147

Italien i Vest for Grækenland, er endnu frugtbarere end dette og derfor meget mere 148folkerigt. Endskjønt det ikke er større end Norge, 5600 g. □ M., har det næsten 20 Gange saa mange Indvaanere, nemlig 26 Millioner. Det bestaar af de tre Øer Korsika, Sardinien og Sicilien samt af en Halvø, som paa langs gjennemskjæres af Fjeldkjeden Apenninerne. I dem findes Ildfjelde eller Vulkaner, nemlig Etna paa Sicilien og Vesuv ved Neapel.

Formedelst sin Frugtbarhed og Rigdom har Italien altid været udsat for, at Naboerne vilde indtage det. Uagtet det i Nord omringes af de høie Alper ligesom af et Gjerde, har det dog lykkets fremmede Folkeslag oftere at trænge ind i Italien og bosætte sig der, end Tilfældet har været i noget andet Land i Europa.

I den ældste Tid boede der sydligst paa Sicilien Folk, som vare komne over fra Afrika (Kartago). I Midten boede andre, som vare beslægtede med Grækerne, og i Norden Folk fra Frankrige (Kelterne), foruden flere.

I Midten af Landet ved Floden Tiber anlagde Romulus (753 før Chr.) Staden Rom. Ved sin Beliggenhed var den emnet til at være hele Landets Hovedstad. Men end mere skikket dertil blev den ved sine Indbyggeres Sæder og Dygtighed. Efterat Byen i nogen Tid havde havt Konger, blev den sidste af disse formedelst sin Grumhed fordreven af en Borger Brutus. Der oprettedes en Republik eller en Fristat, som var saaledes indrettet, at Æresposter og Embeder kun skulde tildeles de dygtigste Mænd. Den Dygtighed, som den Tids Hedninger især søgte at forhverve sig, var Krigens. Romerne opnaaede snart at blive det mest krigsvante Folk i Italien, ja i Verden. Da de tillige vare mere enige end de andre smaa Folkeslag der, erobrede de lidt efter lidt hele Italien. Siden undertvang de det mægtige Kartago og de Riger, som vare stiftede af Alexander den Stores Hærførere. De bleve da Herrer over hele den Strækning af Afrika og Asia, som grændser til Middelhavet. I Europa bemægtigede de sig ogsaa Middelhavets Strande opad til Floderne Donau og Rhin. Spanien, Frankrige og England stode under dem. Disse Lande vare dengang beboede af smaa og indbyrdes uenige Folkefærd, som uagtet sin Tapperhed lettelig bleve et Bytte for Romernes ordnede Hærmagt.

Blandt deres store Krigere maa nævnes Kamillus, Scipionerne, Marius, den onde Sulla og Julius Cæsar [Sæ].

Saaledes var Romerstaten, dengang Christus blev født, det mægtigste Rige, som indtil den Tid havde været. De kaldte det endog af Hovmod og Ukyndighed om Jordens Størrelse „al Verden.“ Romernes Magt over de Overvundne var saa stor, at disse lærte at tale deres Sprog, det latinske. De Tungemaal, som den Dag i Dag tales i Italien, paa den spanske Halvø, i Frankrige og en Del af Tyrkiet, nedstamme fra Romernes Sprog og kaldes derfor de romanske. Det engelske er ogsaa meget blandet med Latin.

Romernes Hedenskab lignede mest Grækernes. De opførte derfor prægtige Bygninger, af hvilke mange endnu staa. Deres Digteres, Taleres og Historieskriveres Skrifter læses meget, saa at de nyere europæiske 149Folkeslags Bøger i de fleste Lærdomsfag have Romernes eller Grækernes til Mønster.

Men, da Romerne havde erhvervet sig saa stor Magt, tabte de, som vi hørte, ogsaa den Nøisomhed og tildels den Haardførhed og Kraft, som havde udmærket deres Krigere i Republikens første Dage. Mange af de store Generaler bleve ved Krigsbytte rigere end Konger og vilde herske over sine Landsmænd. Soldaterne vare saa vante til at lyde, at de fulgte sine Anførere ligesaavel imod Medborgere som imod Fiender.

