118

Men undertiden er der kun 119ringe Konkurrens eller Valg-Frihed imellem Sælgerne. Den, som vil have Tingen, maa henvende sig til en eller kun til nogle faa. Disse kunne da fordre en godtyklig Pris.

Et Maleri, som er forfærdiget af en stor afdød Kunstner, t. Ex. Italieneren Rafael, kan ikke konkurrere med noget andet. Saadan en Gjenstand har stundom været betalt med utrolige Priser.

Et vist Vinbjerg frembringer i ringe Mængde en særdeles Art Vin, som ikke kan voxe noget andetsteds saaledes. Eieren forlanger saa høi Pris, som han mærker, at rige Folk ville give. Thi han har ikke nok af Varen til Middelstandens Forbrug.

Men heldigvis frembringes ingen af de nyttigere Ting under saa indskrænkede Vilkaar.

En vigtig Art af Monopoler ere Opfindelsespatenter. En simpel Engelskmand, Arkwright, opfandt Spindemaskinen. Han kunde med den spinde saa billigt og sælge sit Garn saa dyrt (thi ingen Fabrikant havde Lov til at bruge Arkwrights Maskine, uden at kjøbe den hos ham), at han blev grundrig. Men han kunde dog ikke forlange saa meget for sit Garn, som de gamle Haandspindere. Der er altsaa en Grænse for den Afgift, som en Opfinder kan forlange. Det samme gjælder om enhver anden meget begavet Mands personlige Arbeide. En berømt Sagfører indser, at han kan erhverve sig en større Indkomst, ved at forlange en saa maadelig Godtgjørelse, at mange kunne søge ham, end ved at fordre saa meget, at han kun kunde faa et Par vigtige Processer om Aaret. Dersom en stor Forfatter kan sælge sin Bog billigt til mange tusinde Kjøbere, bliver hans Indtægt større end ved en saa høi Pris, at den alene kan anskaffes af nogle hundrede.

121 Kunstige Monopoler, Privilegier (Særrettigheder).

For Sælgeren er det i høi Grad fordelagtigt og bekvemt at have et Monopol. I gamle Dage, førend Velstandslærens Grundregler vare udfundne, hændte det ofte, at visse Tilvirkere erhvervede sig hos Regjeringen Eneret til at forfærdige en vis Vare. En Mand kunde faa Ret til at drive den eneste Mølle i en vis Omegn t. Ex. Kristianias. En anden kunde faa Eneret til at udgive en Avertissementstidende t. Ex. i Bergen. I samme By var det bestemt, at der kun skulde være 24 Bagere. Endnu sædvanligere vare de saakaldte Haandværkslaug, hvorefter ingen kunde blive Haandværker i en By, uden han paa en vis Maade havde gjennemgaaet sin Læretid. Denne var indrettet saaledes, at Mesternes Antal altid maatte blive lidet.

Nogle af disse Rettigheder vare erhvervede ved Kjøb eller ved Bestikkelse. De fleste bleve anordnede af Regjeringerne i den Tanke, at man derved skulde faa vel oplærte Mestere, som havde et sorgfrit Udkomme. Denne gode Hensigt opnaaedes ogsaa i nogen Grad, men med meget store Ulemper:

120Mesternes Velstand og ringe Antal hindrede ikke, at de kunde holde en saa stor Mængde Arbeidere, at disses Løn ved Konkurrensen nedtrykkedes ganske lavt. Monopolet hævede altsaa ikke Arbeidernes Vilkaar. Det var endog da langt vanskeligere for den ubemidlede Arbeider ved Dygtighed at opsvinge sig til Mester. Den gamle Haandværkers Stilling blev saaledes meget usel.

Da den ene Mester lærte Kunsten af den anden, da ingen behøvede at arbeide bedre end den anden, og da de alle ønskede at være enige, var der ingen Opfordring til Opfindelser. Thi Forbedringer skaffe i Begyndelsen snarere Misundelse og Uvenskab hos de mindre dygtige Laugsbrødre. Laugsvæsenet bevirkede altsaa Stillestand og hindrede Fremgang,

Det er derfor nu i de mere oplyste Lande afskaffet og Næringsfrihed indført.

Alligevel hører man endnu ofte den gamle Tingenes Tilstand rost og forsvaret. Haandværkeren fordrer Beskyttelse imod den store Fabrik, som leverer billigere Varer. Fabrikanten i Norge fordrer Beskyttelse imod den udenlandske Fabrik, som arbeider endnu billigere.

