Især blev Grækernes Trængsel stor efter 1300, da de stridbare, fra Høiasia indvandrede Tyrker i Forasia stiftede et mægtigt Rige. De erobrede omsider 1453 Konstantinopel og have siden regjeret der. Formedelst sin vilde Omvendelsesiver og sin Rovsyge plagede Tyrkerne ikke blot de Kristne, som vare blevne deres Undersaater; men de søgte endog at underlægge sig de vestligere kristne Nabolande i Europa. Tillands stormede de ind igjennem Ungarn imod Tyskland, og to Gange, 1529 og 1683, beleirede de Keiserstaden Wien. Tilsøs dreve de Sørøveri over hele Middelhavet, ja endog lige op til Norges og Islands Kyster. De røvede ikke blot Gods, men bortførte Mennesker til et elendigt Slaveri i Afrika. Den tyrkiske Sultan i Konstantinopel havde nemlig dels ved Sværdet, og dels fordi han ansaaes for at være den muhamedanske Tros vigtigste Forsvarer og ligesom jordiske Overhoved, erhvervet sig et overmaade udstrakt Herredømme i Asia og Nord-Afrika.
Men netop denne Fare nødte flere kristne Folkeslag, især Italienerne, Spanierne og Tyskerne til at forene sig mod Tyrkerne. En 147endnu mægtigere Fiende fik disse dog derved, at deres egne Sultaner, som opdroges i Hoffets Overdaadighed og Ryggesløshed, bleve til Uslinger istedetfor mægtige Krigere. Alligevel vedbleve de at regjere med den mest selvraadige Grumhed over sine Undersaater. Tyrkernes muhamedanske Tro indgav dem derhos en saa afgjort Ringeagt for de Kristne og alle deres Indretninger, at de heller ikke vilde lære af dem eller efterligne endog de nyttigste Opfindelser, som efterhaanden bleve gjorte i det kristne Europa. Tyrkerne gjorde derfor ingen Fremgang, men stode stille som Barbarer, ja, hvad der var endnu værre, de henfaldt til saa megen Overdaadighed, at de mistede sin gamle Krigerdygtighed.
Da nu Rusland efter Aaret 1700 blev en mægtig Stat og Tyrkernes nærmeste Nabo, begyndte det en Række af Krige imod dem, som næsten alle endte med, at Tyrkerne maatte overlade Rusland en og anden Provins.
Da Riget saaledes blev svækket, begyndte de undertvungne Kristne at fatte Haab om at kunne bryde sine Lænker. Imellem dem og deres tyrkiske Øvrighed kunde ingen Forening være mulig og ingen undersaatlig Kjærlighed tænkes. Tyrkerne vare dertil baade for onde og for raa, og de Kristne havde i Modgang lært adskillige store Dyder: Nøisomhed, Arbeidsomhed og Standhaftighed i Ulykke. I Aaret 1820 gjorde Grækerne i det Sydligste en Opstand, som varede i omtrent 10 Aar, indtil de ved andre europæiske Regjeringers Mellemkomst fik indgaaet en saadan Fred, at der oprettedes et Kongerige Grækenland. En dansk Prins Georg er nu dets Konge. Det græske Folk har siden gjort stor Fremgang især i Søfart. Ogsaa andre kristne Folkeslag, Rumænerne eller Vlakherne i Nord for Donau og Serberne i Syd for denne Elv, have opnaaet en indre Selvstyrelse, idet de ere blevne til tyrkiske Lydriger. Deres Hovedstæder ere Bukarest og Belgrad. En anden By Galats ved Donaus Munding udfører meget Korn.
De to sidste Sultaner (Tyrke-Konger) søgte ogsaa at indføre europæiske Indretninger blandt Tyrkerne og især at bringe Krigshæren paa en bedre Fod. Men Folket havde saa liden Tillid til, at det skulde lykkes at styrke Muhameds Folk herved, at de almindelig troede paa den Spaadom, at efter 400 Aars Herredømme i Konstantinopel skulde de udjages i Aaret 1853. Ruslands Keiser Nikolaus vilde ogsaa yppe Krig i Anledning af Tyrkernes Fornærmelser imod deres kristne Undersaater, som Russerne erklærede, at de vilde beskytte. Men England og Frankrige tog Tyrkernes Parti, og efter en toaarig Krig maatte Russerne i 1856 afstaa noget Land til Tyrkerne, og disse derimod forpligte sig til at indrømme de Kristne fuld Religions-Frihed og borgerlig Lighed i Rettigheder.
Men dette Løfte er ikke blevet holdt. De Kristne i Tyrkiet pønse derfor fremdeles paa Oprør.