137

I det Sydligste af Asia findes Chinas Kystland og Indiens Halvøer, hvor den største naturlige Frugtbarhed og det gunstigste Veirlag i flere tusind Aar har været benyttet af mange Millioner Mennesker til et omhyggeligt og forstandigt Jordbrug. Den Væxtlighedens umaadelige Kraft, som i de andre hede Lande, saasom Afrika og Sydamerika, kun fremdriver vilde Skove, benyttes her ved menneskelig Flid til Dyrkning af de frodigste Agre og de mest nærende Frugtsorter; et saadant Frugttræ er Kokostræet, hvis uhyre store og føderige Nødder endog bringes til vort Land. I saa hede Lande uden Vinter som Indien og China kan Jorden levere to eller tre nyttige Afgrøder om Aaret. Da Mennesket paa langt nær ikke der har saa mange Fornødenheder som i Jordens koldere Egne, kunne disse Lande ernære flere Indbyggere end noget andet. China tæller maaske 3—400 Millioner og Indien henved 200.

Det er ganske rimeligt, at Dyrkningen af mange af Jordens nyttigste og skjønneste Væxter først begyndte i disse velsignede Egne. Sikkert er det, at disse Lande i de ældste Tider kom i Ry for sin Rigdom. Europa fik derfra først Kundskab om Sukker, Bomuld, Silke og mange Kryderier, som siden ogsaa ere forplantede og udbredte til andre Lande med et lignende Veirlag.

Alligevel have Menneskene end ikke i disse mest kultiverede af de hede Lande opnaaet den fuldkomne Samfundsudvikling, som i de Egne, der fordre en større Arbeidsomhed og Omtanke af sine Beboere. Chineserne og Hinduerne kunne visselig forarbeide mange skjønne Ting, saa at deresVævning 138er ligesaa fortrinlig som de Raaemner, de dertil bruge. Deres Porselin (Stentøi) og Lakering ere beundringsværdige! De have ogsaa gjort vigtige Opfindelser; Krudet og Kompasset er t. Ex. opdaget af dem. Men i det største og vigtigste af den menneskelige Viden, i Religionen og Borgersamfundets Indretning, ere deres Begreber saa ufuldkomne, at de dels maa kaldes dumme og latterlige, dels onde og ugudelige. I Aartusinder have de anvendt stor Flid og Omtanke paa at udgranske de guddommelige Sandheder. Men de Meninger, hvortil de ere komne, vilde gjøre et Barns Forstand Skam og ligne ofte den Vanvittiges Indfald, et Bevis for, at Gud maa aabenbare det faldne Menneske Sandheden. I Indien, hvis Religion, den braminske, er den mest urimelige, dyrkes mange tusinde Guder. De Gjerninger, som Hinduerne anse for de velbehageligste for sine Afguder, bestaa ikke deri, at man gjør vel imod sine Medmennesker, men deri, at man plager sit eget Legeme og tilføier sig selv Ondt, ja endog gjør Ende paa sit eget Liv ved at drukne sig i en hellig Elv eller lade sig knuse under de tunge Hjul, hvorpaa et Gudebillede drages.

