1. Arbeide, enten legemligt eller aandeligt, som har til Hensigt at gjøre Nytte. Om nogen anstrenger sig noksaa meget til sin Fornøielse, saasom ved Dands eller Kortspil, siges han ikke at arbeide. Betalingen for Arbeide kaldes Løn (Dagløn, Aarsløn, Lønning, Gage). (No. 104).
2. En Naturgjenstand eller Naturkraft, som leverer dels Raaemne, dels Midler til dets Forædling. Det vigtigste af disse er 111Jorden, som anvendes til Agerbrug og Kvæghold. Paa lignende Vis anvendes en Grube eller et Stenbrud, hvoraf kan udvindes nyttige Metaller og Stene, Vandet, hvori der kan fiskes, Luften, Lyset, Varmen og Elektriciteten. Thi ved alle disse Kræfter kunne nyttige Ting udrettes. Endelig høre ogsaa Menneskenes Legems- og Aandsevner til de ypperste Frembringelses-Midler. Forsaavidt som disse Gjenstande kunne eies, maa man for Brugen af dem betale Eieren en Leie eller Afgift, som retter sig efter Tingens Godhed. For Brugen af 100 Maal god Jord betales høiere Leie end for en Gaard af slet Beskaffenhed. For et Stenbrud af bekvem Beliggenhed betales høi Bergleie; ligger det meget afsides, er det aldeles uden Værdi. En skarpsindig Læge eller Sagfører betales mere for sin Tjeneste end en anden.
Det er sagt i No. 99. 2, at de Naturkræfter, som findes i ubegrænset Mængde, ikke kunne eies og altsaa heller ikke sælges eller leies.
3. Ved Besparelse eller Forsynlighed vedligeholdes en Mængde Frembringelser saaledes, at de kunne bruges som vigtige Midler til ny Frembringelse (No. 107). De kaldes Kapital. Formedelst Erhvervelse af Kapital kan ikke alene den enkelte Mand stadigen erholde flere Midler til ny Frembringelse og altsaa til sin Formues Forøgelse, men enhver Slægt overleverer sin opsparede Kapital til sine Efterkommere, saaledes at Samfundet stedse erholder mere Velstand.
Den Indkomst, som erhverves ved Brugen af Kapital, kaldes Rente, hvad enten Eieren selv anvender den, eller han leier den ud til en anden.