Da Ungarn i de sidste tre hundrede Aar har været under de østerrigske Fyrster, har det modtaget en stor tysk Indvandring og tillige i flere Henseender tyske Sæder. Men oprindeligen vare Ungarns Indbyggere dels Slavoner, altsaa af samme Æt som Russerne, og dels beslægtede med Finnerne og Lapperne. Ungarn plagedes saa meget af Tyrkernes Anfald, at, da de i Aaret 1526 tabte et Slag, hvori deres Konge Ludvig den anden blev dræbt, fandt de det raadeligst at slutte sig til sine tyske Naboer og antage Keiser Karl den femtes Broder Ferdinand til Konge.
Ungarn udgjør Donau-Flodens Dalføre og indsluttes i Nord af de Bjerge, som kaldes Karpaterne, og i Syd af Alperne. Disse Bjerge ere rige paa Guld, Sølv og Salt. Langs Donau er Landet fladt og mere frugtbart. Her ligger Hovedstaden Ofen eller Budapest.
Ungarerne ere et krigersk Folk og udmærke sig især som Ryttere. De elske Friheden og have derfor baade i ældre Tider og endnu i denne Stund været meget utilfredse med de østerrigske Keiseres uindskrænkede Regjering og deres Forfølgelser af Protestanterne, hvoraf der findes mange i Ungarn.
I den allersidste Tid have baade Østerriges, Preussens og de andre tyske Landes Fyrster maattet antage den konstitutionelle Regjeringsform. Folket har altsaa faaet Andel i Regjeringen; men Tilfredshed er ikke derved opnaaet paa nogen af Siderne.