En anden Aarsag til, at Chinas og Indiens mange Millioner Mennesker ikke have gjort saa store Fremskridt i Videnskaber og nyttige Kunster, er deres overordentlige Indbildskhed og Enfoldigheden i deres Fædrelandskjærlighed. De ere haardnakket overbeviste om, at de selv og deres Forfædre ere de viseste og bedste Folkeslag paa Jorden, saa at det vilde være baade unyttigt for dem at lære noget hos andre Folkeslag og en Skam at efterligne disses Sæder eller Indretninger. De indbilde sig, at de kunne være sig selv nok. Deres Regjeringer tro ikke engang, at de kunne have nogen Fordel af, at Undersaaterne drive Handel med fremmede Lande. De frygte tvertom for, at Omgang med Udlændinger skal smitte Undersaaterne med Oprørsaand. Istedetfor at Kristendommen lærer, at alle Mennesker, i hvad Land de end bo, ere Brødre, som skulle elske hinanden og gjøre Godt mod hverandre, hade og afsky Chineserne og Hinduerne alle Fremmede. Indtil for tyve Aar siden havde Europæerne kun Lov til at besøge en chinesisk Stad tilsøs, nemlig Kanton. Her bleve de behandlede med den yderste Foragt. Ofte stenedes de af Folket, der kaldte dem udenlandske Djævle. Hinduernes Fordomsfuldhed er endnu urimeligere. Thi blandt dem er selve Folket delt i en Mængde Bygdelag, der ere hinandens Fiender. Indbyggerne af enhver Bygd eller Stad ere atter delte i Kaster eller arvelige Haandteringer, som holde sig saa afsondrede fra hverandre, at de ikke ville være sammen i et Hus eller drikke af samme Kop. Dersom nogen saadan Synd imod Skikken indtræffer, maa Karret ødelægges, om det er noksaa kostbart; den Fornemmere bliver uren, og den Simplere bliver myrdet eller paa det haardeste straffet. Og dog er han kun paa det uskyldigste Vis kommen i Berørelse med en af sine egne Landsmænd. Formedelst disse urimelige Fordomme kan naturligvis ikke den ene Borgerklasses Kundskaber og Livserfaringer komme den anden til Gode, saaledes som Tilfældet er i Europa; der kan ofte en Kjøbmand eller Embedsmand gjøre en Opfindelse, som er til Nytte for Fiskeren eller Jorddyrkeren. Hos 139og kan jo den fattigste Gut, som arbeider sig frem, komme til at give gode Raad om Samfundets almindelige Sager.

Heller ikke kan en sund og gavnlig Fædrelandskjærlighed trives ved Siden af slige Fordomme imod andre Mennesker. Naar Landet overfaldes af Fiender, er den simple og arbeidende Hinduer og Chineser ligegyldig for dets Forsvar. Han tror, at han ikke kan blive værre fortrykt, end han er, og hjælper derfor villigen Udlændingerne. Disse store Lande ere derfor, uagtet deres Millioner af Indbyggere, ofte blevne undertvungne og overvundne af langt mindre Krigshære. I fordums Tid kom disse fra Høiasia. I de senere Tider have Europæerne undertvunget dem. Ligesaa lidet lader en saadan Indbildskhed sig forene med gode Gjerninger i fredelige Tider. Naar Indien og China hjemsøges af Hungersnød, hvilket stundom sker formedelst Tørke, lade de Rige de Fattige dø i tusindvis langs Veiene; thi de foragte dem mere end Hunde, og de ere ubekjendte med Frelserens Bud om, at just mod de Ulykkeligste skal der vises den største Barmhjertighed.

Man antager, at en af disse Indiens foragtede Kaster er bleven fordreven til Europa, og at dette er de saakaldte Tatere eller Fantefolk, som ogsaa hos os have fortsat et hedensk og unyttigt Landstrygerliv. De Kristne have desuden indtil nu nylig forsømt at vinde dem for bedre Sæder ved Kjærlighed og Omhu. Dette er ogsaa meget vanskeligt, især formedelst deres Mistro og Had til andre Mennesker. Men enhver kan lettelig indse, hvor ulykkeligt det Land maa være, hvor alle Samfundsklasser omgaaes hverandre med den dyriske Ukjærlighed, som i det kristne Europa afsondrer de indiske Tatere fra Landets øvrige Indvaanere. Skaden i aandelig og timelig Henseende er lige stor for Folket selv som for den Ringeagtede.

Indien blev først nøiere bekjendt for de europæiske Folkeslag, da den store græske Erobrer Alexander med en liden Krigerskare overvandt en Del af Landet 330 Aar før Christus. Siden Aar 1000 efter Christus var det for det meste behersket af muhamedanske Undertvingere. Siden 1750 have Engelskmændene lidt efter lidt udbredt sit Herredømme over Indien, indtil de nu have bemægtiget sig det hele Land.

