Omsider fremstod en Keiser Ferdinand den anden, som i 1618 søgte med Vaabenmagt at tvinge sine Undersaatter til den katholske Lære. Han stræbte derunder tillige, ligesom Karl den femte, at udvide sin Myndighed over Smaafyrsterne. Han udryddede virkelig den forbedrede Lære i hele Bøhmen. Men nu begyndte ogsaa Protestanterne at værge sig med Vaaben. Heraf opkom Trediveaarskrigen, som skal have kostet 12 Millioner Mennesker Livet, og som gjorde store Strækninger af Tyskland til Ørkener. De tyske Protestanter vilde ganske vist have bukket under, dersom de ikke havde faaet Bistand fra sine troesbeslægtede Naboer: Hollænderne, men især Danmark og Sverige. Først forsøgte Danmarks og Norges Konge Kristian den fjerde at beskytte sine fortrykte Troesbrødre. Han blev slagen af Overmagten, og endog hele Jylland oversvømmedes af Keiserens vilde Hærskarer med deres vældige Høvdinger Tilly og Wallenstein. Derefter kom den svenske Konge Gustav Adolf. Han var sin Tids største Krigshelt. Omkring sine faa, men tapre svenske Krigere samlede han de tyske Protestanter og slog den mægtige Keiser i de to store Slag ved Leipzig og ved Lützen [Lytsen]. I det sidste af disse faldt den ædle Gustav i Aaret 1632. Men hans Generaler vedbleve Kampen, ledede af den 164svenske Kansler Oxenstjerna, indtil Aaret 1648. Da sluttedes den vestfalske Fred, hvorefter der skulde være en Art Religionsfrihed i Tyskland. Det bestemtes tillige, at de tyske Smaafyrster skulde være omtrent uafhængige af Keiseren.

Siden den Tid havde den saakaldte Romerkeiser i Tyskland næsten ingen Myndighed uden i de Lande, som hans Slægt ved Arv og Erobring havde tillagt sig. Disse Lande indbefatte det sydlige Tyskland og Ungarn i Donaudalen. Hertil kom siden Dele af Italien og Polen. Det blev omsider til et meget stort Rige, kaldet Østerrige, hvorover Keiseren regjerede næsten ganske uindskrænket. Da det grændsede til Tyrkiet, maatte han jevnligen kjæmpe med Tyrkerne.

Omsider fremstod en Keiser Ferdinand den annen, som i 1618 søkte med våpenmakt å tvinge sine undersåtter til den katolske lære. Han strebet derunder tillike, likesom Karl den femte, å utvide sin myndighet over Smaafyrsterne. Han utryddet virkelig den forbedrede lære i hele Bøhmen. Men nå begynte også protestantene å verge seg med våpen. Heraf opkom trettiårskrigen, som skal ha kostet 12 Millioner Mennesker livet, og som gjorde store strekninger av Tyskland til ørkener. De tyske protestanter ville ganske vist have bukket under, dersom de ikke hadde fått bistand fra sine trosbeslektede naboer: Hollenderne, men især Danmark og Sverige. Først forsøkte Danmarks og Norges Konge Kristian den fjerde å beskytte sine fortrykte trosbrødre. Han ble slagen av overmakten, og endog hele Jylland oversvømmedes av Keiserens ville hærskarer med deres veldige høvdinger Tilly og Wallenstein. Deretter kom den svenske Konge Gustav Adolf. Han var sin Tids største krigshelt. Omkring sine få, men tapre svenske krigere samlet han de tyske protestanter og slo den mektige Keiser i de to store slag ved Leipzig og ved Lützen [Lytsen]. I det siste av disse falt den edle Gustav i Aaret 1632. Men hans generaler vedble kampen, ledede av den 164svenske kansler Oxenstjerna, inntil Aaret 1648. Da sluttedes den vestfalske fred, hvoretter der skulle være en art religionsfrihet i Tyskland. Det bestemtes tillike, at de tyske Smaafyrster skulle være omtrent uavhengige av keiseren.

Siden den tid hadde den såkalte Romerkeiser i Tyskland nesten ingen myndighet uten i de land, som hans slekt ved arv og erobring hadde tillagt seg. Disse land innbefatte det sydlige Tyskland og Ungarn i Donaudalen. Hertil kom siden dele av Italien og Polen. Det ble omsider til et meget stort rike, kalt Østerrige, hvorover keiseren regjerte nesten ganske uinnskrenket. Da det grenset til Tyrkiet, måtte han jevnlig kjempe med tyrkerne.