De spanske og portugisiske Konger havde erhvervet sig en aldeles uindskrænket Magt over sine Undersaater. Geistligheden var ogsaa yderst fiendtlig sindet imod enhver religiøs Mening, som afveg fra den katholske Kirkes. Der indførtes saaledes i alle spanske Lande en frygtelig Domstol, kaldet Inkvisitionen, for at opspore og straffe Kjettere. Først fordreve og udryddede de Jøderne og Muhamedanerne fra Spanien, uagtet disse Folk, efter at være underkastede de Kristne, levede ganske fredeligt og vare meget virksomme og dygtige Arbeidere. Siden anvendte de spanske Konger og Præster ligesaa stor Grumhed, for at faa udryddet Luthers Reformation ikke alene i de spanske Lande, men over hele Europa.
Deres Magt var ogsaa den største, som havde været i flere hundrede Aar blandt de kristne Folkeslag. Det lykkedes de spanske Konger ved Arv eller Erobring at erhverve sig Herredømmet over det meste af Italien, over Nederlandene, og at forene Portugal med Spanien i sexti Aar (fra 1580—1640). Især var Ferdinand den katholskes Dattersøn Karl den femte overmaade mægtig. Han blev valgt til tysk Keiser og var Luthers ivrige Modstander. Endnu blodigere vare de Forfølgelser, som Sønnen Filip den anden anstillede imod Protestanterne i Nederlandene. Ved ivrig Deltagelse i de franske Borgerkrige og ved et mægtigt Anfald paa England søgte han ogsaa i fremmede Lande at udrydde Kjetterne. Mangfoldige Tusinde af sine Undersaater halshuggede han som Oprørere eller brændte som Frafaldne. Men dette skrækkelige Tyranni eggede tapre Mænd til Modstand. Hollænderne gjorde et Oprør, som endte heldigen med, at de oprettede en Republik. De dygtige engelske Sømænd under Dronning Elisabets Regjering ødelagde den Flaade, som Filip i sit Hovmod havde kaldet den „uovervindelige.“
158Ogsaa i det følgende Aarhundrede vedblev den spanske Regjering at ødsle Blod og Penge paa at undertrykke Aandsfriheden. Især tog den en virksom Del i Trediveaarskrigen, der gik ud paa at betvinge Protestanterne i Tyskland. Men herved affolkedes og udarmedes Landet. Ligesaa fordærveligt var det, at Kongernes Undertrykkelse og Præsternes Aandsformørkelse udslukkede al Oplysning hos det spanske Folk. Enhver, som udmærkede sig ved Dannelse, stod i den største Fare for at blive brændt som Kjetter. Ogsaa Kongerne opdroges i Uvidenhed, og intet frimodigt Ord kunde i deres Nærhed ytres af deres slaviske Hoffolk.