Jorden kan i et lidet og stærkt befolket Land blive til et skadeligt Monopol. Dens Frembringelser ere aldeles nødvendige til Livets Ophold. Dersom der indtræffer en Misvæxt, stiger Prisen paa Fødevarer endnu langt mere, end den naturligen burde, fordi alle Mennesker frygte for at lide Mangel. Jordarbeidernes Løn bliver derved ikke større, tvertom mindre, formedelst Fordyrelsen af Føden. Men Jordeierens Indkomst kan blive større, end om han havde gjort en god Høst, som var solgt til billig Pris. Denne høie Pris bevirker dog, at der indtræder en Konkurrens med uopdyrket Land, som ved Arbeide kan gjøres frugtbart og levere mere Korn. Jo høiere Prisen er, des mere opmuntres Oprydningen.
Alligevel vil ikke Opdyrkningen i væsentlig Mon nedtrykke Eiendomspriserne eller, hvad der er det samme, nedsætte Jordens aarlige Forpagtningsværdi. Thi det ny Land kan ikke blive frugtbart uden Anvendelse af et stort Arbeide. Renten af denne udlagte Kapital maa betales ved Salget af Jordens Afkastning. I de længe beboede Lande i Europa stige disse Rydnings-Omkostninger sædvanligvis til en saadan Sum, at det ny Land bliver ofte ligesaa kostbart som det gamle. Det sikreste Middel til at forhindre, at Misvæxt skal lede til Dyrtid og Hungersnød, er, at Handelen med fremmede Lande er saa uhindret, at derfra kan komme Forsyning. Thi mere fjerntliggende Landes Veirligt er saa forskjelligt, at der heldigvis ikke kan indtræffe Uaar paa alle Steder af Jorden samtidigt. Der findes desuden Lande, som ligesaa naturligt have Overskud af Korn, som andre have Mangel. Et nylig bebygget Land som Amerika, hvor de endnu faa Beboere beskjæftige sig især med Jorddyrkning, maa nødvendigvis frembringe meget mere Fødeemner, end den der boende Befolkning selv kan fortære.