kaldes det Midterste af Asia mellem Altaibjergene i Nord og Himalaya i Syd, som indeholder Jordens høieste Fjeldtinder. De ere tre Gange saa høie som Norges. Imellem disse ligge fladere Fjeldmarker, som have strenge Vintre og varme Somre. Men formedelst den store Afstand fra Havet regner der ganske lidet, saa at faa Elve derfra flyde ud i Havet. De fleste ende i salte Indlands-Søer, hvor Vandet dunster bort.
Disse Lande ere godt skikkede til Kvægavl, og Hyrdefolk af den gulagtige Æt, især Tyrker og Mongoler, vanke omkring i dem med sine store Hjorder og sine Telte. De ere haardføre og tapre Folk og dertil saa talrige, at de oftere have brudt frem fra sine Ørkener, anførte af store Erobrere, som have oversvømmet og fordærvet den halve Verden ved sine blodgjerrige Herjingstog. Fra dette Land udgik ogsaa det mægtige Tyrkefolk, som indtog nogle af de skjønneste Lande i Asia, Afrika og Europa, og som endnu, endskjønt det er i Forfald, besidder en stor Del deraf. Det var i 1453, at det erobrede Konstantinopel, og endnu i 1683 beleirede en tyrkisk Hær Wien.
Men siden Krigskunsten i Europa har gjort saa store Fremskridt, antager man det for umuligt, at selv de tapreste vilde Folkeslag kunne overvinde de dannede. Høiasias Hyrdestammer ere nu saa lidet mægtige, at de næsten alle ere blevne underkastede enten Russerne eller Chineserne.
Til de tørre og uveisomme Lande maa ogsaa regnes Persien.