117

Det er kun meget faa rige Mænd, som have Handelsforbindelser saa videnom i Verden, at de kunne stadigen gjøre Udlaan eller kjøbe og sælge Vexler. Men mange Mænd, som have lidt tilovers, kunne skyde Penge sammen og stifte af saakaldte Aktier (Dele) en Bank. Dette Bolag eller Kompani bliver da rigere end de fleste Enkeltmænd. Banken kan bruge sine Midler dels til Laan i Indlandet, dels til slige Penge-Forsendelser ved Vexel. Udbyttet eller Gevinsten deles aarlig imellem Deltagerne (Aktiehaverne).

Banker ere meget gavnlige, først ved at opmuntre til Sparsomhed. Det er en vanskelig Sag at udlaane en ganske liden Sum imod Rente. Men i en Sparebank kan den Fattigste faa en Rente af sin indskudte Sum, uden at resikere at miste den ved sin Ukyndighed om Handel. Banken forøger altsaa Landets Kapital paa en dobbelt Maade, dels ved at opmuntre til Besparelse og dels ved, at alle opsparede Smaasummer kunne bringes i Virksomhed istedetfor at ligge ørkesløse.

Dernæst bevirker Banken vanligvis, at Renten nedsættes. Banken tager en regelmæssig passende Afgift af sine Laan. Dersom derimod alle Laan skulde ske af enkelte Mænd selv, vilde disse være mere afvigende i sine Fordringer, saaledes at nogle af dem kunde gjøre sig fortjente til Øgenavnet Aagerkarle.

Dog er det en vildfarende, om end almindelig Mening, at de, som udlaane sine opsparede Penge imod Rente, erhverve sig altfor store Indtægter derved og uden mindste Umag. Det er hverken let eller sikkert at udlaane Penge. Det hænder ofte, naar uerfarne Folk gjøre det, at de tabe al sin Eiendom, ved at betro den til Folk, som bortødsle den. Heller ikke er det mere brugeligt at tage for høi Rente af Udlaan end at fordre for høi Pris ved Salg. Thi da findes der andre, som udlaane billigere. Men det 118hænder ofte, at en Mand er en saa uefterrettelig og vrangvillig Betaler, at ingen vil laane ham Penge uden en. Denne fordrer da dobbelt Rente som et Vederlag for den Mulighed, at han kanske taber sine til ham laante Penge.

Alligevel findes der dem, som ved Aager forurette enfoldige og trængende Medmennesker, ligesom der ogsaa gives dem, der bedrage ved Salg (No. 121).

Pengenes Værdi afhænger af deres Sjeldenhed ligesom andre Varers. I et meget rigt Land som England er den aarlige Rente mindre end i et fattigere som Norge. En Norsk kan ikke i England faa laant Penge til den samme Rente som en Indfødt, fordi Udlaaneren ikke er saa kjendt i Norge og derfor befrygter at tabe sine Penge. At et Land har høi Rentefod, er et stort Tab aarlig, da det fordyrer dets Varer. Men det eneste sikre Middel til at faa billigere Penge er Velstandens Forøgelse ved Flid og Sparsomhed.

117

Det er kun meget få rike menn, som har handelsforbindelser så videnom i verden, at de kunne stadig gjøre utlån eller kjøpe og selge veksler. Men mange menn, som har lidt til overs, kunne skyde penger sammen og stifte av såkalte Aktier (dele) en Bank. Dette Bolag eller kompani blir da rikere enn de fleste enkeltmenn. Banken kan bruke sine midler dels til lån i innlandet, dels til slike penger-forsendelser ved veksel. Utbyttet eller gevinsten deles årlig imellom deltagerne (Aktiehaverne).

Banker er meget gavnlige, først ved å oppmuntre til sparsomhet. Det er en vanskelig Sag å utlåne en ganske liten Sum imot rente. Men i en Sparebank kan den Fattigste få en rente av sin innskutte Sum, uten å risikere å miste den ved sin ukyndighet om handel. Banken forøker altså Landets kapital på en dobbelt måte, dels ved å oppmuntre til besparelse og dels ved, at alle oppsparte småsummer kunne bringes i virksomhet i stedet for å ligge ørkesløse.

Dernest bevirker banken vanligvis, at renten nedsettes. Banken tar en regelmessig passende avgift av sine lån. Dersom derimot alle lån skulle ske av enkelte menn selv, ville disse være mer avvikende i sine fordringer, således at noen av dem kunne gjøre seg fortjente til økenavnet Aagerkarle.

Dog er det en vildfarende, om enn alminnelig mening, at de, som utlåne sine oppsparte penger imot rente, erverve seg altfor store inntekter derved og uten minste umak. Det er hverken lett eller sikkert å utlåne penger. Det hender ofte, når uerfarne Folk gjøre det, at de taper all sin eiendom, ved å betro den til Folk, som bortødsle den. Heller ikke er det mer brukelig å ta for høy rente av utlån enn å fordre for høy pris ved salg. Thi da finnes der andre, som utlåne billigere. Men det 118hender ofte, at en mann er en så uetterrettelig og vrangvillig betaler, at ingen vil låne ham penger uten en. Denne fordrer da dobbelt rente som et vederlag for den mulighet, at han kanskje taper sine til ham lånte penger.

Allikevel finnes der dem, som ved åger forurette enfoldige og trengende medmennesker, likesom der også gives dem, der bedra ved salg (No. 121).

Pengenes verdi avhenger av deres sjeldenhet likesom andre Varers. I et meget rikt land som England er den årlige rente mindre enn i et fattigere som Norge. En Norsk kan ikke i England få lånt penger til den samme rente som en Indfødt, fordi utlåneren ikke er så kjent i Norge og derfor befrygter å tape sine penger. At et land har høy rentefot, er et stort tap årlig, da det fordyrer dets varer. Men det eneste sikre middel til å få billigere penger er Velstandens forøkelse ved flid og sparsomhet.