153

De Franske have ogsaa ført mod hinanden meget blodige Borgerkrige. Det var i Syd-Frankrige, at omtrent Aar 1200 de første Kirke-Forbedrere (Reformatorer) opstode, som kaldtes Valdenser. De udryddedes paa det grusomste. Efterat Luther i Tyskland var fremstaaet i 1517 og omtrent paa samme Tid Schweizeren Ulrik Zwingli, fik Reformationen ogsaa en ivrig Forkynder i Franskmanden Kalvin, som udbredte den evangeliske Lære i sit Fædreland. Men Katholikerne begyndte herover i Frankrige en Borgerkrig fra 1560 til 1594. Under disse Kampe forefaldt blandt andre Skjændigheder i 1572 det parisiske Blodbryllup. En ond Dronning, Katharina af Medicis, hyklede et Forlig imellem de to stridende Partier. Det skulde stadfæstes med, at hendes Datter ægtede de Reformertes Anfører, som var en Prins af Kongeslægten, ved Navn Henrik af Bourbon [Burbong]. I denne Anledning samledes nu mange tusinde Reformerte i Paris. Men den 24de August angreb den katholske Pøbel dem om Natten og myrdede enhver, som ikke rømte eller afsvor sin Tro. Deres Anfører, denne Henrik, blev siden 1594 Frankriges Konge ved Arv. Men han maatte først afsværge den reformerte Tro. Dens Tilhængere bleve siden efterhvert mere og mere fortrædigede, ja endog fordrevne af Landet. Der findes derfor nu kun faa i Frankrige, der ikke regnes for at være Katholiker. Disse Forfølgelser ledede ogsaa til, at Kristendommen hos mange kom i Foragt som en blodtørstig Lære, der kun tjente til at fremme Præsternes Egennytte. De franske Konger herskede med stor Egenraadighed og Strenghed over sine Undersaater og anvendte de Skatte, som disse ydede, til en udsvævende Pragt og stor Ryggesløshed. En af de mærkeligste iblandt dem var Ludvig den 14de, som døde i 1715 efter 72 Aars Regjering. Han var den første Konge, som i Fredstid begyndte at holde en stor Hær, paa over 100,000 Mand. Han brugte den til stadige Krige imod alle sine Naboer. Uhyre Summer anvendte han paa at bygge Slottet Versailles [Versaj] nærved Paris; store Skatte skjænkede han sine uægte Børn. Han afskaffede saa vidt muligt Folkets Delagtighed i Statens Regjering og fordrev alle Protestanter fra sit Land. Ved al denne Æresyge og Voldsomhed forarmedes Folket. Tilsidst blev Misnøiet imod den uindskrænkede Regjeringsform saa stort, at der i 1789 begyndte et Oprør, kaldet den franske Revolution. Den daværende Konge Ludvig den sextende blev fangen af Folket i Paris og offentlig halshuggen i 1793, uagtet han som Menneske var en god og retskaffen Mand. Frankrige erklæredes derpaa for at være en Fristat eller Republik. Ligesaa voldsom var Folkets Omskiftelse med Hensyn til Religionen. Kristendommen blev afskaffet af Oprørerne. Nogle af dem, saasom Robespierre, erklærede, at de kun vilde tro paa et høieste Væsen, andre, saasom Danton, 154negtede Sjelens Udødelighed og vilde kun dyrke den menneskelige Fornuft.

Disse voldsomme Mennesker forfulgte ikke alene sine Fiender, Kongens Venner og Kirkens Tilhængere, med stor Grusomhed, men ogsaa hverandre, naar den enes Mening i nogen Mon afveg fra den andens, eller naar den ene misundte den anden. Foruden de utallige Franskmænd, som omkom i Slag eller af Elendighed, naar de maatte flygte, bleve mange Tusinde henrettede ved en Maskine, kaldet Guillotine [Gilotine] eller Faldøx. I nogen Tid halshuggedes endog 300 Mennesker daglig i Paris. Robespierre lod først sin Kammerat Danton dø og blev derpaa selv aflivet.