Den mest udmærkede af Roms Krigere var Julius Cæsar, som først undertvang Frankrige, men derpaa opkastede sig med Vaabenmagt til Statens Herre. Han blev dog myrdet af Republikens Tilhængere 44 f. Chr. Hans Søsterdatters Søn og Arving Oktavianus Augustus var heldigere. Han erhvervede sig den samme uindskrænkede Magt og beholdt den indtil sin Død 14 eft. Chr. Hans Efterfølgere kaldtes Keisere efter Cæsar. Mange af dem vare grusomme Tyranner. Deres Hovmod var saa stort, at flere af dem lode sig dyrke som Guder, og alle Undersaater bleve tilholdte at ofre til og at tilbede de døde Keisere. Folket nedsank derfor i Trældom. Men, da nogle af Keiserne vare dygtige Krigere, vedligeholdtes Rigets Magt i flere hundrede Aar.

Efterat vor Frelser Jesus Christus var født i dette Rige og havde fuldført sit Forløsningsværk, udbredtes Troen paa ham alt mere og mere blandt dets Undersaater. Dog ingenlunde uden Modstand. Tvertimod forfulgte Keiserne blodigen dem, om hvem de opdagede, at de havde fornegtet Afguderne. Men disse Blodvidners standhaftige Død vakte endog Hedningernes Beundring. Omsider bleve de Kristne saa talrige endog blandt de romerske Soldater, at, da der var Borgerkrig mellem flere, som vilde være Keisere, seirede den ene af dem, nemlig Konstantin, derved, at han antog Kristendommen omtrent 312.

Men de romerske Keiseres ugudelige Grusomhed havde forvandlet det engang saa tapre Folk til feige Træler. Ja, saa vanslægtede vare nu Romerne, at de leiede blandt sine Naboer Soldater til at kjæmpe for sig. Disse vare især deres Fiender Tyskerne, der nu brugtes til at stride imod sine egne Landsmænd. Leietropperne antoge Kristendommen, og saaledes fandt den ogsaa Vei til adskillige uafhængige Folkeslag udenfor Rigets Grændser. Men saa lidet trængte den ind i Folkenes Hjerter, at just i denne Tid optændtes disse krigerske Naboers Lyst til at erobre det frugtbare og med prægtige Stæder smykkede Romerland. Deres Hjemland, Tyskland, Ungarn og Rusland, var dengang udyrket og bedækket med store Skove.

Saaledes opstod Folkevandringen, hvorunder flere, især tyske Folk, anfaldt Romerne og overvandt dem. De indtoge da hver sit Stykke af Landet. Hele England, Frankrige, Italien og Spanien blev besat af dem mellem Aarene 407 og 486.

Overvættes stor var den Ødelæggelse, som denne Erobring foraarsagede. Thi nogle af Romernes Fiender vare næsten vilde Barbarer fra det Indre af Asia, saasom Hunerne. De myrdede og ødelagde med saadan Blodtørst, at deres Konge Attila sagdes at 150være Guds Svøbe, sendt for at straffe Menneskene. Men ogsaa de tyske Folkeslag vare meget grusomme og saa ustyrlige, at de allermindst holdt Fred imellem sig selv indbyrdes. De vare ligesom Nutidens Vilde delte i mange smaa Stammer. Nogle af disse lode sig leie af Romerne til at kjæmpe for dem, andre maatte nødtvungne stride med Hunerne mod sit eget Folk. Der, hvor endelig et tysk Folk havde indtaget et romersk Land, kom strax efter en anden ligesaa rovgjerrig Skare og underlagde sig det. Saaledes ranede Burgunderne og Vestgoterne først Frankrige fra Romerne. Men siden kom Frankerne og fratog dem Rovet. Efter dem fik Landet Navn.