De have indført indbyrdes Fred mellem dets fiendtlige Stammer og Kaster. De have forbudt mange af den braminske Religions værste Afskyeligheder, saasom at Enkerne levende brændes paa samme Baal som Mandens Lig. De have anlagt Jernveie og Kanaler, fremmet Handel og Jorddyrkning. Men kun ganske faa Indfødte have i Hjertet forladt sine indgroede Vildfarelser. De hade derfor de Engelske bittert og gjorde i 1857 et Oprør, hvori de myrdede en Mængde ubevæbnede engelske Mænd og Kvinder. Men, saasnart de engelske Soldater vare samlede i en liden Trop, kunde de modstaa en hel indisk Hær. Derfor blev Landet snart atter undertvunget og roligt. Dets Hovedstad er Kalkutta; Madras og Bombay [bæ] ere to andre store Søstæder.

China blev sidste Gang i 1644 efter Christus erobret af et Hyrdefolk fra Høiasia, som endnu behersker det. Men formedelst Styrelsens Overmod har det i de sidste tyve Aar gjentagne Gange maattet føre 140Krig med Frankrige og især England. I 1860 indtog en Hær af disse to europæiske Nationer Hovedstaden Peking. Keiseren fik kun Fred paa det Vilkaar, at han maatte love at lade Europæerne færdes frit i hans Land og tillade Kristendommens Forkyndelse.

Der findes dog i China mange Mennesker, der have stor Agtelse for Europæerne og Lyst til at lære af dem. Hundrede Tusinder ere udvandrede til Kalifornien i Amerika, til Australia og til andre europæiske Kolonier i de hede Lande. Her udmærke de sig som dygtige Arbeidere, og mange antage Kristendommen. I Sammenligning med Rigets hele Folkemængde ere de dog et ringe Antal. Men en liden Surdeig kan gjennemsyre en hel Deig, dersom Gud giver Velsignelse til en saadan Opvaagnen af Jordklodens talrigste Folk.

Chinas vigtigste Handelsstæder ere: Kanton, Shanghai og Nanking.

Indiens og Chinas oprindelige Indbyggere hørte vel til den gulagtige Stamme; men formedelst de mange Erobringer ere de nu blevne meget blandede. I Indien bo mange Millioner, som ere af samme Æt som Europæerne.

Folket paa de Japanske Øer ligner meget Chineserne i Talrighed og Dannelse. Den største Ø er Nipon. Byer ere Nangasaki og Jedo.

137

I det Sydligste av Asia finnes Chinas Kystland og Indiens halvøyer, hvor den største naturlige fruktbarhet og det gunstigste Veirlag i flere tusind år har vært benyttet av mange Millioner Mennesker til et omhyggelig og forstandigt jordbruk. Den Væxtlighedens umåtelige kraft, som i de andre hete land, saasom Afrika og Sydamerika, kun fremdriver ville skoger, benyttes her ved menneskelig flid til dyrkning av de frodigste åkrer og de mest nærende fruktsorter; et sådant frukttre er kokostreet, hvis uhyre store og føderige nøtter endog bringes til vårt land. I så hete land uten vinter som Indien og China kan jorden levere to eller tre nyttige Afgrøder om Aaret. Da Mennesket på langt nær ikke der har så mange fornødenheter som i Jordens kaldere Egne, kunne disse land ernære flere innbyggere enn noe annet. China teller maaske 3—400 Millioner og Indien henved 200.

Det er ganske rimelig, at Dyrkningen av mange av Jordens nyttigste og skjønneste vekster først begynte i disse velsignede Egne. Sikkert er det, at disse land i de eldste tider kom i ry for sin rikdom. Europa fikk derfra først kunnskap om sukker, bomull, silke og mange krydderier, som siden også er forplantede og utbredte til andre land med et lignende Veirlag.

