De spanske og portugisiske Konger havde erhvervet sig en aldeles uindskrænket Magt over sine Undersaater. Geistligheden var ogsaa yderst fiendtlig sindet imod enhver religiøs Mening, som afveg fra den katholske Kirkes. Der indførtes saaledes i alle spanske Lande en frygtelig Domstol, kaldet Inkvisitionen, for at opspore og straffe Kjettere. Først fordreve og udryddede de Jøderne og Muhamedanerne fra Spanien, uagtet disse Folk, efter at være underkastede de Kristne, levede ganske fredeligt og vare meget virksomme og dygtige Arbeidere. Siden anvendte de spanske Konger og Præster ligesaa stor Grumhed, for at faa udryddet Luthers Reformation ikke alene i de spanske Lande, men over hele Europa.

Deres Magt var ogsaa den største, som havde været i flere hundrede Aar blandt de kristne Folkeslag. Det lykkedes de spanske Konger ved Arv eller Erobring at erhverve sig Herredømmet over det meste af Italien, over Nederlandene, og at forene Portugal med Spanien i sexti Aar (fra 1580—1640). Især var Ferdinand den katholskes Dattersøn Karl den femte overmaade mægtig. Han blev valgt til tysk Keiser og var Luthers ivrige Modstander. Endnu blodigere vare de Forfølgelser, som Sønnen Filip den anden anstillede imod Protestanterne i Nederlandene. Ved ivrig Deltagelse i de franske Borgerkrige og ved et mægtigt Anfald paa England søgte han ogsaa i fremmede Lande at udrydde Kjetterne. Mangfoldige Tusinde af sine Undersaater halshuggede han som Oprørere eller brændte som Frafaldne. Men dette skrækkelige Tyranni eggede tapre Mænd til Modstand. Hollænderne gjorde et Oprør, som endte heldigen med, at de oprettede en Republik. De dygtige engelske Sømænd under Dronning Elisabets Regjering ødelagde den Flaade, som Filip i sit Hovmod havde kaldet den „uovervindelige.“

158Ogsaa i det følgende Aarhundrede vedblev den spanske Regjering at ødsle Blod og Penge paa at undertrykke Aandsfriheden. Især tog den en virksom Del i Trediveaarskrigen, der gik ud paa at betvinge Protestanterne i Tyskland. Men herved affolkedes og udarmedes Landet. Ligesaa fordærveligt var det, at Kongernes Undertrykkelse og Præsternes Aandsformørkelse udslukkede al Oplysning hos det spanske Folk. Enhver, som udmærkede sig ved Dannelse, stod i den største Fare for at blive brændt som Kjetter. Ogsaa Kongerne opdroges i Uvidenhed, og intet frimodigt Ord kunde i deres Nærhed ytres af deres slaviske Hoffolk.

De spanske og portugisiske konger hadde ervervet seg en aldeles uinnskrenket makt over sine undersåtter. Geistligheten var også ytterst fiendtlig sinnet imot enhver religiøs mening, som avvek fra den katolske Kirkes. Der indførtes således i alle spanske land en fryktelig domstol, kalt inkvisisjonen, for å oppspore og straffe kjettere. Først fordrev og utryddet de jødene og Muhamedanerne fra Spanien, uaktet disse Folk, etter å være underkastede de kristne, levde ganske fredelig og vare meget virksomme og dyktige arbeidere. Siden anvendte de spanske konger og prester likeså stor grumhet, for å få utryddet Luthers Reformation ikke alene i de spanske land, men over hele Europa.

Deres makt var også den største, som hadde vært i flere hundre år blant de kristne folkeslag. Det lyktes de spanske konger ved arv eller erobring å erverve seg herredømmet over det meste av Italien, over Nederlandene, og å forene Portugal med Spanien i seksti år (fra 1580—1640). Især var Ferdinand den katolskes dattersønn Karl den femte overmåte mektig. Han ble valgt til tysk Keiser og var Luthers ivrige motstander. Enda blodigere var de forfølgelser, som sønnen Filip den annen anstilte imot protestantene i Nederlandene. Ved ivrig deltagelse i de franske borgerkriger og ved et mektig anfall på England søkte han også i fremmede land å utrydde kjetterne. Mangfoldige tusen av sine undersåtter halshugget han som opprørere eller brente som Frafaldne. Men dette skrekkelige tyranni eggede tapre menn til motstand. Hollenderne gjorde et opprør, som endte heldigen med, at de opprettet en republikk. De dyktige engelske sjømenn under dronning Elisabets Regjering ødela den flåte, som Filip i sitt hovmod hadde kalt den „uovervinnelige.“

158Også i det følgende århundre vedble den spanske regjering å ødsle blod og penger på å undertrykke åndsfriheten. Især tok den en virksom del i trettiårskrigen, der gikk ut på å betvinge protestantene i Tyskland. Men herved avfolkedes og utarmedes landet. Likeså fordervelig var det, at Kongernes undertrykkelse og Præsternes åndsformørkelse utslukkede all opplysning hos det spanske Folk. Enhver, som utmerket seg ved dannelse, stod i den største fare for å bli brent som kjetter. Også kongene opdroges i uvitenhet, og intet frimodig ord kunne i deres nærhet ytres av deres slaviske hoffolk.