Nederlandene ere Schweiz ganske modsat deri, at det er et Kystland ved Udløbet af Rhin, at det er fladt og saa lavt, at det tildels med Dæmninger maa beskyttes imod Havets Flod og Elvenes Flom; men Indvaanerne ere ligesaa driftige som Schweizerne. Deres Idræt er dog fornemmelig paa Søen. De ere de dygtigste Fiskere, endog paa saa lange Farvande som Hvalfangsten ved Grønland og Spitsbergen. Deres Handel strækker sig over hele Jorden. Amsterdam, Hag, Rotterdam, Antwerpen, Brygge og Bryssel ere rige Handelsstæder.
Ved Reformationen antoge mange af dem den ny Lære. Efter Karl den femtes Død kom Nederlandene under hans katholsk-utaalsomme Søn, den spanske Kong Filip den anden. Han begyndte snart de blodtørstigste Forfølgelser imod Protestanterne. Tilsidst fordrev han den ny Læres Venner fra de sydligste Provinser, hvis Indbyggere vedbleve at være hans Undersaater, og som nu efter mange Omskiftelser kaldes Kongeriget Belgien med Hovedstaden Bryssel.
De nordlige Provinser, af hvilke Holland var den fornemste, grebe derimod til Vaaben imod det gruelige Tyranni under Anførsel af Grev Vilhelm af Oranien omtrent 1573. Filip lod vel denne dygtige Mand snigmyrde; men Hollænderne værgede sig med den største Tapperhed og fik nogen Hjælp af England og af de franske Protestanter.
Især brugte Hollænderne sin Sømands-Dygtighed til at kapre spanske Skibe og til at indtage spanske Kolonier. Det sidste lykkedes 167dem især i Ostindien. Endnu besidde Hollænderne den meste Magt over de Øer, som ligge imellem Asia og Australia, hvilke kaldes Malaysien. Navnligen eie de den rige og frugtbare Ø Java, hvor Byen Batavia er anlagt.
Ved den vestfalske Fred 1648 maatte baade Tyskland og Spanien erkjende Holland for en egen Stat. Den blev i kort Tid meget mægtig især paa Østersøen og afgjorde engang Danmarks og Sveriges Skjebne, da Hollænderne forhindrede den svenske Karl Gustav fra at indtage Kjøbenhavn.
Men da England siden blev den mægtigste Sømagt, og da Frankrige hjemsøgte Holland med frygtelige Angrebskrige, blev det lille Folk udmattet i Kampen imod saa talrige Fiender og Medbeilere. Da endelig den franske Revolutionskrig kom, blev det erobret af de Franske og tilsidst indlemmet i Frankrige. I 1815, efter Napoleons Fald, blev det bestemt, at alle Nederlandene skulde udgjøre et Kongerige under en Prins af den oraniske Slægt, som havde indlagt sig saa megen Fortjeneste af Hollændernes Frihed.
Men Belgierne og Hollænderne kunde ikke forliges. Den katholske Geistlighed eggede Belgierne til Misnøie imod en protestantisk Regjering. Desuden ere Halvparten af Belgierne egentlig Franskmænd i Sprog og Sæder. Saaledes udbrød i 1830 en Opstand, som endte med, at den lille nederlandske Stat blev kløvet i to endnu mindre, Holland med 3 Millioner Indbyggere og Hovedstaden Haag [Hag], samt Belgien med 4 Millioner Indbyggere. Begge disse Kongeriger have vel nu en fri Forfatning; men de ere, som Følge af Fortidens Krige og Uroligheder, haardt betyngede af Gjæld og Skatter.
Adskillelsen imellem Holland og Belgien bevirkede, at begge Landes Forsvarskraft blev mindre. Den formindskede ogsaa meget begges Afsætningsmarked. Thi Holland udfører især Frembringelserne af sit Jordbrug, sit Fiskeri og sine Kolonier. Belgien derimod er rigt ved Fabriker, Stenkul og Jern. Det ene Land mangler netop, hvad det andet eier til Overflod.