111

Ved første Øiekast synes det, at det menneskelige Arbeide lønner sig bedre, naar det anvendes paa en fri Naturkraft end paa en, som har Eiermand. Det skulde da være fordelagtigere at plukke vilde Bær frit end at dyrke Frugt paa en anden Mands Jord. Thi man maa betale Eieren Afgift af Jorden eller kjøbe den af ham. Der have ogsaa været nogle, som have udgivet sig for Arbeidernes Talsmænd, og som have paastaaet, at Jorden ikke burde have Eier mere end Havet, men benyttes frit og fælles af alle Mennesker.

En nøiere Betragtning viser, at dette ikke forholder sig saa. Hvad, som er alles Eiendom eller ingens, bliver heller ikke af nogen enkelt skjøttet eller pleiet. Ingen enkelt Fisker gjør noget for at vedligeholde Havets Rigdom. Ingen Bærsanker sørger for, at der næste Aar findes ligesaa mange Jordbær som iaar. Skal noget gjøres, for at forbedre slige Næringsveie, maa det altsaa ske af Staten eller det Offentlige. Men da udkræves stor Omkostning, og dog bliver Virkningen mindre, som vi kunne se af Lovene om Fredning af Hummer og Vildt. Foranstaltningerne til Skibsfartens Betryggelse (Sømærker, Fyrtaarne o. s. v.) ere kun ringe i Forhold til Havets Vidde og Farer.

112De Arbeider, som have været foretagne til Opdyrkningen af enhver eneste Gaard, ere derimod altfor betydelige til, at de kunne udføres paa den Maade af alle Folk fælles eller af hele Staten. Det er ogsaa Tilfældet, at blandt saakaldte vilde Folkeslag udenfor Europa er Jorden fælles. Men det er saa langtfra, at de dyrke den sammen, at de slet ikke forbedre den. Det første Skridt til Dannelse og det nødvendige Udgangspunkt for enhver Fremgang har altid været, at Folk have begyndt at betragte den ryddede Mark som Dyrkerens Eiendom. Alene Sikkerhed for at beholde Arbeidets Frugter og Haabet om at overlevere dem til sine Børn har opmuntret Rydningsmanden til ny Flid. Men deraf kommer strax Ulighed i Formue. Den Forbedring, Jorden faar ved Arbeide og Sparsomhed, og som altsaa kan henføres til Kapital, er ogsaa meget større end dens oprindelige Værd. Det er derfor ligesaa rimeligt, at Landmanden er Eier af den Jord, som han har dyrket, som at Smeden eier det Jerntøi, som han har hamret, endskjønt den første ligesaa lidet har frembragt Jordsmonnet, som den sidste har skabt Jernet.

Heller ikke bekræfter Erfaring, at de Arbeidere, som ikke betale Afgift, leve bedre end de, som enten leie Jord eller staa i en Jordeiers Tjeneste. De vilde Folkeslag ere saa fattige, at de hyppig formedelst Uforsynlighed og Uheld komme i Hungersnød. Der er ingen fri Bærsanker, som tjener saa meget ved sit Arbeide, som en Gartner, der dyrker Bær paa en kjøbt eller leiet Jordplet. Den Pris, som kaldes at kjøbe i dyre Domme, staar nemlig i nøie Forhold til den aarlige Indtægt for at dyrke Eiendommen forstandigt og flittigt.

Hvis Jorden kun eies af nogle faa, kan man tænke sig, at de forene sig om at fordre for stor Afgift af den eller for meget for sine Frembringelser. Men, hvis Landet bestaar af mangfoldige Gaarde, vil der altid blive nogle af disse at faa for billigere Pris. Dersom det er tilladt at indføre Varer fra fremmede Lande, kan det endnu mindre tænkes, at Jorden skulde kunne holdes i saa høi Pris, at Arbeideren ikke faar sit Slæb betalt af de Varer, han frembringer.

111

Ved første øyekast synes det, at det menneskelige arbeide lønner seg bedre, når det anvendes på en fri naturkraft enn på en, som har eiermann. Det skulle da være fordelagtigere å plukke ville bær fritt enn å dyrke frukt på en annen Mands jord. Thi man må betale eieren avgift av jorden eller kjøpe den av ham. Der har også vært noen, som har utgitt seg for Arbeidernes talsmenn, og som har påstått, at jorden ikke burde ha eier mer enn havet, men benyttes fritt og felles av alle mennesker.

En nøyere betraktning viser, at dette ikke forholder seg så. Hva, som er alles eiendom eller ingens, blir heller ikke av noen enkelt skjøttet eller pleiet. Ingen enkelt fisker gjør noe for å vedlikeholde Havets rikdom. Ingen bærsanker sørger for, at der neste år finnes likeså mange jordbær som i år. Skal noe gjøres, for å forbedre slike næringsveier, må det altså ske av staten eller det Offentlige. Men da utkreves stor omkostning, og dog blir virkningen mindre, som vi kunne se av lovene om fredning av hummer og vilt. Foranstaltningene til skipsfartens betryggelse (Sømærker, fyrtårn o. s. v.) er kun ringe i forhold til Havets vidde og Farer.

112De arbeider, som har vært foretagne til oppdyrkingen av enhver eneste gård, er derimot altfor betydelige til, at de kunne utføres på den måte av alle Folk felles eller av hele staten. Det er også tilfellet, at blant såkalte ville folkeslag utenfor Europa er jorden felles. Men det er så langtfra, at de dyrker den sammen, at de slett ikke forbedre den. Det første skritt til dannelse og det nødvendige utgangspunkt for enhver fremgang har alltid vært, at Folk have begynt å betrakte den ryddet Mark som Dyrkerens eiendom. Alene sikkerhet for å beholde Arbeidets frukter og håpet om å overlevere dem til sine barn har oppmuntret rydningsmannen til ny flid. Men derav kommer straks ulikhet i formue. Den Forbedring, jorden får ved arbeide og sparsomhet, og som altså kan henføres til kapital, er også meget større enn dens opprinnelige verd. Det er derfor likeså rimelig, at landmannen er eier av den jord, som han har dyrket, som at smeden eier det jerntøy, som han har hamret, enskjønt den første likeså lite har frembrakt jordsmonnet, som den siste har skapt jernet.

Heller ikke bekrefter erfaring, at de arbeidere, som ikke betale avgift, leve bedre enn de, som enten leie jord eller stå i en Jordeiers tjeneste. De ville folkeslag er så fattige, at de hyppig formedelst Uforsynlighed og uhell komme i hungersnød. Der er ingen fri bærsanker, som tjener så meget ved sitt arbeide, som en gartner, der dyrker bær på en kjøpt eller leiet Jordplet. Den Pris, som kalles å kjøpe i dyre Domme, står nemlig i nøye forhold til den årlige inntekt for å dyrke eiendommen forstandigt og flittig.

Hvis jorden kun eies av noen få, kan man tenke seg, at de forene seg om å fordre for stor avgift av den eller for meget for sine Frembringelser. Men, hvis landet består av mangfoldige Gaarde, vil der alltid bli noen av disse å få for billigere pris. Dersom det er tillatt å innføre varer fra fremmede land, kan det enda mindre tenkes, at jorden skulle kunne holdes i så høy pris, at arbeideren ikke får sitt slep betalt av de varer, han frembringer.