162

I Aaret 1519 blev Karl den femte Keiser, da han endnu ikke var tyve Aar. Ved sin Faders og Farfaders Giftermaal med Prinsesser, der vare Arvinger til store Lande, besad han foruden Østerrige ogsaa Nederlandene, Spanien tilligemed dets vidtløftige Kolonier samt Herredømmet over Italien. Han var en klog og tapper Mand og meget herskesyg.

Men til samme Tid fremstod en fattig og ringe Mand, som erhvervede sig en større Magt over Menneskenes Aand og Hjerte end alle Keiser Karls Krigshære og alt hans Guld. Denne Mand var en Bergarbeiders Søn; han var Munk og hed Morten Luther.

Den 31te Okt. 1517 begyndte Luther sin Kirkeforbedring med, at han paa Kirkedøren i Wittenberg opslog en Gjendrivelse af Pavens Lære om Afladshandel. Allerede før den Tid havde andre lærde og fromme Mænd søgt at rense Kirken fra Misbrug; men de havde kun høstet Martyrkroner, fordi den beleilige Tid endnu ikke var kommen.

I de tyske Lande havde Kirkeforbedringen først været prædiket af tvende Bøhmere Johan Huss og Hieronymus ved Universitetet i Prag. Deres mundtlige Ord bevirkede, at mange i dette Land forlod Pavedømmets Vildfarelser. Men de fleste Tyskere holdt i sin Uvidenhed fast ved den katholske Tro. En Kirkeforsamling i Kostnits lod begge disse Sandhedsvidner levende brænde 1415 og 1416, et hundrede Aar før Luther.

Tapre Landsmænd i Bøhmen grebe rigtignok til Vaaben, for at hevne denne Nidingsdaad og for at værge sin Samvittighedsfrihed. Men det lykkedes kun deres Anfører Ziska at vinde Navn som en stor Krigshøvding. Hans Land blev oversvømmet af Blod.

Men i 1441 opfandt Johan Guttenberg Bogtrykkerkunsten, som blev det mægtigste Redskab til Lysets Udbredelse. Denne store Kunst brugtes i Begyndelsen til at udbrede Bibelen og gudelige Skrifter for saa billig Pris, at de Fattigste kunde skaffe sig dem. Alt flere og flere fik da Lyst til at lære at læse. Da nu denne Forandring havde havt Tid til at virke til en høiere Oplysning, blev Luther istand til med sit trykte Ord at udbrede sine Meninger over hele den katholske Kristenhed. Til paa engang at udsprede et Skrift blandt mange Folkeslag havde man dengang et virksomt Middel i det latinske Sprog. Formedelst Romerrigets store Anseelse og paa Grund af de ypperlige Bøger, som Romerne havde forfattet, havde deres Tungemaal, det latinske, i hele Middelalderen været erkjendt for at være det fortrinligste, hvilket enhver dannet Mand burde forstaa. Man havde derfor paa Latin optegnet ethvert vigtigt Skrift, 163endog Love og Dokumenter. Især havde den katholske Geistlighed altid holdt Gudstjenesten paa Latin og kun udbredt Bibelen i det latinske Sprog. Det var derfor vel bekjendt i alle katholske Lande. Naar Reformatorerne altsaa fremsatte sine nye Meninger paa Latin, kunde de paa engang læses i Spanien og i Norge, i England og i Ungarn. Dette var altsaa for de mere velhavende og oplyste Klasser af Folkene et fortrinligt Meddelelsesmiddel.

Men Luther vilde ogsaa virke paa Almuen og de arbeidende Klasser. Han oversatte derfor baade Bibelen og sine vigtigste Skrifter paa Tysk. Dette Sprog fik derved sin første Dannelse. Da Luthers Exempel efterlignedes i andre Lande, bleve Folkesprogene siden meget dyrkede. Almuens Dannelse kom fra den Tid til at nærme sig mere den, som forhen blot de Rigere kunde opnaa.

Men den største Hjælp havde Luther af Tysklands Splittelse imellem de mange Fyrster. Keiser Karl den femte var altid sysselsat med Krige imod Frankrige og Tyrkerne. Imidlertid beskyttede de mindre Fyrster Luther hemmeligt og aabenbart. I det nordlige Tyskland indførte de hans Lære som Statskirke.

Karl den femte ærgrede sig tilsidst saa meget over, at han ikke kunde blive Tysklands Enevoldsherre og gjøre det katholsk, at han nedlagde sin Krone.

Tyskerne deltes siden i to fiendtlige Partier, som endnu bestaa. De nordligste tilligemed deres Smaafyrster, som grændsede nærmest til det uafhængige England og Skandinavien, bleve Protestanter, ligesom disse deres Naboer. De sydligst boende Tyskere derimod, som stødte til det katholske Italien og Frankrige, og hvor den ivrigt katholske tyske Keiser havde mest at sige, vedbleve at være Katholiker.