Et Par hundrede Aar senere begyndte vore Forfædre, Indbyggerne af Norge, Sverige og Danmark, at plyndre paa de sydlige Landes Kyster. Man kaldte dem Normanner. De vare ligesaa grusomme Hedninger; de opbrændte Byer, nedsablede deres Borgere, ja endog spiddede Børn paa sine Spyd. En af deres Høvdinger, Gange-Rolf fra Norge, underlagde sig ved Aar 900 den franske Provinds Normandi, og et hundrede Aar senere indtoge endog disse Normanner Sicilien og den sydlige Del af Italien, hvis Hovedstad er Neapel. Her oprettede de et Rige, som kaldtes Neapel.

147

Italien i vest for Grækenland, er enda frugtbarere enn dette og derfor meget mer 148folkerikt. Enskjønt det ikke er større enn Norge, 5600 g. □ M., har det nesten 20 ganger så mange innvånere, nemlig 26 Millioner. Det består av de tre øyer Korsika, Sardinien og Sicilien samt av en halvøy, som på langs gjennomskjæres av fjellkjeden Apenninerne. I dem finnes ildfjell eller vulkaner, nemlig Etna på Sicilien og Vesuv ved Neapel.

Formedelst sin fruktbarhet og rikdom har Italien alltid vært utsatt for, at naboene ville innta det. Uaktet det i nord omringes av de høye alper likesom av et gjerde, har det dog lyktes fremmede folkeslag oftere å trenge inn i Italien og bosette seg der, enn tilfellet har vært i noe annet land i Europa.

I den eldste tid bodde der sydligst på Sicilien Folk, som var kommet over fra Afrika (Kartago). I midten bodde andre, som var beslektede med grekerne, og i Norden Folk fra Frankrige (kelterne), foruten flere.

I midten av landet ved Floden Tiber anlagde Romulus (753 før Chr.) Staden Rom. Ved sin beliggenhet var den emnet til å være hele Landets hovedstad. Men enda mer skikket dertil ble den ved sine innbyggeres Sæder og dyktighet. Etter at byen i noen tid hadde hatt konger, ble den siste av disse formedelst sin grumhet fordrevet av en borger Brutus. Der oprettedes en republikk eller en fristat, som var således innrettet, at Æresposter og Embeder kun skulle tildeles de dyktigste menn. Den Dygtighed, som den Tids hedninger især søkte at forhverve seg, var Krigens. Romerne oppnådde snart å bli det mest krigsvante Folk i Italien, ja i verden. Da de tillike vare mer enige enn de andre små folkeslag der, erobrede de litt etter litt hele Italien. Siden undertvang de det mektige Kartago og de riker, som var stiftede av Alexander den Stores hærførere. De ble da Herrer over hele den strekning av Afrika og Asia, som grenser til Middelhavet. I Europa bemægtigede de seg også Middelhavets Strande oppad til flodene Donau og Rhin. Spanien, Frankrige og England stod under dem. Disse land vare dengang bebodde av små og innbyrdes uenige folkeferd, som uaktet sin tapperhet lettelig ble et bytte for Romernes ordnede hærmakt.

Blant deres store krigere må nevnes Kamillus, Scipionerne, Marius, den onde Sulla og Julius Cæsar [Sæ].

Således var Romerstaten, dengang Christus ble født, det mektigste rike, som inntil den tid hadde vært. De kalte det endog av hovmod og ukyndighet om Jordens størrelse „all verden.“ Romernes makt over de Overvundne var så stor, at disse lærte å tale deres språk, det latinske. De tungemål, som den dag i dag tales i Italien, på den spanske halvøy, i Frankrige og en del av Tyrkiet, nedstamme fra Romernes språk og kalles derfor de romanske. Det engelske er også meget blandet med latin.

Romernes hedenskap lignede mest grekernes. De oppførte derfor prektige bygninger, av hvilke mange ennå stå. Deres Digteres, Taleres og Historieskriveres skrifter leses meget, så at de nyere europeiske 149Folkeslags bøker i de fleste Lærdomsfag have Romernes eller grekernes til mønster.

Men, da romerne hadde ervervet seg så stor makt, tapte de, som vi hørte, også den nøysomhet og tildels den Haardførhed og kraft, som hadde utmerket deres krigere i Republikens første dager. Mange av de store generaler ble ved krigsbytte rikere enn konger og ville herske over sine landsmenn. Soldatene var så vante til å lyde, at de fulgte sine Anførere ligesaavel imot medborgere som imot fiender.