Det paastaaes da, at, naar der er fuld Næringsfrihed og fri Handel, kan det ikke undgaaes, at der undertiden bliver Overfylding af Varer og for dristig Handels-Spekulation. Deraf følger da pludselig Synken i Pris, flere Handelsfalliter, eller det, som kaldes Handelskrisis. En saadan Begivenhed fremkalder atter for nogen Tid Arbeidsløshed, da det ikke kan lønne sig at oparbeide Varer, medens de sælges for Underpris.

Det er vel unegtelig, at slige Omvexlinger i Handel og Næringsveie indtræffe i alle fri Lande. Men, dersom det er vist, at de ere sjeldne, og dersom Folket der i de bedre Aar har mere Indkomst, er en saadan Tilstand at foretrække for den stadige Dorskhed og jevne Fattigdom, som er en Følge af, at Arbeidernes Virksomhed lænkebindes. Thi ved Sparsomhed og Forsynlighed kan den fri Borger ogsaa sættes istand til at modstaa Virkningerne af slige Handels-Uaar eller lettere komme sig igjen efter dem.

Men da enhver Arbeider og Sælger tillige er Bruger og Kjøber af en Mængde Varer, er det tydeligt, at han maa have stor Fordel af, at de blive flere og billigere formedelst Nærings- og Handelsfrihed.

Alligevel kan Næringsfriheden ikke være aldeles uindskrænket, naar det Rette skal fremmes. Staten maa gjennem Politiet fremdeles have meget Indseende med baade Tilvirkning og Afsætning. Der ere bedragerske Mennesker, som udbyde og sælge en Tønde, som kuns er halv fuld, eller som er arbeidet for liden. Der kunne være Kjøbmænd, som ville bruge falsk Maal og Vægt. Saadanne Ting maa straffes. Bedragerier skade baade Kjøberen, som narres, og den uærlige Sælger, imod hvem der ogsaa vækkes Mistro. Heller ikke bør det tillades at sælge Ting, der ere saa fordærvede, 121at de ere skadelige, saasom raadne Madvarer. Ogsaa derved narres den Fattige og Enfoldige. Endnu mindre kan det tillades at sælge Forgift til enhver. Naar en vis meget vigtig Syssel fordrer særegne Kundskaber, saasom at styre et Skib, at føre en Proces, fordrer Staten Dygtigheds-Prøver (Examen) af dem, som ville være Styrmænd eller Sagførere. Heller ikke maa det være tilladt for egennyttige Forældre eller Forsørgere at drive unge Børn til et saa strengt og stadigt Arbeide, at deres Sundhed tager Skade, eller deres Undervisning forsømmes.

118

Men undertiden er der kun 119ringe konkurrens eller Valg-Frihed imellom selgerne. Den, som vil ha tingen, må henvende seg til en eller kun til noen få. Disse kunne da fordre en godtyklig pris.

Et maleri, som er forferdiget av en stor avdød kunstner, t. Ex. Italieneren Rafael, kan ikke konkurrere med noe annet. Sådan en gjenstand har stundom vært betalt med utrolige priser.

Et vist Vinbjerg frembringer i ringe mengde en særdeles art vin, som ikke kan vokse noe annetsteds således. Eieren forlanger så høy pris, som han merker, at rike Folk ville gi. Thi han har ikke nok av varen til Middelstandens forbruk.

Men heldigvis frembringes ingen av de nyttigere ting under så innskrenket vilkår.

En viktig art av monopoler er oppfinnelsespatenter. En simpel engelskmann, Arkwright, oppfant spinnemaskinen. Han kunne med den spinne så billig og selge sitt garn så dyrt (thi ingen fabrikant hadde lov til å bruke Arkwrights maskin, uten å kjøpe den hos ham), at han ble grunnrik. Men han kunne dog ikke forlange så meget for sitt garn, som de gamle håndspinnere. Der er altså en grense for den avgift, som en oppfinner kan forlange. Det samme gjelder om enhver annen meget begavet Mands personlige arbeide. En berømt sakfører innser, at han kan erverve seg en større innkomst, ved å forlange en så måtelig godtgjørelse, at mange kunne søke ham, enn ved å fordre så meget, at han kun kunne få et par viktige prosesser om Aaret. Dersom en stor forfatter kan selge sin bok billig til mange tusen kjøpere, blir hans inntekt større enn ved en så høy pris, at den alene kan anskaffes av noen hundre.

