Nogle Banker have ogsaa Ret til at udstede Banksedler, der bestaa i et Papir, som Banken lover at ombytte med den paalydende Sum i Sølv, hvad Tid man ønsker det. Banken kan uden Fare udstede en hel Del flere Sedler, end den har Sølv, fordi ikke alle Sedlerne paa engang kunne indleveres til Vexling. Den kan alligevel erhverve sig Rente af dem ved Udlaan. Denne Fremgangsmaade er derfor meget fordelagtig for Bankens Aktiehavere. Men i de Lande, hvor ethvert privat Bolag har Lov til at udgive Sedler, saasom i Amerika, har Tilladelsen ledet til grove Bedragerier og Falliter. I de fleste europæiske Lande er det derfor kun tilladt de Banker, over hvilke Statsstyrelsen fører det strengeste Tilsyn, at udstede Sedler.
119. Prisen beror ikke paa Varens Nytte og heller ikke ganske paa de Tilvirknings-Omkostninger, som Sælgeren har havt med den. Thi, dersom han har anvendt længere Tid paa Arbeidet eller flere Udgifter end andre, som have den samme Ting at sælge, kan han dog ikke vente at faa mere end de. Enhver vil kjøbe saa billigt som muligt. Den virkelige Pris, Torve-Prisen, beror altsaa især paa Konkurrensen, det er, paa den Fordring, som de fleste Sælgere af Tingen gjøre. Denne afhænger atter af de sædvanlige Omkostninger ved Tilvirkningen.
Dersom Handelen er ganske fri, vil omsider Kjøberne finde de billigste Sælgere og holde sig til dem alene. Deres Pris bliver da den sædvanlige. Den kan ikke være mindre end, hvad der dækker Frembringernes Udgifter. Thi ellers vilde nogle af dem holde op at arbeide. Deraf vilde følge en mindre Tilførsel og altsaa, at Kjøberne atter maatte gaa til de dyrere Sælgere. Torveprisen nærmer sig derfor Tilvirkningsprisen, naar Handelen gaar sin naturlige Gang.