Allikevel have menneskene enn ikke i disse mest kultiverede av de hete land oppnådd den fullkomne samfunnsutvikling, som i de Egne, der fordre en større arbeidsomhet og omtanke av sine beboere. Kineserne og hinduene kunne visselig forarbeide mange skjønne ting, så at deresVævning 138er likeså fortrinlig som de råemner, de dertil bruke. Deres Porselin (stentøy) og Lakering er beundringsverdige! De har også gjort viktige oppfinnelser; Kruttet og kompasset er t. Ex. oppdaget av dem. Men i det største og viktigste av den menneskelige viden, i religionen og Borgersamfundets innretning, er deres begreper så ufullkomne, at de dels må kalles dumme og latterlige, dels onde og ugudelige. I årtusener har de anvendt stor flid og omtanke på at udgranske de guddommelige sannheter. Men de meninger, hvortil de er kommet, ville gjøre et Barns forstand skam og ligne ofte den Vanvittiges innfall, et bevis for, at Gud må åpenbare det falne menneske sannheten. I Indien, hvis religion, den braminske, er den mest urimelige, dyrkes mange tusen guder. De gjerninger, som hinduene anse for de velbehageligste for sine avguder, bestå ikke deri, at man gjør vel imot sine medmennesker, men deri, at man plager sitt eget legeme og tilføyer seg selv Ondt, ja endog gjør ende på sitt eget Liv ved å drukne seg i en hellig Elv eller lade seg knuse under de tunge hjul, hvorpå et Gudebillede drages.

En annen årsak til, at Chinas og Indiens mange Millioner Mennesker ikke have gjort så store fremskritt i vitenskaper og nyttige kunster, er deres overordentlige innbilskhet og enfoldigheten i deres fedrelandskjærlighet. De er hårdnakket overbeviste om, at de selv og deres forfedre er de viseste og beste folkeslag på jorden, så at det ville være både unyttig for dem å lære noe hos andre folkeslag og en skam å etterligne disses Sæder eller innretninger. De innbiller seg, at de kunne være seg selv nok. Deres regjeringer tro ikke engang, at de kunne ha noen fordel av, at undersåttene drive handel med fremmede land. De frykter tvertom for, at omgang med utlendinger skal smitte undersåttene med opprørsånd. I stedet for at kristendommen lærer, at alle mennesker, i hva land de enn bo, er brødre, som skulle elske hinannen og gjøre godt mot hverandre, hate og avsky kineserne og hinduene alle Fremmede. Inntil for tyve år siden hadde europeerne kun lov til å besøke en kinesisk stad til sjøs, nemlig Kanton. Her ble de behandlede med den ytterste forakt. Ofte steinedes de av Folket, der kalte dem utenlandske djevler. Hinduernes fordomsfullhet er enda urimeligere. Thi blant dem er selve Folket delt i en mengde bygdelag, der er hinandens fiender. Innbyggerne av enhver bygd eller stad er atter delte i kaster eller arvelige håndteringer, som holde seg så avsondrede fra hverandre, at de ikke ville være sammen i et hus eller drikke av samme kopp. Dersom noen sådan synd imot skikken inntreffer, må Karret ødelegges, om det er nokså kostbart; den Fornemmere blir uren, og den Simplere blir myrdet eller på det hårdeste straffet. Og dog er han kun på det uskyldigste Vis kommet i berøring med en av sine egne landsmenn. Formedelst disse urimelige fordommer kan naturligvis ikke den ene Borgerklasses kunnskaper og livserfaringer komme den annen til gode, således som tilfellet er i Europa; der kan ofte en kjøpmann eller embetsmann gjøre en oppfinnelse, som er til nytte for fiskeren eller jorddyrkeren. Hos 139og kan jo den fattigste Gut, som arbeider seg frem, komme til å gi gode råd om samfunnets alminnelige saker.

