det gamle Polen og i Finland, som i Aarhundreder havde været vante til borgerlig Frihed, ytredes der alvorlige Forlangender om en fri Konstitution.

At Oplysningen i Rusland er saa ringe, hidrører ikke alene derfra, at Russerne sildigere end andre Nationer begyndte at optage Europas Opfindelser, men ogsaa derfra, at Peter den stores Efterfølgere bleve bange for, at Folkets Oplysning vilde formindske deres Magt. Derfor forbøde de Trykningen af frimodige Skrifter eller deres Indførsel fra fremmede Lande, ja lagde endog Hindringer i Veien for, at Russerne skulde reise udenlands.

171

Etter Katharina den annens død i 1796 indtog hennes sønnesønn Alexander den første i 1809 det gamle svenske Finland. Han indlagde seg også stor Krigshæder i kampen imot Napoleon den første. Siden utøvet han og hans Eftermand og bror Nikolaus (1825—1855) nesten likeså stor makt over de andre Europas konger som forhen Napoleon. Men de anvendte denne sin myndighet i en motsatt retning, nemlig til å vedlikeholde det Gammeldagse i Borgersamfundets innretninger. Især ville de av all makt opprettholde Kongernes uinnskrenkede myndighet og modvirke Folkenes streben etter Frihed. Ruslands Keiser deltok således enten med sine penger eller Krigshære i å dempe en mengde opprør, endog i de fjerneste land av Europa, saasom Italien og Spanien. Derved ble russerne omsider meget fryktede, men også forhatte. Mange trodde, at de ville tilvinde seg et Overvælde over Europa. Alle fryktede for, at Russernes overmakt ville brukes til å undertrykke all dannelse; thi deres Styrelse var likeså egenmektig som Tyrkernes og de andre rå Krigerfolks, der var udgangne fra det indre Asia. Den russiske Krigshærs offiserer var overmodige nok til å tro, at de skulle kunne underlegge seg frugtbarere land enn sitt eget. De stolede på, at de folkeslag, som utmerke seg så meget i Fredens kunster, ikke skulle være så tapre eller så krigsdyktige som de hardføre russiske soldater. Disse soldater innbilte seg, at de vestlige folkeslag var vantroende kjettere, som det var en Gud velbehagelig gjerning å bekjempe. Endelig trodde den russiske Keiser selv, at de andre europeiske Fyrster og folkeslag skulle være så innbyrdes uenige, at det skulle lykkes det endrektige Rusland og dets eneveldige tsar å betvinge enten en og en, eller også å få noen til Forbundne imot de andre.

Omsider besluttet Nikolaus seg til å omstyrte Tyrkiet. Russerne betraktede denne krig som hellig, da den skulle ha til hensikt å befri mange Millioner Kristne fra å stå under muselmennene. De fleste av disse tyrkiske kristne er også Russernes nære slektninger i språk og Sæder. Nikolaus håpet, at de andre europeiske Regjeringers mistillit til Napoleon den tredje, som nylig var blitt Keiser i Frankrige, 172skulle forhindre et Forbund med ham. Han tilbød dessuten England og Frankrige en del av sitt forventede tyrkiske bytte. Men ingen av disse stater unte Rusland den makt, som det ville få ved, at Konstantinopel ble dets hovedstad. De inngikk derfor et Forbund for å beskytte Tyrkiet. Under en to Aars krig ødela derpå de Engelske i Finland to russiske festninger, Bomarsund på Aalandsøerne og Sveaborg tett ved Helsingfors. I et helt år beleirede alle de Forbundne festningen Sevastopol på Krim og inntok til sist en halvpart av den. I 1856 sluttet plutselig de Franskes Keiser Fred, uten at Rusland mistet synderligt av land.

Men Rigets tap av skip og andre kostbare Krigs-materialer hadde vært uhyre. Rusland var kommet i en overordentlig gjeld og måtte avskjedige en del av sin hær. Keiser Nikolaus var under krigen plutselig død, og hans sønn Alexander den annen måtte forsøke å regjere på et mildere Vis enn hans far.

Især måtte han ta seg av Bøndernes elendige stilling og besluttet derfor, straks etter sin Tronbestigelse, å gjøre ende på deres slaveri. Dog varte det fem år, innen han utførte dette.

Imidlertid begynte også adelen og borgerne at eftertragte mer Frihed og andel i Statsstyrelsen. Især i det gamle Polen og i Finland, som i århundrer hadde vært vante til borgerlig Frihed, ytredes der alvorlige forlangender om en fri konstitusjon.

At opplysningen i Rusland er så ringe, hidrører ikke alene derfra, at russerne sildigere enn andre nasjoner begynte å oppta Europas Opfindelser, men også derfra, at Peter den stores etterfølgere ble bange for, at Folkets opplysning ville forminske deres makt. Derfor forbød de trykningen av frimodige skrifter eller deres innførsel fra fremmede land, ja la endog hindringer i veien for, at russerne skulle reise utenlands.