De franske Revolutionsmænd havde tillige begyndt Krig imod England og alle sine andre Naboer. Deres Indbildning om, at disse skulde efterligne den ny franske Tro med Hensyn til guddommelige og borgerlige Ting, blev ikke opfyldt. Tvertimod vakte den parisiske Styrelses skjændige Grusomheder og Overdrivelser saa stor Afsky i selve Frankrige, at Størsteparten ønskede den gamle Orden tilbage igjen. Derimod udviste de franske Krigshære, som vanligt, stor Tapperhed. Blandt dem udmærkede sig især en ung Hærfører, Napoleon Bonaparte. Han var en Søn af en fattig Korsikaner, men viste tidligt saa store Aandsgaver i Krigen, at han i 26 Aars Alder fik Anførselen over en Hær, med hvilken han slog Østerrigerne i Nord-Italien, som han fratog dem. Kort derefter i 1799 benyttede han sig af Republikanernes Forvildelser til at berøve dem Magten i Paris. Han gjorde sig da selv til Første-Konsul. I 1804 blev han ved almindelig Afstemning af alle Franskmænd valgt til Keiser.

Hans hele Regjeringstid var en idelig Krig. Den førtes i Begyndelsen med et saa mageløst Held, at han overvandt de allerstørste Folkeslags Krigshære og bemægtigede sig Spanien, Portugal, Belgien, Holland, Italien, en stor Del af Tyskland og Schweiz. De Fyrster, som han endnu lod bestaa, maatte være hans Forbundne.

Kun England fortsatte Kampen imod ham standhaftigen og med Held tilsøs. Russerne lede store Nederlag imod de Franske ligesom alle andre Folkeslag paa Europas Fastland. Men formedelst sin afsides Beliggenhed undgik Rusland at tabe noget Land. Tvertimod benyttede dets Keiser disse krigerske Tider til at frarøve Sverige Finland i 1809.

Endelig angreb Napoleon Russerne i deres eget Land i 1812 med den største Hær, som han endnu havde samlet, tildels fra alle de skatskyldige og forbundne Lande. Under store Seiervindinger indtog han den gamle Hovedstad Moskva. Men nu afbrændte Russerne den. Napoleon, som ikke om Vinteren kunde finde Ly og Føde for sine Hærskarer, maatte føre dem tilbage igjen i November Maaned. Den allerstørste Del af dem frøs ihjel, døde af Hunger eller blev fangen. Neppe en Tiendepart slog sig igjennem Fienden, idet den opholdt Livet med Kjødet af sine Heste.

Nu gjorde næsten hele Tyskland Oprør imod sin overmodige Betvinger. Han tabte Slaget ved Leipzig i 1813. I det følgende Aar blev Paris indtaget og Napoleon afsat og bragt til den italienske Ø 155Elba, hvor han skulde leve som Fyrste. I 1815 kom han dog igjen tilbage til Frankrige og udraabtes paany til Keiser. Men hans Fiender mødte ham strax ved Waterloo, hvor han atter blev slagen. Da han derpaa maatte overgive sig til de Engelske, førte disse ham til den afrikanske Ø Sant Helena, hvor han døde som Fange 1821. Han var ikke blot en af de største Krigshøvdinger, som nogensinde har anført en Hær; men han gjorde ogsaa mange gode Indretninger og udgav flere nyttige Love i de af ham indtagne Lande. Han gav overalt Munkevæsen og katholsk Aandsformørkelse et Knæk og fremmede Oplysning. Men han agtede ikke paa Retfærdighed, naar det gjaldt at underlægge sig mere Land. Især var Omstyrtelsen af Fristaten Venedig og Afsættelsen af den spanske Kongeslægt aldeles uretvise Voldshandlinger eller Ran.

Den gamle Kongeslægt blev i 1815 atter sat paa Frankriges Throne. Men de voldsomme Forandringer bleve fremdeles hyppige. I 1830 blev Kong Karl den tiende fordreven ved den saakaldte Juli-Revolution, i 1848 hans Eftermand, Ludvig Filip. Nu vilde man oprette en Republik paany. Men den hjemsøgtes strax af jevnlige Kampe imellem Arbeiderne og de rigere Borgere. Thi mange af Arbeiderne dreve dengang sine Fordringer saa vidt, at de vilde indføre Fællesskab i Eiendom imellem alle Landets Indvaanere. For at erholde en større Orden valgtes i Slutningen af samme Aar Ludvig Napoleon, den store Keisers Brodersøn, til Republikens Præsident. Den 2den Decbr. 1851 lod han sine Soldater forjage de fornemste Republikanere, især Landets Lovstiftning. De stemmeberettigede af Folket valgte ham derpaa med 8 Millioner Stemmer til Keiser som Napoleon den tredie.

