144

Det er et bjergfuldt Land, som lig 145en Trekant stikker ud i Middelhavet. Sydligst bestaar det af mindre Halvøer og Øer, som udgjøre det yndige Grækenland eller Hellas.

Her boede i Historiens tidligste Dage det Folk, der stod i nærmest Forbindelse med Vestasias og Ægyptens dannede Folkeslag, nemlig det græske. Ved Handel og Kunstflid erhvervede det sig stor Velstand og stiftede Nybygder til dens Fremme langs hele Middelhavet. Grækernes Religion var en Dyrkelse af en Mængde Afguder; men de fremstilledes ikke frygtelige som Asias, derimod som skjønne Mennesker. Derfor fremmede denne Tro meget de skjønne Kunster. I deres Templer opstilledes herlige Gude-Billeder, enten malede eller udhuggede. Selve Templerne vare saa smukke, at de endnu tjene vore Bygmestere til Mønster. Skjønne Heltedigte og Skuespil forherligede Gudernes foregivne Bedrifter. Alligevel var det især Sandseligheden, som denne Tro hyldede. Hverken Grækerne eller de med dem beslægtede Romere havde mere end en Hustru. Kvindernes Tilstand var derfor bedre end i Asia, og deres Aand mere dannet. Alligevel var Grækernes Frihedsaand endnu ikke ordnet ved vise Love. Landet var delt i mange Republiker eller Frivælder, idet hver By udgjorde en liden Stat, der desværre vanligen laa i Krig med sine Naboer. De fornemste af dem vare Athen, Theben, Korinth og Sparta.

Alligevel samlede Grækerne sig ved store Farer til fælles Forsvar. Dette skede især mellem 490 og 450 f. Chr., da de bleve angrebne af de mægtige Perserkonger, men sloge dem mandeligen tilbage, især ved Marathon, Salamis og Platææ. Her udmærkede sig de store Krigshelte Miltiades, Leonidas, Themistokles og Kimon. Men, da Grækerne yderligere svækkede sig ved langvarige indbyrdes Krige, oprettede Makedonernes Konger i det nordligste af Landet et større Rige, der fik Overmagten over de uenige Republiker. Da Alexander, Filips Søn, i en Alder af tyve Aar var bleven Konge over dette Rige, samlede han en Hær af alle de stridbare, men ustyrlige Græker. Med den anfaldt han det store og fordærvede Perserrige. Han gik nu seierrig igjennem Forasia, Syrien, Ægypten, hvor han anlagde Staden Alexandria, derpaa til Babylon, Persien, Høiasia og Indien. Overalt beseirede hans mere dannede Krigsfolk mangedobbelte Skarer af Barbarer. Men, da hans Soldater ikke længer vilde følge ham, maatte han vende tilbage. Han døde nu i Babylon 323, kun 33 Aar gammel. Alexander fik Tilnavnet den Store baade formedelst disse Bedrifter, som han havde udført med saa megen Tapperhed og Krigskyndighed, og fordi han ved flere gode Indretninger søgte at gjøre godt igjen det Onde, som hans Blodsudgydelse havde afstedkommet. Især søgte han at fremme Samfærsel og at stifte Venskab imellem Naboer, som forhen havde været fremmede for hinanden, fordi de altid laa i Krig sammen. Derfor opkom der siden en større Handelsforbindelse imellem alle de Lande, som engang havde lært hinanden at kjende derved, at de vare komne under en Hersker. Det græske Sprog blev saa udbredt, at det ny Testamente forfattedes deri, og at Apostlerne kunde anvende det til at prædike Kristendommen for mange af dette Riges Folk.

146Men Alexanders Rige varede ikke længer end hans eget Liv. — Hans spæde Sønner bleve myrdede af hans egennyttige Generaler, som delte hans Rige imellem sig. Dets adskilte Dele, saasom Kongerigerne i Makedonien, Syrien og Ægypten, vare derfor ikke istand til at modstaa Romerne, da disse oprettede sin store Krigerstat. Imellem Aaret 146 og 31 f. Chr. underlagde Romerne sig derfor Grækenland og Asia ligetil Floden Eufrat, omtrent det, som nu tilhører Tyrkerne.

Blandt Syriens Konger var den vellystige Antiochus Epifanes, som vilde plyndre Jødernes Tempel og tvinge dem til at blive Hedninger. Han mødte en tapper Modstand af de heltemodige Makkabæer.

Ved Romernes Erobring tabte Grækerne baade sin Frihed og Retten til at styres af sine egne Landsmænd. — De antoge imidlertid Kristendommen, medens de stode under Romerne.

Da den romerske Keiser Konstantin den Store, som døde 337 eft. Chr., gjorde Kristendommen til den hele Romerstats offentlige Tro, valgte han tillige en græsk Stad, som endnu kaldes Konstantinopel efter ham, til Bosted. Saaledes erholdt Grækenland atter en indenlandsk Regjering, som boede i Landets Midte. Det adskiltes ganske fra det øvrige romerske Rige halvandet hundrede Aar senere. I dette østlige eller græske Keiserdømme udviklede nu Kristendommen sig til den Kirkeafdeling, som endnu kaldes den græske. Den blev udbredt til Russerne omtrent 1000 Aar efter Christus, og er fremdeles den herskende i det østlige Europa, samt iblandt de fleste kristne Menigheder, som endnu bestaa i Asia. Den erkjender ikke, som Katholikerne, Paven i Rom for den kristne Tros Overhoved. Men netop derfor fik heller ikke Grækerne og Russerne Hjælp nok af de vestlige katholske Kristne, naar de bleve angrebne af sine stridbare muhamedanske Fiender i Østen. Ikke engang i den Tid, da Korstogene stod paa, virkede alle de kristne Partier med fuld Enighed imod sine fælles Fiender.