162

I Aaret 1519 ble Karl den femte Keiser, da han ennå ikke var tyve år. Ved sin Faders og Farfaders giftermål med prinsesser, der var arvinger til store land, besatt han foruten Østerrige også Nederlandene, Spanien tillikemed dets vidtløftige kolonier samt herredømmet over Italien. Han var en klok og tapper mann og meget herskesyk.

Men til samme tid fremstod en fattig og ringe mann, som erhvervede seg en større makt over Menneskenes ånd og hjerte enn alle Keiser Karls Krigshære og alt hans gull. Denne mann var en Bergarbeiders sønn; han var munk og het Morten Luther.

Den 31te Okt. 1517 begynte Luther sin Kirkeforbedring med, at han på kirkedøren i Wittenberg opslog en gjendrivelse av Pavens lære om avlatshandel. Allerede før den tid hadde andre lærde og fromme menn søkt å rense kirken fra misbruk; men de hadde kun høstet Martyrkroner, fordi den beleilige tid ennå ikke var kommet.

I de tyske land hadde Kirkeforbedringen først vært prediket av tvende bøhmere Johan Huss og Hieronymus ved Universitetet i Prag. Deres muntlige ord bevirkede, at mange i dette land forlot Pavedømmets villfarelser. Men de fleste tyskere holdt i sin uvitenhet fast ved den katolske tro. En Kirkeforsamling i Kostnits lot begge disse sannhetsvitner levende brenne 1415 og 1416, et hundre år før Luther.

Tapre landsmenn i Bøhmen grep riktignok til våpen, for å hevne denne nidingsdåd og for å verge sin samvittighetsfrihet. Men det lyktes kun deres Anfører Ziska å vinne navn som en stor Krigshøvding. Hans Land ble oversvømt av blod.

Men i 1441 oppfant Johan Guttenberg Bogtrykkerkunsten, som ble det mektigste redskap til Lysets utbredelse. Denne store kunst brugtes i begynnelsen til å utbre Bibelen og gudelige skrifter for så billig pris, at de Fattigste kunne skaffe seg dem. Alt flere og flere fikk da lyst til å lære å lese. Da nå denne forandring hadde hatt tid til å virke til en høyere opplysning, ble Luther i stand til med sitt trykte ord å utbre sine meninger over hele den katolske kristenhet. Til på engang å utsprede et skrift blant mange folkeslag hadde man dengang et virksomt middel i det latinske språk. Formedelst Romerrigets store anseelse og på grunn av de ypperlige bøker, som romerne hadde forfattet, hadde deres tungemål, det latinske, i hele middelalderen vært erkjent for å være det fortrinligste, hvilket enhver dannet mann burde forstå. Man hadde derfor på latin opptegnet ethvert viktig skrift, 163endog Love og dokumenter. Især hadde den katolske geistlighet alltid holdt gudstjenesten på latin og kun utbredt Bibelen i det latinske språk. Det var derfor vel bekjent i alle katolske land. Når reformatorene altså fremsatte sine nye meninger på latin, kunne de på engang leses i Spanien og i Norge, i England og i Ungarn. Dette var altså for de mer velhavende og opplyste klasser av folkene et fortrinligt meddelelsesmiddel.

Men Luther ville også virke på Almuen og de arbeidende klasser. Han oversatte derfor både Bibelen og sine viktigste skrifter på tysk. Dette språk fikk derved sin første dannelse. Da Luthers Exempel etterlignedes i andre land, ble folkespråkene siden meget dyrkede. Almuens dannelse kom fra den tid til å nærme seg mer den, som forhen blot de Rigere kunne oppnå.

Men den største hjelp hadde Luther av Tysklands splittelse imellom de mange Fyrster. Keiser Karl den femte var alltid sysselsatt med kriger imot Frankrige og tyrkerne. Imidlertid beskyttede de mindre Fyrster Luther hemmelig og åpenbart. I det nordlige Tyskland innførte de hans lære som statskirke.

Karl den femte ergret seg til sist så meget over, at han ikke kunne bli Tysklands enevoldsherre og gjøre det katolsk, at han nedla sin krone.

Tyskerne deltes siden i to fiendtlige partier, som ennå bestå. De nordligste tillikemed deres Smaafyrster, som grenset nærmest til det uavhengige England og Skandinavien, ble protestanter, likesom disse deres naboer. De sydligst boende tyskere derimot, som støtte til det katolske Italien og Frankrige, og hvor den ivrigt katolske tyske Keiser hadde mest å si, vedble å være Katholiker.