164

Formedelst det tyske Folks Splittelse imellem en Mængde Smaafyrster blev det lidet istand til at forsvare sig imod sine Naboer. Deraf benyttede især den mægtige franske Konge Ludvig den fjortende sig. Han hjemsøgte Tyskland omtrent i halvhundrede Aar med næsten stadige Krige. Nogle af Smaafyrsterne toge endog hans Parti.

En Fyrsteslægt, som regjerede i Nordtyskland, og hvis Hovedstad var Berlin, begyndte efterhaanden at blive mægtigere. De antoge Titel af Konger af Preussen. I Aaret 1740 fik dette Land til Konge Fredrik den anden eller den store, som var en udmærket Hærfører. Under blodige Kampe, hvoraf den ene kaldes Syvaarskrigen, bemægtigede han sig Landet Schlesien [Slesien], som tilhørte Østerrige. Siden fratog han listigen og uden Sværdslag Polen meget Land, saa at hans Rige ved hans Død regnedes til en af Europas fem Stormagter.

Medens den østerrigske Keiser var meget katholsk sindet og en Tilhænger af gamle Meninger, vare derimod de preussiske Konger Protestanter og beskyttede oftest de nyere Anskuelser. Lærde Mænd, som forfulgtes i det ene Land, kunde da ofte opnaa store Værdigheder i det andet. Deraf havde Aandsfriheden megen Fordel, og Oplysningen gik fremad især i Nord-Tyskland. Men denne Frihed kunde ikke hjælpe Tyskerne noget i Striden med saa mægtige Naboer som Frankrige og Rusland.

Da den store Revolutionskrig udbrød, og da Keiser Napolen erhvervede sig Magten i Frankrige, blev Tyskland imellem Aaret 1792 og 1814 næsten uafladelig hjemsøgt af de Franskes Anfald. Sjelden vare da Preussen og Østerrige enige eller i Forbund med hinanden. Tvertimod forholdt den ene sig rolig eller neutral, naar den anden blev overvunden af de Franske. Flere af de mindre Fyrster vare paa fransk Parti. Formedelst denne Uenighed imellem Tyskerne lykkedes det omsider Napoleon ved sin Dygtighed som Feltherre og som Statsstyrer at indlemme den vestlige Del af Tyskland i Frankrige og at gjøre alle tyske Fyrster, endog Østerrige og Preussen, til sine tvungne Bundsforvandte eller næsten til Lydkonger. Men efterat han paa sit ulykkelige Krigstog til Rusland i 1812 havde mistet sin tapre Hær ved Kulde og Elendighed, opmandede Tysklands Fyrster og Folk sig til et endrægtigt Oprør 165imod hans Magt. De tyske Krigere befriede ikke alene sit eget Land, men deltoge ogsaa i 1814 med Russerne og Engelskmændene i det Indfald i Frankrige, som endte med Napoleons Afsættelse.

Tyskland vedblev siden fremdeles at være delt imellem flere Fyrster, som nu ere 30, foruden de fire Fristater Hamburg, Lybek, Bremen og Frankfurt. De indgik dog et Forbund med hinanden, som holder sine Møder i Frankfurt. Enigheden imellem Fyrsterne er vel nu ikke større end før; men Folket anser sig nu som et og tragter efter at forenes under en Regjering. Stærkest er denne Lyst til enig Sammenslutning hos de mest oplyste, protestantiske Nordtyskere. De katholske Sydtyskere staa i Dannelse langt lavere og neppe saa høit som Italienerne og de Franske. Hertil kommer, at de nu i flere hundrede Aar have været forenede til det østerrigske Rige sammen med flere Millioner Ungarer, Slavoner og andre Folkeslag. Deraf have Sydtyskerne dog høstet Fordele for Afsætningen af sin Kunstflid og i andre Maader. Mange af Østerrigerne ville derfor heller vedligeholde sit Keiserdømme, saaledes som det er, fremfor at forbinde sig med de andre Tyskere.

164

Formedelst det tyske Folks splittelse imellom en mengde Smaafyrster ble det lite i stand til å forsvare seg imot sine naboer. Derav benyttet især den mektige franske Konge Ludvig den fjortende seg. Han hjemsøkte Tyskland omtrent i halvhundre år med nesten stadige kriger. Noen av Smaafyrsterne tok endog hans parti.

En Fyrsteslægt, som regjerte i Nordtyskland, og hvis hovedstad var Berlin, begynte etterhånden å bli mektigere. De antok tittel av konger av Preussen. I Aaret 1740 fikk dette land til Konge Fredrik den annen eller den store, som var en utmerket hærfører. Under blodige kamper, hvorav den ene kalles Syvaarskrigen, bemektiget han seg landet Schlesien [Slesien], som tilhørte Østerrige. Siden fratok han listigen og uten sverdslag Polen meget land, så at hans rike ved hans død regnedes til en av Europas fem stormakter.

Mens den østerrikske Keiser var meget katolsk sinnet og en tilhenger av gamle meninger, vare derimot de preussiske konger protestanter og beskyttet oftest de nyere anskuelser. Lærde menn, som forfulgtes i det ene land, kunne da ofte oppnå store verdigheter i det andre. Derav hadde åndsfriheten mye fordel, og opplysningen gikk fremad især i Nord-Tyskland. Men denne Frihed kunne ikke hjelpe tyskerne noe i striden med så mektige naboer som Frankrige og Rusland.

Da den store Revolutionskrig utbrøt, og da Keiser Napolen erhvervede seg makten i Frankrige, ble Tyskland imellom Aaret 1792 og 1814 nesten uavlatelig hjemsøkt av de Franskes anfall. Sjelden vare da Preussen og Østerrige enige eller i Forbund med hinannen. Tvertimod forholdt den ene seg rolig eller neutral, når den annen ble overvunnet av de Franske. Flere av de mindre Fyrster var på fransk parti. Formedelst denne uenighet imellom tyskerne lyktes det omsider Napoleon ved sin dyktighet som feltherre og som Statsstyrer å innlemme den vestlige del av Tyskland i Frankrige og å gjøre alle tyske Fyrster, endog Østerrige og Preussen, til sine tvungne Bundsforvandte eller nesten til lydkonger. Men etter at han på sitt ulykkelige Krigstog til Rusland i 1812 hadde mistet sin tapre hær ved kulde og elendighet, opmandede Tysklands Fyrster og Folk seg til et endrægtigt opprør 165imot hans makt. De tyske krigere befridde ikke alene sitt eget land, men deltok også i 1814 med russerne og engelskmennene i det innfall i Frankrige, som endte med Napoleons avsettelse.

Tyskland vedble siden fremdeles å være delt imellom flere Fyrster, som nå er 30, foruten de fire Fristater Hamburg, Lybek, Bremen og Frankfurt. De inngikk dog et Forbund med hinannen, som holder sine møter i Frankfurt. Enigheten imellom fyrstene er vel nå ikke større enn før; men Folket anser seg nå som et og trakter etter å forenes under en regjering. Sterkest er denne lyst til enig sammenslutning hos de mest opplyste, protestantiske Nordtyskere. De katolske Sydtyskere stå i dannelse langt lavere og neppe så høyt som italienerne og de Franske. Hertil kommer, at de nå i flere hundre år have vært forente til det østerrikske rike sammen med flere Millioner Ungarer, slavoner og andre folkeslag. Derav have Sydtyskerne dog høstet Fordele for avsetningen av sin Kunstflid og i andre måter. Mange av østerrikerne ville derfor heller vedlikeholde sitt keiserdømme, således som det er, fremfor å forbinde seg med de andre tyskere.