144

Det er et bjergfuldt land, som lig 145en trekant stikker ut i Middelhavet. Sydligst består det av mindre halvøyer og øyer, som utgjøre det yndige Grækenland eller Hellas.

Her bodde i Historiens tidligste dager det Folk, der stod i nærmest forbindelse med Vestasias og Ægyptens dannede folkeslag, nemlig det greske. Ved handel og Kunstflid erhvervede det seg stor velstand og stiftede Nybygder til dens fremme langs hele Middelhavet. Grekernes religion var en dyrkelse av en mengde avguder; men de fremstilledes ikke fryktelige som Asias, derimot som skjønne mennesker. Derfor fremmede denne tro meget de skjønne kunster. I deres templer opstilledes herlige Gude-Billeder, enten malede eller uthuggede. Selve templene var så smukke, at de ennå tjene våre byggmestere til mønster. Skjønne Heltedigte og skuespill forherligede Gudernes foregitte bedrifter. Allikevel var det især sanseligheten, som denne tro hyllet. Hverken grekerne eller de med dem beslektede romere hadde mer enn en hustru. Kvindernes tilstand var derfor bedre enn i Asia, og deres ånd mer dannet. Allikevel var grekernes frihetsånd ennå ikke ordnet ved vise Love. Landet var delt i mange republikker eller Frivælder, idet hver by utgjorde en liten stat, der dessverre vanligen lå i krig med sine naboer. De fornemste av dem vare Athen, Theben, Korinth og Sparta.

Allikevel samlede grekerne seg ved store Farer til felles forsvar. Dette skjedde især mellom 490 og 450 f. Chr., da de ble angrepne av de mektige Perserkonger, men slo dem mandeligen tilbake, især ved Marathon, Salamis og Platææ. Her utmerket seg de store krigshelter Miltiades, Leonidas, Themistokles og Kimon. Men, da grekerne ytterligere svekket seg ved langvarige innbyrdes kriger, oprettede Makedonernes konger i det nordligste av landet et større rike, der fikk overmakten over de uenige republikker. Da Alexander, Filips Søn, i en alder av tyve år var blitt Konge over dette rike, samlet han en hær av alle de stridbare, men ustyrlige greker. Med den anfaldt han det store og fordærvede perserrike. Han gikk nå seierrik igjennom Forasia, Syrien, Ægypten, hvor han anlagde staden Alexandria, derpå til Babylon, Persien, Høiasia og Indien. Overalt beseirede hans mer dannede Krigsfolk mangedobbelte Skarer av barbarer. Men, da hans soldater ikke lenger ville følge ham, måtte han vende tilbake. Han døde nå i Babylon 323, kun 33 år gammel. Alexander fikk tilnavnet den Store båter formedelst disse bedrifter, som han hadde utført med så mye tapperhet og krigskyndighet, og fordi han ved flere gode innretninger søkte å gjøre godt igjen det Onde, som hans blodsutgytelse hadde avstedkommet. Især søkte han å fremme Samfærsel og å stifte vennskap imellom naboer, som forhen hadde vært fremmede for hinannen, fordi de alltid lå i krig sammen. Derfor opkom der siden en større Handelsforbindelse imellom alle de land, som engang hadde lært hinannen å kjenne derved, at de var kommet under en Hersker. Det greske språk ble så utbredt, at det ny testamente forfattedes deri, og at apostlene kunne anvende det til å predike kristendommen for mange av dette Riges Folk.

146Men Alexanders Rige varte ikke lenger enn hans eget Liv. — Hans spede sønner ble myrdet av hans egennyttige generaler, som delte hans rike imellom seg. Dets adskilte dele, saasom kongerikene i Makedonien, Syrien og Ægypten, vare derfor ikke i stand til å motstå romerne, da disse opprettet sin store Krigerstat. Imellom Aaret 146 og 31 f. Chr. underla romerne seg derfor Grækenland og Asia ligetil Floden Eufrat, omtrent det, som nå tilhører tyrkerne.

Blant Syriens konger var den vellystige Antiochus Epifanes, som ville plyndre Jødernes tempel og tvinge dem til å bli hedninger. Han møtte en tapper motstand av de heltemodige makkabeer.

Ved Romernes erobring tapte grekerne både sin Frihed og retten til å styres av sine egne landsmenn. — De antok imidlertid kristendommen, mens de stod under romerne.

Da den romerske Keiser Konstantin den Store, som døde 337 eft. Chr., gjorde kristendommen til den hele Romerstats offentlige tro, valgte han tillike en gresk stad, som ennå kalles Konstantinopel etter ham, til Bosted. Således erholdt Grækenland atter en innenlandsk regjering, som bodde i Landets midte. Det adskiltes ganske fra det øvrige romerske rike halvannet hundre år senere. I dette østlige eller greske keiserdømme utviklet nå kristendommen seg til den kirkeavdeling, som ennå kalles den greske. Den ble utbredt til russerne omtrent 1000 år etter Christus, og er fremdeles den herskende i det østlige Europa, samt iblant de fleste kristne menigheter, som ennå bestå i Asia. Den erkjenner ikke, som katolikkene, paven i Rom for den kristne tros Overhoved. Men nettopp derfor fikk heller ikke grekerne og russerne hjelp nok av de vestlige katolske kristne, når de ble angrepne av sine stridbare muhamedanske fiender i Østen. Ikke engang i den tid, da korstogene stod på, virket alle de kristne partier med full enighet imot sine felles fiender.