153

De Franske have også ført mot hinannen meget blodige borgerkriger. Det var i Syd-Frankrige, at omtrent år 1200 de første Kirke-Forbedrere (reformatorer) oppstod, som kaltes Valdenser. De utryddedes på det grusomste. Etter at Luther i Tyskland var fremstått i 1517 og omtrent på samme tid Schweizeren Ulrik Zwingli, fikk reformasjonen også en ivrig forkynner i franskmannen Kalvin, som utbredte den evangeliske lære i sitt fedreland. Men Katholikerne begynte herover i Frankrige en borgerkrig fra 1560 til 1594. Under disse kamper forefalt blant andre skjendigheter i 1572 det parisiske Blodbryllup. En ond dronning, Katharina av Medicis, hyklede et forlik imellom de to stridende partier. Det skulle stadfestes med, at hennes datter ektet de Reformertes Anfører, som var en prins av kongeslekten, ved navn Henrik av Bourbon [Burbong]. I denne anledning samledes nå mange tusen Reformerte i Paris. Men den 24de August angrep den katolske pøbel dem om natten og myrdet enhver, som ikke rømte eller avsvor sin tro. Deres Anfører, denne Henrik, ble siden 1594 Frankriges Konge ved arv. Men han måtte først avsverge den reformerte tro. Dens tilhengere ble siden efterhvert mer og mer fortrædigede, ja endog fordrevne av landet. Der finnes derfor nå kun få i Frankrige, der ikke regnes for å være Katholiker. Disse forfølgelser ledede også til, at kristendommen hos mange kom i forakt som en blodtørstig lære, der kun tjente til å fremme Præsternes egennytte. De franske konger hersket med stor egenrådighet og strenghet over sine undersåtter og anvendte de skatter, som disse ytet, til en utsvevende prakt og stor ryggesløshet. En av de merkeligste iblant dem var Ludvig den 14de, som døde i 1715 etter 72 Aars regjering. Han var den første Konge, som i fredstid begynte å holde en stor hær, på over 100,000 mann. Han brukte den til stadige kriger imot alle sine naboer. Uhyre summer anvendte han på å bygge slottet Versailles [Versaj] nærved Paris; store skatter skjenket han sine uekte barn. Han afskaffede så vidt mulig Folkets delaktighet i Statens regjering og fordrev alle protestanter fra sitt land. Ved all denne æresyke og voldsomhet forarmedes Folket. Til sist ble Misnøiet imot den uinnskrenkede Regjeringsform så stort, at der i 1789 begynte et opprør, kalt den franske revolusjon. Den daværende Konge Ludvig den sekstende ble fangen av Folket i Paris og offentlig halshuggen i 1793, uaktet han som menneske var en god og retskaffen mann. Frankrige erklæredes derpå for å være en fristat eller republikk. Likeså voldsom var Folkets omskiftelse med hensyn til religionen. Kristendommen ble avskaffet av opprørerne. Noen av dem, saasom Robespierre, erklærte, at de kun ville tro på et høyeste vesen, andre, saasom Danton, 154nektet Sjelens udødelighet og ville kun dyrke den menneskelige fornuft.

Disse voldsomme mennesker forfulgte ikke alene sine fiender, Kongens venner og Kirkens tilhengere, med stor grusomhet, men også hverandre, når den enes mening i noen Mon avvek fra den annens, eller når den ene misunte den annen. Foruten de utallige franskmenn, som omkom i slag eller av elendighet, når de måtte flykte, ble mange tusen henrettede ved en maskin, kalt Guillotine [Gilotine] eller falløks. I noen tid halshuggedes endog 300 mennesker daglig i Paris. Robespierre lot først sin Kammerat Danton dø og ble derpå selv avlivet.