Den mest udmærkede av Roms krigere var Julius Cæsar, som først undertvang Frankrige, men derpå oppkastet seg med våpenmakt til Statens Herre. Han ble dog myrdet av Republikens tilhengere 44 f. Chr. Hans Søsterdatters sønn og arving Oktavianus Augustus var heldigere. Han erhvervede seg den samme uinnskrenkede makt og beholdt den inntil sin død 14 eft. Chr. Hans Efterfølgere kaltes keisere etter Cæsar. Mange av dem vare grusomme tyranner. Deres hovmod var så stort, at flere av dem lot seg dyrke som guder, og alle undersåtter ble tilholdte å ofre til og å tilbe de døde keisere. Folket nedsank derfor i trelldom. Men, da noen av keiserne var dyktige krigere, vedligeholdtes Rigets makt i flere hundre år.

Etter at vår Frelser Jesus Christus var født i dette rike og hadde fullført sitt forløsningsverk, udbredtes troen på ham alt mer og mer blant dets undersåtter. Dog ingenlunde uten motstand. Tvertimod forfulgte keiserne blodigen dem, om hvem de opdagede, at de hadde fornektet avgudene. Men disse Blodvidners standhaftige død vakte endog Hedningernes beundring. Omsider ble de kristne så talrige endog blant de romerske soldater, at, da der var borgerkrig mellom flere, som ville være keisere, seiret den ene av dem, nemlig Konstantin, derved, at han antok kristendommen omtrent 312.

Men de romerske Keiseres ugudelige grusomhet hadde forvandlet det engang så tapre Folk til feige Træler. Ja, så vanslektede vare nå romerne, at de leiede blant sine naboer soldater til å kjempe for seg. Disse var især deres fiender tyskerne, der nå brugtes til å stride imot sine egne landsmenn. Leietroppene antok kristendommen, og således fant den også vei til adskillige uavhengige folkeslag utenfor Rigets grenser. Men så lite trengte den inn i Folkenes hjerter, at just i denne tid optændtes disse krigerske Naboers lyst til å erobre det fruktbare og med prektige Stæder smykkede Romerland. Deres hjemland, Tyskland, Ungarn og Rusland, var dengang udyrket og bedekket med store skoger.

Således opstod folkevandringen, hvorunder flere, især tyske Folk, anfaldt romerne og overvant dem. De inntok da hver sitt stykke av landet. Hele England, Frankrige, Italien og Spanien ble besatt av dem mellom årene 407 og 486.

Overvettes stor var den ødeleggelse, som denne erobring foraarsagede. Thi noen av Romernes fiender var nesten ville barbarer fra det indre av Asia, saasom hunerne. De myrdede og ødela med sådan blodtørst, at deres Konge Attila sagdes å 150være Guds Svøbe, sendt for å straffe menneskene. Men også de tyske folkeslag var meget grusomme og så ustyrlige, at de allermindst holdt fred imellom seg selv innbyrdes. De var likesom Nutidens ville delte i mange små stammer. Noen av disse lot seg leie av romerne til å kjempe for dem, andre måtte nødtvungne stride med hunerne mot sitt eget Folk. Der, hvor endelig et tysk Folk hadde inntatt et romersk land, kom straks etter en annen likeså rovgjerrig Skare og underla seg det. Således ranede burgunderne og Vestgoterne først Frankrige fra romerne. Men siden kom frankerne og fratok dem rovet. Etter dem fikk landet navn.

Et par hundre år senere begynte våre forfedre, innbyggerne av Norge, Sverige og Danmark, å plyndre på de sydlige Landes Kyster. Man kalte dem Normanner. De var likeså grusomme hedninger; de oppbrente byer, nedsablede deres borgere, ja endog spiddede barn på sine spyd. En av deres høvdinger, Gange-Rolf fra Norge, underla seg ved år 900 den franske provins Normandi, og et hundre år senere inntok endog disse Normanner Sicilien og den sydlige del av Italien, hvis hovedstad er Neapel. Her oprettede de et rike, som kaltes Neapel.