121 Kunstige monopoler, privilegier (særrettigheter).

For selgeren er det i høy grad fordelaktig og bekvemt å ha et monopol. I gamle dager, før Velstandslærens grunnregler var udfundne, hendte det ofte, at visse tilvirkere erhvervede seg hos regjeringen enerett til at forfærdige en viss Vare. En Mand kunne få rett til å drive den eneste mølle i en viss omegn t. Ex. Kristianias. En annen kunne få enerett til å utgi en Avertissementstidende t. Ex. i Bergen. I samme by var det bestemt, at der kun skulle være 24 bakere. Enda sedvanligere var de såkalte håndverkslaug, hvoretter ingen kunne bli håndverker i en by, uten han på en viss måte hadde gjennomgått sin læretid. Denne var innrettet således, at Mesternes antall alltid måtte bli lite.

Noen av disse rettigheter var erhvervede ved kjøp eller ved bestikkelse. De fleste ble anordnet av regjeringene i den tanke, at man derved skulle få vel opplærte mestere, som hadde et sorgfritt utkomme. Denne gode hensikt oppnåddes også i noen grad, men med meget store ulemper:

120Mesternes velstand og ringe antall hindret ikke, at de kunne holde en så stor mengde arbeidere, at disses Løn ved konkurrensen nedtrykkedes ganske lavt. Monopolet hevet altså ikke Arbeidernes vilkår. Det var endog da langt vanskeligere for den ubemidlede arbeider ved dyktighet at opsvinge seg til mester. Den gamle håndverkers stilling ble således meget usel.

Da den ene mester lærte kunsten av den annen, da ingen behøvde å arbeide bedre enn den annen, og da de alle ønsket å være enige, var der ingen oppfordring til oppfinnelser. Thi forbedringer skaffe i begynnelsen snarere misunnelse og uvennskap hos de mindre dyktige Laugsbrødre. Laugsvesenet bevirkede altså Stillestand og hindret fremgang,

Det er derfor nå i de mer opplyste land avskaffet og næringsfrihet innført.

Allikevel hører man ennå ofte den gamle Tingenes tilstand rost og forsvaret. Håndverkeren fordrer beskyttelse imot den store fabrikk, som leverer billigere varer. Fabrikanten i Norge fordrer beskyttelse imot den utenlandske fabrikk, som arbeider enda billigere.

Det påstås da, at, når der er full næringsfrihet og fri handel, kan det ikke unngås, at der undertiden blir overfylling av varer og for dristig Handels-spekulasjon. Derav følger da plutselig Synken i pris, flere handelsfallitter, eller det, som kalles Handelskrisis. En sådan begivenhet fremkaller atter for noen tid arbeidsløshet, da det ikke kan lønne seg at oparbeide varer, mens de selges for underpris.

Det er vel unektelig, at slike Omvexlinger i handel og næringsveier inntreffe i alle fri land. Men, dersom det er vist, at de er sjeldne, og dersom Folket der i de bedre år har mer innkomst, er en sådan tilstand å foretrekke for den stadige dorskhet og jevne fattigdom, som er en følge av, at Arbeidernes virksomhet lenkebindes. Thi ved sparsomhet og Forsynlighed kan den fri borger også settes i stand til å motstå virkningene av slike Handels-uår eller lettere komme seg igjen etter dem.

Men da enhver arbeider og selger tillike er bruker og kjøper av en mengde varer, er det tydelig, at han må ha stor fordel av, at de blir flere og billigere formedelst Nærings- og handelsfrihet.

Allikevel kan næringsfriheten ikke være aldeles uinnskrenket, når det rette skal fremmes. Staten må gjennom politiet fremdeles have meget Indseende med både tilvirkning og avsetning. Der er bedragerske mennesker, som utby og selge en tønne, som kuns er halv full, eller som er arbeidet for liten. Der kunne være kjøpmenn, som ville bruke falsk mål og vekt. Sådanne ting må straffes. Bedragerier skade både kjøperen, som narres, og den uærlige selger, imot hvem der også vekkes mistro. Heller ikke bør det tillates å selge ting, der er så fordervet, 121at de er skadelige, saasom råtne matvarer. Også derved narres den Fattige og Enfoldige. Enda mindre kan det tillates å selge forgift til enhver. Når en viss meget viktig syssel fordrer særegne kunnskaper, saasom å styre et skip, å føre en prosess, fordrer staten dyktighets-prøver (eksamen) av dem, som ville være styrmenn eller sakførere. Heller ikke må det være tillatt for egennyttige foreldre eller forsørgere å drive unge barn til et så strengt og stadig arbeide, at deres sunnhet tar skade, eller deres undervisning forsømmes.