Heller ikke kan en sund og gavnlig fedrelandskjærlighet trives ved siden av slike fordommer imot andre mennesker. Når landet overfalles av fiender, er den simple og arbeidende hinduer og kineser likegyldig for dets forsvar. Han tror, at han ikke kan bli verre fortrykt, enn han er, og hjelper derfor villigen utlendingene. Disse store land er derfor, uaktet deres Millioner av innbyggere, ofte blitt undertvungne og overvundne av langt mindre Krigshære. I fordums tid kom disse fra Høiasia. I de senere tider have europeerne undertvunget dem. Likeså lite lader en sådan innbilskhet seg forene med gode gjerninger i fredelige tider. Når Indien og China hjemsøkes av hungersnød, hvilket stundom skjer formedelst tørke, lade de rike de Fattige dø i tusenvis langs veiene; thi de forakter dem mer enn hunder, og de er ubekjendte med Frelserens bud om, at just mot de Ulykkeligste skal der vises den største barmhjertighet.

Man antar, at en av disse Indiens foragtede kaster er blitt fordrevet til Europa, og at dette er de såkalte tatere eller fantefolk, som også hos oss have fortsatt et hedensk og unyttig Landstrygerliv. De kristne have dessuten inntil nå nylig forsømt å vinne dem for bedre Sæder ved kjærlighet og omhu. Dette er også meget vanskelig, især formedelst deres mistro og hat til andre mennesker. Men enhver kan lettelig innse, hvor ulykkelig det land må være, hvor alle samfunnsklasser omgås hverandre med den dyriske ukjærlighet, som i det kristne Europa avsondrer de indiske tatere fra Landets øvrige innvånere. Skaden i åndelig og timelig Henseende er like stor for Folket selv som for den Ringeagtede.

Indien ble først nøyere bekjent for de europeiske folkeslag, da den store greske erobrer Alexander med en liten Krigerskare overvant en del av landet 330 år før Christus. Siden år 1000 etter Christus var det for det meste behersket av muhamedanske Undertvingere. Siden 1750 have engelskmennene litt etter litt utbredt sitt herredømme over Indien, inntil de nå have bemektiget seg det hele land.

De har innført innbyrdes fred mellom dets fiendtlige stammer og kaster. De har forbudt mange av den braminske Religions verste avskyeligheter, saasom at enkene levende brennes på samme bål som Mandens Lig. De har anlagt Jernveie og kanaler, fremmet handel og Jorddyrkning. Men kun ganske få Indfødte har i hjertet forlatt sine inngrodde villfarelser. De hater derfor de Engelske bittert og gjorde i 1857 et opprør, hvori de myrdede en mengde ubevæpnede engelske menn og kvinner. Men, så snart de engelske soldater var samlede i en liten tropp, kunne de motstå en hel indisk hær. Derfor ble landet snart atter undertvunget og rolig. Dets hovedstad er Kalkutta; Madras og Bombay [bæ] er to andre store Søstæder.

China ble siste gang i 1644 etter Christus erobret av et Hyrdefolk fra Høiasia, som ennå behersker det. Men formedelst Styrelsens overmot har det i de siste tyve år gjentatte ganger måttet føre 140krig med Frankrige og især England. I 1860 indtog en hær av disse to europeiske nasjoner hovedstaden Peking. Keiseren fikk kun fred på det vilkår, at han måtte love å la europeerne ferdes fritt i hans land og tillate Kristendommens forkynnelse.

Der finnes dog i China mange mennesker, der har stor aktelse for europeerne og lyst til å lære av dem. Hundre Tusinder er udvandrede til Kalifornien i Amerika, til Australia og til andre europeiske kolonier i de hete land. Her utmerke de seg som dyktige arbeidere, og mange anta kristendommen. I sammenligning med Rigets hele folkemengde er de dog et ringe antall. Men en liten surdeig kan gjennomsyre en hel deig, dersom Gud gir velsignelse til en sådan Opvaagnen av Jordklodens talrigste Folk.

Chinas viktigste handelssteder er: Kanton, Shanghai og Nanking.

Indiens og Chinas opprinnelige innbyggere hørte vel til den gulaktige stamme; men formedelst de mange erobringer er de nå blitt meget blandede. I Indien bo mange Millioner, som er av samme ætt som europeerne.

Folket på de Japanske øyer ligner meget kineserne i tallrikhet og dannelse. Den største Ø er Nipon. Byer er Nangasaki og Jedo.