Den Ødsle, som forbruger mere, end han erhverver, maa paa et eller andet Vis falde andre til Byrde. Han gjør dem saaledes Uret. Naar den meget Formuende i Overdaadighed anvender alle sine Indkomster, skader han ikke nogen derved ligefrem. Dog er det feilagtigt, naar nogle indbilde sig, at en saadan Forøder gavner fattige Folk, ved at skaffe dem Arbeide og Fortjeneste. Thi den, der fraadser i Vellevnet, skjænker Arbeideren intet. Han bevirker kun, at en Del Arbeide anvendes paa hurtig forgjængeligt Stas og Fjas. Den Rige, som betaler Arbeidsfolk for at tilvirke nyttige Ting, f. Ex. en Fabrikant, er for dem en ligesaa god Husbond og for Samfundet langt gavnligere, fordi hans Indretninger ville vedblive efter hans Død.
Den unyttige Forbrug (Fornøielser) kan betragtes som en Belønning, Mennesket giver sig selv for sit besværlige og nyttige Arbeide. Der kan dog vises baade Klogskab og Raahed i Valg af slige Fornøielser. De kunne være mere eller mindre gavnlige for Samfundet. Jo mere et Folk sætter sin Glæde i varige Ting, som i brugbar Stand kunne overleveres til Efterslægten, saasom i gode Huse, vakre Møbler og hensigtsmæssige Redskaber, des mere forøges Folkets Velstand og den enkeltes Velbefindende. Thi, dersom den Rige ikke længer vil bruge disse Gjenstande, komme de endnu den Fattige til Gode for Underpris. En flittig Mand, som har drukket op sin Fortjeneste, har vel gavnet Samfundet ved sit Arbeide, men hans slette Forbrug har skadet ham selv og afgivet et ondt Exempel. I alle Tilfælde efterlader han sin Familie i Armod.
For at et Samfund skal opnaa Velstand, er altsaa Sparsomhed nødvendig. Alene derved kan Efterslægten eie mere end Forfædrene.