De franske revolusjonsmenn hadde tillike begynt krig imot England og alle sine andre naboer. Deres innbilning om, at disse skulle etterligne den ny franske tro med hensyn til guddommelige og borgerlige ting, ble ikke oppfylt. Tvertimod vakte den parisiske Styrelses skjendige grusomheter og overdrivelser så stor avsky i selve Frankrige, at størsteparten ønsket den gamle orden tilbake igjen. Derimot utviste de franske Krigshære, som vanlig, stor tapperhet. Blant dem utmerket seg især en ung hærfører, Napoleon Bonaparte. Han var en sønn av en fattig korsikaner, men viste tidlig så store åndsgaver i krigen, at han i 26 Aars alder fikk anførselen over en hær, med hvilken han slo østerrikerne i nord-Italien, som han fratok dem. Kort deretter i 1799 benyttet han seg av Republikanernes forvillelser til å berøve dem makten i Paris. Han gjorde seg da selv til Første-konsul. I 1804 ble han ved alminnelig avstemning av alle franskmenn valgt til Keiser.

Hans hele regjeringstid var en idelig krig. Den førtes i begynnelsen med et så makeløst held, at han overvant de allerstørste Folkeslags Krigshære og bemektiget seg Spanien, Portugal, Belgien, Holland, Italien, en stor del av Tyskland og Schweiz. De Fyrster, som han ennå lot bestå, måtte være hans Forbundne.

Kun England fortsatte kampen imot ham standhaftigen og med held til sjøs. Russerne lede store nederlag imot de Franske likesom alle andre folkeslag på Europas Fastland. Men formedelst sin avsides beliggenhet unngikk Rusland å tape noe land. Tvertimod benyttet dets Keiser disse krigerske tider til å frarøve Sverige Finland i 1809.

Endelig angrep Napoleon russerne i deres eget land i 1812 med den største hær, som han ennå hadde samlet, tildels fra alle de skatskyldige og forbundne land. Under store Seiervindinger indtog han den gamle hovedstad Moskva. Men nå avbrente russerne den. Napoleon, som ikke om vinteren kunne finne ly og føde for sine hærskarer, måtte føre dem tilbake igjen i november måned. Den allerstørste del av dem frøs ihjel, døde av hunger eller ble fangen. Neppe en tiendepart slo seg igjennom fienden, idet den oppholdt livet med kjøttet av sine hester.

Nå gjorde nesten hele Tyskland Oprør imot sin overmodige betvinger. Han tapte slaget ved Leipzig i 1813. I det følgende år ble Paris inntatt og Napoleon avsatt og brakt til den italienske Ø 155Elba, hvor han skulle leve som fyrste. I 1815 kom han dog igjen tilbake til Frankrige og udraabtes paany til Keiser. Men hans fiender møtte ham straks ved Waterloo, hvor han atter ble slagen. Da han derpå måtte overgi seg til de Engelske, førte disse ham til den afrikanske Ø Sant Helena, hvor han døde som fange 1821. Han var ikke blot en av de største Krigshøvdinger, som noensinne har anført en hær; men han gjorde også mange gode innretninger og utgav flere nyttige Love i de av ham inntatte land. Han ga overalt munkevesen og katolsk åndsformørkelse et knekk og fremmet opplysning. Men han aktede ikke på rettferdighet, når det gjaldt å underlegge seg mer land. Især var omstyrtelsen av Fristaten Venedig og avsettelsen av den spanske kongeslekt aldeles urettvise voldshandlinger eller Ran.

Den gamle kongeslekt ble i 1815 atter satt på Frankriges trone. Men de voldsomme forandringer ble fremdeles hyppige. I 1830 ble Kong Karl den tiende fordrevet ved den såkalte juli-revolusjon, i 1848 hans Eftermand, Ludvig Filip. Nå ville man opprette en republikk paany. Men den hjemsøgtes straks av jevnlige kamper imellom arbeiderne og de rikere borgere. Thi mange av arbeiderne drev dengang sine fordringer så vidt, at de ville innføre fellesskap i eiendom imellom alle Landets innvånere. For å erholde en større orden valgtes i Slutningen av samme år Ludvig Napoleon, den store Keisers brorsønn, til Republikens president. Den 2den Decbr. 1851 lot han sine soldater forjage de fornemste republikanere, især Landets lovstiftning. De stemmeberettigede av Folket valgte ham derpå med 8 Millioner Stemmer til Keiser som Napoleon den tredje.